The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
814Visninger
AA

10. Kapitel 9.

"Kom nu, Cora. Han er sød og du er 14 år gammel!" 14 årige Cora og 15 årige Elisabeth sad i Coras have, på græsset og snakkede.

"Nej Elisabeth. Min mor og far ville aldrig lade mig ud af huset, hvis de fandt ud af det". Og det var ikke engang løgn. Det kunne de godt finde på.

"Lev nu lidt. Din mor og far finder ikke ud af det. Min mor siger, at når man fylder 13, så må man godt prøve at kysse en dreng". Elisabeths mor var en frisindet kvinde, der synes hendes datter skulle prøve sig fremad i livet, hvor Coras mor var streng og ikke ville have sin datter besudlet.

"Du kender min mor, Elisa. Hun er bestemt ikke som din mor! Din mor er meget mere frisindet, hvor min mor er..." Cora endte ikke sætningen, ikke at hun behøvede, Elisabeth var mere en villig.

"Hun er en strigle!"

Cora kiggede overrasket på sin bedste veninde og sagde rettende.

"Elisabeth! Selvom du har ret, behøves det ikke siges højt". Elisabeth vendte øjne af sin veninde og svarede muggent.

"Ja ja, jeg siger det bare fordi, jeg elsker dig". Cora nikkede og gav hende et kram. Hun vidste godt, at Elisabeths hensigter var rene og gode, men sådan fungerede hendes liv bare ikke. Det ville aldrig være ligesom Elisabeths.

"Det ved jeg godt. Det ved jeg godt..."

Cora var målløs. Aldrig havde hun regnet med, at Gabriel ville spørge om sådan noget og det gjorde hende bange.

"Cora, elsker du mig?" Gabriel lagde begge hænder på hendes kinder og spurgte igen.

"Hv-hvad mener du?" Hendes stemme rystede af spænding og en smule frygt. Gabriel var stærk nok til, at kunne ødelægge hende, hvis hun gav ham lov. "Gabriel, det er ligegyldigt. Jeg synes ærlig talt bare, at vi skal se og komme hjem. Jeg er træt".

Cora rejste sig op og begyndte at gå den samme vej, de kom fra. Gabriel hoppede op på benene, rendte efter hende og stillede sig foran hende. Han spærrede for den eneste vej, der kunne redde hende fra følelser, hun aldrig havde haft før.

"Ligegyldig? Er det sådan du ser mine følelser? Vores følelser!" Cora rystede på vildt på hovedet.

"Nej, men der er jo ingen følelser". Gabriel grinte stille og det gjorde Cora mere utilpas, end hun troede muligt. Han så faktisk farlig ud.

"Ingen følelser, siger hun..."

Gabriel mumlede for sig selv og kunne mærke vreden boble op, jo mere han gentog, hvad hun lige havde sagt. Ingen følelser! Havde hans kys og kærtegn ikke vist hende, hvor meget han faktisk følte for hende!?

"Ingen følelser. Så alle de kys, vi har delt betød intet?" Cora åbnede munden og skulle til, at svare men holdte igen, da hun så det blik han sendte hende. Gabriel smilte, men der var intet rart ved det smil. Det var ikke just behageligt, men det var et smil, der altid kom frem når Gabriel havde en plan for sig. Og normalt, var det ikke en plan Cora kunne li. Det betød ofte, at han ville fremtvinge følelser, hun helst ville se begravet.

Pludselig greb Gabriel fat i Coras arme og trak hende ind til brystet af ham. Elektriciteten dannede sig hurtigt og hun bed sig hårdt i læben for ikke, at gispe højlydt.

"Ingen følelser, din idiot". Cora skulle til, at svare igen og skælde ham ud over hans skældsord, men blev stoppet af hans mund der dækkede hendes, i et altopslugende kys. Det fik næsten Cora til, at falde sammen.

Hans læber arbejde sig mod hendes, på en sådan kraftfuld måde, så Cora gispede efter luft. Gabriel lod sin tunge strejfe hendes underlæbe, spørgende. Hun lod ham ind og stønnede, alt imens Gabriels hænder gled fra hendes hals af, ned ad hendes bryster, ned af hendes mave og videre, helt ned til hendes lår, som Gabriel tog fat i, for at løfte hende op.

