The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
789Visninger
AA

1. Prolog...

"Jamen fader, jeg vil ikke!" Pigens klagende og ulykkelige stemme, gav ekko i det store palæ.

Pigens fader, grev Charles, ville ikke høre noget om det. Hans datter var 19 år gammel og var endelig kommet af alder. Hun kunne nu blive giftet bort.

"Cora, det bliver som jeg har sagt! Der er en ung, flot og ikke mindst rig mand, som kan tage sig af dig. Lyt nu til mig prinsesse". Men lige meget, hvor meget grev Charles plagede sin stædige datter, ville hun ikke. Grev Charles datter havde haft mange mænd efter sig. Hun var en sjælden skønhed, meget sjælden!

Hendes lyse, næsten hvide hår, rene ansigt og ikke mindst, pinke øjne, lagde mænd i knæ. At Cora ikke ville giftes var et problem, som grev Charles havde haft søvnløse nætter om.

"Jamen fad-". Grev Charles holdte sin hånd op for, at få hende til at tie.

"Nej, ikke mere. Det bliver som jeg har sagt". Vreden var ikke til at tage fejl af, såvel som sorgen der var som mejslet i hendes ansigt. Grev Charles sukkede trist. "Prinsesse, jeg-". Men grev Charles fik aldrig sluttet sin sætning, før hans elskede datter var ude af hans kontor og inde på sit værelse med et smæk med døren.

Grev Charles brød sig ikke specielt om at gifte sin eneste datter væk, hvad er det han siger! Sit eneste barn væk. Hans kone, grevinde Henriette, ville dog gerne. Hun synes ikke at man var en rigtig kvinde, før man var en rigtig kone. Det var en gammel tankegang, de var jo i 1802 for pokker da, men sådan var det. Det var hans kone, Coras mor, der opdragede rebelske Cora.

"Elskede, hun skal nok blive lykkelig med grev Arvel. Han er en fin mand". Grevinde Henriette prøvede altid på, at forsikre sin mand om deres datters sikkerhed, men grev Charles havde aldrig brudt sig om grev Arvel. Han var en lumsk, kvinde jagende, drukkenbolt af en franskmand, som kun for nylig var flyttet til London. Han syntes, at hans datter fortjente bedre og selv skulle vælge sin evige partner, men sådan fungerede det bare ikke.

Sådan foregik aftenen.

Man kunne høre den ulykkelig lyd af pigens gråd, der fyldte natten.

En nat, hvor en plan blev lagt af Cora, der nægtede, at lade sig gifte bort til en ukendt mand, som hun ikke elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...