The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
814Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Island var smuk, synes Cora. Det var sommer, så derfor var det en fin temperatur og en dejligt solskinsvejr. Med det samme de ankom ved Islands havn, et sted som hun ikke kendte, skyndte Cora sig at løbe ned fra skibet og hen på fast grund, i et land, hun aldrig havde drømt om at se.

"Cora, min kære. Vær nu forsigtig!" Cora havde været på det skib i 5 dage nu og igennem de 5 dage, var hun blevet tæt med Buster og udkigsposten, Fral. Buster var helt klart den der råbte. Han bekymrede sig for meget nogle gange.

"Jeg skal nok klare mig, Buster. Du har jo øvet med mig, med mit sværd". Det var ikke sikkert, at hun nogensinde ville skulle bruge det, men det var godt, at kunne på en piratskib.

Buster kom med besvær ned af skibet, lagde hånden på ryggen og kom med en klagende lyd, der lød lidt som en kat.

"Jeg er ikke, som jeg har været. Og to dage er ikke nok til at øve med sværd! Det gør dig ikke professionel". Men Cora smilte bare blidt til ham. Der var ingen grund til, at diskutere med ham. Buster mente, at nu når han var ældre var han også klogere og derfor burde alle lytte til hans vise ord. Hun rystede på hovedet og kiggede sig omkring. Forhåbentligt, ville han slappe lidt af når hun var ude med Gabriel.

Havnen var fyldt med mennesker. De fleste var klædt i blåt med masser af pels og snakkede sammen på deres eget sprog, som ærlig talt lød som pludder i Coras øre.

"Håber du nyder udsigten, for vi bliver her ikke længe". Cora kunne kende den skarpe, dog fantastiske stemme overalt. Hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med Gabriel.

"Hvad mener du?" Cora ville blive i mindst 3 dage, før hun ville sejle videre, men det var Gabriel der bestemte her.

"Vi skal kun have købt noget ordentligt tøj til dig. Heldigvis, kender jeg den helt rigtige til jobbet". Han løb begejstret og Cora fik lyst til at klappe i hænderne. I de 5 dage, Cora nu havde været der, havde hun aldrig hørt Gabriel lyde begejstret. Hun glemte helt det faktum, at hun ikke fik set Island ordentligt og nød bare det, at hendes kaptajn smilte. Han var normalt så muggen hele tiden.

Cora og Gabriel gik igennem den lille havneby og passede dem selv. Alle stirrede meget på dem, sikkert fordi de var udlandske for dem, men alligevel kunne Cora ikke slå den følelse af sig, at det var på grund af Gabriel, at de stirrede.

"Gabriel, hvorfor stirre de dig sådan? Ved de ikke, at det er uhøfligt?" Gabriel begyndte at grine. En dejlig, varm latter, der fik hende til, at rødme af en eller anden grund.

"Cora, for det første, har de ikke samme kultur som os, så for dem kan det være okay, at stirre og for det andet, så er det fordi jeg er eftersøgt". Cora stoppede op og stirrede på ham. Hvad mente han med, at han var eftersøgt.

"du er, hvad?!" Gabriel kiggede på hende med ligegyldige øjne. Hun kunne ikke rigtig få det til at passe ind. Til sidst, trak Gabriel bare på skuldrene og fortsatte med at gå, så Cora var nød til at småløb efter ham.

Han var eftersøgt!? For hvad?

Hvad kunne Gabriel have gjort, der var-

"Oh". Mumlede hun for sig selv. Gabriel var jo pirat, så det var ikke så underligt, at han var eftersøgt. "Godt fundet ud af, Cora". Hun slog sig selv, mentalt oven i hovedet og sagde ikke mere. Hvis kaptajnen ikke ville snakke om det, skulle han ikke tvinges.

De stoppede ude foran en sød, lille kro, hvor der kom latter ud fra. Gabriel kiggede et øjeblik undersøgende på Cora, som om han regnede med, at hun ville bryde sammen i gråd eller noget lignende. Cora kiggede bare afventende på ham, men da han ikke gik ind, valgte hun bare, at gå først. Hun syntes at det var en hyggelig kro og der var dejlig varmt, i forhold til udenfor. Der var en masse små, runde borde med stole, et trappe der førte ovenpå og en stor bar i den modsatte ende af døren.

