The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
877Visninger
AA

17. Kapitel 16.

Alle de gange, Cora havde forestillet sig, at se sin søn igen, havde der været glade tåre og fejring. Dette var ikke som hun havde forstillet.

Judah stod foran de andre beskyttere og landsbyfolkene, med en horde af dæmoner bag sig, der alle så blodtørstige ud og det var ikke en blodtørst, Cora nogensinde troede ville høre op.

"Judah, hold op!" Uden Cora overhoved havde lagt mærke til det, forlod ordene hendes mund. Alles blikke blev vendt mod hende, der stod med hænderne på hofterne, snerpet mund og vagtsomme øjne. Hun havde ikke rigtig regnet med en reaktion, men nøj, hvor hun fik en. Judah så rasende ud, som havde hun gjort ham ondt. Måske følte han, at hun havde gjort ham ondt.

Cora gik med faste skridt mod de andre beskyttere og stillede sig ved siden af dem. Judahs mund var stramt sat og hans blik, som hun troede var lavet af ren mørke, var lige blevet mørkere.

"Ah, hvis det ikke er min mor, Cora. Her troede jeg, at du ikke var i Efaildia længere". Hans stemme var begejstret, men meget kold. Han virkede ikke spor glad for at se hende. Han virkede faktisk til at føle det stik modsatte af glæde, for at se hende.

"Judah, du kan godt glemme alt om det!" Seren virkede vredere end nogensinde før og hun gik beskyttende ind foran Cora, der så helt forvirret ud. Hvis hun ikke vidste bedre, så virkede det som om, Seren prøvede at beskytte Cora fra Judah.

Hvorfor beskytte hende når hun selv kunne klare det.

Judah grinte underholdt og spurgte med falsk uskyldighed.

"Gøre hvad, vand-beskytter?" Han smilte og kiggede på Cora. "Jeg er bare glad for at se, min mor efter alle de år uden hende. Det er vel ikke forkert, vel?"

Judah var altid god til at spille med folks følelser og Seren var virkelig bange for, at han ville knække Cora med skyldfølelse, falsk håb for ham og kærlighed, for et væsen der aldrig ville fortjene det.

"Faktisk, så tror jeg nu bare du gerne vil se mig lide". Alle var stille. Så stille så de ville kunne høre en nål ramme jorden.

Seren og alle andre, kiggede med overraskede øjne på Cora, der stod rank og fast, som en soldat. Judah brød sig ikke om det. Han ville knække hende, lulle hende ind i falsk håb og kærlighed, for så at knuse det.

"Hvad mener du, Cora?" Han sagde åbenlyst hendes navn og ikke mor, for at gøre hende ked af det, men selvom Cora mærkede et stik i hjertet ved den kolde gestus, krøb hun ikke.

"Judah, du kan stadig droppe det her. Du behøver virkelig ikke, ødelægge Efaildia på denne her måde! Jeg vil så gerne have dig, som en søn". Men Judah begyndte bare at grine over hendes håbløse forsøg på, at få følelser frem i ham, der for længst var døde.

"Jeg vil slet ikke have noget med dig af gøre. Du forlod mig, alene med en dæmon og lod ham skabe mig, som dette magtfulde væsen, jeg nu er. Jeg har ikke brug for dig og slet ikke, som en mor!" Det føltes som en mavepuster for Cora. Hendes søns stemme, dryppede af afsky og had, hun aldrig havde troet hun skulle høre fra et af hendes afkom. Hvis hun bare kunne skrue tiden tilbage, kæmpe hårdere end dengang og få sin søn tilbage. Det var tydeligt at hendes søn ikke længere var der nu. Kun ren mørke, had og afsky. Især for hende.

"Lord, skal vi ikke snart dræbe disse uduelige væsner?" En dæmon, så mørk som natten og uden en rigtig krop, bare tåge, stod og hvislede i Judahs øre. Dæmonen var ivrig efter, at komme i gang med blodbadet og nægtede at vente mere.

"Du må vente, lille ven. Jeg er ikke helt færdig med min mor endnu". Der lå et ubehageligt løfte i hans ord, men på trods af Judahs åbenlyse lukning af sagen, snerrede dæmonen bare og angreb alligevel.

