The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
810Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Der gik en måned, før skibet, Den eventyrlystne, var ude ved Grønlands kyst. For Cora, føltes det som intet andet end en uge. Hun havde hygget sig, så meget på det skib og havde fået nogle tætte bånd med mændene. Ærlig talt, så var disse pirater intet, som hun havde regnet med. De var ikke gentlemen, men dem havde Cora også fået nok af. De var sjove, nemme og ubehøvlede mænd, der sagde hvad de mente, før de tænkte sig om. Man kunne forvente ren ærlighed fra dem, ingen løgne eller følsomhed.

Det var fantastisk!

 

Gabriel havde nydt den sidste måned.

Han var kommet tæt på Cora, virkelig tæt. Faktisk, havde han aldrig rigtig lyttet så meget til en kvinde og slet ikke været interesseret i en på den måde før. Det var nyt og på en måde, lidt skræmmende for ham, men han skubbede altid den skræmte side af ham væk og nød hendes selskab. Så længe det nu, vil vare da de nok snart er ankommet.

"Kaptajn, vi er ved den skjulte dør". Fral så nervøs og bange ud, hvilket Gabriel ikke kunne fortænke ham på. Efaildias vagter kunne være grusomme, som retfærdige.

"Godt Fral, hold Cora ude ved sidelinjen. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke vil være en varm velkomst vi får". Og det havde Fral skam heller ikke regnet med. Faktisk, så var det utroligt de ikke var blevet skudt ned med magi endnu.

Gabriel drejede skarpt til styrbord. Han vidste, at den skjulte dør ville ligge mellem Nuuk og Narsaq.

Intet normalt menneske ville se det. Den skjulte dør var nemlig under vand. Ens skib skulle synke, før man ville komme derind. Den eneste grund til, at Gabriel fandt det, var på grund af et uheld med styringen og ved et uheld, kom vandstrømmen til at tage hans skib med.

Gabriel mærkede spændingen boble op i ham. I mange år havde, han ventet på en chance til. På grund af hans bror, havde Efaildias konge og dronning fundet ud af hans ulovligheder og det havde endt med Gabriel og hans mandskabs bortkastelse.

"Gabriel, hvad laver vi her?" Han vendte sig om mod Cora, der i stedet for, at være gemt væk nu stod her. Han måtte få en snak med Fral og forklarer ham, hvad 'sidelinje' betød.

"Cora, du burde virkelig ikke stå her lige nu. Gå ind i mi-" Men en bølge fik skibet til, at vippe og afbrød Gabriel før han kunne sige mere.

Cora gav et skrig fra sig, da skibet vippede og hun blev kastet fra Gabriels side og ned på dækkets hårde overflade. Smerte eksploderede i hele hendes krop og hun prøvede med besvær, at holde bevidstheden. Hun kunne høre mænd løbe, trampe og råbe efter hinanden.

Flygtede de fra noget? Hvad skete der!?

Cora havde en dårlig, metallisk smag i munden og hun havde alt i alt, bare lyst til at lægge sig til at sove. Bølgerne havde været fine og stille og rolige, og så lige pludseligt blev de hårde og vilde, som prøvede de, at drukne skibet.

"Hvor vover i, at komme hen til den skjulte dør! Forsvind fra Efaildias dør, pirater". Cora sank den klump der lige havde formet sig i hendes hals og rejste sig, tumlende op.

Foran hende, stod der en ung kvinde, med lysebrunt hår og pinke øjne. Hun stod majestætisk på en kæmpe bølge og ned stirrede alle, der prøvede at bevæge sig. Gabriel fløjtede af kvinden, der blev endnu vredere.

"Beklager, vand-beskytter, men vi kommer i fred". Cora kunne se at Gabriel prøvede at berolige den unge, vand-beskytter, som Gabriel havde kaldt hende, men hun reagerede ikke.

Vand beskytteren smilte koldt, rakte armene op, så bølgen blev større og råbte med kraft bag sin stemme.

"Hvis i ikke vil fjerne jer, så må i blive suget ned i havets dyb!" Cora gav endnu et skrig fra sig, da bølgerne blev større og større. Havet brusede kraftigere og kraftigere, mens de store, mørke bølger kastede sig op af skibets sider. Hvis det fortsatte sådan, ville alle disse mænd, dø...