"Ej, hvor hyggeligt!" Alles blikke blev vendt mod Cora, som stadig smilte begejstret og glad, uden at vide fare. Der var masser af forskellige slags mennesker herinde. De fleste af kvinderne var klædt i meget lidt tøj og de sad og grinte højt med mænd, der alle havde en eller anden slags tatovering på dem.

Pludselig greb en hånd fat i hendes arm og trak hende mod en muskuløs overkrop. Det sendte stød op igennem hende og det var lige før, hun gispede højt.

"Du burde passe bedre på, for tro mig, jeg vil ikke babysitte dig". Gabriel slap hende igen og gik mod baren med et fnys. Cora forstod ikke Gabriels pludselige vrede og irritation. Det var som om han ikke var sig selv, eller så var han for meget sig selv. Hun nægtede at spekulere på det og gik i stedet over til ham. Hun nægtede, at lade hans underlige opførsel, stoppe hendes nysgerrighed efter viden omkring dette mærkelige sted. Cora kiggede efter Gabriel og så, at han stod og snakkede med en ældre kropige. Det var tydeligt at hun ikke ville have noget imod, at tage Gabriel med til sit kammer. Hun var måske ikke så meget ældre og med hendes lidt tørre og kedelige brune hår...

Hvad er det dog, hun siger!?

Cora havde aldrig haft så vulgære tanker før. Hun var helt paf. Hvorfor svinede hun dog, den venlige kvinde til som intet havde gjort. Der måtte være et eller andet galt med hende for tiden.

"Cora, dette er Miri. Hun skal klæde dig på, så du ligner en rigtig pirat". Cora vendte atter blikket fast mod Miri, som slet ikke smilte mere. Okay, så måske var hun ikke så sød endda, men Coras tanker burde stadig være renere end de var i øjeblikket.

"Hej Miri". Cora rakte hånden frem og forventede, at kvinden tog den som man burde. Det gjorde hun bare ikke. Faktisk, så ignorerede hun næsten Cora, som eksisterede hun ikke.

"Gabriel, hvorfor kan tøsen ikke klæde sig selv på og så kan vi to... Hygge os, som i gamle dage". Kvalmen steg op i Cora. Hvorfor var kvinden så åben med sit tiltrækning til kaptajnen. Havde hun ingen selvrespekt?!

"Miri, vil du være en sand engel og passe godt på hende?" Cora kunne høre, at Gabriel havde sin charmerende tone på. Han havde åbent ignoreret Miris forslag til, at 'hygge' og valgte Coras påklædning, som sin højeste prioritet. Og kropigen virkede ikke tilfreds med udslaget.

Miri nikkede og smilte sødt, før hun tog fat i Cora og trak hende afsted. Nok smilte hun i hvert fald sødt, men hendes greb på Coras arm sagde alt andet.

Miri fik trukket Cora ind i et lille, kedeligt rum, hvor der lå forskelligt tøj, rom og smykker. Da Miri fik stillet hende ind midt i rummet, begyndte hun at klæde Cora af. I starten, føltes det næsten som et overgreb. På den måde som Miri rev og flåede i Cora, var det utroligt, at hun ikke fik flået sin hud af også. Og det var kun da hun skulle have tøjet af. Så var der jo også badet! Det hele føltes som et overgreb, indtil Cora endelig så sig selv i et aflangt spejl.

Der stod hun, med mørkerøde, stramme bukser på! En hvid bluse, som havde puffet ærmer, knap og nap, dækkede hendes bryster og som havde et mørkebrunt korset omkring, der lige dækkede hendes mave, lange, mørke støvler, 2 hylster til et par dolke, som Buster havde givet hende til træning og sit hår sat op i en stram knold.

Hun så ikke værst ud da.

"Så er du klar. Held og lykke, pigebarn". Miri gik med tunge skridt ud af rummet og Cora fulgte nervøst efter. Hun tog en dyb indånding for, at få sin vejrtrækning under kontrol. Af en eller anden grund, var hun nervøs for, at visse sit nye look. Efter et par indåndinger, forlod Cora også kammeret og endte med, at kigge lige ind i et par storm-grå øjne.

