The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
791Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Cora havde ikke prøvet særlig meget i sig liv.

Hun havde højst fået et par kys på kinden, været rundt i London og været ude og ride, når hun kunne. At komme ombord på et piratskib, blive kysset på kinden af en pirat og så få sin egen kahyt, havde aldrig rigtig krydset hendes tanker.

Kaptajn Gabriel havde fulgt Cora ind i en mindre kahyt, hvor man først skulle igennem kaptajnens kahyt, før man kom ind til hendes og så ladet hende være der.

Coras kahyt var fin nok. Den var helt igennem mørkebrun, ligesom skibet. Der var en mellemstor planke, der hang til væggen under 2 små vinduer, når man kom ind. Der var et skab til højre for sengen/planken, hvor sengetøjet og puden lå og et lille skrivebord til venstre for sengen/planken, hvor der stod et lille stak papirer og en fjer og noget blæk.

Cora have redt sin seng og den så nu ordentlig ud. Hun havde ikke taget mere tøj med, for hun regnede ikke med, at hun skulle bruge det. Hun tog måske fejl, hvad tøjet angik. Det hun havde på nu ville nok ikke være så brugbart her på skibet. Hun havde en babyblå kjole på, med smalle stropper, mørkeblå blomster på den nederste del af kjolen og en lidt dyb udskæring. Hun måtte bare finde ud af noget...

Cora tog et hurtigt kig rundt i værelset og forlod det så. Når hun gik igennem døren, der delte hende og kaptajnens rum, gik hun direkte ind i hans kahyt. Der var intet imellem deres kahytter, kun trædøren.

Cora kiggede sig grundigt omkring i hans kahyt. Da han havde vist hende til hendes værelse havde hun ikke nået at se sig omkring, men nu virkede han ikke til at være her, så der var ingen fare for opdagelse.

Kaptajnen Gabriels kahyt havde samme farve som Coras, den var bare større og der var en rigtig dobbeltseng i stedet for en træplanke med lagner. Det var rødt sengetøj, der prydede sengen og den så virkelig blød ud. Der var et normal størrelses skab, hvor hans tøj og andre ting sikkert lå, til højre for sengen og til venstre for sengen, var der et stort egetræs skrivebord, hvor papirer og dokumenter lå og rodede til. Der var også noget andet over skrivebordet. Cora gik lidt tættere på og så et billede. Det var malet og det var malet virkelig godt! Man kunne se alle rynker og streger på det, og det var tydeligvis kaptajnen der var med på. Han stod med armen om en ældre herre med brunt hår sat i en hestehale og ud fra, hvad Cora kunne se, de samme grå øjne. De her var bare mere stålgrå, hvor kaptajnens var mere som en storm. De så begge glade ud...

 

Hvad mon der skete?

 

Men Cora kunne ikke tænke over det særlig længe, for ud af en dør, hun ikke havde lagt mærke til, kom kaptajnen med sine brune bukser på og intet mere. Cora var som frosset fast og selv da Gabriel fik øje på hende, kunne hun ikke styre sine øjne fra at vandre.

Hans hår var vådt og klæbede sig til hans pande og kinder, hans brede skuldre og arme havde vand der dryppede ned af dem og videre ned af hans veltrænede mave. Han var et syn for guder og hun kunne mærke en sær lyst komme frem i hende, bare ved synet af ham på denne måde.

Da Cora så kaptajnen i øjnene, var der irritation og mild humor i dem. Hun skulle nok ikke have blevet så længe, for det virkede til, at han ikke brød sig om, at hun var her på hans værelse.

"Hvad laver du her?" Cora spjættede ved lyden af hans stemme og mumlede nogle uforståelige undskyldninger. "hør her, lille pige. Du kommer ikke til at overleve på dette skib, hvis du ikke lære at stå op for dig selv og svare dem, som er over dig ordentligt". Cora tog en dyb indånding og åbnede så øjnene igen. Klar til at være værre end der hjemme. Han havde en pointe jo. Hvad hjalp det, at hun mumlede undskyldninger. Det ville i sidste ende ikke redde hende.

"Ja undskyld mig, at du næsten gav mig et hjerteanfald, så er det lidt svært at svare så hurtigt!" Kaptajnen kiggede på Cora med et drillende glimt, før han igen spurgte, mildere denne gang.

"Hvad laver du her?" For hvert ord, trådte han et skridt nærmere. Og jo tættere han kom, jo mere flyttede den der mærkelige følelse sig rundt.

"Jeg skulle bare igennem og så, så jeg billedet. Hvem er det?" Med et blev Gabriel hård og han fik et hårdt drag om munden. Det var lige før Cora troede, at han ville begynde, at råbe af hende. Derfor overraskede det hende, at han faktisk svarede hende, og på en ordentlig måde endda.

