The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
793Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Hvad gør man, hvis man bliver nød til, at dræbe nogen man elsker eller holder af?

Da Cora accepterede, at hun var en beskytter, var der ikke morderiske børn, dæmon angreb eller nye kærligheder indblandet. Hun havde regnet med eventyr, men åbenbart går eventyr og død, hånd i hånd.

"Gabriel, vi skal op". Cora havde nu prøvet at vække Gabriel i godt tyve minutter og han rykkede sig ikke en meter. Det standsede så ikke hende fra at smile efter en god nats søvn med hans arme om hende, men hun kunne ikke lade ham blive i hendes seng mens hun gik nedenunder for at spise morgenmad. Til gengæld, havde hun slet ikke lyst til, at gå ned og se de andre i øjnene efter alt det med hendes søn og dæmon lederen, Ghost. Det var jo trodsalt hendes skyld, det hele.

"Gabriel!" Gabriel hoppede forskrækket op og landede på gulvet ved sengen. Cora trak, grinende dynen mere om sig og pegede på ham med et stort grin.

"Hold da op, hvor blev du forskrækket". Cora prøvede at dæmpe hendes latter, men det var svært når han så, så utrolig morsom ud.

Gabriel sendte hende et ondt smil, før han sprang op på sengen og begyndte at kilde hende. Det var slut med, at prøve og være stille. De andre kunne med sikkerhed høre dem.

"Sig at du er ked af det. Sig det". Men Cora kunne knap nok får vejret af grin.

"Al-aldrig". Det var nogenlunde, det eneste han fik ud af hende. Han grinte højt og fortsatte med, at kilde hende. Hun ville vel give op efter noget tid.

"Godmorgen turtelduer! Morgenmaden er på bordet". Cora og Gabriel kiggede forskrækket op på Fral, der smilte fjoget til dem. Gabriel sendte ham en dødeligt blik, men han trak bare på skuldrene, gik hen til sengen og satte sig. Han ignorerede fuldstændig sin kaptajn.

"Hvordan har du det tøs?" Det var som om Cora ikke kunne smile mere end hun allerede gjorde. Hun syntes det var sødt, at selv Fral virkede til, at bekymrer sig.

"Jeg har det fint, Fral. Vi vil være dernede på ingen tid". Han trak på skuldrene, rejste sig og gik hen mod døren.

"Det er jeg glad for, at høre. Kaptajnen var meget bekymret". Og så forlod Fral rummet med et lille grin.

"Det passer altså ikke, at jeg var så bekymret!" Cora vendte sig mod Gabriel og kiggede på ham med et løftet øjenbryn. Hun kunne ikke sige, at hun forstod, hvorfor Gabriel altid skulle opføre sig som en person, uden følelser, men hun ville ikke diskutere et lige nu.

Cora lænede sig fremad og lagde et blidt kys på hans mund. Hun holdte ham ømt om kinden og lagde så meget følelse i det kys som hun kunne.

"Tig stille". Gabriel smilte og gav hende et kort kys.

Cora rejste sig fra sengen og gik hen til tøjskabet. Hun rodede lidt rundt i det og fandt en passende kjole at tage på. Den var rosa farvet, med en puffet underdel og puffet skuldre. Der var noget guld i syningerne og det så ud som om, nogen havde kastet perler på kjolen og de nu sad fast.

Cora trak sin natkjole af og tog den anden på. Hun bandt båndene foran og prøvede at rette den til, så den sad ordentligt. Hun mærkede pludselig en andens tilstedeværelse bag sig. Det tog ikke meget fra hende, at regne ud at det var Gabriel. Han bandt båndene bag hende, så de sad stramt til og passede hendes figur.

"Du ser vidunderlig ud. Kan vi ikke bare blive heroppe?" Hans læber strejfede hendes kæbe. "De har vel ikke brug for dig lige nu". Cora begyndte at fnise og vendte sig om mod ham. Hun lagde begge sine hænder mod hans kinder og sukkede lyksaligt.

"De har netop brug for mig, Gabriel. Hav en god dag og må vi ses senere". Hun strejfede blidt hans læber og forlod så sovekammeret. Han sukkede træt, men kunne ikke lade være med at smile stort. Han elskede hende bare.

 

Vent, elskede hende!?!

 

*******************************

 

"Beklager, at jeg først kommer nu, deres højheder". Cora bukkede ærbødigt. "Piger". Hun satte sig ved det aflange bord i spisesalen og foldede sin serviet ud, så den kunne lægge på hendes skød. Bordet var dækket af lækker morgenmad, med æg, bacon, juice, smør, marmelade og mælk. Der var endda frisk frugt! Jordbær, melon, ananas, og nogle af de andre mærkelige frugter, de havde her i Efaildia.

"Det gør intet Cora, så længe du har det bedre?" Det lød ærlig talt, mere som et spørgsmål, end en konstatering.

Dronning Sansa, kong Leopold og pigerne kiggede alle bekymret på Cora igennem morgenmaden. For hver bevægelse hun lavede, havde de deres øjne på hende som høge. Til sidst, kunne hun ikke klare mere af deres stirren.