Folk begyndte at skrige i rædsel for dæmonen, der var klar til at flå dem i stykker. Cora ville ikke bare stå der, så inden dæmonen fik fat i en af Efaildias indbyggere, løftede hun hånden og fangede dæmonen, med en af sine slyngplanter. Dæmon hvæsede som en fanget kat og prøvede at flå i slyngplanten, med sine skarpe, blodige klør.

Cora smilte blot smørret, gav et bestemt nik til Zera, der med et grusomt smil, satte ild til dæmonen. Judah så rasende ud, men hans blik sagde tydeligt, at han ikke gav op bare efter en dæmons død.

"Tror du, jeg føler mig truet over en enkelt dæmons død? Tro mig, i vil lide så meget mere, end jeg nogensinde vil". Den truende klang til hans stemme, gjorde Cora vred.

Hun stillede sig helt tæt på ham, så hans øjne blev store. Måske havde han regnet med, at hun ville være svag og give op.

"Kom an, min søn. Du vil aldrig være stærkere end os! Vi er beskytterne af elementerne og vi vil aldrig give op". Hendes stemme blev højere og højere for hvert ord, der forlod hendes mund. Judah så ikke ud til, at have forventet så meget modstand.

"Selvfølgelig, modsætter du mig. Du har aldrig været der for mig og det kommer du aldrig til". Hans ord var hårde og Cora mærkede sit hjerte knække lidt mere.

Judah sendte hende et ondskabsfuldt smil, løftede en hånd og med sine mørke tågeagtige kræfter, sendte han, Cora igennem luften og igennem en af landsbyens hytter.

Hele Coras krop gjorde ondt og en pøl af blod, samlede sig under hende fra et sår i maven.

Seren kom nærmest svævende ind i den ødelagte hytte og hjalp Cora op og stå.

"Alle er i gang med at kæmpe, selv Gabriel og hans besætning. De mangler kun beskytterne Cora. De mangler os!" Cora nikkede hurtigt til Seren og skyndte sig ud af hytten, med hende lige i hælene. Cora havde aldrig set sådan en fælt syn før.

Landsbybeboerne var i tæt kamp med alle de dæmoner, de kunne og, Gabriel og hans mandskab var også i gang med deres egne kampe. Det, der var tilbage til Beskytterne, var en flok af de stærkeste dæmoner og så Judah, der stod på sidelinjen og så på, med et uhyggeligt smil.

"Piger, saml jer". Coras kald blev straks hørt og lidt efter, stod der en små-forpustet Zera og Lina foran hende. Hun smilte forsikrende til dem og sagde roligt.

"Judah må og skal dø. Hvis vi vil redde vore kongerige, rede folket og alt i alt, redde verden endnu en gang, så skal han dø. Er i klar piger?" Lina, Zera, Seren og Cora kiggede alle sammen beslutsomme på hinanden, før de nikkede synkront. De tog et sidste glans til hinanden og med et krigsskrig så frygteligt, som aldrig før, gik de i kamp.

*************************

 

Gabriels sværd, skar igennem dæmonens tågede form og med et vredes skrig, faldt den til jorden. Men for hver dæmon, han dræbte, dukkede bare to mere op. De kom uendeligt og Efaildia havde ikke en chance, hvis det fortsatte på denne måde.

Det, der gjorde Gabriel mest vred var, at Judah, det monster, bare stod på sidelinjen og smilte. Han rørte sig ikke, hjalp ikke sine dæmoner. Han stod der bare som en smilende, uhyggelig statue og tårnede sig op over alle, der vovede sig for tæt på.

"Din kujon! Kom dog og kæmp som en mand". Gabriel kunne knap nok holde sig tilbage, da Judahs mørke blik landede på ham. Han nægtede bare, at lade knægten blive stående og kigge, når han burde kæmpe som alle andre. Dette var ikke en fair kamp og det vidste Judah godt.

Judah grinte begejstret og gik med flydende bevægelser mod Gabriel, der nægtede stolt at træde tilbage.

"Hvor sødt. Et lille mennesker og et meget kamp begejstret menneske, ser jeg". Hans tone var nedladende og Gabriel have sådan lyst til at styre sit sværd igennem maven på ham, men mindede sig selv om det hans storebror, David havde sagt dengang.

*Hvis man lader sig styre af sine følelser i kamp, kan man lige så godt bare dræbe sig selv og få besværet overstået*. Dette var en af de situationer, hvor Gabriel var glad for sådan nogle ting. Selv hvis det omhandlede hans bror...

