The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
814Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Gabriel løb ud af sin kahyt, klar til kamp.

Alle hans mænd var i nærkamp med kongelige vagter. Gabriel vidste godt, hvad der skulle til at ske. Hvis han eller hans mænd blev fanget, ville de blive hængt for deres forbrydelser.

"Gabe". Gabriel vendte sig brat om og stirrede på sin femogtyve årige bror. Bare synet af ham, gav Gabriel kvalme og en sur og forræderisk smag i munden.

"Officer David, hvilken ære". Sarkasmen dryppede fra hans hårde stemme, der holdte afsky og vrede. Han havde sådan håbet, at David ikke ville være der, men som altid, smilte heldet ikke med.

"Du ser godt ud. At være pirat har gjort dig godt, eller så godt sådan noget nu kan være". Det lød næsten som en kompliment og så alligevel ikke. Gabriel svarede ikke, men betragtede blot sin bror. David så ældre ud...

Hans hår var sat i en normal, brun hestehale med et mørkeblåt bånd der passede til hans uniform, men alligevel kunne Gabriel se, at det var blevet længere. Hans øjne var endnu mere stålgrå end dengang de sidst sås, men dengang havde David også kun været 21 år gammel. Han var mere voksen nu end dengang.

"Gabe, du er min bror og jeg elsker dig! Giv nu op og så kan det være, at kongen vil benåde dig". Men selvom tilbuddet kunne have været tiltrækkende på et tidspunkt, var det, det ikke længere. Gabriel nægtede, at efterlade sine mænd.

"Beklager, officer, men min bror er død og det har han været i mange år nu". Selv Gabriel fik lyst til at krympe sig. Det var nogle giftige ord, han kom med. Men det var såvel også velfortjente ord.

"Som du ønsker". Hviskede David, der ikke kunne gemme sorgen i sin stemme.

David trak sit sværd og stillede sig klar. Han var klar til, at kæmpe mod sin bror. Han forventede, at de skulle slås.

"Som du ønsker". Gabriel gentog sin brors ord og trak sit eget sværd. Hvis han ville slås rigtigt, så ville han ikke stoppe ham.

Bror mod bror, ingen nåde vises...

Gabriel gispede efter vejret da han vågnede til en kvindelig stemme, der kaldte febrilsk på ham. Det føltes som om hele hans krop rystede. Var han syg eller måske var bølgerne ekstra store i dag.

"Gabriel!" Der gik endnu en rysten igennem ham og endnu en gang, blev der kaldt på ham. "Kaptajn! " Gabriel åbnede, med besvær øjnene og kneb dem sammen igen, da den skarpe eftermiddags sol ramte ham i hovedet.

Cora stod skræmt over ham, i en hvid, silke kåbe der ikke dækkede meget og desværre kun gav benzin til hans ild. Hvorfor det ikke bare kunne være hans onkel, der vækkede ham fra mareridtet.

"Hvad sagde jeg om, at kalde mig for Gabriel og ikke kaptajn?!" Cora så skyldbevidst ud et øjeblik, før hun hurtigt vendte tilbage til, den hårde og ordentlige kvinde.

"Ja undskyld mig, men du lå altså og råbte i søvne". Gabriel satte sig hurtigt op. Så hurtigt, så hele kahytten svimlede for ham.

"Hvad råbte jeg?" Han prøvede at holde sin stemme i ro, men hvis denne pige, hvis denne beskytter, vidste at han savnede sin bror stadigvæk, så ville han aldrig kunne blive taget seriøs igen! Hun ville sikkert fortælle hans mænd om det, med latter i stemmen.

 

"Du råbte på din bror, Gabriel"...

 

***************************

 

Efter episoden denne morgen, havde Gabriel holdt sin afstand til Cora. Hun forstod ikke hel, hvorfor, men stillede ikke nogle spørgsmål. Måske havde han bare brug for plads, men hun ville så gerne hjælpe, hvis hun kunne.

Efter morgenmaden, trak Cora, Gabriel til side og spurgte ham om det. Hun ville ikke gå og være bekymret, hvis der intet var, at være bekymret for.

"Hvad er der galt? Du har opført dig underligt i et stykke tid nu". Gabriel så ikke på hende og hviskede, sammenbidt.

"Jeg beklager, at jeg kyssede dig. Det burde ikke være sket". Han trak sig fra hende og det undgik ikke hendes opmærksomhed. Cora forstod intet. Ja, hun havde været lidt overrasket over, at denne mand havde taget hendes første kys, men når hun tænkte over det, fik hun bare en varm følelse inden i. Hun vidste ikke, hvad det var, men det var ikke had i hvert fald.

"Det burde du ikke være. Faktisk, så tak". Gabriel stirrede på hende, som var hun sindssyg.

"Tak?"

