The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
785Visninger
AA

9. Kapitel 8.

"Cora, jeg har mad til dig". Zera åbnede døren til Coras værelse og smilte sødt. Hun lå i sin seng og satte sig først op, da Zera lukkede døren efter sig.

"Tak Zera". Cora tog imod bakken fra Zera og tog et kig på hendes frokost.

Denne gang havde Zera taget noget varmt brød med kerner, dækket af ost og en masser frugter, som Cora ikke kendte. Frugterne var i vidt forskellige farver og former. En af frugterne var mørkeblå med orange prikker, der var formet som vanddråber. Den så giftig ud, men Zera havde aldrig skuffet Cora, når det gjaldt mad. I hvert fald ikke de sidste to dage, hun havde været på slottet.

Cora tog en lille bid af sit ostebrød. Det smagte fantastisk og var varmt og lunt. Efter hun havde spist sit brød færdigt, tog hun en bid af den mærkelig frugt. Den var sød, blød og saftig. Saften fra frugten dryppede ned af hagen på Cora, på en meget ukvindelig måde. Da hun var helt færdig med at spise sin mad, rakte Zera, hende noget at drikke. Cora tog det med det samme og tog en slurk. Det smagte virkelig godt og lidt af jordbær. Drikken var også rødlig...

"Hvordan har du det? Vil du have en rundvisning af slottet?" Zera håbede sådan, at Cora ville nikke og komme med ud og se slottet og få frisk luft igen. Hun havde holdt sig indenfor de sidste to dage og det gjorde Zera bekymret. Cora var jo jord beskytteren og det gjorde, at nu når hendes kræfter var vågnet, gjorde det, det også nødvendigt at komme ud og få en forbindelse til naturen.

Cora så det ivrige udtryk i Zeras blik og sukkede. Det var ikke første gang, hun blev spurgt. Og det var ikke første gang, hun sagde nej.

"Nej tak, Zera. Jeg har det helt fint her". Zera nikkede og gav Cora et lille kram, før hun rejste sig, glattede sin ildrøde kjole og sagde tyst.

"Hvis det er det du vil, så skal jeg ikke stoppe dig". Cora slog blikket ned og lod Zera forlade værelset, uden endnu et ord.

**********************************

 

Gabriel snakkede ivrigt med dronning Sansa, da Zera kom ind i spisesalen. Gabriel rejste sig hurtigt op og spurgte ivrigt.

"Hvordan har hun det? Kommer hun ned?" Zera kiggede ind i øjne fulde af håb og knuste dem.

"Nej, hun ville heller ikke i dag..." Dronning Sansa sukkede trist og nikkede så.

"Det er vel forståeligt. Stakkels pige, hun troede jo, at hun var menneske og nu, er hun en af de mægtigste væsner på vores jord".

Gabriel lyttede ikke rigtig, siden det eneste, han kunne tænke på var Cora og det, at hun ikke havde snakket med ham i hele to dage. Han savnede hende faktisk. Hendes smil og spændte stemme, når der var noget hun glædede sig til.

Han udbrød et irriteret grynt og marcherede så op mod Coras værelse. Han ignorerede hans dronning og Zeras protester om, at hun ville være alene, for han vidste bedre.

Når det gjaldt Cora ville han altid vide bedre...

"Cora, åbn døren, nu!" Gabriel hamrede på døren med sin knytnæve og prøvede at lyde truende. Altså, han prøvede.

"Gå din vej, kaptajn. Jeg har sagt til Zera, at jeg ikke ville have nogen heroppe". Coras spinkle stemme nåede Gabriels øre og han kunne høre, at hun ikke havde det godt, selvom hun havde fået mad og drikke.

Hun lød svagere end nogensinde før!

"Cora, prinsesse, åben døren eller jeg flår den af hængslerne". Hans stemme var ru og irritabel. Han ville sagtens kunne gøre det med det raseri, han følte lige nu.

Da Cora stadig ikke reagerede, hamrede Gabriel hårdere mod døren. Han kunne høre at døren ikke kunne klare meget mere og det gav ham en vis tilfredsstillelse. Den ville knække, hvis hun ikke snart åbnede.

"Gabriel, hold op. Du ødelægger døren". Men Gabriel lyttede ikke og fortsatte med at hamre på den skide dør, der adskilte ham fra Cora. "Hold op, Gabriel!"

Cora var ved at blive sindssyg over Gabriels konstante banken på døren. Hun rejste sig irriteret op og smækkede døren op. Gabriel stod med løftet næve og stirrede på hende. Han stirrede overrasket på hende, som havde han aldrig set hende før. Som om, han kiggede på en fremmed.

