Hvad, mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvordan føles det, når et uforstående barn finder ud af, at vedkommendes forældre ikke længere elsker hinanden? Mor og far er et barns klippe, et barns første kærlighed og ikke mindst et barns hverdag... Indtil mor og far vender alt 180 grader.

0Likes
0Kommentarer
47Visninger
AA

2. Hej, jeg hedder Emma

Hej, jeg hedder Emma. Jeg er sytten år gammel.
Indtil jeg var tre år, boede jeg sammen med mine forældre og min lillebror, der på daværende tidspunkt var to.
Min far hedder Gabriel og min mor hedder Cornelia. De fik mig 1999, mens de var på romantisk weekendophold i Paris. Dengang virkede alt helt perfekt. De var nygifte, elskede hinanden overalt på jorden og havde allerede planlagt deres fremtid ned til allermindste detalje.
Af og til havde de endda svært ved at partikulere i hinandens selskab, så forelskede var de. Det er et forhold som deres, jeg selv ville gøre alt for at få i dag. Helt og aldeles idyllisk, harmonisk og perfekt.

Men alt var langt fra perfekt.

Da jeg blev tre år gammel, døde min mormor og min farfar næsten samtidig. Begge af lungekræft. Og som om det ikke var nok, fik min storebror et astmaanfald i vuggestuen, og måtte desværre også herfra. Jeg var helt alene. Helt alene med to voksne mennesker, der burde være mine forældre. Der burde OPFØRE sig som mine forældre. De var ikke længere det par, der opførte sig som et nyforelsket teenagepar i Paris. 
Jeg følte næsten, at jeg var i nærheden af mine forældre, inden jeg overhovedet blev født. At jeg stod rundt omkring, da min mor blev gravid, smilte og tænkte "Om 9 måneder ses vi... Jeg glæder mig til at møde jer. Alt bliver perfekt." 
Jeg tog grueligt fejl.
Mine forældre begyndte at skændes, da mine bedsteforældre satte træskoene. De mente ikke, at de hver især fik den plads de havde brug for. Det gik udover mig.
Jeg følte, at jeg sad sammen med to dæmoner, der kæmpede om, hvem der skulle have lov at besætte den krop, de begge havde planlagt at besætte. Ikke længere var jeg et barn, jeg var en ejendel. 
Der var ingen tvivl: De to skulle ikke længere bo sammen. Men ingen af dem ville undvære deres lille guldklump, eftersom deres anden guldklump lige var afgået ved døden. 
Jeg tænker stadig på, om de mon troede, det var sjovt for mig. Det virkede af og til endda sådan. 
De forsøgte at lokke mig. Den ene lovede mig guld og grønne skove, mens den anden ville gøre det bedre og lovede det dobbelte. Jeg var så forvirret. En stakkels, 3-årig pige, der egentlig bare savnede sin lillebror samt det forhold, hendes forældre engang havde til hinanden.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...