Gabriel stod der med et ulæseligt blik og munden snerpet sammen, som var han irriteret over noget. Så marcherede han fremad, tog fat i hendes knold med sin hånd og hev i den. Cora gav et lille klynk fra sig, på grund af den korte smerte i hovedbunden. Hun mærkede sit blonde hår, bølge ned af hendes ryg.

Hvorfor skulle han være så hård ved hende?

"Du behøver ikke være så hård". Snerrede hun. Gabriel smilte bare et kuldegysende smil og hviskede, så kun Cora kunne høre det.

"Men prinsesse dog. Jeg er altid hård". Han kiggede på hende med et smørret smil, da hun rødmede og blev hel varm i ansigtet. Hvorfor skulle Gabriel også lige sige sådan noget!?

Gabriel elskede synet af Cora i piratudstyret. Især når hun rødmede. Han kunne næsten glemme, at hun var en fin dame, som havde spurgt om hjælp. Næsten. Hvis han bare kunne lade være med at tænke på hende. Han var så sikker på, at han havde set hende før! Gabriel var sikker på, at han havde set hende før, i Efaildia.

Men det var jo umuligt.

**************************************

 

Efter de havde købt tøj, begav Gabriel og Cora sig tilbage til skibet. Da de ankom der blev Cora modtaget med overraskede blikke, især fra Fral.

"jamen Cora! Du ser forbandet lækker ud". Hun blev helt forfjamsket over hans kompliment, hvis det var det, det var altså. Hun var aldrig blevet fortalt, at hun så 'forbandet lækker ud' før.

"Tak Fral". Han nikkede bare, kiggede på hende nogle sekunder mere og klatrede op til sin udsigtspost igen. Hun kunne godt lide Fral, selvom han nogle gange var lidt for fremad med sine ord.

"Cora, det er blevet sent. Du burde gå i seng og få udhvilet dig lidt". Busters blide stemme gav Cora en varm faderlig følelse. Det var sødt af den gamle mand, at tage sig af hende på den måde. Det mindede hende, om hendes far inden alt det med ægteskabet.

Cora gav ham et kram, Gabriel et kort nik og gik ind i sin kahyt. Når hun tænkte over det, så var hun også lidt træt efter i dag. Selvom de ikke havde lavet meget, havde alle de nye udtryk givet hende en let hovedpine.

*********************************

 

Gabriel gik efter Cora til sin kahyt. Han så hende stoppe op og vende sig om. Hendes pinke øjne glimtede, glade og gjorde ham lidt ør. Hvorfor gik han efter hende og, hvad skulle han dog sige nu?

"Hvad er der, kaptajn?" Gabriel åbnede munden og regnede med et godnat, da han i stedet sagde noget helt andet.

"Kald mig bare for Gabriel. Det gør jo ingen forskel". Han synes hun så overrasket ud, men hendes udtryk blev hurtigt smigret og venligt. Hvorfor var det nu igen, han havde sagt, at hun måtte kalde ham for Gabriel når ingen andre end hans onkel normalt måtte.

"Mange tak, Gabriel". Han gav hende et kort nik, men hun gik ikke. Måske havde hun også noget, at sige.

"Er der noget, du gerne vil snakke med mig om, Cora?" Hun så lidt nervøs ud, for første gang siden de mødte hinanden. Normalt var hun ellers meget god til, at skjule hendes nervøsitet.

"Hvor gammel er du, Gabriel?" Han så et øjeblik overrasket ud. En varm følelse blandede sig, over det faktum, at hun havde sagt hans navn og ikke kaptajn. Han fortrød ikke, at han havde givet hende lov for det lød fantastisk, når det kom fra hende altså.

"Jeg er 26 år gammel, og dig?" Hun smilte imødekommende og virkede tilfreds med, at han havde sagt sin alder. Som om det var en stor ting.

"Jeg fyldte 20 år, den dag, jeg mødte dig!" Hendes stemme var begejstre og glad, men Gabriel følte en vis skyld. Hun skulle da have sagt noget. Nok var Gabriel ikke en blød mand, men en fødselsdag var en fødselsdag og man skulle da fejres, lige meget hvad.

