The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
814Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Det var to dage inden den mørke krig og alle var bange.

Kong Leopold og dronning Sansa fik sorte riddere til at pakke nogle af folks ejendele for, at flytte over til byen, Dalall. Her skulle alle de kvindelige bønder og børn være, mens mændene stod tilbage og kæmpede.

Kong Leopold og dronning Sansa ville begge blive tilbage og kæmpe. I Efaildia, kæmpede dronningen såvel som kongen for, at vise deres folk at de stod ved deres mænds side, uden set hvad. De var en god ting, hvis man kendte til den form for konge og dronning.

De sidste bønder blev sat på vognene, af Cora og de andre beskyttere. Hun var selv bange. Aldrig havde hun været i krig, men hun ville gøre alt for Efaildia. Efter alt, hvad der var sket de sidste mange dage, var det, det mindste hun kunne gøre.

Cora greb fat i en lille pige, med en hvid ulve-hale, hvide ulve-øre og gule, lysende øjne. Pigen havde en bamse i hånden, som hun klemte rigtig godt i sin lille, buttede hånd, da Cora satte hende op i en af vognene, hvor hendes mor og søskende var.

Stakkels pige.

"Sådan Cora, det ser ud til, at alle kvinder og børn, der ikke kan kæmpe, er kommet på en vogn. De køre nu". Seren børstede sine hænder af i sin krigs kjole og smilte tilfreds. Cora nikkede bekræftende og vinkede lidt til den skræmte lille, ulvepige, der vinkede tilbage.

Coras tøj, var en kjole i farven grøn, lavet bestemt til krig. Hun havde ingen sko på, da det bare ville gøre hende langsom og være til besvær. Den var elegant, nem og bevæge sig i og bare for sjov, elskede hun farven.

  Zera havde også en kjole på, speciallavet til krig. Det var en hvid kjole med en glitrende, mørkerød overdel, der lå ud over den hvide kjole. Lettere elegant og lige så nem og bevæge sig i, som Coras.

  Serens kjole var samme design, som de andres, bare blå. Den var lidt sødere og glimtede når solens stråler ramte den. Den havde en hvid underkjole, med en mørkeblå overdel ud over.

Så var der Linas kjole. Den var sølv og grålig, let og en smule skindene og helt igennem, smuk! Den passede hendes former perfekt. Den havde nogle snører, der bandt kjolen sammen foroven.

"Cora, du kan stadig godt nå, at sige farvel til Gabriel, hvis du vil?" Serens prøvende stemme nåede hendes øre og hun blev straks irriteret. Lige siden alt det med Gabriel, havde Cora ikke kunne tåle, at høre folk snakke om ham eller hende. Specielt ikke om dem.

"Hvorfor skulle jeg dog ønske det!?" Seren veg væk fra Coras pludselige udbrud og det gjorde ikke Cora bedre tilpas med sig selv, eller de andre.

Hun sukkede opgivende og marcherede væk fra den overfyldte plads og ind til slottets bibliotek. Her ville der ingen folk være. Kun ren stilhed og vigtigst af alt, ingen nysgerrige beskyttere, der gerne ville vide, hvorfor hende og Gabriel ikke var sammen. Underholdende nok, siden de alligevel ikke måtte.

***********************

 

"Okay alle mænd, vi sejler om to timer. Vær klar!" Gabriel hoppede ned fra dækket og snuste ind. Luften var fuld af duften, af havvand, salt og noget andet friskt.

Gabriel hørte en knirken og inden han kunne nå at dukke sig, kom der en boble af vand slyngende mod ham. Den ramte ham lige i hovedet og latter udbrød overalt på skibet. Dog, med et enkelt blik, tig alle stille og hans opmærksomhed blev vendt mod den utilfredse vand-beskytter.

"Må jeg spørge om, hvorfor du synes mit skønne ansigt, skulle plaskes til?" Hans stemme dryppede af sarkasme og irritation. De beskyttere ødelagde også bare alting for tiden!

"Fordi du er en lille, løgnagtig, hjerteknusende fjols, som jeg burde have druknet da jeg havde chancen!" Seren rystede nærmest af indædt raseri og Gabriel var ikke dum nok til, at udfordre en kvinde der var så hidsig. Slet ikke for at tale om en beskytter.

"Ja, det lyder som gode grunde, jeg dog ikke kender til". Gabriel tørrede sit ansigt med sit ærme. "Seren, hvad i gudernes navn sker der?"

Seren gik op til dækket af skibet og stillede sig lige foran Gabriel, der mest af alt havde lyst til, at flygte i det øjeblik.

"Hvorfor vil Cora ikke tale med dig? Hvorfor vil hun ikke kigge på dig? Og, hvorfor er hun så kold og hård mod alle. Selv os?!" Gabriel mærkede minderne fra de to uger siden, komme frem. De klemte hans hjerte. En stærk pressen i hans bryst og utålelig ord, blev gentaget i hans hoved.

"Det ved jeg for helvede ikke! Har du overvejet at spørge, jeg ved ikke, hende?" Seren havde lyst til at skrige i frustration.