"Vent lige lidt". Med et undrende og nysgerrigt blik, gik Judah rundt om Gabriel, som var han rovdyret og Gabriel byttet. "Du er min mors nye elsker, er du ikke?" Han svarede ikke, men det behøvede han heller ikke. Judah kendte allerede svaret og på den utilpasse og ubehøvlede måde, han kiggede på Gabriel på, var det tydeligt at han ikke brød sig om det.

"Ikke at det rager dig knægt, men nej, vi er bestemt ikke elskende". Judah kiggede med løftede øjenbryn på mennesket foran sig og smilte lumsk. Hans øjne holdte dog en vis afsky, for Gabriel.

"Du elsker min mor, gør du ikke?" Han grinte højt. "Hvor sødt, du tror faktisk, du har en chance hos hende. Se på hende!" Gabriel vendte ufrivilligt hovedet mod Cora, der var i en heddet kamp med nogle dæmoner. Det var som om kampen foregik i slowmotion.

Coras blonde hår, viftede omkring hendes ansigt og gjorde det endnu mere smukkere end før. Hendes pinke øjne, skinnede med kampgejst og beslutsomhed, for hvert slag hun sendte med sine kræfter mod dæmonerne. Slyngplanter fløj op fra jorden, viklede sig om flere dæmoner og flåede dem fra hinanden, som havde de ingen betydning. Hvilket de heller ikke rigtig havde, for Cora i hvert fald.

"Hun er en beskytter og en mor, hvorfor skulle hun dog elske dig?" Det lød faktisk som et spørgsmål, men Gabriel vidste bedre. Han vendte sig endnu en gang mod Judah og snerrede.

"Sjovt, for jeg er ret sikker på, at hun elsker mig. Men hvad ville du vide om det, du har aldrig prøvet det". Judahs øjne blev nærmest ikke eksisterende og han snerrede. Hans snerren lød som et farligt dyrs og det skræmte Gabriel lidt.

Judah begyndte at gå mod Gabriel, med tunge skridt. For hvert skridt, blev den mørke tåge omkring ham større og større og den hvirvlede omkring ham. Gabriel nægtede at røre sig og selv, hvis han havde haft lyst, så kunne han ikke. Han var som naglet til jorden af en usynlig kræft, Judah kontrollerede.

******************************

 

Cora kæmpede...

Hun kæmpede og kæmpede, til sveden dryppede fra hendes panden og til blodet flød fra hendes krop. Lige meget, hvad for et slag hun fik, fortsatte hun kampen og, hende og beskytterne var ikke til at stoppe. Det var i hvert fald hendes tanker, indtil hun hørte et horn, skære igennem luften og fylde alle med skræk og rædsel.

Det var som om kampen frøs. Der var ingen der turde røre sig, af frygt for at blive slået ihjel. Beskytterne samlede sig og kiggede mod Thoughtsome forrest. Der var musestille, man kunne knap nok høre folks åndedrag. Pludselig, kunne man høre grene knække, bladenes raslen og tunge skridt.

Cora mistede håbet for hjælp, da hun så grimme, grønlige væsner med spidse øre, skarpe hjørnetænder der stak ud af munden og lasede klæder.

"Orker!" Et gisp kunne høres fra en kvinde i folkemængden. Frygt vældede op i Cora, da hun så Judah smile et modbydeligt smil. Det smil, hun havde set så mange gange, bare i løbet af i dag. Det smil, der betød ballade.

Lina greb fat i Coras arm, der holdte i Zeras. Beskytterne prøvede at styre deres frygt, så folket ikke mistede håbet, men det var så svært og ja, nærmest umuligt.

"Hvad gør vi?! Vi har det svært nok med at kæmpe mod dæmonerne og tage os af de sårede folk, hvordan skal vi håndtere Orker også!" Seren følte panik og sorg. Hun ville ikke miste det her folk, hun havde set vokse gennem hundreder af år. De var som børn for hende, alle sammen.

Cora lukkede øjnene og tænkte. Hvad kunne de gøre for, at redde alle sammen og udradere Judah, hvis han ikke kunne gøres god igen.