"I stirre alle sammen, som om jeg vil falde død om på et sekund!" Hendes tone var hård og frustreret, men det var ikke fordi Cora havde lyst til at virke hård. Det frustrerede hende blot, at de ikke ville lade være med at stirre.

"Cora, please lad være med, at sige sådan noget". Zera kiggede ulykkeligt på hende. Hun opdagede først nu, hvad hun rent faktisk havde sagt og så undskyldende på dem alle sammen.

Cora sukkede, tog en tår af sin friske mælk og lagde koppen ned, så det gav genlyd i spisesalen.

"Jeg beklager". Hun tog et kig omkring sig. "Jeg har et spørgsmål". Dronning Sansa sendte et blidt smil hendes vej og den ubehagelige atmosfære fra før, forsvandt langsomt med det smil.

"Hvad for et spørgsmål kære?" Cora tog en dyb indånding og spurgte om det, hun havde været for nervøs til at spørge om før.

"Hvornår kommer blodmånen? Hvornår bliver vi angrebet af..." Ordene sad fast i hendes hals og tårerne pressede sig på. Hun havde aldrig i sit liv følt sig så ulykkelig, som lige nu. Måske bortset fra, da hun rent faktisk mistede Judah og Benjamin.

Cora gav et spjæt fra sig, da en varm hånd lagde sig over hendes. Zera smilte sørgmodigt til hende og endte sætningen for hende, hvilket hun var meget taknemlig for.

"Hvornår ankommer Judah?" Cora nikkede og kiggede skamfuldt ned i bordet. Skylden vældede op i hende, selvom det ikke havde været hende, der gjorde ham ond.

"Han vil ankomme på den hundrede blodmåne, som vil være over os om cirka en uge". Dronningens ord fik alle til, at være stille. Det var ingen behagelig stilhed. Det var en kvælende stilhed, der bare fyldte Cora med mere skam.

"Jeg synes ærlig talt, at vi skulle til at slappe lidt af, okay!?" Lina og de andre kiggede på Seren, som var hun sindssyg.

"I skal ikke kigge sådan på mig. Vi bliver nød til, at lære Cora endnu mere om hendes kræfter! Blodmånen vil være over os inden for en uge, og når den uge slutter, så vil der være krig i Efaildia. Vi har ingen andre muligheder end at lære Cora så meget som muligt om hendes kræfter og støtte hende, når det gælder hendes ondskabsfulde søn". Seren tog et undskyldende kig på Cora. "Undskyld, jeg ville ikke gøre dig, ked af det. Det er bare, du ved. Jeg har hørt en masse rygter omkring, hvad han har gjort for underholdning og det er skræmmende, selv for mig". Men trods Seren og hendes undskyldning, stirrede Cora bare ud i luften og nikkede med. Selvom hun ikke rigtig lyttede. Hun skulle nok høre om sin søn og intet af det ville være gode ting, så hun kunne lige så godt vænne sig til det.

"Okay Cora, du skal være bedre til dine kræfter og øvelse gør mester. Så hænderne frem og prøv at fremmane en blomst". Seren rejste sig fra bordet og iagttog Cora, der så hel forvirret ud.

"Hvad mener du Seren? Fremmane en blomst?" Hun nikkede, strakte armene ud og holdte hænderne flade.

"Se her". Seren kiggede intenst på sine hænder, løftede den venstre hånd og lavede yndefulde, flydende bevægelser med hånden. En stråle af vand fra en kande på bordet, kom flyvende gennem luften og dannede en boble over hendes højre hånd.

Seren smilte triumferende og begyndte, at lave mere skarpe bevægelser med venstre hånd. Boblen af vand, ændrede form og blev i stedet for en boble, til en galoperende hest. Hesten var bestemt lavet af vand, blå og fin, men den virkede næsten levende.

"Wow, det er utroligt Seren!" Cora kunne knap nok tro sine egne øjne. Seren havde nærmest skabt noget levende med sine kræfter og hun havde været vidne til det.

"Ja Cora og nu, er det din tur". Hun kiggede på Seren, som var hun sindssyg. Ligesom før. Seren var fantastisk til sine kræfter, men selv med minderne tilbage, havde Cora det stadig svært ved sine.

"Kom nu Cora, du kan jo godt! Jeg har set dig bruge dine kræfter. Du har for helvede brugt dine kræfter på mig". Seren så ud til at have al sin tro hos Cora. Det gjorde hende lidt gladere og hun fik mere tro på sig selv.

Hun nikkede med et lille smil og strakte sine arme ud, ligesom Seren havde gjort før.

Åh, hvor hun håbede på, at det ville gå dette her.

Først formede Cora sine hænder som en skål og meget langsomt, delte hun sine hænder. I samme tempo, som hun delte sine hænder i, foldede en blomst sig ud. Den var mørkerød indeni, med mørkeblå blade og en hel mørkegrøn stilk. Den var meget smuk og på Serens gispen, var hun tydeligvis enig.

"Jeg vidste du kunne gøre det, søde". Seren lænede sig fremad og tog et nærmere kig på blomsten. "Wow, jeg har aldrig set sådan en blomst før, hvor er den smuk".