Cora svang sine ben omkring hofterne på Gabriel, vis hænder tog fat i hendes numse for at holde hende der. Hun begyndte at stønne endnu mere og hun lod sine hænder glide fra hans V-udskæring, op af hans mave og op til hans hår, hvor hun hev fat.

Gabriel brummede, hans godkendelse og hans greb på hendes numse blev hårdere og forvandlede sig til massering. Han elskede lyden af hendes hule vejrtrækning, hendes stønnen og hendes hænder, vis greb i hans hår blev hårdere og hårdere, jo mere han rørte ved hende. Cora nød det og det gjorde Gabriel umådelig stolt og tilfreds med sig selv. Han ville sørge for, at hun fik en tur, hun aldrig havde oplevet før.

"Ga-Gabriel!" Han fjernede uvilligt munden fra hendes og begyndte, at kysse hende hen over kæben og rundt ved nakken og halsen.

"Hvad er der prinsesse?" Cora svarede med en stønnen og en uforstående mumlen. "Cora, hvad er det, du vil sige til mig?" Gabriel drillede hende og nappede hende, hvor end han kunne komme til og lyttede bare efter de små lyde, hun nu kom med.

"Er du sikker?" Det var som om, hun skammede sig over, at spørge, men det behøvede hun ikke, for Gabriel ville godt, det her mere end noget andet. Han fjernede sit hoved fra hendes nakke og smilte blidt til hende.

"Jeg vil være forsigtig, okay?"

Cora overvejede det et øjeblik. Ville hun virkelig det her, eller hvad. Gabriel var en pirat og hans fortid var sikkert fuld af blodige pletter, men på den anden side...

Cora elskede virkelig denne mand. Lige fra det øjeblik, han kyssede hendes kind til nu når han var klar og parat til at tage hende. Det var jo heller ikke fordi, de var fremmede overfor hinanden og Cora havde selv sagt, at det var bedre for hende, at miste sin uskyld til en mand, hun elskede end til en mand, hun knap nok kendte.

"Okay". Gabriels smil fik Coras hjerte til, at svulme og hele hendes krop blev varm.

"Okay". Gentog han, lykkelig.

Gabriels hænder var sikre og bløde, da de fjernede Coras guldkjole. Han sørgede for, at kærtegne hende, hver gang han fik chancen til det. Han kyssede hver eneste nøgne del af hende. Hendes arme, hendes ben, hendes hals og ansigt. Alt.

Han bandt forsigtigt korsettet snore op og trak det ned af, så Cora stod helt nøgen og sårbar foran ham. Hun havde sådan lyst til, at dække sig til, lige meget med, hvad det var, så længe hun var dækket.

Gabriels blik vandrede fra Coras rødmende ansigt, til ned af hendes hals og videre fra hendes bryster, til hendes glatte mave. Videre til hendes hofter, forbi hendes køn og ned af hendes lange ben, som Gabriel rigtig godt kunne lide. Især, når de var om hans hofter. Han nød synet af hendes nærmest mælkehvide hud, der var glat og helt perfekt.

Gabriel begyndte at knappe sin skjorte op. Han fjernede den, så Cora havde fuldt udsyn til hans veltrænede mave og overarme. Han knappede sine bukser op og trak dem langsomt af.

Cora havde aldrig set en mands krop før. Ikke på denne måde. Gabriel var veltrænet, med overarme og mave, der så ud til, at blive trænet ofte. Hun kunne godt li at vide, at han var hendes og hun var hans. Selv, hvis det kun var for nu.

Gabriel trådte helt tæt op af Cora og lod sine hænder glide nænsomt ned af hendes arme, før han lagde hende ned på græsset. Han tog fat i hendes ben og lagde dem om hans hofter, for Cora var alt for nervøs til, at gøre noget selv. Han kørte blidt hænderne op og ned af hendes lår, for at få hende til at slappe af, så det hele ville være nemmere for hende.