"Vi er beskytterne. Vi har kræfter, som folk kun kan drømme om. Dæmoner, Orker... De betyder ingenting, for vi har viljen og vi har vores kræfter". Lina, Zera og Seren nikkede alle til Coras ord. Hun havde ret. De var ikke mennesker, Shifters, Okkulte Dyrkere, Feer eller andet. De var beskytterne af Efaildia og for helvede, de ville aldrig give op.

"Cora!" En let genkendelig stemme kaldte på hende og hun så Ms. Woods komme løbende på bare tæer, hen til dem. Hendes hår var i uorden og hendes kjole, flænset.

Cora lagde straks armene om en forpustet Ms. Woods og spurgte forfærdet.

"Hvad laver du her!? Jeg troede ikke, at i forlod byen". Ms. Woods nikkede forlegent.

"Det gør vi normalt heller ikke, men dette var et nødstilfælde!" Lina trådte ind foran og sagde studst.

"Jamen så skynd dig dog og fortæl!" Ms. Woods så en anelse fornærmet ud men nikkede.

"I har elementernes kræfter, kræfter ingen andre har. Mig og de andre familiære, kiggede igennem nogle af de første bøger der var og fandt ud af, at da i lige var blevet skabt, var det jo ud af jeres elementer". De nikkede alle fire.

"Og det betyder?" Spurgte Seren.

"Det betyder, at i starten, lige inden i fik menneskekroppe, var i ren energi! Du, Zera, var lavet af ild". Ms. Woods pegede energisk på Zera og vendte sig mod Seren. "Og du, Seren, du var af rent vand". Hun pegede på Lina. "Du, Lina, var lavet af vind og du". Hun pegede til sidst på Cora med et smil.

"Jeg var lavet af ren jord og natur?"

"Ja, i var alle jeres eget element, før i fik menneskekroppe". De kiggede alle på hinanden og råbte frustreret.

"Hvad betyder det!!" Ms. Woods viftede afværgende med hænderne og smilte forsigtigt.

"Det betyder-" Men hun blev afbrudt af Cora, der virkede rigtig begejstret.

"Det betyder, at vi kan blive til det igen". De kiggede på hende som var hun skør.

"Mener du, at vi kan blive til vores elementer!?" Spurgte Seren.

Ms. Woods nikkede og svarede, "det er præcis, hvad jeg siger".

"De er her!!" Et rædselsskrig, fangede beskytternes opmærksomhed.

En ung kvinde, med en hund i sine arme, pegede med ren frygt på en Ork, der endelig var nået ind til landsbyen, som den første af mange.

Cora tog fat i Ms. Woods og sagde hurtigt.

"Du bliver nød til at tage tilbage til din by og få skaffet en besværgelse, der kan lukke porten fra Grønlands kyst til Efaildia, permanent". Ms. Woods nikkede mens små tåre, faldt ned fra hendes øjenkroge. Hun var bange på Coras vegne.

"Vær forsigtig. Jer alle sammen". Og så løb hun, så hurtigt som hendes ben kunne bære hende.

Cora vendte sig mod de andre beskyttere, der stirrede på en nu, død Ork. Hvem af dem havde dræbt orken?

Cora fjernede blikket fra den døde og så på Gabriel, vis hår var uglet og beskidt, med blod der dækkede hans tøj og hans ansigt. Fyldt med skidt, skrammer og blod. Han havde sit sværd, hængende ved sin side. Det var dækket af noget alt for mørkt blod, til i hvert fald og være menneskeligt. Han tog dybe indåndinger og kørte hånden igennem sit svedige hår.

Det måtte have været ham.

Cora gik med hurtige skridt over til ham og begyndte, at stikke ordre ud.

"Få dine mænd til, at samle sig og få omringet dæmonerne. Skub dem mod Efaildias dør til omverdenen!" Gabriel svarede ikke. Han nikkede bare og løb hen til sine mænd, for at forklare.

"Cora, hvad har du tænkt dig?" Lina så nervøst på hende og Cora svarede, med et hemmelighedsfuldt smil.

"Jeg har tænkt mig at sørge for, at alle disse dæmoner, ryger ud af Efaildia og mister hver kræft der er". Hun greb fat i armen på Lina og gik hen til Zera og Seren.

"Vi må samle vores kræfter i os selv og forvandle os, til vores elementer. Det er den eneste udvej". De andre så forfærdede ud, men nikkede alligevel med en vis beslutsomhed.

