The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
783Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Gabriel krympede sig og fik det dårligt, da Cora kiggede på ham som om han havde forrådt hende. Han prøvede at gribe fat i hende og få hende til at falde ned, men da han prøvede at gøre netop det, blev hans arm grebet af Seren, der nu havde et alvorligt udtryk.

"Hun føler sig forrådt, fordi du havde denne vigtige information og ikke fortalte hende om det. Hvis du prøver på, at gribe fat i hende vil du blive dræbt på stedet, sikkert få flået dit indvolde ud". Han nikkede langsomt og smilte sarkastisk.

"Hyggeligt, men hvad skal jeg så gøre? Jeg vil have hende til at forstå!"

"Giv hende no-". Seren blev afbrudt, da hun blev slynget hen af jorden. Cora stod med 2 slyngplanter, der svajede frem og tilbage, mens hun stod med et koldt udtryk imellem.

"Cora!" Men Gabriels råb gjorde ikke Cora mildere stemt, faktisk så det ud til at gøre hende endnu vredere, hvis det var muligt.

"Du beskytter hende!?" Gabriel skyndte sig at svare for, at det måske ville gøre hende gladere.

"Det ville du også, hvis du vidste hvem hun var! Cora, prinsesse, vær sød og lyt til mig og fald ned". Cora stirrede et øjeblik på ham og han så nogle få tåre falde ned af hendes kinder.

"Hvad er jeg?" Gabriel fik straks skyldfølelse. Alt dette kunne være blevet undgået, hvis bare han havde sagt noget til hende. Han skulle til at sige nogle trøstende ord, men blev afbrudt da hun blev ramt af en kraftig stråle af vand.

"Seren, hvad fanden i helvede!" Seren tørrede noget blod af sit ansigt og svarede studst.

"Nu er hun da bevidstløs." Gabriel stirrede målløs på Seren. Hun var ellers normalt, den sjove og afslappede af alle beskyttere.

Gabriel skulle til, at rette Seren da de begge kiggede hen mod Cora, der lignede en rasende tyr. Hun rejste sig, rasende op og tørrede jordet af hendes ansigt.

Der gik et øjeblik, hvor stilheden herskede da Cora gav et kampskrig fra sig og kastede sig mod Seren, der var for overrasket til at reagere. Seren blev fældet af Cora, der sad overskrævs på den stakkels beskytter, der intet kunne gøre. Hun begyndte at slå Seren og det var ikke de slag, som Gabriel var van til fra en kvinde. Det var knytnæver og det var tydeligt, at Seren ikke stod en chance, som det var nu. Han overvejede et øjeblik om, han skulle hente de andre beskyttere, men han nåede knap nok og tænke det, før de andre to beskyttere kom løbende.

Gudinder, tak.

Seren var i fuld gang med, at sørge for, at Cora ikke ramte hende for hårdt mens ild-beskytteren, Zera og vind-beskytteren, Lina prøvede at komme op med en plan.

Lina, løftede armene op i luften og gav et sving med hænderne, så der blev formet et mindre tornado, som løftede Cora væk fra Seren. Cora landede på numsen med et bump og skreg i frustration. Det var som om, hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre og derfor gik i panik og angreb.

Ild-beskytteren trådte langsomt frem og satte sig på hug foran rystende Cora.

"Cora, træk vejret. Alt skal nok gå". Zera lagde prøvende hånden på Coras skulder og gav det et beroligende klem.

"Hvad sker der med mig?" Lina, som var i fuld gang med at hjælpe Seren, lod ansvaret for forklaringen til Zera og Gabriel.

"Der er så meget, du skal have af vide. Så meget, som vi alle har ventet på, at fortælle dig". Cora kiggede tøvende op og Gabriel kunne straks se, at hun græd igen. Det gjorde ondt på ham at vide, at hun var så bange og ked af det. Han stillede sig bagved Zera, der overlod forklaringen til ham, så hun kunne gå hen til Seren og Lina, der virkede til at have brug for hjælp.

Gabriel lagde hånden på Coras kind og tvang hendes hoved op, så hendes blik ville møde hans.

"Cora, jeg er her for dig. Du er ikke alene. Du har mig, Seren, Zera og Lina. De har alle sammen, de samme kræfter, som dig, prinsesse". Han kyssede hende let på læberne, men hun trak sig stridigt væk.

"Du holdte det hemmeligt for mig. Jeg vidste godt, at vi ikke var ligefrem tætte, men jeg troede i det mindste, at du stolede på mig!" Gabriel sukkede og satte sig tungt foran hende.