Det var ikke fordi Gabriel ikke var nervøs, for det var han bestemt. Faktisk, så havde Gabriel aldrig taget en kvinde, han elskede, med i sin seng. I hvert fald, ikke før nu. Han ville gerne gøre det rigtigt, så Cora ville få så meget nydelse ud af det, som ham selv.

Gabriel kyssede langsomt Cora på munden og aede hende på armene og op og ned af maven. Til sidst, begyndte hun at slappe lidt af og Gabriel kunne tage det et skridt videre.

Han kørte sin hånd ned af hendes mave og videre ned, til mellem hendes ben, hvor han langsomt gled forbi. Cora gispede og blev straks nervøs igen, men Gabriel fortsatte og brugte sin anden hånd på, at age hende hen over kinden. Han blev ved med, at kigge hende dybt i øjnene. Det skabte på en eller anden måde, en dybere forbindelse. Efter noget tid, lå Cora på græsset og gispede efter vejret, mens Gabriel fik hende til at køre mere og mere op, så hun til sidst ikke kunne mere. Da han syntes, at hun var afslappet nok, fjernede han sin hånd og trak hende så tæt på, som muligt.

Cora opdagede knap nok, hvad der skete, for hun var nærmest i en tåge, som Gabriel havde skabt kun til hende. Pludselig følte hun en smerte, hun aldrig havde følt før, der startede nede mellem benene på hende og det var ikke noget, hun ville prøve igen. Det føltes som en stikken, der gik helt op af ryggen på hende og videre op af nakken.

Cora greb hårdt fat i Gabriels skuldre og klynkede, mens han sørgede for at lægge så stille som muligt. Han ville sørge for så lidt smerte som muligt, så Cora ikke ville hade ham bagefter. Men det var utrolig svært, at holde sig stille når lysten var så stor, som den var.

Da Coras klynken holdte op, begyndte Gabriel at bevæge sig. I starten, gjorde det stadig ondt på hende, men smerten aftog. Lidt efter lidt, kunne Gabriel sætte farten op. Coras vejrtrækning blev hurtigere og Gabriels greb, hårdere. Sved dækkede begge deres kroppe mens Gabriel kyssede Cora dybt og kærligt. Han havde måske aldrig taget en kvinde med i seng, for kærlighed, men han havde på fornemmelsen, at han havde gjort det rigtigt nu.

*****************************

 

Cora lå i armene på Gabriel. Søvn truede med, at overtage dem begge.

"Er der noget, der gør ondt?" Han kiggede bekymret på Cora, der bare smilte tilfreds og træt til ham.

"Nej, jeg har det fantastisk. Bare rolig, kaptajn". Hun sendte et drillesyg smil, hans vej og han slappede lidt af. Men da han lagde sig ned på ryggen og trak Cora oven på sig, så hun lå på hans mave, lagde han mærke til at hun bed sig hårdt i læben. Han lagde også mærke til, at der var noget varmt og vådt, der trillede ned af hans lår. Gabriel følte panik over situationen og had overfor sig selv, for at have fået Cora til at bløde og have smerter.

Han kyssede ømt hendes hår og undskyldte, op til flere gange.

"Det er jeg virkelig ked af, prinsesse!" Cora fniste lidt og kyssede ham dybt tilbage.

"Det er helt okay. Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv. Det sværger jeg". Gabriel var ikke helt overbevist og det kunne Cora godt se, så hun lagde en hånd på hans kind, vendte hans hoved mod sit og kyssede ham. Igen og igen, for at fjerne tvivlen fra hans hjerte. Hun lod sin tunge køre drillende henover hans underlæbe og hun nippede og nappede i hans læber, indtil hans smilte. Da hun var sikker på, at han havde det bedre, gav hun ham et sidste, kort kys og puttede sig så ind til ham.

Jeg er stærkere end jeg ser ud til, Gabriel.

******************************

 

Cora trak med besvær kjolen op omkring sig og rettede den til. Gabriel stod overfor hende og var i fuld gang med at tage støvler på, mens hans smilte fjoget til hende.

Det var blevet sen aften og uden de havde lagt mærke til det, var de begge faldet i søvn. Cora var glad for den lille lur efter den omgang, hende og Gabriel havde haft og selvom, hun var bange for, at han ville forlade hende efter det her, smilte hun stadig som en forelsket, lille pige.