"Jamen Cora, hvordan gør vi det, når vores folk stadig bliver angrebet, ikke kun af dæmoner, men også nu Orker?!" Cora smilte forsikrende til hende og sagde forsikrende.

"Bare rolig. Jeg har en plan".

Beskytterne tog hinandens hænder, dannede en ring og lukkede øjnene. Hvordan de skulle gøre dette, vidste de ikke. De vidste blot, at de måtte gøre dette, for alles skyld.

********************************

Gabriel fik samlet mændene ret hurtigt. Han havde mistet mange, på grund af dæmonerne og selvom han mærkede sorgen, kunne han ikke følge den lige nu. Lige nu, måtte han følge de ordre, han havde fået af Cora.

"Kaptajn, hvad skal vi?" Fral så bekymret ud. Han havde sin hånd sikret om sin overarm, som var bundet ind i et hvidt stof, plettet med blod.

Gabriel smilte blidt for første gang, i lang tid og forklarede.

"Vi skal samle, de dæmoner, vi kan, i en stor gruppe. Vi skal få så mange dæmoner, vi kan, skubbet mod Efaildias skjulte dør". Alle mænd nikkede og smilte. Han var stolt over at kunne sige, at disse mænd, var hans.

"Jamen Gabe, hvorfor?" Hans onkel kiggede undrende på ham.

"Jeg ved det ikke. Coras ordre, og jeg ville være et fjols, hvis jeg ikke adlød dem". Buster nikkede og klappede ham fraværende på skulderen.

"Hvad med Cora og de andre beskyttere?" Han vendte sig mod sin skibskok og svarede hurtigt.

"Jeg ved ikke, hvad de har gang i, men jeg stoler på dem. Hvad med jer?" Alle mændene rakte armene op i vejret og råbte.

"Aye, Aye". Gabriel følte ren stolthed over dem, lige der og han håbede sådan, at dette ville virke for Cora, og at hun ville tilgive ham efter.

Gabriel holdte sit sværd mod de to dæmoner, der havde flere mænd på sine sider end de have smuthuller og snerrede.

De var klamme. Lignede mudder, med røde øjne, små flagermusevinger og lange, lange tunger, der gik til jorden.

Gabriel og hans hjælpende mænd, havde alle deres våben fremme og sørgede for, at dæmonerne ikke kunne slippe fra dem, mens de førte dem over til de andre. Indtil videre, havde de samlet alle dæmonerne de kunne få fat på og presset dem sammen, som køer. Gabriels mænd havde skabt en ring om dem, som et skjold og med våbnene ude og kampklare blikke, havde de holdt dæmonerne der. De få dæmoner der var sluppet fri, var enten blev hentet igen eller dræbt på stedet, hvis de fandt det nødvendigt.

"Kaptajn, det er vist alle, men vi kan ikke blive ved med at holde dem her. De vil slippe fra os, snart!" Gabriel nikkede til sine mænd og bevægede sig mod Cora, der mumlede ukendte ord sammen med de andre beskyttere. Da han kom tæt nok på, så han at de alle var lidt underlige. Hver af beskytterne, var begyndt at blive til deres eget element. Det startede ved fødderne...

Fra Linas fødder og til midt på hendes mave, var der ren luft. Et omrids af en krop og det, der var i gang med at ske, skete hurtigt og præcist.

Gabriel kunne se hendes krop, forvandle sig.

Det samme skete for Zera, vis krop var fra fødderne og til midten af maven, blevet til ren ild og hede. Der kunne man også se omridset af en krop, men ikke nok.

Det var det samme med Seren, vis krop var fra fødderne, til midten af maven, kun lavet af bevægende vand. Man kunne se, at hun havde øjne, mund og næse, men det var utydeligt.

Fra Coras fødder og til midten af hendes mave, og videre, var der grene, lyserøde og gule blomster, med blade og jord. Det delte sig alt sammen med lynets hast og det skræmte Gabriel fra vid og sans, det pigerne gik igennem lige nu.

*********************

 

Cora var i et hvidt, tomrum. Der var ingen andre end hende og beskytterne. Beskytterne var ikke til meget hjælp, da de alle sad på numsen, benene krydset og lukkede øjne. Der var ingen der sagde noget, ingen der bevægede sig.