Cora kiggede panisk efter Gabriel på dækket og så ham, i gennemblødt tøj, hår der klistrede sig til hans pande og sin sammenpressede læber. Han så vred og skuffet ud, men af hvad!?

"Kaptajn! Kaptajn, hjælp". Cora kiggede mod stemmen der kaldte og så Fral, der hang fra kanten af masten. Han havde kun fat med en hånd og selv den, var ved at glide. Selve skibet vendte næsten på siden, hvilket gjorde det svære for Fral, at måtte holde fast.

Cora kunne godt se, at Gabriel aldrig ville kunne nå det, men hun ville ikke selv give op. Hun kastede sig fremad, rakte armene ud fra sin krop og lukkede øjnene. På en eller anden måde, havde Cora vel regnet med, at der ville ske noget. Det var i hvert fald et forsøg vær. Cora skulle til at give op, da et grøn, tåge bredte dig ud fra hendes hænder. Den havde sin egen skønhed og hun var helt opslugt af den måde, hvorpå tågen flød hen over dækket og hen mod Fral, hvis hænder ikke kunne holde til meget mere.

Det var ærlig talt, som om hele verden frøs lige der. Vand-beskytteren stod også oppe på sin høje bølge og stirrede forbløffet på Cora, der koncentrere sig så godt, så hun bed sig hårdt i læben. En lille dråbe blod flød fra hendes underlæbe og der, åbnede hun øjnene. Hendes øjne skinnede kraftigt pink og hele hendes krop rystede af spændinger. Cora flyttede sig venstre ben ud tilbage, løftede hænderne lidt mere op, før hun kastede dem ned. De hørte et knæk fra et sted fra, og lige bagefter, kom der grene op fra vandet, Der blandede sig med den grønne tåge og netop lige nåede at gribe Fral, før han faldt.

Gabriel var dybt taknemmelig, men det forsvandt da han så Coras rasende ansigtsudtryk. Hun så blodtørstig ud! Og en kvinde med kræfter, der var vred. Det var ikke en god blanding.

Cora svævede næsten mod rælingen og den grønne tåge fra før, omringede hende.

"Du kan ikke true os længere. Jeg vil ikke lade dig!" Cora viftede voldsomt rundt med sine arme. Det så smukt ud, men det var ødelæggende. Hun kanaliserede al sin vrede mod vand-beskytteren og fyrede lianer efter lianer efter kvinden. Vand-beskytteren nåede knap nok, at undgå dem, før nogle nye og hurtigere kom. Det var skræmmende for Gabriel, for hver gang Cora angreb, vippede skibet endnu mere. Han tænkte slet ikke, da han spurtede ind i sin kahyt, åbnede sin skuffe og tog en mørklilla drik ud. Hvis Cora fortsatte sin voldelige kamp, ville hun synke skibet og ikke vand-beskytteren. Han løb ud på dækket, tog en stor slurk af det mørklilla stads og gik med faste skridt mod Cora, der skummede af raseri. Han greb fat i hende, vendte hende mod sig og hamrede sine læber mod hendes. Han åbnede sin mund og ved hjælp af sin tunge, fik han tvunget væsken ned i halsen på hende. Gabriel håbede sådan, at denne sovemedicin ville virke. Langsomt begyndte Cora, at blive slap som en sæk med kartofler.

"Beklager, prinsesse".

Det sidste Cora så var Gabriels angerfulde ansigt og så fire pigers, nysgerrige ansigter.

*************************

 

Gabriel brød sig bestemt ikke om den drejning, deres tur havde taget. Han havde regnet med, at de ville blive taget godt imod, når de så at han bragte jord-beskytteren med ham, men nej. De prøvede på, at synke hans skib! Han baby, hans liv og lys! Det var utilgiveligt, det her.

"Sir, kong Leopold og dronning Sansa, kan modtage dig nu". Gabriel rejste sig fra det beskidte stengulv i fangekælderen og fulgte lydigt efter de fire vagter, der var ved alle hans flanker. Normalt ville han prøve på, at finde en måde at slippe fri fra deres greb, men de havde Cora og af en eller anden grund, havde han ikke lyst til at efterlade hende her, selv hvis de ville beskytte hende. Hun måtte være ude af sig selv i frygt og derfor, kunne han ikke bare efterlade hende.