"Jeg stoler på dig, prinsesse". Gabriel vidste ikke, hvad han skulle gøre for at få Cora til at se, at han stolede på hende, med sit liv!

"Hvordan går det?" Gabriel og Cora kiggede begge to op og så Zera stå foran dem med et lille smil. Gabriel smilte, rejste sig op og trak en rystende Cora med op. Zera gav et irriteret suk fra sig og så undskyldende på Cora. Som om det var hende, der havde været oppe og slås med hende og ikke Seren.

"Beklager, Seren er den afslappede af os, men hun er stadig farlig, og idiotisk!" Den sidste del sagde hun så højt, så Seren ikke havde kunnet undgå at høre det.

"Ja undskyld, men hun angreb mig først!" Cora nedstirrede Seren med et rasende blik og snerrede vredt.

"Faktisk, så angreb du mig, Gabriel og hans mænd først! Jeg vidste ikke, at dig og Gabriel var bedste venner lige pludselig". Seren så på Cora, som om hun var dum.

"Selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle jeg være venner med kaptajn Gabriel?! Den eneste grund til, at jeg var med ham, var fordi han kunne føre mig til dig, jord-beskytteren". Hun lød oprigtig nok, men Cora havde lært, at i hendes kredse kunne folk nemt lyve sig frem i livet.

Cora kiggede på Seren og så håbet i hendes øjne. Hvad håbede hun dog på ville ske, hvis de fandt hende.

"Jeg beklager, men jeg ved ikke, hvem denne; jord-beskytter er". Serens glade ansigt faldt på samme tid med, at de to andre piger også så kede af det ud.

Zera lagde hånden på Coras arm og smilte sørgmodigt. Det fik skyldfølelsen til, at komme frem inden i.

"Du vil snart forstå..." Hun vendte sig mod Lina og Seren. "Vi må tage hende med til, den skjulte by og ind på, Mindebiblioteket". De to andre beskyttere nikkede, beslutsomt.

Af en eller anden grund, valgte Cora at trykkede sig ind til Gabriel, der stirrede overrasket på hende. Hun følte sig utryg og han var den eneste hun kendte rigtigt.

Gabriel lagde hånden under hendes hage og kyssede hende flygtigt på munden igen. Denne gang skubbede hun, ham ikke væk.

"Bare rolig, prinsesse. Du stoler på mig, ikke?" Hun stirrede lidt tøvende på ham, men nikkede så. "Godt, så stol på, at jeg aldrig ville lade noget ondt komme til dig". Cora nikkede endnu en gang. Det kunne hun godt, håbede hun.

Lina, Seren og Zera stillede sig alle foran Cora og Gabriel, og bukkede. Zera var den første til at komme op, med et smil.

"Cora, jeg er ild-beskytteren, Zera". Hun løftede begge hænder op i luften, lukkede øjnene og pludselig, var der en flot, knitrende ildkugle i hendes hænder. Cora stirrede med forbløffelse på ildkuglen, der nærmest dansede i hendes hænder.

Zera slukkede ilden i sine hænder og trådte tilbage, så Seren kunne komme frem.

Seren smilte legesygt til Cora. Der virkede hun som en helt anden person.

"Cora, jeg er vand-beskytteren, Seren". Så strakte hun sine arme ud til sine sider. Hun lukkede også øjnene og pludselig, skete der det samme, som med Zera udover, at denne gang var det med vand.

En lang, blå/hvid stråle af vand, strakte sig så lang, som Serens arme. Det var ikke som den stråle, der havde ramt Cora. Denne stråle af vand, gled langsomt rundt om Seren, som var det et kæledyr. Som havde den sit eget liv. Seren smilte lykkelig og det fik Cora til at tænke.

Ville det også være sådan for hende, hvis hun bare accepterede sig selv?

Seren gik til siden, ligesom Zera og lod nu, Lina komme til. Lina så fredfuld ud og smilte blidt til Cora.

"Cora, jeg er beskytteren af vind, Lina". Så løftede hun sin ene hånd og viftede rundt med den. Bevægelserne var elegante og havde mening. Der gik ikke lang tid, før Cora så en lille tornado forme sig besværet. Lina løftede nu den anden hånd og viftede med den også. Tornadoen blev større og større, til sidst var den på størrelse med hendes hoved og næsten lige så kraftfuld, som en rigtig en.