Cora sad på numsen, benene krydset og øjnene åbne. Hun så elementer, der fløj rundt i luften og omringede dem, smukt og farligt alligevel.

Zera var omringet af ildkugler, Lina af tornadoer, Seren af bobler af vand og Cora, var nu når hun sad ned, omringet af svævende blomster og grønne grene.

Hun gjorde som de andre og lukke øjnene, mens hun prøvede at slappe af. De måtte gøre, hvad der skulle gøres for at blive et med deres elementer...

"Cora, Cora i må vågne. Vi kan ikke holde dæmonerne tilbage meget længere!" Hendes koncentration blev straks ødelagt af Frals stemme, der brød igennem trancen. Hans kald på hjælp, vækkede ikke blot hende, men også de andre beskyttere. De vågnede alle med et sæt og forvildede blikke.

"Hvad sker der? Hvor er vi?" Seren rejste sig som den første og hun søgte desperat efter en udgang fra dette hvid tomrum. Zera, Lina og Cora rejste sig også og kiggede sig omkring.

Cora lagde en hånd på Serens skulder og hviskede. Hun ville ikke tale for højt, bange for at ødelægge freden herinde.

"Vi bliver nød til, at vågne, Seren. Men vi skal først forvandle os. Os alle sammen". Seren sukkede frustreret og snerrede.

"Men hvordan i helvede skal vi gøre det!?" Cora trak på skuldrene.

"Det ved jeg desværre ikke. Måske, skal vi fjerne forhindringerne fra vores sind, før vi kan lade elementerne tage over". De andre piger så forvirret på Cora. Ingen af dem vidste, hvordan de skulle gøre dette her, men de måtte finde ud af det. Og det skulle være i en fart!

Zera agede sig hen over hagen og udbrød pludseligt chokeret.

"De ting der ovre, vores elementer. Måske, måske skal vi røre ved dem!" Lina lagde armene over kryds og smilte overbærende.

"Virkelig?! Røre ved dem". Zera smed armene op i luften, opgivende.

"Jamen, hvad ellers? De har brug for os og vi kan ikke bare vente! Vi bliver nød til i det mindste, at prøve". Zera trampede forbi de andre piger og hen til sit element. Hun tog en dyb indånding og lod sin fingre røre blidt ved flammen. Som om flammen blev endnu kraftigere af den enkle berøring, delte den sig, omringede Zera og dækkede hende til. Et forskrækket skrig forlod hendes læber og så var hun væk og lod de andre beskyttere til sig selv.

De andre beskyttere tog et hurtigt kig på hinanden, brød ud i smil og skyndte sig over til deres egne elementer.

************************

 

Gabriel var ved at gå i panik! Indtil videre, var der allerede blevet dræbt seks mænd, for at holde dæmonerne inde og ikke nok med det. Judah var kommet derover i stedet for at blive ved Orkerne. Det var også ham, der havde dræbt de seks mænd.

"Jeg foreslår, at i giver op og måske, vil jeg så lade jer leve som slaver". Gabriel grinte over Judahs forslag og svarede tilbage.

"Det vil aldrig komme til at ske. Beskytterne vil beskytte os!" Judah åbnede munden og skulle til at svare tilbage, da en nedladende stemme svarede for ham.

"Bare rolig Gabriel, vi forlader aldrig Efaildia". Det lød som Lina, men stemmen var en anelse mørkere og mere dyster.

Alle vendte sig mod stemmen. Orker, dæmoner, landsbybeboerne og, Gabriel og hans mænd.

Seren svævede oppe i luften, lavet af vand og med et koldt og farligt smil på læberne.

Lina var også oppe i luften, lavet af vind og storm, med et seriøst udtryk.

Zera svævede også oppe i luften, lavet af ild og varme, og med et legesygt smil på læberne. Men den person, Gabriel virkelig havde øjne på, var Cora.

Cora svævede som de andre, lavet af grene og pyntet med lyserøde blomster og grønne blade, mens hun stirrede med triste øjne på Judah.

Hun burde aldrig se, så trist ud.

"Hvad kan i gøre?!" Judahs snerren gik virkelig pigerne på nerverne.

Cora landede yndefuldt på jorden lige foran Judah, lagde hånden på hans kind og sagde ligeså trist som hendes blik.