Vagterne fulgte Gabriel op af masser af store, fantastiske trapper og ned af tæppeklædte gange, hvor alle vægge var prydet af billeder af kongelige. Det hele var meget overdådigt.

"Kong Leopold og dronning Sansa, sir Gabriel er ankommet". Gabriel kunne høre høje fanfare, da den store port-lignende dør, åbnede sig og vidste tronsalen. Tronsalen som var det største rum på slottet, ud fra, hvad han havde hørt igennem sin tid og han havde aldrig været her før. Det var et smukt rum med lys-beige farvede marmorgulve, mørkerøde vægge og guldbroderet gardiner for de høje vinduer. Kongen og dronningen sad på hver deres trone og så yderst vigtige ud.

Kongen var en mand på de 144 år, med brunt hår, havblå øjne, rynker ved panden og under øjnene, og blå vinger der var mørke i kanten af dem.

Dronning Sansa var en kvinde på 140 år, med jordbærfarvet hår, limegrønne øjne, flotte, høje kindben og fregner under øjnene. Hun havde også store, flotte vinger, der var grønne med en lille rød prik i hvert hjørne af vingerne.

"Ah, kong Leopold, hvor er det godt at se dig igen, hvordan går det?" Gabriel satte sit mest charmerende smil på og bukkede dybt, alt for at provokere dem mere end de sikkert allerede var.

"Gabriel, hold din humor for dig selv. Du ved, hvorfor du er her, ikke?" Gabriel trak en uskyldig mine frem og svarede pænt.

"Næh, deres højhed. Mig og mine mænd ville bare lige kigge forbi..." Gabriel kunne høre, hvordan hans ord rungede ud i rummet og ramte ham på vejen. Det ville sikkert blive hans ende, hvis han fortsat provokerede dem.

"Gabriel du blev bandlyst af en grund. Vi sætter sikkerheden i vores kongerige først. Plus, du ville aldrig komme tilbage for sjov skyld!" Dronningens stemme var fuld af autoritet og blidhed, så det næsten kvalte Gabriel. Han brød sig ikke om, når dronningen snakkede sådan til ham, med sødme og kære ord, som betød han noget for dem. De tog på et tidspunkt godt imod ham, til de hørte rygterne, der herskede i, den normale verden.

"Deres højhed, du har fuldstændigt ret. Jeg er ikke bare kommet for, at sige hej til gamle bekendte. Jeg er kommet for, at fortælle jer, at jeg har jord-beskytteren". Gisp kunne høres i hele salen. Dronningen var blevet hel hvid i hovedet og hun klappede fraværende kongens hånd, der var blevet lige så hvid i hovedet som sin kone. Det var en farlig ting, at sige. Hvis de ikke troede ham, ville han højsandsynligt ende med, at få sit hoved kappet af.

Kongen rejste sig op og kiggede studst på Gabriel, der mærkede frygten krybe ind på sig. Man skulle ikke lade sig narre af kongens vise alder eller blide udtryk, for han var alt andet end blid. Kong Leopold havde været i mange krige og kampe med mørket.

"Det er rene løgne, du står og fortæller os. Jord-beskytteren døde for mange år siden!" Gabriel rettede ryggen og åbnede munden for at svare tilbage, da han blev afbrudt.

"Han lyver ikke". Alles blikke blev vendt mod vand-beskytteren, der lige var kommet igennem den store dør. Hun kiggede ærbødigt på kongen og dronningen, og bukkede respektfuldt. Slet ikke lige så provokerende som Gabriel havde gjort lige før.

Hendes hår var nu sat op i en rodet knold og i stedet for sin normale kampkjole, havde hun en simpel, hvid/blå kjole på, der fremhævede hendes kurver. Hele hendes holdning udstrålede værdighed og alligevel, havde den en drillende udstråling. Tydeligvis var vand-beskytteren ikke en kvinde, man bare kunne lege med.

Vand-beskytteren vendte sine pink øjne mod Gabriel, der stadig stod rang og irriteret.

"Hvad mener du, Seren?" Spurgte dronningen ængsteligt vand-beskytteren, der vogtede Gabriel med sit blik.

