The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
811Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Det var midt om natten. Himlen var fuld af skyer, som sendte piskende regn ned over dem, som turde komme ud på denne tid. Det var natten til den store dag. Natten, der ville ændre Coras liv for evigt, såvel som andres.

Cora Turner skulle mødes med sin forlovede i morgen, på sin 20 års fødselsdag. En mand, hun ikke kendte og ikke ønskede at kende.

Man kunne høre den unge kvindes trin, da hun løb ud i natten med regnen silende ned. I en mørk kappe, der dækkede hende, våd fra top til tå og med en klirrende pengepose fyldt med sine forældres penge, løb Cora igennem gården fra sit palæ, til sin frihed. Hun skulle væk, væk fra London, væk fra sine selviske forældre og ukendte forlovede og ud at se verden. En verden, der havde været ukendt for hende, indtil nu.

Hun sneg sig nemt ud af palæet, igennem den store jernport og videre hen af grusvejen, der førte væk fra sit hjem. Hun kunne ikke lade være med at smile af ren glæde, da hun mærkede friheden lægge sig om hende. Ingen kunne stoppe hende nu!

Cora fortsatte med at løbe, til regnen stoppede med at dale, til de første af solens stråler tittede frem og til hun havde ømme fødder. Hun stoppede først, da hun var ved havnen vis vand var rødt og orange af den nyopståede sol og da hun hørte de første skibsklokker ringe ud, så alle kunne høre dem. Hun var her endelig. Nu kunne Cora finde et skib der ville tage imod hendes penge, sikre hendes sikkerhed og tage hende væk fra kedelige og sædvanlige London.

Coras faste blik søgte havnen, efter et passende skib, men fandt intet. Hun kunne ikke se et skib, der ville være så korrupt, så det ville hjælpe denne hende med sin plan. Da hun skulle til, at give op, hørte hun en mand der råbte højt.

"Er i klar til at sætte sejl, i dovne hundehoveder!" Med det samme hun hørte det, vidste hun, hvilket skib, hun skulle tage. Hun trak hætten lidt længere op og småløb hen til det sted, hvor hun havde hørt råbet. Hun kom endelig til et stort skib, der hed; Den eventyrlystne. Et flot, stort skib, der var brunt med hvide sejl, en stor mast, 5 kanoner på hver side af skibet og mænd der gik og råbte oppe på dækket.

Cora følte en smule frygt over at være så tæt på et skib fuld af mænd, men hun var ikke en kylling og ville ikke til at opføre sig som en. Altså, det var det hun tænkte, indtil hun så flaget på skibet. Det var et helt hvidt et med et gråt skelethovede på, som havde 2 knogler der lå krydset under skelethovede. Med det samme steg frygten og Cora skulle lige til at vende om, da hun huskede, hvorfor hun gjorde dette. Det var enten dette piratskib eller leve resten af sine dage med en drukken, horende mand! En mand, hun aldrig ville kunne elske.

Cora nåede vist heller ikke, at tænke så længe over det, da en dyb stemme afbrød hende før hun kunne gøre noget. Stemmen lød gammel, som om personen havde set alt i deres liv, der var vær at se.

"Hvem er du, lille ven?" Cora kiggede rundt og så at der stod en gammel, lidt rynket mand med gråt hår, gråt skæg der var flettet og venlige grå øjne. Han så ikke værst ud, men han stod på dækket af piratskibet...

"Er du okay, miss?" Cora rystede mentalt på hovedet for, at få styr på sine tanker. Hun kunne vel ikke bakke ud nu, kunne hun?

"Ja, undskyld hr!" Manden smilede et bredt smil og Cora så, at han manglede et par tænder lidt til højre i hans mund.

"Det gør skam intet min ven. Er du faret vild? Du virker ikke som en af de damer, kaptajnen ville tage med ind i sin kahyt". Cora var lamslået. Troede manden at hun var en skøge!? Han virkede ikke til, at lægge mærke til, at han havde sagt noget meget fornærmende for en kvinde.

