The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
931Visninger
AA

15. Kapitel 14.

"Hvad er der Gabriel?" Nervøsiteten steg hos Cora og luften var anspændt og ubehagelig. Hun troede aldrig, hun skulle mærke sådan en atmosfære omkring frie, cocky Gabriel, men der var åbenbart en første gang for alting.

"Mig og mine mænd rejser snarest muligt..." Lige det sekund var det, som om alt frøs til is. Hun kunne ikke tro, hvad hun hørte. Han rejste og så med hans mænd.

"J-jamen, jeg troede i var glade her. At det var her i så gerne ville være og bo". Det var som hendes stemme steg et toneleje, for hvert ord der forlod hendes mund. Han kunne da ikke bare rejse! "Okay, hvornår forlader vi havnen?" Faith prøvede at holde sin stemme så rolig som aldrig før, men hele situationen gjorde det meget svært for hende.

Gabriel vendte sig om mod hende og sukkede. Dette var sværer end regnet med.

"Der er ikke noget vi. Du skal ikke med. Det bliver kun mig og mændene, som altid". Hun rystede hurtigt på hovedet.

"Nej, jeg skal med!" Gabriel grinte en humorløs latter og rystede kraftigt på hovedet.

"Nej, det skal du ikke. Jeg har afleveret dig, du skal snart i krig og jeg vil ikke dø endnu, så". For hvert ord, der forlod hans mund, smertede det mere og mere. Hans egne ord stak ham i brystet, som en dolk.

Cora fumlede med sine hænder og bekæmpede sine tåre, der truede med at falde.

"Hv-hvorfor?" Det var ikke mere end en hvisken, der forlod hendes mund, men Gabriel hørte hvert eneste ord, som var det forstærket.

"Hvad mener du!?" Han gjorde sin stemme hård og uigennemtrængelig, som stål.

"Gabriel, jeg el-elsker dig jo. Det troede jeg, du vidste". Hans vejrtrækning stoppede, da de bestemte ord forlod hendes mund. Åh, hvor havde han ventet på, at høre de ord forlade hendes vidunderlige mund. Gid, han ikke skulle gøre dette.

Han smilte smørret og trak på skuldrene. Ord, der kunne knuse forlod ham.

"Og du troede, at jeg følte det samme. Hvor er du naiv!" Cora gispede og denne gang, kunne hun ikke holde tårerne tilbage fra at falde. Det gjorde fysisk ondt på hende, at høre sådanne sårende ord komme fra ham. "Jeg ville da aldrig kunne elske sådan en som dig! Du har for meget bagage og ærlig talt, så har jeg ikke brug for en bastard-unge ude efter mig".

Gabriels ord var hårde og modbydelige. Hans blik virkede ikke angerfulde eller sorgfulde, som Cora ville have ønsket.

Cora kunne ikke lade være. Hun skulle have sin vrede ud og lige nu, var der ingen til, at holde hende tilbage. Hun løftede sin hånd og smækkede Gabriel hen over kinden. Smækket gav genlyd i hele kammeret og hvis luften havde været kvælende før, var det ingenting i forhold til nu.

"Hvor vover du! Du ved ingenting. Du var der ikke". Hendes stemme knækkede ved det sidste af sætningen, men det virkede ikke til at påvirke ham på nogen måde. Han kiggede ikke engang på hende længere.

"nej og det er jeg ved helvede, glad for. Plus, jeg vil ikke dø eller miste mænd på grund af Efaildia". Han kiggede bag om sig og hen på døren. "Heller ikke for dig, Cora".

Cora frøs og kunne bogstavelig talt, ikke mærke sin krop. Hendes stemme virkede ikke som den skulle, hendes krop var ikke til at bevæge og selve hende, var som et smadret krus. Ikke til at sætte sammen igen. Ikke på samme måde, som før. Der ville altid mangle et skår.

"Du er en kujon. En kæmpe, modbydelig kujon, der ikke fortjener andet end helvede!". Cora skreg sit raseri ud. Hun var ikke blot vred, men rasende.

Gabriel forlod kammeret hurtigt efter den sætning, uden et ord. Selv der kunne Cora ikke bevæge sig. Hendes ben ville ikke lystre og hendes stemme kunne ikke bruges til, at tilkalde hjælp med.

Hun var bare sig selv, alene...

***********************************

 

Gabriel havde aldrig grædt for andre end sin bror, da han mistede ham. Selv da hans forældre døde, dengang han var lille, græd han ingen tåre. Det var bare nemmere for ham på den måde, ikke så mange følelser og ingen røde, puffet øjne, som fik folk til at kigge på ham med sympati.

Han prøvede desperat, at presse de kommende tåre tilbage. For helvede, hvilken pirat var han! Pirater græd ikke. Især ikke ham og alligevel, faldt hans tåre næsten for en kvinde som Cora.

"Mænd, vi forlader Efaildia dagen inden den mørke krig!" Alle hans mænd stirrede overrasket på ham. Det var ikke noget de havde regnet med og de havde faktisk ikke lyst til at forlade Efaildia.