"Hun ligger lige nu, i et af gæsteværelserne og hviler sig. Hun brugte sin magi imod mig, da jeg prøvede at fjerne Gabriels skib". Vand-beskytteren lod sit blik flytte fra Gabriel til kongen og dronningen, der begge så umådeligt glade ud.

"Det vil sige, at i er-at i er-" Vand-beskytteren nikkede og et glad smil brød frem på hendes læber.

"Ja, vi er endelig hele!"

**************************

 

Cora vågnede med en dunkende hovedpine og ondt i maven, som dengang hvor hende og Elisabeth tog noget af hendes fars vin og drak for meget. De brugte begge hele næste dag på at brække sig, mens deres forældre stod over dem og skældte ud.

Åh Elisabeth...

Cora savnede allerede sin bedste veninde og kunne slet ikke klare, at tænke på, hvad mon måtte gå igennem Elisabeth eller Elliots hoved lige nu. Hun sukkede, satte sig op og tog et kig, rundt på det værelse hun lå i.

Det var et smukt soveværelse med en lys kommode til højre for døren, en dør der førte til et eller andet sted og en seng overfor døren. Soveværelsets gulv var lavet af mørkt træ og væggene var i farven rouge. Sengen, som Cora lå i, var med bløde, hvide lagener, en mørkerød pude med matchende dyne, der var hel dunet og fluffy.

Cora rejste sig med besvær fra sin seng og kiggede ned af sig selv. Hendes tøj var blevet skiftet ud med en blød, sandfarvet silkenatkjole. Hun gav et gisp fra sig og lod langsomt hænderne glide ned af stoffet. Det føltes rart, at glide fingrene igennem det og det kunne næsten trække hendes tanker væk fra, at hun ikke vidste, hvor hun var eller hvor Gabriel og hans mænd var.

Hun gik hen til det store skab og kiggede det igennem. Der var mange, flotte kjoler lavet af satin og silke. Der var især en lavet en af satin i sandfarvet med guldbroderier. Hun fandt et par matchende guldhandsker og gik så hen mod den mystiske dør. Hun åbnede den langsomt, bange for at vide noget om, hvad der var bagved den. Heldigvis, var det bare et flot, dekoreret badeværelse.

Badeværelses gulvet var dækket af hvide sten, med beigefarvede vægge. Der var et stort, hvidt badekar helt til højre for badeværelses døren, til venstre for døren var der et toilet og til højre for toilettet, var der en håndvask med guldhåndtag. Alt i alt, var det et virkelig smukt badeværelse.

Cora tog sin natkjole af og erstattede det med den flotte, guldfarvede kjole. Hun tog fat i en børste, der lå ved håndvasken og redte den igennem sit hår, som hun så satte op i en fletning og så rundt oppe på hovedet til en knold. Hun greb sine små, fine handsker og tog dem på. Hun var klar til, at finde ud af, hvor hun var og hvad der snart skulle ske med hende.

Cora åbnede døren, der førte ud til en aflang gang. Hun undrede sig over, om hun skulle gå til venstre eller til højre. Som et skud i tågen, gik hun til venstre. Væggene var prydet af billeder af mærkelige, smukke væsner, som Cora aldrig havde set før. De var tydeligvis alle kongelige. Det kunne hun se på deres fine klæder, skindene smykker og overlegne udtryk. Nogle af væsenerne på billederne, havde haler og øre, som dyr. Der var også nogle af dem, der havde grimme næser, helt sammenkrympet og rynkende. Men dem, som fangede Coras fulde opmærksomhed, var dem med de flotte, gennemsigtige vinger. Cora behøvede ikke være et geni, for at vide, at det var feer, hun kiggede på. Hun fulgte billederne og gik forbi flere døre end hun kunne tælle til. Til sidst, for enden af gangen, stoppede hun op foran to trædøre. Hun åbnede langsomt en af dørene og gispede.

Foran sig, sad flere vagter klædt i sort fra top til tå. Der var fire mærker på brystkassen af dem alle, men det havde Cora svært ved, at koncentrere sig ved. De var alle forskellige væsner, mange af dem ligesom dem på billederne. Hun var som naglet til jorden af skræk. Aldrig havde hun set noget lignende.

En af mændene, måtte have hørt hende, for han vendte sig om og stirrede koldt på hende. Han havde hel sorte øjne og lys grønt hår, der strittede. Først nu, satte Cora i løb. Hun kunne høre mændenes råb og deres fødder, som slog mod marmorgulvet bag hende.