"Undskyld mig. Jeg er ikke kommet her for, at varme din kaptajns seng! Jeg er kommet for at bede om hjælp". Manden gik ned af planken, som forbandt skibet med havnen og virkede ikke spor ked af, at have fornærmet hende, overhoved.

"Hvad laver du så her?" Manden ignorerede tydeligvis hendes skrappe tone fra før og derfor ændrede Cora den også til en lidt blidere en. Der var ingen grund til, at gøre personen, der kunne hjælpe hende, vred og så sørge for, at han nægtede, at hjælpe.

"Jeg vil gerne betale jer, for at tage mig med jer". Manden virkede virkelig forbløffet. Han var faktisk mundlam. Måske kunne han ikke hjælpe. De var pirater, så de havde nok i forvejen travlt med, at komme væk herfra så de ikke blev opdaget af den royale garde, der stensikkert ville få dem hængt.

Cora troede et øjeblik at han ville sige nej, så hun tog hurtigt sin pose med penge frem og rakte den til ham med et modigt ansigt.

"Jeg betaler gerne godt. Bare i vil tage mig væk fra London, med ud på jeres eventyr". Mandens ansigt gik fra at være forbløffet, til at være glædeligt overrasket.

"Selvfølgelig ville jeg gerne sige ja, men det er ikke mig, du skal have tilladelse af. Det er kaptajnen". Cora nikkede forstående. Så skulle hun bare snakke med kaptajnen og så ville han forhåbentlig sige ja, ligesom den venlige, gamle mand foran hende.

"Så før mig til ham". Manden nikkede så med et dejlig varmt smil og sagde så, lidt overdrevet glad, hvis man spurgte hende.

"Denne vej frøken og for resten, så hedder jeg Buster". Cora kunne ikke lade være med at smile lidt. Hendes gamle hund hed Buster inden den gik bort. Denne mand mindede faktisk lidt om den.

"Goddag, jeg hedder Cora". Hun fulgte lydigt efter manden med navnet Buster og håbede på det bedste.

Cora blev efterladt på dækket til de sultne mænds blikke og ventede nu ængsteligt på, at kaptajnen skulle vise sig. Heldigvis for hende, gik der ikke lang tid. Ud af kaptajnens hytte, kom Buster med en ung flot mand efter sig. Hvis det var, hvem, hun troede det var, så var det ikke sikkert Cora ville kunne holde masken særlig godt.

Han havde blond hår, der gik til forbi øre og øjne, stormfulde grå øjne og en skarp kæbe, som man sikkert ville kunne skære sig på. Cora var faktisk mundlam af mandens skønhed. Han var ren mand, ikke som nogle af mændene fra hendes omkreds. Nej de var alt for feminine! Ham her. Han udstrålede dominans og ren mandighed, så det gjorde Cora svag i knæene. Han lignede heller ikke en kaptajn for et piratskib, som hans mænd gjorde. Han så... Finere ud faktisk.

"Hvor er pigen, du snakkede om, onkel?" Cora gispede efter vejret, da hun hørte hans stemme. Den var mørk og havde en hård klang til den. Cora havde dog på fornemmelsen, at hvis bare han gad, så kunne hans stemme var silkeblød.

Cora havde faktisk så travlt med at lytte til hans stemme, så hun slet ikke lagde mærke til, at den unge mand kaldte Buster for onkel. Ikke underligt, at han snakkede så frit om kaptajnen, som havde de kendt hinanden hele livet, hvilket de faktisk havde åbenbart.

"Hun er lige herover, men vær nu sød. Hun er en kær, lille en". Cora havde lyst til at modsige ham, men da landede den unge mands blik på hende og alle de rationelle tanker fløj over bord. Den unge mand gik med bestemte skridt hen til hende og kiggede grundigt på hende, som skulle han undersøge hende.

"Jeg gætter på, at du er den pige, der gerne vil med på mit skib?" Cora vidste godt, at hvis hun skulle overleve på et piratskib, så måtte hun opføre sig endnu værre end derhjemme. Man overlevede ikke ved, at plage og opføre sig ynkeligt.