Cora havde ikke mistet vægt, hun havde faktisk samme krop, som før, men hun var bleg og så ulykkelig ud. Gabriel fik straks dårlig samvittighed og lagde hånden betryggende mod hendes kind.

"Kom ud, Cora. Så kan jeg vise dig rundt og vi kan snakke lidt". Han håbede sådan, at hun ville sige ja og gå med ham, og så ville alt være lige som før.

"Du kan godt gå din vej, Gabriel. Jeg skal ingen steder hen med dig!" Cora skulle til at smække døren i hovedet på Gabriel, da han bare satte foden i klemme, så den ikke kunne lukkes.

"Tror du, at du har et valg?" Han smilte smørret og det gjorde bare Cora så meget mere irriteret. Han lignede den mand, hun mødte første gang.

"Selvfølgelig har jeg et valg". Hun stampede i jorden med sin fod, som et lille barn, bare for at understrege sin pointe. Gabriel begyndte og grine mens han gik tættere på hende.

"Det er der, hvor du tager grueligt fejl, prinsesse. Jeg få dig med ud, om du opdager det eller ej". Cora gav et fnys fra sig.

"Ja, sikkert".

Gabriel lagde begge sine hænder på hendes hofter og lænede sig fremad, så deres næser rørte hinanden.

"Har du da slet ikke savnet mig, prinsesse?" Han sagde det med en uskyldig minde, men Cora vidste bedre end at falde for sådan et gammelt trick.

"Jeg har ikke savnet dig, på nogen måde". Gabriel stirrede overrasket på hende, men trak så bare på skuldrene.

"Lad os nu se!" Han trak hurtigt Cora ind til sig og strøg hænderne ned af hendes hofter og videre hen om hendes numse. Hendes tanker stoppede brat, da han hviskede i hendes øre. "Slet ikke?" Cora rystede på hovedet og gispede, da Gabriel greb hårdere fat. "Det tror, jeg ikke på". Han lukkede døren med sin fod, trak hende endnu tættere ind til sig, vendte hende om og maste hende så op mod den dør.

Cora mistede vejret, da Gabriels hænder slap hendes numse og kørte op af hendes ryg. De tog drillende fat om hendes snore bag på ryggen af hende og slap dem så igen, så de blev løse. Før Cora vidste af det, var hendes hænder også i gang, men de kørte bare op og ned af Gabriels brystkasse og fik ham til, at tage dybe indåndinger.

"Jeg er stadig v-vred på d-dig!" Hun ville have lydt truende, men Gabriels hænder distraherede hende alt for meget.

"Tilgiv mig?" Cora rystede på hovedet og det gjorde Gabriel frustreret. Begge hans hænder landede på hendes kinder og holdte hendes blik fast. "Tilgiv. Mig. Prinsesse". For hvert ord der forlod hans mund, kyssede han hendes læber.

Cora havde sådan lyst til, at tilgive ham, men ville ikke have ham til at slippe så nemt. Endnu en gang, rystede hun på hovedet og Gabriels tålmodighed slap langsomt op.

"Cora, jeg er ked af, at jeg intet sagde omkring din rigtige oprindelse. Det var dumt af mig og jeg beklager!" Hans øjne stirrede lige ind i hendes og hun fik straks lyst at lade blikket falde ned til jorden. "Nej, du skal ikke lade dit blik falde. Jeg elsker dine øjne. De er unikke og specielle". Gabriel mente hvert et ord, han sagde og det var tydeligt i hans stemme.

Cora bed sig i læben og overvejede det faktisk. Gabriel så tvivlen i hendes blik og kyssede hende. Da han trak sig væk, tog hans hendes underlæbe med sig og slap den langsomt. Hvis det ikke overtalte hende, så var han ude af tricks!

Cora tog en let indånding og nikkede så. Hun havde holdt længere end regnet med. Det var klart for hende.

"Okay, jeg tilgiver dig, men! Du skal love, at fortælle mig sandheden fra nu af, okay?" Gabriel nikkede hurtigt og kyssede hende igen. Denne gang, var det bare et langsomt og varmt kys, der gjorde hende ør.

*********************************

 

Lina stod ude foran Coras dør og hørte de små lyde, de gav fra sig derinde. Det var ikke særlig godt, det de gjorde. Det ville skade, ikke kun dem, men alle i Efaildia, hvis de fortsatte deres skadelige, lille leg.

Cora døde af kærlighed en gang. Det måtte bare ikke ske igen og det var op til Lina, Zera og Seren at sørge for det.

For, hvis de ikke kunne stoppe det, hvem kunne så. Cora og Gabriel ville nok ikke stoppe, deres blomstrende kærlighed.