"Ja, tak. Tak fordi du tog mit første kys, så jeg ikke behøvede at give det til en mand, jeg aldrig ville have elsket. Tak fordi du tog mig med dig, selvom jeg var en kvinde og tak fordi, at selvom vi ikke kendte hinanden så godt, så behandlede du mig pænt". Gabriel var målløs, hvem vidste at denne kvinde havde haft så meget på hjerte. Det var ikke lige et tak, han havde regnet med at få.

"Det var så lidt, Cora".

Det var så lidt!? Er du seriøs, Gabriel!

Han følte sig dum, når han tænkte over, at det var det eneste, han kunne sige. Men, alligevel. Han kunne ikke havde sagt mere.

"Hvis du ikke vil fortælle mig, hvad der har plaget dig, så vil jeg ikke tvinge dig, kaptajn". Og med de sagte ord, gik Cora mod Buster oppe ved roret. Gabriel havde lagt mærke til, at hun godt kan lide, at være deroppe.

En ting, som Gabriel ikke forstod og det var, hvad havde han gjort for at fortjene denne kvindes taknemmelighed.

****************************

 

Cora nød virkelig at stå ved siden af Buster mens han styrede skibet. På en eller anden måde, følte hun kontrol, når hun stod der oppe.

"Vil du prøve?" Cora kiggede undrende på Buster. Hvad mente han. "Vil du prøve at styre?" Hun blev rigtig glad, men kom så i tanke om at Gabriel var kaptajn. Ville han godkende dette.

"Er du sikker på, at kaptajnen ikke ville have noget imod det?" Buster trak på skuldrene med et smil.

"Hvem ved. Men det er vel også ligegyldigt, ikke". Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Buster flyttede sig fra roret og lod Cora tage fat i den. Det føltes underligt for hende. At mærke træet mellem sine fingre. Det bløde, glatte træ. Hun kunne ikke lade være med at smile glad. Det var en god følelse.

"Hvad laver du?" Cora gav et spjæt fra sig, da hun hørte Gabriels stemme. Hun håbede, at han ikke var vred over hun styrede skibet.

"Øhm, jeg-jeg". Hun troede et øjeblik, at han ville blive vred, men utroligt nok, smilte han bare og gestuerede med hånden.

"Nej, lad dog ikke mig stoppe dig, fortsæt". Cora smilte nervøst tilbage og holdte fortsat fast i roret.

Der gik ikke lang tid, før hun igen hørte Gabriels stemme i sit øre. "Vi skal mod Grønland. Bagbord, nu". Hun gjorde som han sagde og drejede roret mod bagbord.

"Hvor lang tid går der, før vi er ved vores destination, kaptajn?" Hun var nysgerrig for at få af vide, hvad hun snart skulle se og opleve. Det ville blive så spændende!

"Vi vil nok være der snarest om nogle ugers tid, hvis vinden er med os". Hun nikkede og slappede mere af, nu når hun vidste, hvor lang tid, der ville gå før de ankom. "Det er sent, du burde nok tage og få dig noget søvn". Hun kiggede overrasket op på Gabriel, der havde sin hånd på hendes arm, med et blidt greb.

"Tak". Hun slap roret og lod Gabriel tage over. "Hvad med dig, skal du ikke også have noget søvn?" Han smilte smørret til hende.

"Jeg tror, jeg klare mig. Gå du bare i seng". Cora vendte sig om og skulle til at gå ned af trapperne mod sin kahyt. Men inden hun gjorde det, ville hun lige gøre en sidste ting for i aften. Hun gik hen til Gabriel og kyssede ham blødt. Han besvarede ikke kysset i starten. Først efter hun lagde hænderne mod hans kinder, kyssede han hende tilbage. Det var et blødt og kærligt kys, et vis kærtegn. Hun trak sig tilbage og kiggede ind i Gabriels stormfulde øjne, der ulmede med lyst.

"Godnat..." Hun gik ned af trapperne og videre mod sin kahyt. Lige inden hun gik ind, vendte hun sig om mod Gabriel og så at han stadig stirrede på hende. Hun skjulte det lille smil, der truede med at bryde frem og gik ind.

Ah...

Cora havde gjort klar til seng og skulle lige til at lægge sig ned, da hendes pude lyste. Hun fjernede hurtigt sin pude og tog bogen frem. Den stoppede brat med at lyse og åbnede sig. Denne gang, var hun på en side, med guldskriften; kapitel 2, stod der. Det var dog også utroligt som den bog opførte sig.

Efter et kig mod døren for, at se om nogen kunne finde på, at komme ind, satte hun sig til at læse.

De 4 beskyttere hjalp verden med alle dens pligter.

Beskytteren af jord, ordnede naturen og dens beboer.

Beskytteren af vand, rensede vandet og sørgede for at alle levende væsner fik vand.

Beskytteren af vind, sørgede for at der var frisk luft og at det ikke blev for varmt på jorden.

Beskytteren af ild, sørgede for at alle havde varmen, når det blev for koldt og skabte bål, når der var brug for det.

Det var det de lavede når krigen ikke var i gang, men når krigen kom og der var postyr, blev deres kræfter brugt på at beskytte alle de væsner der var på jorden.