"Det var mig og min storebror David. Han er officer i den royale flåde. Han er vist nu, 29 år gammel, tror jeg". Cora stirrede med ærefrygt på Gabriels storebror. Han måtte være en vigtig mand! Hvorfor var Gabriel mon ikke også i flåden eller noget andet, indenfor Kongens mænd.

Pludselig lå der en hånd omkring hendes arm, som trak hende afsted. En stram hånd, der fortalte hende, at hun ikke skulle udtale nogle af de nysgerrige spørgsmål, hun gerne ville stile.

"Du skal aldrig komme her ind igen, medmindre det bare er for at gå igennem!" Den truende tone der lå i hans stemme, gjorde Cora en smule skræmt, men hun prøvede at ignorere det så godt som hun kunne. Der var ikke nogen pirat, der skulle skræmme hende.

"Du kan godt give slip! Jeg ved godt, hvordan man går selv". Men selvom Cora sagde det til ham, ignorerede Gabriel hende bare og lod i stedet sin tommelfinger nusse hende ved hendes pulsåre, ved håndleddet, stille og roligt. Et lille gisp fra Cora og Gabriels drillende smil blev forvandlet til et smørret et.

"Du nyder det, så bare drop komedien". Cora var forskrækket og mærkede sine kinder og øre blive varme.

 Hvordan vidste han det?

Cora begyndte at prøve og rive sig løs, men lige meget hvad, så var han for stærk og det gjorde bare Cora endnu mere vred. Hun ville have ham til, at slippe hende omgående.

"Slip mig!" Hun lød hysterisk, men det var kun fordi at de små kildrende fornemmelser, der hvor han rørte hende irriterede hende. Da Gabriel synes at hun havde kæmpet nok, trak han, hende ind til sig og sagde tørt.

"Du er på mit skib og her gælder mine regler. Så du må bare lære, at leve med dem, prinsesse". Cora åbnede munden, men Gabriel stirrede bare udfordrende på hende, så hun tog udfordringen. Hun rev sig løs og sagde hurtigt.

"Jeg er ikke nogen prinsesse!" Og så skyndte hun sig, halvt løbende, ud af kahytten.

***************************************

Gabriel stirrede på den underlige pige, da hun nærmest løb ud af kahytten. Han kunne ikke lade være med at smile over den pige. Hun var virkelig underlig og på en eller anden måde, interesserede det ham bare endnu mere.

Gabriel forlod sin kahyt og gik op på dækket, da han så alle sine mænd stå og snakke. Hvorfor de ikke lavede noget, var et mysterium, han hurtigt ville ende.

"Hvad fanden i helvede, laver i dumme hundehoveder!? Er der tepause eller hvad!" Mændene så skræmte på ham før de alle skyndte sig tilbage til arbejdet. Gabriel smilte selvtilfreds og kiggede op på sin onkel, der styrede roret. Cora stod ved siden af hans onkel og fniste fornøjet, som om hans onkel kunne finde ud af at være sjov. Pludselig kiggede hun ned og fik øjenkontakt med ham. Det var som om hans krop frøs. Hendes pinke, vidunderlige øjne stirrede lige ind i hans, som prøvede de at læse hans tanker. Det ville sku ikke undre ham, hvis hun kunne læse hans tanker.

Cora var en usædvanlig, smuk pige. Lige nu havde hun en rigtig upraktisk kjole på, som Gabriel måtte fikse senere. Modsat i går, havde hun sit hår løst, så det dalede ned af hendes ryg og lige forbi hendes numse og hendes øjne glimtede og fik Gabriels hjerte til at slå et slag over. Det var usædvanligt og ikke noget, han var vant til. Han mindes, at have set hende før, men hvor. Hvor kunne han have set sådan en skønhed før...

Pigen, Cora, havde i hvert fald en effekt på ham. Så meget kunne han indrømme. Måske ville denne fascination gå væk, hvis han tog hende med til sin egen seng. Lod hende føle noget, hun aldrig havde følt før. Det ville måske fjerne, den mærkelige tiltrækning, han havde for hende hurtigt.

"Øh, kaptajn?" En nervøs, men brysk stemme, lød bag ved Gabriel. Han vendte sig og løftede sit ene øjenbryn, da han så at det bare var hans udkigspost, Fral.

"Hvad er der, Fral?" Fral flyttede nervøst på sine fødder og rømmede sig. "snak, Fral!" Ved lyden af sin kaptajns stemme, gav Fral et hop før han sagde mere selvsikkert end han var.

"Vi er ankommet". Gabriel gav sin mand, et kort nik og vendte blikket mod havet.

"Hvor er vi henne, kaptajn?" Denne stemme tilhørte helt bestemt ikke Fral eller en af hans mænd. Det var en melodisk kvindestemme der spurgte ham. Gabriel kastede et sideglans mod Cora, som stod spændt ved siden af med et enormt smil. Hun glædede sig åbenlyst meget. Irriterende nok.

"vi er ved Island".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...