"Deres nåde. Deres nåde, stop!" Cora spurtede afsted og nægtede, at stoppe.

Deres nåde!? Hvorfor kaldte de hende det?

Cora kunne knap løbe mere, hvor mændene bag hende ikke virkede forpustet på nogen måde. Hun tog en dyb indånding og stoppede foran en mørk elfenben dør. Hun åbnede, prøvende døren og da hun så at den åbnede sig, skyndte hun sig ind. Her ville de ikke finde hende.

Hun låste døren efter sig og lagde et øre mod den. Hun hørte mændene snakke og løbe forbi døren. Hun pustede lettet ud og mærkede glæden rulle ind over sig, som en hedebølge. Her, her ville hun være i sikkerhed.

Cora gik væk fra døren og tog et kig rundt i det rum, hun havde valgt som sit gemmested. Det så ud til, at være en udendørs terrasse. Rummet var ikke særlig stort og det så ud til, at de kongelige havde fyldt det godt op. Helt til venstre for Cora, var der nogle statuer, der stod foran væggen og gav et klassisk udseende til rummet. Til venstre for Cora, var der malergrej, med et halvfærdigt billede. Og overfor Cora, var der en stor dør- der mere lignede et vindue- og et lille rundt bord til 2, med et buket blomster ovenpå.

Cora gik hen til maleriet og tog et kig på det. Penselstrøgene var fine og præcise, som var de lavet af en professionel. Det forestillede et flot kongerige, som nærmest var taget ud af et eventyr. Der var et stort, hvidt slot, hvor en lille by omringede det og hvis man kiggede ekstra grundigt efter, kunne man vist også se lidt antydningen af en skov, som så noget dyster ud. Man kunne se kareter med vinger ude fra siderne, i stedet for heste foran.

Cora synes alt i alt, meget om billedet. Hun rakte armen ud og rørte let ved maleriet, da det begyndte og røre på sig. Hele maleriet så ud til, at blive vækket til live! Cora hoppede forskrækket tilbage og maleriet stoppede med at bevæge sig.

Hvor sært!

Cora rystede på hovedet og fniste let. Ærlig talt, så var der rigtig meget, som var sært lige nu. At skulle vælge en, ville være umuligt. Hun tog et sidste glans af billedet og gik mod døren, som lignede et vindue. Hun tog fat i håndtaget og trykkede ned på det. Døren åbnede sig, hun gik ud og trådte lige ind i en have.

Det var en have så smuk, så Cora blev mundlam. Der var mellem høje træer, i mørkegrønne og lysegrønne farver, der svajede i den stille vind, i stedet for græs var der hvide og lyserøde fjer og en lille sti af store sten, kringlede sig langt igennem haven. Cora gik hen til en af træerne og rørte let ved det. Pludselig, fik hun en varm og fussy følelse indeni. Faktisk, blev hele hendes krop, brandvarm og hun slap hurtigt træet. Det var ikke fordi, det havde været ubehageligt, men bare fordi, at hun havde haft mærkelige ting, nok for i dag. Det havde været som om, hun kunne mærke træets hjertebanken. Hun rystede på hovedet.

For pokker!

I stedet, fulgte hun stien, som førte igennem haven. Cora kom forbi flotte blomster, nogle hun aldrig havde set før. De var i alle mulige farver, der næsten fik hende til at stoppe med, at trække vejret. Hun smilte glad og tænkte tilbage på sin familie. Hendes far og mor, som hun burde savne. På en eller anden måde, så savnede hun dem også, men alt det, hun indtil videre havde oplevet, inklusiv det der skete lige nu, var nok til at fjerne savnet. Hun havde ikke brug for deres penge eller indflydelse. Hun havde alt det, hun føltes var rigtig, og det gjaldt også Gabriel.

Især Gabriel...

Cora standsede foran en gitterport, der var ekstrem høj. Hun rørte usikkert ved den og straks, så åbnede den sig. Hun tog et forskrækket hop tilbage og stirrede måbende på det land, der lå bag porten. Porten havde åbnet sig lige ud til en bakke med en stil, der førte nedad. Cora tog nogle tøvende skridt mod kanten af bakken og kiggede ned. Her, bag bakken, lå der en landsby fyldt med, hvad Cora kun kunne forestille sig, måtte være mennesker og andre væsner. Selv herfra, kunne Cora høre lyden af folk i de små gader og hun havde straks lyst til, at se hvad der var dernede.