"Tror du ikke allerede, jeg har prøvet det. Hun vil ikke snakke med nogen af os, og du har heller ikke ligefrem været imødekommende over for andre væsner, på det sidste". Han trak fraværende på skuldrene.

"Og hvorfor skulle jeg. Jeg mener, Efaildia er ikke mit rigtige hjem. Det er Coras". Gabriel smilte kynisk til Seren og sagde, de præcise ord, Lina havde sagt. "Hvis Cora var sammen med mig, ville jeg bare være en distraktion!"

Gabriel udtalte hver eneste ord, tydeligt og præcist, så Seren vidste hvad han talte om.

Serens øjne blev store og hendes mund faldt åben.

"Du hørte os!?" En lille, uskyldig hvisken, der havde ødelagt så meget på en enkelt aften. Han nikkede og smilte bittert.

"Hvert eneste ord!" Han gav hende et spottene klap på skulderen og ville til at gå sin vej, da hendes næste ord, stoppede ham brat.

"Sig sandheden til hende. Gå ikke væk herfra, med et knust hjerte og en viden om, at du har knust den eneste chance, du havde for et lykkeligt liv, Gabriel. Hun ville forstå, men ikke hvis du ikke forklare hende det". Han vendte sig mod hende og grinte humorløst.

"Efter alle de forfærdelige ting, jeg sagde til hende, er det utroligt, jeg stadig har et bankende hjerte! Hun hader mig, hun afskys bare ved synet af mig og hun vil helt bestemt, ikke høre nogle af mine undskyldninger!" Et trist smil brød frem på Serens ansigt.

"Så lad være med at komme med nogle undskyldninger".

***************************

 

Cora ville ikke såre nogen. Specielt ikke pigerne, der alle havde været her for hende, men hende og Gabriels ord til hinanden, ødelagde noget inden i hende og hun vidste ikke, hvordan hun skulle reparere det igen.

"Er det okay, hvis jeg kommer herind?" Den maskuline stemme, der før bragte hende glæde, fik vrede til at vælde op i hende. Hans stemme var så mørk og dyster, som aldrig før, med en hjælpeløs klang til den, hun aldrig før havde hørt.

"Jeg ejer intet inde på dette bibliotek, så gør som det passer dig". Hun ignorerede hans tilstedeværelse og prøvede at slappede af. Desværre, så kunne hun ikke slappe af, fordi hans mørke, grå blik hele tiden var på hende.

Gabriel tog et par skridt tættere på hende og på hendes hjerte.

"Cora, jeg..." Hans stemme knækkede, men Cora faldt ikke for det. Det var bare endnu et af hans fine, små tricks, der i enden ville gøre hende til den idiotiske og naive. Hun nægtede, at blive gjort nar af endnu en gang og fortsatte dermed, at ignorere hans tilstedeværelse. "Jeg er ked af det. Det hele, det hele var en kæmpe stor løgn. Du betyder noget for mig, en masse faktisk. Jeg var bare for bange, for bange til at fortælle dig, hvor-".

Hun afbrød ham midt i sætningen og nægtede at høre mere. Nu var det hans tur til at høre og han ville nok aldrig kigge på hende igen bagefter. Det burde gøre hende glad, så hvorfor følte hun sig så, så kold inden i.

"Jeg er ligeglad, Gabriel". Hendes stemme var kold og uden nogle følelser overhoved. Hun kunne se hans øjne vælde med tåre, der dog stadig ikke forlod hans øjne og de var nærmest levende af sorg. Men, hun fortsatte sin snak, trods alt. "Du har ret, vi havde det sjovt. En sikker, kæmpe fejl på min side, men jeg har lært af den og tro mig, når jeg siger, at det aldrig kommer til at ske igen. Du er bare en simpel pirat, en lovløs. Du har ingen betydning for mig eller andre og ærlig talt, så kunne du sejle væk lige nu og folk ville glemme, du overhoved var her. Især mig!" Hun kunne knap fortsætte.

"Cora-".

"Jeg kan ikke engang kigge på dig, med så meget blod på dine hænder og så meget død, der følger dig, er det utroligt at du stadig står oprejst. Jeg kender nu den rigtige Gabriel, kaptajnen af; Den eventyrlystne. Og han er ingen mand. Han er en kujon, et barn!"

Gabriel var frosset som is. Han sagde intet, gjorde intet. Han fjernede sig ikke, selv nu når hun stod så tæt på ham, så han bare kunne læne sig fremad og kysse hende. For intet af det betød noget. Ikke efter hendes erklæring af had til ham.

Han smilte smørret, koldt og kynisk og hviskede.

"Så du ville glemme mig, ligesom alle andre?" For hvert ord, trådte han nærmere og nærmere. Cora mistede snart modet, hvis ikke hun havde et jerngreb i det.

Cora nikkede, men kommenterede ikke. Hun stirrede blot på ham.

"Så, hvis jeg er så ubetydelig, hvorfor lod du mig så i din seng? Hvorfor fortalte du mig, så meget om dig og hvorfor, skal du så lyve, så meget som du lige har gjort?" Hun hev efter vejret, da han stod helt tæt op af hende, med begge hænder på hendes hofter og munden, kun få centimeter fra hans, var det utåleligt, at være hende.