Nyd det så længe, det varer.

"En mønt for dine tanker, elskede?"

"Mine tanker er mine egne, kaptajn. Men, hvis du så gerne vil vide det, så tænkte jeg bare på os". Sådan, hun havde nævnt det og ventede usikkert på hans reaktion. Gabriel brød ud i et alt slående smil og krammede hende.

"Og her troede jeg, at jeg var den eneste der stadig tænkte på det". Cora blev glad og kyssede hans kind.

"Jamen det er du ikke, Gabriel". De begyndte at gå væk fra Thoughtsome forrest og hen mod slottet, mens de lystigt snakkede om, hvad de syntes om landet.

"Jeg vil indrømme, at det er en venlig og varm by, der er her..." Gabriel nikkede og tog hendes lille hånd i sin.

"Ja, det er hovedstaden i landet, Efaildia. Jeg havde godt regnet med, at du ville elske det her". Cora kiggede tænksomt på ham.

"Fortæl mig lidt mere". Han kiggede overrasket på hende og spurgte undrende.

"Om hvad?" Cora stoppede op og svarede grinene.

"Fx om, hvad for nogle væsner der lever her. Hvem jeg i virkeligheden er og, hvorfor det er så vigtigt, at jeg er her?" Gabriel følte sig overrumplet over alle hendes spørgsmål, men begyndte alligevel og svare på dem. Eller, dem han kunne svare på.

"Hvem du er og hvorfor du er her, er noget de andre beskyttere må svare på, men jeg kan godt fortælle dig om Efaildia". Cora gav hans hånd et klem og de fortsatte med at gå, mens han fortalte hende om Efaildia.

"Efaildia er et hemmeligt land, hvor alle væsner kan leve i fred, ro og fordragelighed. Vi har alle mulige væsner her, orker, Shifters, okkulte dyrkere, feer, dæmoner og så dig og de andre beskyttere".

"Hvad er de der; Shifters og okkulte dyrkere?" Gabriel smilte lidt og forklarede. Han havde selv haft svært ved at finde ud af, hvad der var hvad.

"Shifters er væsner, der ligner mennesker, men med dyre kropsdele. Fx en dreng med ulve øre og hale, eller en lille pige, med rævehale og øre, eller en mand med vinger og næb". Cora stirrede målløs på ham og sagde så begejstret.

"Så har jeg mødt en! En ældre, venlig dame med øre og hale som en ulv, snakkede med mig her i morges". Gabriel gav et langsomt nik fra sig.

"Hyggeligt, men pas nu på. De er som dyr nogle gange!" Cora nikkede, med et lille grin og Gabriel fortsatte.

"Okkulte dyrkere, er mennesker der specialisere sig i magi. Du ved, formularer, fortryllelser og magiske drikke. Sådan nogle ting". Cora gav hans hånd endnu klem og han forklarede nærmere om Efaildia. "Efaildia er et stort, magisk land med 4 forskellige byer. Den første by, som også er hovedstaden, hedder Livalley. Det er den by, hvor slottet er og hvor vi er. Så er der en anden by, der hedder, Dalall. Det er en by, der er ligesom Livalley, men bare mindre. Så er der den skjulte by, hvor nogle munke og nonner lever. De passer på alle historiebøgerne og de skriftruller, vi nu har liggende. Til sidst, er der den by, som ingen går ind i. Det er en dæmon by, der ligger bagved Nordric bjergene. Der bliver dæmonerne skabt og der lever, alverdens ondskab. Ingen går derover og kommer levende tilbage!" Cora gik lidt tættere på Gabriel.

"Er vi overhoved sikre her så? " Nervøsiteten vældede op i hende og hun begyndte, at kigge sig om, bange for at en dæmon ville komme springende.

"Bare rolig. De bliver derover og det er kun fordi, beskytterne af elementerne er her. Dæmonerne frygter dem og af god grund. De er kraftfulde". Cora nikkede og følte sig med et, mere sikker end før.

De fortsatte, hånd i hånd mod slottet og fortsatte med, at snakke om andre ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...