Lina stoppede sin tornado og stillede sig ved siden af sine venner. De ventede alle spændt på Cora, der skulle acceptere sig selv, som hun var.

Cora kunne godt se, hvad det var de ville have hende til, men hun vidste ikke helt om det var noget, hun kunne gøre. At indrømme, at du var et væsen, du ikke en gang vidste eksisterede var en svær ting og det ville de nok og synes, hvis de havde levet et menneske liv, som hende.

Gabriel så Cora blive ked af det og ubekvem. Han rystede på hovedet af de andre beskyttere, der prøvede at sætte en falsk smil på deres ansigter over afslaget.

Gabriel lod sin arm stramme lidt mere om Cora og fik hendes opmærksomhed.

"Hvad siger du til, at vi går i seng, prinsesse?" Cora trak sig væk fra ham og så et vis såret udtryk glide henover hans ansigt, men det matchede slet ikke hendes. Nok følte hun sig tryg, i forhold til andre, men det var ikke lig med tilgivelse.

"Du sagde intet om, at jeg ikke engang var menneske! Du lod mig alene et sted, hvor jeg ingen kendte og som skræmte livet af mig". Gabriel bed sig hårdt i læben. Han havde virkelig ikke tænkt sig om!

Cora var rasende og alt i alt, såret over ham. Han kunne have sagt alt og så ville intet af det her være sket. Hun ville ikke have brugt sine kræfter så hensynsløst og næsten dræbt så mange mennesker.

Cora begyndte at gå den samme vej, hun kom fra, op mod slottet og langt væk fra al det der var sket. Her kunne hun i det mindste være for sig selv og ikke høre på Gabriels undskyldninger eller se de mærkelige piger, hun på en eller anden måde, godt kunne lide.

Så mange ting, på så lidt tid.

Gabriel så Cora nærmest løbe hen af vejen og mod slottet. Tænkt at hun stadig var vred på ham. Det var da ikke så slemt, det han havde gjort

"Hun skal nok tilgive dig, Gabriel". Zera lagde en betryggende hånd på hans skulder.

"Ja, hun er bare vred og såret, sådan nogle ting går over!" Seren prøvede også at få ham i bedre humør, men intet så ud til at virke. Gabriel vendte hovedet mod Lina, der også betragtede Cora.

"Hvad er jeres forhold, pirat?" Gabriel så overrasket på hende. Hvad var det for et spørgsmål.

"Hvad mener du?" Lina gik hen til ham, Zera og Seren og spurgte igen.

"Hvad er jeres forhold?" Gabriel tænkte sig om et øjeblik og han svarede så neutralt som muligt.

"Jeg holder meget af hende, og jeg vil gerne tro, at hun også holder meget af mig". Lina så ikke glad ud for svaret. Heldigvis, ragede det heller ikke hende. Der var intet galt i, at ham og Cora holdte af hinanden.

Dengang, hvor Gabriel for første gang satte fod i Efaildia, var det ikke dronningen og kongen, han mødte først, men beskytterne. De var intet andet end en legende i den normale verden, men da han så dem for første gang i dette magiske land, vidste han med det samme, at de var alt andet end legender!

Zera og Seren havde begge været imødekommende og høflige, imodsætning Lina, der havde en vis attitude. Hun stolede ikke på Gabriel, ikke rigtigt og det havde skabt visse problemer. Ikke kun mellem ham og hende, men også mellem Zera, Seren og kongeparret. Alle i riget, stolede på beskytterne og deres viden. Ingen betvivlede dem, for de var deres heltinder.

Gabriel smilte ved tanken om den bog, han stjal for de mange år siden. Mand, hvor ville de blive vrede! Sikke nogle legender. De vidste ikke engang, at den var blevet taget og den betød ellers alt for riget.

"Hvad smiler du af?" fyrige Zera lød nysgerrig og det fik bare Gabriel til at smile endnu mere over hans egen sejr.

"Jeg kom bare i tanke om, at i måske manglede en bog eller..." Han lod tanken synke ind, før de alle så stik tossede ud. Det var et underholdende udseende, de fik når de var vrede.

"Du stjal bogen om beskytterne!? Den bog der fortæller om vores skabelse!" Lina var nok den der var mest rasende.

"Jep". Gabriel begyndte straks at løbe og beskytterne var ikke langt bagud, mens de råbte skældsord efter ham. Han håbede på, at det en dag ville være Cora, der løb med de andre beskyttere. Selv, hvis det betød, at de ikke kunne have deres sædvanlige forhold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...