"Du burde have sagt det. Så havde vi da spist lidt bedre mad den aften". Det havde været det mindste de kunne have gjort på et skib. Men lige meget, hvad Gabriel lige havde sagt, var Cora ligeglad. Hun trak bare på skuldrene som om, det intet betød, hvilket det måske heller ikke gjorde.

"Det er fint nok. Når, men godnat, Gabriel". Gabriel så Cora valse ind til sin egen kahyt. Tankerne væltede rundt i hovedet på ham, men der var en, der stak mere ud end de andre.

Der var helt klart noget over den pige...

*BANK BANK*

Gabriel kiggede op fra sit skrivebord, han havde siddet ned ved i de sidste to timer og råbte udmattet.

"Kom ind". Hans onkel kom ind og sagde irettesættende, som altid ved denne tid af aftenen.

"Kære nevø, du burde får dig noget søvn. Du kan ikke være en ordentlig kaptajn, hvis du ikke får søvn". Gabriel grinte bare og viftede Buster væk. Det var det samme hver aften og han havde ikke tænkt sig, at ændre sin rutine fordi hans onkel blev nervøs. Gabriel havde altid elsket havet og det, at sejle så han skulle sku nok klare sig.

"Bare rolig onkel, jeg klare mig. Jeg klare mig altid". Men buster rystede alligevel på hovedet. Tydeligvis, var Gabriel en irriterende mand, syntes hans onkel, i hvert fald.

Gabriels onkel Buster, havde været der siden han kunne huske. Han havde trænet ham i sværdkamp, så han til sidst slog ham i det. Han havde tørret blodet og sveden af ham og hans bror, Davids, pande da de var små og trænede eller kom op og slås. Han havde altid gjort alt for Gabriel og hans storebror, David. Den samme storebror, der nu var ude efter ham. Gabriel vidste godt, at David gerne ville have et roligt og ordentligt liv, med en kone og børn, hvor Gabriel ville have eventyr, udforskning og forskellige kvinder til at varme hans seng. Gabriel huskede tydeligt, hvad der skete for atten år siden. Det var noget, der aldrig forlod hans sind igen.

"Kom nu bror! Vi når ikke, at se vagternes parade, hvis vi ikke skynder os". En lille, 8 årige, lyshåret dreng råbte højt på sin elskede, 11 årige storebror.

"Rolig Gabe. Jeg kommer, som jeg altid gør". Ned af nogle dyre, fine trapper, kom en ung mand ned med sit brune hår i en hestehale og sine stålgrå øjne på stilke. Han glædede sig lige så meget, som hans lillebror gjorde.

De 2 brødre skyndte sig ned til markeds pladsen med deres onkel på slæb. Begge drenge, havde glædet sig sådan til at se vagternes parade. En parade der blev holdt hvert år, for at hylde vagterne, der beskyttede deres by og hjem.

"Tror du, at jeg nogensinde kunne blive en vagt, David?" Lille Gabriel havde et fast greb om sin storebror ærme og kiggede op på ham med stolthed lysende ud af øjnene.

"Selvfølgelig kan du det Gabe. Vi vil begge ende som vagter, måske endda hos de royale. Helt oppe i toppen". David smilte forsikrende til sin lillebror og det smittede. For snart, smilte ikke kun David, men også Gabriel og deres onkel, Buster.

Senere hen på dagen, gik brødrene rundt i boderne og kiggede. Deres onkel var ude og drikke lidt, og havde ladet drengene være for dem selv.

"Se David! Et flag, der ligner det vagterne går med". Lille Gabriels begejstring fik David til at kigge hen imod boden.

"Vent her lillebror og så kommer jeg straks tilbage". David gik hen mod boden og Gabriel ventede lydigt på sin storebror. Efter lidt ventetid, kom David tilbage og med en lille indpakning i hånden.

"Værsgo, lillebror". Gabriel pakkede den op og så det samme flag, fra før. Det flag, han gerne ville have.

"Åh tak David, du er verdens bedste storebror!" Gabriel kastede armene om David og holdte ham tæt ind til sig, som man burde med sin søskende. Kærligheden mellem dem dengang, var ikke til, at tage fejl af.