"Jamen kaptajn, jeg troede at vi skulle blive! Vi elsker Efaildia, det er vores hjem". Selvfølgelig skulle mændene også lige modsætte ham lige nu. Han vendte sig mod den talende og flåede sin pistol frem.

Manden foran ham, rystede og så meget skræmt ud, som om han snart ville pisse i bukserne.

"Dem som ikke vil med, kan bare blive. Det er jo ikke fordi, jeg bekymre mig for sådan nogle bagateller. Men husk lige, hvor jeres loyalitet ligger. Hos de rige eller os, på havet!" Han satte sin pistol tilbage i sine bukser og forlod rummet, som de havde fået af kongen og dronningen, da de lige var ankommet. Dronning Sansa nægtede, at lade piraterne sove på skibet som altid. Det var åbenbart ikke godt for helbredet.

"Hvad i helvedes navn, laver du?" Gabriel vendte sig mod sin onkel og løftede begge øjenbryn i spørgsmål.

"Hvad snakker du om?" Buster havde lyst til at ruske sin nevø, men holdte sig fra det, med besvær. Han gik hen foran ham og hvislede.

"Jeg mener, om Cora ved at vi forlader havnen og om hun har pakket?" Et øjeblik, så Buster ren sorg i Gabriels øjne. Sorg, som da David, hans anden nevø, valgte sin sociale status frem for Gabriel.

"Hvad har du gjort!?" Den lille hvisken, Buster kom med, var nok til at vække Gabriel fra hans døs. Den døs, han ellers gerne ville blive i.

"Ingenting". Han vendte sig om for at gå, men lige i sidste øjeblik, vendte han sig om med en vred grimasse.

"Og lige en sidste ting. Cora kommer ikke med". Gabriel kiggede ned i gulvet og lod en enkel tåre glide. "Hendes forpligtelser ligger her og jeg har ikke brug for en dum tøs, som bare vil være til besvær!" Og med de afskedsord, forlod Gabriel slottet og tog hen til sit skib, for at overnatte der.

****************************

 

Den konstante banken ville ikke holde op, selvom Cora bad om det inde i sit hoved. Det måtte være hendes dør, men hendes øjne forblev lukket såvel som resten af hendes krop.

"Cora, søde ven vil du ikke åbne?" Alt ændrede sig dog, da hun hørte Busters stemme. Hvad lavede han her?

Cora rejste sig fra sin seng og gik hen og åbnede døren. Der stod Buster, med sin grå, venlige øjne og grå skæg, flettet med farverige snore. Han sendte et sympatisk smil hendes vej og lagde sine store, buttede arme om hende. Han lugtede af øl, tobak og havduft. Normalt, ville al det have givet hende kvalme, men på en eller anden måde føltes det bare rigtigt.

"Åh Cora, hvad har han gjort mod dig?" Buster trak hende hen til sengen, hvor de satte sig ned og kiggede på hinanden. Der gik noget tid med en irriterende stilhed og med et suk, brød Cora den.

"Der er intet gjort galt mod mig, Buster. Jeg har det fint". Buster så ikke ud til at tro på det et sekund, men det var vigtigt for Cora, at alle troede på det. Nu var det slut med, at være ked af det og føle sig ødelagt! Hendes første kærlighed, blev myrdet af dæmoner. Hendes søn, blev forvandlet til en ondskabsfuld dæmon selv. Og nu, hendes første kærlighed og støtte, siden Benjamin, har nu forladt hende med sårende ord, hun aldrig vil høre igen.

Hun kunne ikke lade sig være svag. Ikke for nu, i hvert fald.

"Cora, hvis han har-".

"Buster, jeg holder meget af dig. Du var der da jeg havde mest brug for hjælp og for det, vil jeg være dig evig taknemmelig! Men det at Gabriel har valgt, at gå sin vej..." Hun tog en dyb indånding. "Er bare sådan det er. Intet vi gør ændre ved det og ved du hvad? Jeg tror, det var for det bedste. Vi har haft det sjovt og ja, måske snørede han mig, men jeg er Cora, jord-beskytteren og jeg bukker ikke under for ham eller nogle andre, ikke mere!"

Hvis Buster havde nogen indvendinger, sagde han dem ikke. Han kiggede blot med stolthed i blikket og tåre, der ikke ville komme frem.

"Jeg er meget stolt af dig, Cora. Du er en kvinde, uden lige og min nevø, er den største idiot for at lade dig gå, uden kamp". Han kyssede begge hendes kinder, rejste sig op og gik hen til døren. "Hav det godt, min kære pige".

"Cora, er du der!?" En irriteret stemme brød igennem Coras tanker og hun kiggede forskrækket op på Zera, Seren og Lina. De så alle irriterede ud og ærlig talt, så fik det hende bare til at smile. Det mindede hende om et af hendes ny fundne minder.

 

"Cora, du er ukoncentreret!" Seren havde begge hænder på sine hofter og et spidst blik, sat fast på Cora. Alle beskyttere trænede lige nu, men på grund af hendes mand, der holdte hende pludrende søn, gjorde det hende bekymret.