"Jeg beklager, min søn, men du har ødelagt for meget, skabt for meget kaos og frygt, til at jeg kan lade dig leve videre". Pludselig trådte Cora væk fra Judah, fløj op tilbage til de andre beskyttere og råbte, så højt så alle kunne høre det. "Judah og hans dæmoner, har bragt skam og lidelse over Efaildia. Det må de bøde for, med forvisning!" Folk kiggede med overraskelse på dem alle. Hvordan ville beskytterne få Judah og hans horde af dæmoner ud fra Efaildia??

"Og hvilken forskel vil det gøre? Lige meget hvad, kan i intet gøre mod os. Mod mig!" Zera klukkede og svarede lystigt.

"I den normale verden, findes der ingen magi. Ryger du først derud, mister du dine kræfter". Judah så rasende ud. Han ville tydeligvis ikke miste sin magt og lederskab. Det var en sejr, at de fik en reaktion ud af ham.

Beskytterne tog hinandens hænder og svævede mod dæmon horden og Judah.

"Forsvind, Gabriel". Coras stemme var uden følelse og helt monoton. Det var nyt, at høre hendes toneleje sådan og det var skræmmende.

Gabriel gjorde straks, hvad han blev bedt om og fjernede sig sammen med sine mænd. Han skulle ikke nyde noget af ikke, at høre efter, hvad han blev bedt om.

Cora, Zera, Seren og Lina samlede deres kræfter, så det blev en stor, pink masse der formede sig som et net. Det fangede alle dæmoner og selve Judah. Hans rasende råb og vrede forbandelser, rørte ikke beskytterne, der blot kastede nettet hen mod den skjulte dør, lige ved kanten af den. Det var en fuldtræffer og beskytterne kunne høre folk juble bag dem.

Ms. Woods stod ved kanten af døren, sammen med de andre familiære og messede. De havde en stor, gammel skriftrulle svævende foran sig og de messede de ord, der ville sørge for at porten lukkes, permanent.

Gabriel og hans mænd fulgte efter, ved at gå op på deres skib og holde øje med, hvad der skete. De var bange for, at dette ikke ville lykkes og derfor, ville bringe en ende til Efaildia, som de kender det.

Beskytterne blev ved med at skubbe og flå i det pinke net, til det næsten var lige ud af portalen.

"Jeg vil ikke forsvinde, uden i har følt min vrede og hævn! Jeg vil aldrig forsvinde rigtigt". Judah løftede hånden og beskytterne så til mens hans mørke kræfter, gled fra hans hånd, hen af jorden og pakkede, Den eventyrlystne ind, i en slags kvælende tåge. "Jeg vil altid komme tilbage".

"Nej". Hviskede Cora ulykkeligt.

Judahs hånd knyttede og da ham og hans dæmon horde faldt igennem portalen, tog de langsomt Gabriels skib med dem.

Skibet skrabede hen af jorden og Cora kunne se, hvordan mændene prøvede, at hoppe ud over skibsrælingen. Men hver gang, en mand ville prøve og hoppe af, ville den magiske tåge bare flå dem direkte tilbage til skibsdækket.

Coras smertefulde skrig fyldte luften, da hun så Gabriel og hans mænd falde igennem portalen, med skræk malet i deres ansigter.

Gabriel råbte på Cora, prøvede at slippe fri, så han kunne nå hende, men det var forgæves. Med de sidste ord fra familiærene, blev portalen lukket og det var det sidste Cora så til Gabriel, da portalen lukkede sig.

"Nej!! Please sig, at der er en måde på, at åbne porten igen, please!" Ms. Woods hørte hendes skrig på hjælp og kom hurtigt derover, med en ulykkelig mine. Dette var en fejl, der ikke kunne rettes.

"Jeg beklager Cora, men det var det. Portalen er lukket for evigt. Der er ikke mere vi kan gøre. Jeg er så ked af det!" Ms. Woods stemme var røget i baggrunden. Det eneste Cora kunne tænke på var, at hun aldrig ville se Gabriel igen. Aldrig se hans smil og stormfulde øjne, der altid havde et frækt og udfordrende glimt. Aldrig mærke hans hænder og mund på hendes krop og aldrig høre de tre ord, han sagde for kun nogle få timer siden.

Med beskytternes arme om hende og folket der omringede dem i taknemmelighed, græd Cora al hendes sorg ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...