Tænk, at det faktisk havde været Gabriels ide, at de kom derned og ham, som startede samtalen om at blive vagter! Hvorfor gjorde han dog noget, så dumt som det.

"Gabriel, vi skal følge ordre!" Gabriels storebror, David, løb efter sin lillebror mens regnen øsede ned, som prøvede Gud at straffe dem. Hvis Gabriel bare havde troet på Gud. På nogen...

"Nej, David". David stoppede brat op og kiggede på sin, nu meget ældre lillebror på atten år, og så kun vrede og sorg. "Du forstår det ikke, gør du?"

"Hvad er det, jeg ikke forstår Gabe?" Gabriel havde sådan lyst til at råbe og skrige, te sig som et lille usselt barn. Dengang han var et barn, var det også meget nemmere end nu.

"Disse vagter, er ikke gode". David så chokeret på Gabriel, men sagde intet. "Jeg så det...". Gabriel havde prøvet, at ignorer sandheden, men den var for livlig. Det stod for tydeligt for hans øjne, hvad de havde gjort ved den stakkels tjenestepige. Aldrig havde Gabriel skammet sig så meget, som nu. Skammet sig over, at være noget, der engang var ære i.

David tog en dyb indånding. Han vidste ikke, hvad der var sket som havde gjort Gabriel så vred og fortvivlet. Hans bror ville normalt ikke fare op, uden grund.

"Hvad så du Gabriel?" Gabriel rystede på hovedet, som om det kunne fjerne det dårlige minde, der var som ætset ind i hans sind. Desværre, ville der aldrig være noget, der kunne fjerne de billeder fra hans hoved.

"De tvang sig på hende, David. Jeg hørte hendes skrig, men da jeg endelig ankom, var de allerede væk og det eneste jeg kunne se, var den stakkels pige, der bare lå der, grædende og ude af sig selv". David trådte et skridt tilbage fra Gabriel, som var han bange for om hans lillebror havde mistet forstanden. Det kunne, den royale garde ikke finde på.

"Det kan ikke være sandt. De er kongelige vagter, Gabriel. De skal beskytte byen! De ville aldrig gøre sådan nogle modbydelige ting". Det var alt, hvad David vidste og han nægtede, at tro på, at det kunne være sandt det andet.

Men lige meget, hvad David sagde, kunne han intet gøre, intet sige. For Gabriel havde set, hvad han havde set.

"Måske så du forkert eller, det kunne være, at de var nogle skidte fyre, der havde klædt sig på som var de kongelige vagter". Men det hjalp, på ingen måde, Davids sag.

"Stoler du mere på... Dem! End på din egen bror?" David så trist på sin bror. Hvordan forklarede han, denne unge sjæl, hvad der forgik i verden. Han ville aldrig lade sig leve med det og det ville i enden, trække David med ned.

"De er mine kammerater og... Du ville gøre klogt i ikke, at gøre dem vrede. Gabe, de kunne tage din position fra dig!" Gabriel kunne knap tro sine egne øre. Hans egen bror, havde valgt disse mænd frem for ham og han havde vidst, i alt den tid, hvad de gik rundt og lavede.

"Jeg forstår". Gabriel fattede nu, at det eneste, der betød noget for hans bror var, at fortsætte med, at være kongelig vagt. Lige meget, hvor korrupt, det hele var. Han begyndte at smide sine våben og det var med ren afsky i ansigtet.

"Gabriel, hvad laver du!?" Men Gabriel ignorerede David og fortsatte med at fjerne al spor, af vagterne fra sin krop. Han nægtede, at være en del af sådan noget og ville helt sikkert, ikke have noget af deres på sig.

"Hvad ser det ud til, jeg gør. Jeg nægter, at være i nærheden af dem og slet ikke, i nærheden af DIG!" Det føles som et stik i hjertet på David. Han havde håbet, at hans bror måske ville forstå og ville lade som ingenting, ligesom David havde gjort i så lang tid.

"Gabe hør nu her, jeg-" men inden David kunne sige noget, afbrød Gabriel ham hårdt.

"Du er en kujon og jeg ved med sikkerhed, at fader og moder ville have været meget skuffet, bror". Og med de sagte ord, smed Gabriel det sidste, der kunne forbinde ham med stedet og gik.