"J-ja, hvad er der?" Seren smed hænderne op i luften og råbte frustreret.

"Hvorfor guder. Hvorfor?" Hun grinte og det kunne alle se, men hendes dramatiske hånd gestus gjorde situationen dobbelt så sjov.

Cora havde begge arme om hendes mave og knækkede sammen af grin over Seren, da hun pludseligt hørte sin baby græde. Hun kom sig hurtigt og skyndte sig over til sin dreng. Hendes mand Benjamin sad på græsset og tyssede på deres søn.

"Benjamin, han er sulten. At tysse på ham, vil ingen forskel gøre". Cora tog, smilende drengen ud af Benjamins hænder og satte sig ned på græsset ved siden af ham. Hun tog sin trøje af, sit korset og lagde sin søn til, så han kunne få noget mælk. Han stoppede straks med at græde og suttede, mens Benjamin kyssede Coras kind og hals.

"Jeg elsker, at se dig give vores søn mad!" Hun smilte tilbage og sukkede tilfreds.

"Jeg husker, mere og mere fra vores fortid. Minder fra forskellige vinkler". De andre beskyttere stirrede overrasket på hende og to sekunder senere, udbrød alle i høje hvin, mens de kastede sig over Cora med kram og glade ord. Hvis Cora var i tvivl omkring deres forhold, var hun det ikke længere. Hun havde været så bange for, at de ville hade hende for at have født et monster, men de behandlede hende bare endnu sødere, blidere og som en stor familie. Som havde hun søstre.

De har endda glemt, at hun ikke havde koncerteret sig.

 

"Piger, jeg beklager, men jeg må altså få skrevet til min veninde Elisabeth. Hun er min barndomsveninde og betyder alt for mig, og jeg har endnu ikke skrevet til hende". Det var noget Cora lige kom i tanke om. Tanken om en stor familie, mindede hende om hendes venner, hun efterlod tilbage i London.

De tre andre beskyttere gav hinanden et blik og nikkede så, på samme tid.

"Som du vil. Der vil være papir, pen og blæk oppe i dit sovekammer, så du kan skrive dit brev". Zera nikkede mod døren og smilte.

Cora takkede dem alle og med hurtige skridt, gik hun mod sit sovekammer.

Hun havde taget alting frem. Papir, pen og blæk, til at skrive det længe ventede brev. Hun håbede sådan på, at der ikke ville være ondt blod mellem hende, Elisabeth og Elliot. Nu når de havde været venner i så mange år, og hun især behøvede dem nu. Hun kunne nok ikke fortælle dem alt, men det hun kunne fortælle, skulle fortælles ordentligt!

 

Kære Elisa og Elli.

Jeg ved godt, at jeg forlod jer ret pludseligt. Det var ikke min mening, at gøre sådan en forfærdelig ting mod jer, men jeg skulle væk fra London og fra mine snæversynede forældre...

Det var kujonagtigt af mig, bare at forsvinde på den måde, uden nogen ordentlig forklaring og uden et ordentlig farvel.

I skal begge vide, at jeg er i live, godt tilpas og lykkelig. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor jeg er. Faktisk, så kan jeg ikke fortælle jer særlig meget-i er så kloge, så i regner det nok ud.

Til Elisabeth, må jeg fortælle dig, at jeg har forelsket mig, i en yderst idiotisk og modbydelig mand. Han er frastødende, uden nogen form for takt og plig, og han er som en hulemand! Og trods alt det, forelskede jeg mig i ham, uden nogen form for tankegang og hensyn til mit uerfarne hjerte.

Jeg kan ej fortælle hans navn, hans alder eller noget andet end, at han er pirat og har bortført mit hjerte. Denne mand, har vendt alt jeg nogensinde har lært og kendt, på hovedet og har vist mig kærlighed og ømhed, som aldrig før.

Nu må du ikke tro, at vi kan have noget sammen, for han skal ud på havet og jeg...

Jeg skal blive her. I mit nye hjem hvor jeg høre til.

Frygt ej, kære veninde, for jeg har det godt og befinder mig et sted, hvor jeg endelig høre til.

Elliot, nu tager du dig godt af min veninde, eller jeg vil forlade mit nye hjem og komme efter dig, med sværd og det hele. I to høre sammen og jeg kan ikke komme på nogen, der er så perfekte for hinanden, som i.

Pas godt på hinanden og elsk, som aldrig før.

Jeres kæreste ven og pårørende, Cora Turner.

 

Cora foldede pænt brevet, lagde det i en hvid konvolut og stemplede det med Efaildias segl. En rose, med flere blade end nogensinde set før. Et mærkeligt segl, hvis man spurgte Cora, men hvad Efaildia gjorde dengang, var ude af hendes hænder.

Cora fik tilkaldt en tjener, der hurtigt som lynet, fik sat brevet på en hel sort due, med røde striber på vingerne. Den usædvanlige due blev givet til hende, hvor hun derefter slap den fri, ud af vinduet.

Elisabeth og Elliot får sig en overraskelse.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...