"Ja, det er mig". Hendes stemme rystede ikke, som hun havde regnet med og den lød faktisk ret så selvsikker. Den unge mand grinede højt og viste nogle flotte, hvide tænder. Det undrede hende også. Hvordan kunne han være så flot!?

"Jamen okay så. Lad os se, hvad du har og betale med". Han rakte hånden frem og Cora lagde pengeposen i hans hænder. Deres fingre strejfede hurtigt hinanden og gav hende kuldegysninger. Underligt. Kaptajnen lignede ikke en, der havde mærket noget, men så alligevel. Hvad viste Cora om sådan noget.

"Hm..." Han så ud til at overveje det og sagde så, hårdt og uden omsvøb.

"Hvis jeg skal til at tage en pige med-" Cora rakte hånden op og afbrød ham skarpt.

"kvinde!" Rettede hun ham. Der var ingen, der skulle kalde hende 'pige'. Kaptajnen fortsatte igen med et lille smil, på læberne.

"Okay, hvis jeg skal til at tage en kvinde med ombord, så kommer det til at koste mere". Cora så på ham med store øjne og åben mund. Mere havde hun ikke.

"Mere!? Jamen dette er rigtig mange penge!" Kaptajnen gav hende et ubehageligt smil og svarede koldt.

"Ja, men du er tydeligvis en rigmandsdatter, nok datter af en Greve, hvis jeg ikke tager meget fejl, og jeg har nok problemer som det er. Jeg har ikke brug for en ubrugelig kvinde, der ved intet om verdenen udenfor og som sikkert vil blive meldt savnet næsten dag". Cora kunne godt se det rationelle i hans lille tale, men hun kunne en masse. Nok havde hun ingen erfaring omkring uden for London, men hun kunne faktisk skyde med bue og pil, og hun vidste, hvordan man brugte en dolk. Sådan gik det, når ens far lod sin datter blive babysittet af en pensioneret vagt. Cora kunne mere end mange mænd kunne og det ville komme i handy, når hun kom op på det forbandede skib.

"Jeg kan kæmpe! Jeg ved, hvordan man manipulere. Det lære man hurtigt i mine kredse. Hvad mere kan du forlange, for flere penge, har jeg ikke". Hvis kaptajnen var overrasket, så viste han det ikke. Man kunne kun se et mærkeligt, hedt glimt i hans grå øjne. Han lænede sig så tæt på Cora, så hun blev helt stiv i kroppen og hviskede i hendes øre.

"Hvad med et kys?" Cora trak sig tilbage og stirrede forfærdet på ham. Hun regnede med, at han ville bryde ud i grin, sammen med resten af sine mænd, men i stedet så han helt alvorlig ud. Det kunne han vel ikke mene og om ikke hun havde tænkt sig, at lade sådan en ting passere. Cora løftede hånden og slog kaptajnen hen over kinden, mens hun hidsede vredt.

"Jeg er en dame! Jeg giver ikke mit første kys, til en som dig". Hun havde aldrig været så forulempet før, eller været så ophidset før og der var ellers bestemt ingen grund til det sidste. En mand som ham fortjente flere slag, men Cora havde på fornemmelsen, at det ikke ville hjælpe hendes sag.

Kaptajnen smilte bare og uddybede det lidt mere.

"Et kys på din kind, og intet mere?" Cora tænkte sig grundigt om. Hvis hun gav ham pengene og lod ham kysse hendes kind, så ville hun endelig komme til at se verden. For Cora, var det ikke det sværeste valg at tage.

Hun nikkede kort for hovedet og lagde mærke til, at kaptajnen smilte lidt. Han lænede dig fremad, men blev stoppet af Cora. Der var dog noget, hun gerne ville vide før hun lod ham tættere på.

"Jeg kender ikke engang dit navn". Kaptajnen smilte nu stort og hviskede kort.

"Mit navn, er Gabriel". Før hans læber lagde sig blidt på hendes kind. Det føles som om hele Coras krop sitrede af spænding. Et stille suk forlod hendes læber og det gjorde tydeligvis kaptajn Gabriel virkelig fornøjet.

"Velkommen ombord, prinsesse. Prøv og se, om du kan overleve".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...