David så sin bror gå, forsvinde i tåget og den silende regn og kiggede ned på jorden. Der lå, det flag, han havde givet Gabriel da de var små og havde store drømme.

"Gabe?" Gabriel vendte sig mod sin onkel ved lyden af hans glemte kælenavn og snerrede.

"Jeg har sagt, at du ikke skal kalde mig det!" Hans tone var skarp og blottet fra følelser. Præcis som, det burde være.

"Ja undskyld, men du har virker ude af den siden Cora kom. Er alt okay?" Typisk hans onkel, at bekymre sig om hans velbefindende. Det var jo også ham, der havde stået med Gabriel dengang. Han havde altid troet på ham og valgte derfor, at følge David selvom, de begge ville ende som lovløse uden rup og stup.

"Onkel, kan du huske Efaildia?" Hans onkel så i et øjeblik, bekymret ud. Der lå gode minder der, men også dårlige.

"Ja, det sted glemmer jeg ikke!" Gabriel nikkede. Det var svært, at glemme et sted, der var så fantastisk som det.

"Jeg tror, at jeg har set Cora derfra... På en måde". Buster så undersøgende på sin nevø. Det var underligt, for da de var der, havde han aldrig set Cora eller nogen, der lignede hende.

"Hvad mener du, knægt?" Gabriel rejste sig og gik over til sit klædeskab. Han åbnede det og rodede lidt rundt, før ham endelig fandt, hvad han søgte. Gabriel trak den gamle bog frem og viste den til sin onkel.

"Starten på beskytterne, Efaildias frelsere!". Gabriel nikkede til sin onkels spørgsmål og smilte næsten over sin onkels overraskelse. Hans reaktioner kunne være så sjove nogle gange. " jamen Gabriel, hvor har du den fra?" Gabriel satte sig på kanten af sin seng og sagde neutralt. Selvom han mærkede en vis stolthed over det faktum, at han havde bogen og Efaildias konge og dronning ikke havde.

"Kan du huske, da vi blev landsforvist af Efaildias kongelige?" Buster grinte og mindedes den dag, der havde skabt mange problemer for Gabriel og hans mandskab. Uheldigt for dem fik Efaildia også nyheder udefra, den normale verden og derfor vidste kong Leopold og dronning Sansa, at de var eftersøgte.

"Ja, det var noget af en dag!" Gabriel nikkede fraværende. Det kunne han ikke benægte. Han havde aldrig været så skræmt som da de sorte riddere kom og tog dem bort. Klar til, at lade dem blive halshugget for deres forbrydelser.

"Jeg ville have hævn over dem, for at smide os ud, når vi aldrig begik nogle forbrydelser i Efaildia. Så inden vi tog afsted, sneg jeg mig til den skjulte by, ind på beskytternes bibliotek og stjal deres bog". Buster så overrasket og skræmt på Gabriel. Det var virkelig farligt, at gøre sådan noget og endte aldrig godt for nogen, der havde prøvet det. Ikke, at mange turde gøre sådan noget dumt noget.

"Jamen Gabriel. Du kan få dødsstraf for sådan noget! Og, hvad har det med Cora at gøre?" Gabriel smilte og svarede stille.

"Alt. Alt har af gøre med hende. For onkel, jeg tror at hun er den forsvundne beskytter". Hvor mange gange havde, de tanker ikke hvirvlet rundt i hans hoved og sat rod. Hun havde de pinke øjne, som alle beskyttere havde og selv bare hendes blide dog fyrige natur, burde have givet hende væk med det samme.

********************************

 

Cora havde svært ved at sove og det blev endnu sværere, da hun hørte ophidsede stemmer fra kaptajnens kahyt. Hvorfor var der nogen, der var vågen på dette tidspunkt. Det var nogenlunde, det eneste hun savnede fra hendes forældres bolig. De gik i det mindste i seng, på et ordentligt tidspunkt.

Pludselig, bankede det på Coras kahyt dør og hun skyndte sig at rejse sig og åbne den. Det måtte være vigtigt siden de bankede på, på dette tidspunkt, hvor hun sikkert allerede lå og sov.