Hun satte i løb ned af bakken og håbede på, at hun snart ville finde et svar på alt det der foregik her.

***********************

 

Gabriel fulgtes med vand-beskytteren ned af de lange gange, af Efaildias slot. Efter den store nyhed var blevet bragt, blev Gabriel grebet af vand-beskytteren og trukket ned til Coras værelse. De kongelige nåede knap nok og udspørge ham, før han var væk igen.

"Så, hvordan er hun?" Gabriel blev trukket ud af sine tanker, da Seren begyndte at snakke.

"hvem?" Seren gav ham et truende blik, før hun gentog sit spørgsmål.

"hvordan er Cora?" Lyden af Coras navn, fik straks Gabriel til at smile.

"Hun er en viljestærk og en sød, ung kvinde, der er så naiv på mange områder, at man skal passe på med, hvad hun får af vide". Han sagde det med en ligeså truende måde, som hendes blik fra før. Seren nikkede og gav et suk fra sig. Det var tydeligt, at Gabriel ikke ville have hende til, at sige noget til Cora.

"Hun plejede at være en af mine tætteste veninder, en søster faktisk. Nu, ja nu ved hun knap nok, hvem jeg eller hun selv er... Det er utåleligt på så mange måder!" Gabriel kunne godt høre, at Seren var trist over Coras mangel på hukommelse.

"Hvad skete der, siden hun mistede sin hukommelse og forsvandt i 100 år? Alt jeg ved er, at hun blev slået ihjel af Ghost, men så ikke mere". Med et, så Seren anspændt ud. Gabriel rømmede sig og ændrede hurtigt emne. Det var tydeligt, at hun ikke ville snakke om det.

"Hvad har du tænkt dig, at sige til hende? Hun har jo ingen anelse om, hvad hun er eller hvem i er". Seren kiggede et øjeblik på ham og vendte så blikket mod jorden igen.

"Det aner jeg ikke. Det må vi, beskyttere, finde ud af".

Seren og Gabriel fortsætter deres tur til Coras værelse, i stilhed. Da de ankom ude foran, åbnede Gabriel langsomt døren, for ikke at forskrække Cora, da han selv fik et forskrækkelse.

Cora var væk!!

*****************************

 

Cora var overrasket over, hvor smuk landsbyen var. Stemningen i landsbyen var behagelig og larmende. Folk i alle former og farver-bogstaveligt talt- gik rundt i de små gader, handlende og snakkende. Cora kunne ikke fjerne sit blik fra alle de forunderlige folk, som sendte nysgerrige blikke hendes vej.

"Deres nåde, vil de smage min nye drik?" Cora følte en let prikken på sin skulder og vente sig overrasket om. En ældre dame med øre og hale, som en ulv og nærmest lysende øjne, smilte let til hende og rakte hende et krus med et eller andet.

Hvorfor kaldte damen, hende for; deres nåde!?

Cora smilte venligt og tog imod kruset. Hendes forældre havde lært hende ikke, at tage imod mad eller drikke fra fremmede, men de havde aldrig sagt noget om en ulv.

"Hvad er det?" Den ældre dame smilte glad tilbage.

"Det er en hemmelig opskrift. Min tip-tip-oldemor fandt på den, og det siges at den har helende kræfter, for dem der har problemer". Cora stirrede overrasket på hende.

Hvordan...

"Hvordan vidste du, at jeg havde problemer?" Damen smilte, som var det, det mest normale i verden.

"Det er en gave". Kvinden gav et lille nik og Cora tog en tøvende tår. Væsken i kruset, smagte af vilde blomster og det havde en rar, sød smag til sidst. Hun endte med, at drikke det hele i en slurk.

"Tak, det var meget venligt af dem". Damen tog kruset fra hende og nikkede.

"Det var da så lidt, deres nåde". Cora åbnede munden og skulle til at spørge om, hvorfor damen kaldte hende for; deres nåde, men kvinden var forsvundet, som havde hun aldrig været der. Cora sukkede og rystede, træt på hovedet.

Hvorfor skete det her for hende!?