"Jeg lyver ikke, det behøver jeg ikke. Jeg siger blot sandheden. At du ikke kan lide den, gør den ikke mindre sand". Han rystede på hovedet og strejfede, drillende hendes læber.

"Måske ikke, men jeg har nu en ret god ide omkring, hvad du synes om mig og bestemt, om du vil glemme mig eller ej". Hun rystede vildt på hovedet og råbte af ham.

"Hold nu mund! Hvorfor skal du ødelægge alt. Alt hvad der er i nærheden af mig, bliver ødelagt af dig. Skrid og kom ikke tilbage! Det er jo ikke fordi, jeg vil savne dig, eller være det mindste bekymret for dig". Hendes udbrud, gjorde Gabriel overlykkelig. Hun elskede ham faktisk stadig, selv efter alt det han sagde. Hun ville ikke vie så meget følelse, så mange sårede følelser, hvis han ikke stadig betød noget for hende.

Gabriel lagde begge hænder mod hendes kinder, som dengang hvor hun gjorde det mod ham og kyssede hende. Da deres læber mødtes, var det som om alt bare gav mening. De havde aldrig skændes, der var ingen krig og bestemt ingen Judah. Kun hende og ham, kun dem.

Han masserede sine læber kraftigt mod hendes. Så han var sikker på, at hun kunne mærke alt det, han kunne mærke. Så hun kunne føle, hvor meget han elskede hende og hvor bange han var, for at miste hende.

Cora var den der trak sig væk og det var hurtigt, som om hun havde brændt sig. Hun rystede langsomt på hovedet og mumlede.

"Nej, nej, nej. Han skal bare gå væk!" Og Gabriel hørte det hele. Hun elskede ham, men ville have ham væk.

"Cora, jeg var ondskabsfuld, modbydelig og et kæmpe fjols". Gabriel trak hende tilbage i sine arme. "Vær med mig og bliv hos mig". Men hun rystede bare på hovedet af ham og hviskede hæst.

"Hvor naiv tror du stadig jeg er? Jeg vil intet have med dig af gøre og nu foreslår jeg, at du forlader Efaildia. For noget siger mig, at du ikke vil bryde dig om det, der snart kommer". Kulden i hendes stemme, knækkede næsten Gabriel. Han kunne ikke håndtere, at se Cora på den måde. Kold og ufølsom, det var bare ikke hende.

"Hv-hvis det er det du ønsker, så går jeg, men lov mig i det mindste, at du vil åbne dig op for beskytterne igen!?" Han lænede sig tøvende frem og da hun ikke trak sig væk, kyssede han hendes pande og hviskede ulykkeligt. "Jeg elsker dig, Cora".

Cora gispede og skulle til at svare, da hun blev afbrudt af jorden, der rumlede som om der var jordskælv. Gulvet knækkede i halv lige imellem hende og Gabriel. Han råbte efter hende, men hen over den høje lyd af jord der blev splittet og de rædselsskrig, Cora nu kunne høre udefra, var det mere som en mumlen end et råb.

Cora faldt ned på sine knæ og dækkede sit hoved med sine arme. Hun havde sådan lyst til, at rejse sig op og hjælpe. Fjerne de skrig af rædsel og skræk, hun kunne høre.

"Cora! Cora du bliver nød til at komme op. De har brug for dig. De har alle brug for dig!" Hun så igennem et sløret blik, Gabriel med blod nede af panden og hagen, og et bekymret blik.

Hun nikkede langsomt og ved hjælp af ham, der så pludseligt var ved hendes side, kom hun med besvær op. Det tog nogle sekunder for hende, før hun kunne slippe ham og da hun gjorde, var hun stadig en smule svimmel.

"Cora, er du-", hun holdte sin hånd oppe.

"Jeg har det fint, Gabriel. Skynd dig nu bare og smut, inden dig og dine mænd kommer til skade". Og med de afskedsord, løb Cora alt hvad hun kunne mod udgangen til biblioteket og skyndte sig ud til markedspladsen, der nu var fyldt med mørke, skræmmende væsner.

De var alle tågede, sorte væsner med glødende, røde øjne. De kiggede sig omkring med sult og deres lange klør, var badet i uskyldigt blod. Deres snerren, bragte forfærdelige minder frem i Cora, der med en del viljestyrke, fik lukket dem ude.

"Dæmoner!" Gabriels dystre stemme, gjorde bare situationen værre.

Cora rystede på hovedet og kunne ikke fjerne sit blik fra de døde, blodige kroppe der lå spredt på jorden. Hun søgte efter de andre beskyttere og så dem stå foran landsbyfolkene, der endnu ikke var døde. De stod, rasende og frygtløse foran en hel horde af dæmoner, ledet af en ung mand.

Coras vejrtrækning stoppede og ufrivillige tåre, truede med at løbe.

Den unge mand havde hvidt hår, et markant ansigt, velbygget krop, hel sorte øjne, som rent mørke og en modbydeligt, kynisk smil.

Judah, hendes søn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...