"Kaptajn? Jeg mener Gabriel!?" Gabriel nikkede kort og rakte så Cora noget. Det var noget tungt, der var bundet ind i noget slidt stof med en slidt snor omkring.

"Hvad er dette?" Gabriel svarede med det samme. Som skulle han skynde sig eller som om, det var akavet for ham, at stå her.

"Det er en bog. Jeg hørte fra Fral, at du godt kunne lide at læse, så jeg fandt denne gamle bog og tænkte, at den var noget for dig". Cora smilte i taknemmelighed og kyssede så Gabriel på kinden. I starten havde hun ikke en gang opdaget det. Det havde føltes så naturligt, som at kysse sin ægtemand. Det var en sød tanke som hun satte pris på og som hun ikke havde regnet med fra ham. Det havde gjort hende så glad.

Cora kiggede-pinlig berørt over kindkysset-på Gabriel, der så ligeså overrasket ud som hende. Pludselig, som en ild, der blev tændt i mørket, omsluttede han, hende i et kys. Hans læber føltes hårde og passioneret på hendes og det tog helt pusten fra hende. Hun var aldrig blevet kysset så passioneret før og det gjorde noget helt nyt, ved hendes indre. Cora kvalte et støn, da Gabriels tunge langsomt kørte hen over hendes nederste læbe. Det var som en elektricitet, der sitrede på hendes læber og som kørte ned af hendes rygrad og gjorde hende ør. Til sidst, trak Gabriel sig væk og så også helt forkert ud. Han virkede endnu en gang, ligeså overrasket som hende, men denne gang var det ham, der havde kysset hende og det var på munden, ikke et uskyldigt kindkys.

"Du må hellere... Jeg må hellere gå". Det virkede til, at Gabriel var forvirret, men det, at han ville gå, gjorde hende en smule trist.

"Behøver du? " Cora ville ikke lyde desperat, men hun var faktisk i bund og grund, desperat efter mere af Gabriels berøring. Det havde følt så rigtigt.

"Ja, det behøver jeg helt sikkert". Gabriel gik hen mod døren, men vendte sig så om mod Cora, der kiggede undrende på ham. "Beklager, Cora. Jeg ville ikke drage fordel ved din uvidenhed og uskyldighed".

Cora stirrede undrende efter ham, da han hurtigt som en tornado, forsvandt ud af hendes dør. I det øjeblik, opdagede hun, at han havde taget hendes første kys og hun havde ladet ham, uden videre. Det skulle ellers have været for hendes ægtemand og kun, hendes ægtemand.

"Den lede satan!" Men Cora tænkte sig hurtigt om, inden hun bandede mere. Hun havde selv valgt det og det var jo ikke fordi, Gabriel tvang hende til, at føle, hvad hun følte eller, at kysse igen.

Pludseligt, begyndte det indhyllede stof, at lyse meget kraftigt. Cora gik hen og fjernede så hurtigt som muligt, al stof og snor fra den meget smukke, gamle bog. Et kraftigt lys kom fra bogen og trak Cora til sig, som en bi til noget honning. Bogen flappede pludseligt op og fik hende til, at række langsomt ud efter den. Der stoppede den pludseligt med, at lyse og alt faldt til ro, som var det aldrig sket.

"Hvad pokker!?" Normalt bandede Cora ikke, men hun var chokeret. Hun satte sig ved siden af bogen og kiggede lidt på den. Den var indbundet i noget brunt, blødt læder, men der var også nogle steder, hvor bogen var dækket af noget grønt. Cora fandt hurtigt ud af, at det var store, grønne blade der var blevet syet ind i omslaget.

"Wow". Cora så at den var blevet skrevet med guldskrift, som havde nogen syet en guldtråd ind i bogen, så det lignede skrift. Hun tog forsigtigt fat i bogen og lagde den på sit skød. Den føltes blød og rar, at have i hænderne. Hun kiggede en gang på forsiden og så, at der stod; Starten på beskytterne, Efaildias frelsere. Den virkede allerede spændende og talte på en måde til hende. Hun gik hen til startsiden første side og så en lille guldskrift på midten af siden. Der stod; første kapitel. Og der begyndte Cora at læse.