Cora fortsatte med at undersøge landsbyen. London var en meget hyggelig by, men det var en storby. Her i denne lille landsby, var det som om alle kendte alle. Folk vinkede venligt til Cora når hun gik forbi. De snakkede ivrigt med hende og alle andre og Cora hyggede sig vældig meget. Alle de problemer og bekymringer, Cora havde førhen, var nu forsvundet. Selv hendes bekymring over Gabriel, var væk.

Cora undersøgte boder med sjove og forunderlige ting. Der var boder med små dyr, hun aldrig havde set før. Folk der råbte og rakte ting til hende, sådan noget, der normalt ville have skræmt hende. Der var en bestemt bod, hvor en ung mand stod. Han havde hår så blåt som havet og øjne, der skinnede sølv. Han var flot, synes Cora og en god snakker. Han hed Silver og det passede fantastisk til hans smukke øjne.

"Så, hvad synes du om landsbyen indtil videre, deres nåde?" Cora smilte glad.

"Jeg elsker den! Alle er så venlige og imødekommende, det er utroligt". Hun kunne ikke lade være med, at være begejstret over alle de ting hun blot havde oplevet på nogle få måneder.

"Ja, vi er et glad folk. Men det vidste du vel allerede, deres nåde". Cora så spørgende på ham. Hvad mente han med det.

"Hvad mener de?" Silver så sjovt på hende og begyndte at rode op i sin bod.

"Jeg mener, du kommer jo her fra deres nåde, så selvfølgelig ved du allerede alt om vores landsby". Cora begyndte at grine. Det var underholdende. Hans joke.

"Jamen, jeg har aldrig været her før. Det er faktisk min første gang, det her". Silver stirrede overrasket på hende. Som forstod han ikke, hvad hun sagde.

"Men du er jord-beskytteren. Du er født her og trænet her. Du er en af vores heltinder, hvorfor tror du vi kalder dig for; deres nåde!?" Cora blev lidt forskrækket, for Silver virkede en anelse aggressiv over hun ikke huskede ham eller andre. Han var passioneret over, at få hende til, at tro på ham.

"Jeg er født i London, England... Jeg ved ikke noget om denne, jord-beskytter, som du snakker om". Og med det, rejste hun sig op og skulle til at gå. Silver greb fat om hendes arm og så beklagende på hende. Skyldfølelsen lyste ud af ham.

"Beklager, deres nåde. Jeg-jeg burde ikke have sagt det på den måde, men jeg taler altså sandheden!" Cora fik det straks dårligt og lagde beroligende hånden ovenpå hans. Måske reagerede hun lidt kraftigt.

"Det er helt fint, Silver. Jeg forstår din frustration". Og det gjorde hun faktisk. Men selvom hun prøvede, at huske Silver, den ældre dame eller andre, så var der ikke rigtig noget. Ikke andet end, at hun følte hun kunne stole på dem og at hun havde noget med dem, men intet specielt kom op og det irriterede hende. Hun forstod bare ikke, hvorfor de kaldte hende for; deres nåde.

Cora skulle til at sætte sig ned igen og fortsætte sin samtale med Silver, da hun hørte sit navn blive kaldt. Hun vendte sit hoved til alle retninger, hun kunne og prøvede desperat, at se hvem der sagde hendes navn. Hun var tæt på at give op, da hun så noget blond, halvlangt hår og de stormgrå øjne, hun var begyndte at elske.

Gabriel så bange og vred ud på samme tid, og da han fik øje på hende, havde hun mest af alt lyst til at løbe. Han så rasende ud! Han stod i folkemængden og nedstirrede hende, meget vred.

"Cora, hvad fanden!?" Han stod, skummende, foran hende med hænderne knyttet til knytnæver og en ild i sine øjne, hun kun havde set en gang før. Minden kom bragende.

Der var 1 uge til de ankom ved Grønlands kyst og Cora hoppede nærmest rundt af spænding. Hun løb hen over dækket af; den eventyrlystne og hen mod Gabriel, der stod og snakkede med nogle af sine mænd.

"Hej Cora". Alle mændene hilste, smilende på hende.

"Hej drenge, må jeg få et øjeblik med kaptajnen?" Mændene nikkede alle sammen og lod hende tilbage med kaptajnen. I starten overraskede det hende, hvor meget de lyttede til hende når hun ikke var kaptajnen.