**********************************

 

Gabriel trak en utålmodig Cora efter sig, på vej til den destination, han havde ville vise hende fra starten af.

"Hvornår er vi der, Gabriel?"

"Vi er der snart. Slap af prinsesse og nyd naturen". Cora gav et falsk latter fra sig.

"Ja ja, fordi jeg er jord-beskytteren, meget morsomt". Gabriel grinte glad og nikkede. Det var hun helt bestemt.

"Ja, det er du. Det er godt, du har accepteret det". Gabriel var faktisk rigtig glad for, at hun havde accepteret sig selv. Det gjorde det hele meget nemmere, når hun skulle bruge sine kræfter.

Cora sukkede og rystede irriteret på hovedet. Gabriel var en stædig rad. Sjovt, for Cora huskede tydeligt hendes mors ord, nogle dage inden hendes fødselsdag. Dengang syntes hendes mor, at hun var for stædig.

"Der er ingen mænd, der kan li stædige kvinder, for det minder dem for meget om dem selv!"

Cora var bestemt ikke enig med sin mor dengang og det var hun stadig ikke. Hun syntes faktisk, at hvis en mand fik lidt konkurrence så ville det være mere spændende, men hendes mor hang sig i de gamle måder og nægtede at se, at kvinder sagtens kunne være som de havde lyst til. Det var vel også Coras mormors skyld. Inden hendes død, her for nogle år siden, var Coras mor blevet meget værre og det var sikkert hendes opdragelses skyld. Mormor Nannie, var en skrap og gammeldags dame, da hun var i live.

"Cora, er du der?" Cora kiggede lige op i Gabriels stormfulde øjne og smilte lidt.

"Ja, jeg sonede bare ud et øjeblik". Gabriel nikkede og gav hendes hånd et klem. Hun var glad for, at han ikke spurgte længere ind til det.

"Okay... Vi er her".

Cora kiggede sig omkring og gyste. Hun vidste ikke helt om gyset var et ubehageligt gys, et godt gys eller en blanding. Nok en blanding...

"Det er ret så-" Hun manglede ord for det, der lå foran hende.

"Uhyggeligt og alligevel, smukt". Hun nikkede. Det var en ret god beskrivelse af skoven her.

Gabriel havde taget Cora med ud til Thoughtsome forrest. En skov, hvor dæmoner levede. Der var også nogle banditter, hvis de overlevede at være derinde. De fleste mennesker eller andre væsner, mistede deres sind og blev sindssyge, når de boede derinde, hvor dæmonerne trives.

Den var mørk og når Cora kiggede efter, så det ud som om skyggerne derinde bevægede sig og prøvede, at få fat på hende. Det var sådan det så ud, hvis man kiggede direkte ind i skoven, men hvis man tog et overfladisk kig, så var skoven virkelig smuk med en dyster aura omkring den.

"Det er en passende blanding af mørke og skønhed. Det er sådan den lokker fremmede ind, når de ikke ved bedre". Cora vendte sig mod Gabriel og så noget trist i hans øjne. "En af mine mænd blev fanget derinde. Vi var lige ankommet og vidste ikke bedre, så da drengene udfordrede ham til at gå derind, gjorde han det og ingen af os vidste, at vi aldrig ville se ham igen". Cora kunne tydeligt høre noget trist i Gabriels stemme og hun lagde betryggende armene om ham.

"Hvad hed han? "

"Han hed Vollum. Han var en god mand, så længe han nu levede. Buster var faktisk meget gode venner med ham, da de var nogenlunde på alder sammen". Gabriel snakkede derud af, men det var okay for Cora. Det var tydeligt, at han havde brug for, at snakke om det.

"Det var ikke jer, der dræbte ham. Det var hans eget valg". Gabriel tænkte stadig over det og Cora kunne ikke ligefrem sige, at hun forstod det. Hun havde aldrig mistet en person, på den måde.

Gabriel nikkede fraværende og satte sig ned. Hun satte sig ved siden af ham og betragtede ham.

Gabriel var virkelig en flot mand, med sit blonde hår der nu var blevet så langt, så det gik forbi hans højre øje og forbi ørerne. Hans grå øjne, der sagtens kunne forveksles med en storm og hans velbyggede krop, der var smidig trods alt. Cora elskede at betragte ham og han vidste det godt. Han nød det i fulde drag faktisk. Det betød bare, at han ikke var alene i sin interesse.

"Cora?" Hun vendte hovedet væk fra skoven og hen til Gabriels spørgende blik.

"Ja?" Han rykkede lidt på sig, som var han utilpas.

"Elsker du mig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...