For mange år siden, herskede krig og ufred.

Alle racerne kunne ikke stå imod de dæmoner, der ønskede krigen og var alle ved, at blive udraderet! Dæmonernes leder, Ghost, ville have alle væsner, som slaver. Det betød intet om de var kvinder, mænd eller børn.

De ville alle ende som slaver, som de laverestående væsner, de var.

En dag, var det som om modernatur fik nok.

En nat, hvor blodmånen kom frem, lyste den ned på jorden og op af den bestemte jord, kom beskytteren af jord. Blodmånen lyste så på vandet, hvor beskytteren af vand kom frem. Den lyste derefter så på ingenting, kun ude i den blå luft, hvor beskytteren af vind blev skabt og ud af et menneskeskabt bål, blev beskytteren af ild skabt.

De blev alle skabt nøgne, bare af ren energi, dækket af blod og lyset fra månen.

Der var 4 beskyttere, en for hvert element.

Jord.

Vand.

Vind.

Ild.

De 4 elementer tilhørte og hjalp, 4 heldige kvinder, som var bestemt til at frelse verden, som de kendte den.

Cora kunne ikke fjerne sit smil. Det var et eventyr! Hun elskede sådan eventyr, men hvordan vidste Gabriel det, eller Fral. Hun havde aldrig delt den passion ned nogen. Hun måtte spørge i morgen.

Cora skulle til at lukke bogen, da en side, bag ved den hun lige havde læst, begyndte at glimte lidt. Lidt ligesom stjerner, glimtede den smukt. Hun vendte siden og så et billede. Det var et billede af 4 unge kvinder, der alle så modige og frygtløse ud.

En af kvinderne havde hel rødt hår, som flammer og pinke, skinnende øjne. Hun bar en stram, rød/brun kjole med en læder overdel, med snører. Hun havde et sejrende og sassy smil på læberne og så guddommelig ud. Hun holdte en ildkugle i hånden, som var det en del af hende.

Cora vendte blikket mod de andre kvinder. Nysgerrig efter mere information, om de smukke og underlige kvinder, der 'havde frelst verden'. Selvom hun godt vidste, at det bare var et eventyr, sikkert noget nogle folk troede på, kunne hun ikke lade være med, at kigge videre.

En anden kvinde med hel sort, glat hår-lidt ligesom Elisabeth- og pinke øjne, havde en grå kjole på, der var lårkort og lidt vovet, med et strejf af elegante. Hun havde strakt sin ene hånd ud, hel flad og med den anden hånd, så det ud til at hun lavede en tornado. Hun havde et roligt og fint smil, men et farligt og stormfuldt blik.

Endnu en kvinde på billedet, havde en slags støvet, brun farve hår og kraftige pinke øjne. Hendes kjole var hvid med et design, som grækerne kunne være stolte af. Hun havde sine arme udstrakt i en nærmest, majestætisk position og der var noget vand, formet som en slange, der snoede sig om hendes krop, som var det hendes lille kæledyr. Hendes udtryk, sagde ballade og venskab.

Til sidst var der en smuk, ung kvinde med meget lyst hår og pinke øjne. Men det var også det. Cora kunne ikke se tøjet på kvinden eller hendes ansigt. Det eneste, der kunne ses, var håret og de flotte, specielle øjne.

De tre piger som kunne ses på billedet, så glade og venlige ud, men de havde også alle sammen et glimt, der fortalte at de aldrig ville være bange og altid ville være der. Cora kunne rigtig godt lide dem. De kunne sagtens gå for, at være verdens frelsere.

Åh glem i morgen!

Cora behøvede ikke søvn, det kunne hun få i morgen. Nu ville hun bare gerne læse videre.

Cora prøvede at bladre videre i bogen, men så begyndte den, at rumle. Så, ud af det blå, smækkede den i og hun hørte et klik. Da hun igen prøvede at åbne bogen, var den låst.

Cora, måtte efter mange forsøg, lægge bogen bag ved sin hovedpude og lægge sig til at sove. Det nyttede ikke noget. Bogen ville bare ikke åbnes mere i aften, men Cora ville blive ved med at prøve. Af en eller anden grund, var den bog vigtig. Det kunne hun mærke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...