"Hvad er der, Cora?" Hun tog fat i hans arm og trak ham ned til hans kahyt, før hun satte sig tungt på hans seng. Hun trak ham ned ved siden af sig og forklarede.

"Jeg er så spændt på Grønland, men turen derhen er så kedelig!" Gabriel smilte ved synet af den 20 årige kvinde, der opførte sig som et lille barn, med den surmulen, hun havde gang i.

"Og, hvad vil du have mig til, at gøre ved det?" Hans smil forlod ikke hans ansigt, da han spurgte hende.

"Jeg ved det ikke. Jeg vil bare gerne prøve noget nyt mens vi er på skibet, noget jeg aldrig har prøvet før". Gabriel nikkede og fik pludselig en ide. Han satte sig overfor hende på sin seng og sagde hårdt.

"Luk øjnene og lad dem forblive lukket, til jeg siger andet". Cora gjorde, som hun fik besked på og lukkede øjnene. Nervøsitet vældede op i hende, hvorfor skulle hun lukke øjnene?! Pludselig mærkede hun, Gabriels læber på sig. Det var ikke på hendes læber, men ved hendes øre og de fortsatte deres lille rejse hen over hende kæbe og de følelser der blev ladt tilbage, fik hendes øjenlåg til at sitre. Hendes åndedrag blev hult og hendes fingre kløede for at gribe fat i ham. Hun overvejede et øjeblik, at bare smadre sine læber mod hans, men det røg ud af vinduet, da hans læber blidt kørte hen over hendes. Der fik hun nok og greb fat i hans skuldre som støtte. Gabriel fortsatte med, at udforske hendes mund og læber, mens hun knap nok kunne trække vejret. Der lå så meget følelse i de små, udforskende kys og Cora kunne knap nok klare det. Det var dog først da Gabriel tunge begyndte sin egen udforskning, at Cora mistede besindelsen og trykkede sig tæt op af ham. Hans arme lagde sig beskyttende om hende, de kørte rundt omkring på hendes krop og lagde et brændende spor tilbage. Hun gispede efter luft.

Gabriel trak sig med besvær tilbage og lagde mærke til, at Cora gispede efter luft. Han smilte smørret.

"Så, der var noget du aldrig har prøvet før". Hans stemme var let og afslørede ikke, hvor meget kysset og kærtegnene, faktisk havde påvirket ham. Cora nikkede og smilte så usikkert.

"J-ja, tak, tror jeg..." Hun rejste sig op og slikkede let sine læber. Det var bestemt ikke noget, hun havde prøvet før! Cora tog en dyb indånding og smilte så genert til Gabriel. "Vi ses deroppe, kaptajn".

Cora spurtede ud af kahytten og hen over dækket for at få luft, mens Gabriel blev ladt, smilende tilbage i sin kahyt.

Cora kørte let tungen hen over sine læber, ved tanken om deres hede kys og det blev straks opdaget af Gabriel, der smilte smørret. Hun rejste sig op og kiggede studst på ham. Selvom det blik, han gav hende fik hendes hjerte til, at hoppe ud af hendes bryst, ville hun ikke lade ham se, hvor meget han faktisk påvirkede hende. Det ville ikke ende godt, hvis hun gjorde.

"Er du klar over, hvor bekymret du gjorde mig!? Du forlod bare slottet!" Gabriel gik med hurtige skridt hen til hende og kiggede ned på hende. Hun stirrede forvirret tilbage på ham. Vidste han godt, hvor de var.

"Gabriel, vidste du godt, det her ville ske?" Gabriel kunne med det samme lægge mærke til, at Cora var ved at blive vred og hendes pinke øjne, så også mere kraftige ud end de gjorde før. Han lagde mærke til at de ofte fik en kraftfuld glød, når hun blev vred eller opstemt.

"Cora, vi skal ikke diskutere nu. Lad os nu bare tage tilbage og så snakke der. Seren vil med glæde forklare alt, prinsesse". Cora så rasende ud og det blev ikke bedre, da hun så den samme kvinde fra skibs uheldet stå foran dem med et smil. Hun følte det, som at kvinden-eller Seren, som Gabriel kaldte hende- stod foran og lignede en, de var bedste venner med.

"Hende!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...