Og som regnet med, lukkede bogen i efter det ene kapitel. Cora følte en vis glæde og tilfredsstillelse ved at læse den bog. Der var noget specielt om den.

***************************

 

Gabriel holdte styringen til Grønland. Snart, ville de ankomme til den skjulte dør til Efaildia og Cora ville se sit rigtige hjem, sit rigtige fødested og måske, bare måske ville Gabriel og hans mandskab blive inviteret ind igen, nu når de havde bragt jord-beskytteren tilbage. Det eneste Gabriel ikke forstod var, hvorfor jord-beskytteren ikke huskede sit sande jeg. Gabriel vidste godt, at hun døde for hundrede år siden. Det vidste alle. Det var et grusomt eventyr, der var blevet delt igennem tiderne, både i Efaildia og i den normale verden.

Hvad med dig, skal du ikke også have noget søvn?

Coras ord gav ekko i Gabriels hoved. Han var faktisk ret så træt, men turde bare ikke gå i seng. Efter det mareridt, han havde her i morges, var han bestemt ikke klar til endnu et. Han havde ikke haft mareridt om sin bror i et stykke tid nu. Underligt, at det lige skulle komme tilbage. Og så endda nu.

Gabriel fortsatte styringen, da han så et stjerneskud. Han lukkede øjnene for et øjeblik, bare for at mindes sin bror igen. Nok var der smerte i hans minder, men det kunne nogle gange gøre godt, at huske noget smertefuldt.

Gabriels sværd slog ned mod Davids. For hver gang, en af sværdene slog ned, tordnede det. Regnen silede ned og lynene, der oplyste himlen gjorde, at dækket ikke var henlagt helt i mørke.

Begge brødre kæmpede og slog så hårdt som muligt ned på hinanden, for at se hvem der knækkede først. Der ville kun være en vinder.

"Giv nu op, Gabriel! Jeg vil ikke se dig hængt". Gabriel ignorerede sine brors plagende ord og slog benene væk under ham. Han ville aldrig give op.

"Jeg har intet og tale om med dig, officer! Kald dine mænd tilbage og forlad dette skib". Gabriels vrede var uslukkeligt og David så ikke ud til at vide noget om det.

Gabriel fjernede sit sværd fra Davids strube og vendte ryggen til. Han kunne ikke se på ham, uden at mærke sorgen tage over og sløre hans sanser som kæmper. Desværre, angreb David, ham bagfra og slog ham ned i dækket, ved hjælp af hård kraft. Davids sværd lå nu ved Gabriels strube og en lille dråbe blod, trillede ensomt ned af Gabriels pande.

"Gabe, hvad skal jeg gøre for at du giver op? Jeg beder dig!" Men lige meget, hvor meget David plagede og plagede, faldt de for døve øre. Gabriel grinte en morbid latter, så det næsten gav David kuldegysninger.

"Du forstår intet. Grunden til, at jeg forlod korpset var fordi, at det var et modbydeligt et. Og, fordi, at min rigtige bror ikke var der længere. Den mand, der lignede ham, stolede mere på hans kollegaer end sin egen bror! " Denne gang, var der ingen vrede at spore i Gabriels stemme, kun sorg. Ren og utålelig sorg for tabet af sin bror og alt det han holdte kært og velkendt. Han blev smidt ud af sit normale liv for, at leve som en pirat med deres onkel. Og værst af alt, David var der ikke når Gabriel have brug for ham. For første gang, siden deres første skænderi, hvor Gabriel forlod korpset, græd han. Bittesmå tåre, som man knap nok lagde mærke til, trillede ned af hans kinder og ramte dækket, så det føltes som om det gav genlyd. Gabriel havde aldrig ladet sig græde over sin storebror, aldrig. Han havde holdt tilbage, for at skabe sit slemme og blodige ry, der holdte ham i live og velkendt, lige som han kunne li det.

"Jeg vidste aldrig-", Gabriel klukkede og tørrede vredt tårerne væk.

"Du vidste det godt. Du var bare ligeglad".

Gabriel mærkede noget vådt på sine kinder. Han rørte ved sin kind og tørrede det så arrigt væk. Selv nu, efter så mange år uden sin bror, kunne Gabriel stadig græde over ham.

"Her". Han vendte sig mod sin onkel, der kiggede trist på ham. Det var jo ikke fordi, at Gabriels onkel ikke også savnede David. For det gjorde han skam, meget.

"Tak, onkel". Gabriel sukkede og havde alt i alt, bare lyst til at glemme sin bror.

"Det er okay Gabriel. Alle føler sorg og tab nogle gange. Det er det, der gør os menneskelige". Hans onkel Buster lagde en hånd på hans skulder, vendte ham om og trak ham så ind i et kraftigt kram. Det var et faderligt kram, der gjorde Gabriel glad og tryg igen, som da han var et simpelt barn.

"Alt skal nok gå min ven".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...