Seren rejste sig fra sin stol og gik hen mod Cora. Det var et ret stor ting, at Cora kunne gøre sådan noget, som at lave en blomst. Det var bestemt ikke, det største hun havde gjort, men det gik an i forhold til situationen.

"Tak Seren, men jeg tror at det ville være bedst, hvis jeg lærte, hvordan man angriber. Ikke hvordan man laver blomster". En uskyldig fnisen forlod Serens mund og hun nikkede forstående.

"Jeg tror, at Zera ville være en bedre træner så. Hun er nok den der er bedst til angreb. I hvert fald i forhold til mig". Hun gav Cora en hurtigt, kort kram og satte sig tilbage på sin plads. Igennem det hele havde de andre bare stirret, men Cora kunne godt se, at de var stolte over hende og det drev hende bare videre.

Cora ventede spændt ved udkanten af Thoughtsome forrest. Det var her, hun skulle mødes med Zera og her, de skulle træne.

Der gik ikke lang tid før Zera dukkede op med et kæmpe smil. Det første hun gjorde var, at lave en ildkugle og sende den flyvende mod Coras hoved. Hun nåede lige at dukke sig, før den fløj lige over hendes hoved og ramte et træ bag hende. Heldigvis, var de ude ved skoven, hvor ingen andre var. Så ingen ville komme til skade. Måske ikke andre end træerne.

Cora lavede et mærkelig skrig og mærkede vreden og forfærdelsen boble op.

"Hvad helvede laver du!?" Zera trak bare på skuldrene og smilte nonchalant.

"Tror du, at dæmonerne viser nåde? De vil rive dit indvolde ud og spille bold med dit hoved, før de nogensinde viser nåde". Endnu en gang, formede Zera en ildkugle og sendte den afsted. Cora undgik den igen og lukkede så, koncentreret øjnene. Hun ville ikke komme langt, hvis hun kun afveg. Hun skulle angribe!

Cora løftede begge arme, strakte dem ud foran sig og da hendes øjne åbnede sig, blev der hurtigt sendt grene afsted. Grenene piskede sig fremad og prøvede, at ramme Zera op til flere gange. Med Coras guidning, fik de et fast greb om Zeras liv og løftede hende op. Lige meget, hvor meget hun kæmpede imod, blev grebet på hende bare stærkere og det gav Cora en vis tilfredsstillelse.

Zera gispede efter vejret og flåede i grenene, om hendes liv. Hun virkede til, at blive frustreret og det fik kun Coras smil til, at vokse sig større.

"Okay, du kan slippe mig nu, Cora". Hun gjorde som Zera sagde og slappede af i sine arme, så grenene slap deres tag i Zera. Zera landede på numsen og ømmede sig.

"Du behøvede ikke slippe mig oppe i luften. Du kunne have sat mig stille og roligt ned!" Cora trak smilende på skuldrene.

"Du fortjente det, eftersom du synes det var okay, at sende ildkugler efter mig".

"Det gjorde jeg vel min ven. Det gjorde jeg vel".

********************************

 

Okay, så han elskede Cora. Det var vel ikke så slemt.

Gabriel var gået ned til dæmon stenene for, at tænke lidt over hans situation med Cora. Hvis han virkelig elskede hende, så kunne de være sammen. Efter deres nætter sammen og på den måde, de begge kiggede på hinanden, var det vel ikke umuligt at de følte det samme for hinanden. Ja, de havde nok ikke sagt ordene til hinanden, men-

"Du ser ud til, at tænke meget grundigt over noget, kære nevø". Gabriel vendte sig forskrækket om mod sin onkel, der stod med armene over kors og med et lille smil på læberne. Han fnyste og rystede på hovedet.

"Du skal da også bare lige forskrække mig, ikke onkel". Buster satte sig på græsset ved siden af stenen, Gabriel sad på og nikkede sagte.

"Jo, sådan er det. Når, men fortæl mig lige, hvad det er, der har gjort, at du har en stor rynke i panden, i så ung en alder". Buster rykkede lidt på numsen, så han sad bedre og kiggede nysgerrigt op på Gabriel.

Gabriel klukkede lidt over Buster og det, at han faktisk havde sat sig på græsset selvom hans gamle numse ikke kunne klare det.

"På en eller anden måde onkel, så tror jeg allerede du ved det". Han kiggede anklagende på sin onkel, der trak på skuldrene med en uskyldig mine.

"Nej da, fortæl så Gabe!" Ud fra tonen, kunne Gabriel godt se, at hans onkel forventede svar og med et opgivende suk, fortalte han det.

"Jeg har forelsket mig i en pige". Buster smilte triumferende og spurgte ligeså uskyldigt som et barn.

"Og hvilken pige kunne det så være?" Gabriel løftede øjenbrynene af sin onkel og grinte lidt.

"Cora, selvfølgelig". Buster rystede vildt på hovedet og sagde hårdt.

"Nej, nej og nej. Det er ikke bare en selvfølge, at du er forelsket Gabriel. Det er lige så utroligt, som hvis jeg voksede en hale!" Han kiggede underligt på sin begejstrede onkel.

Buster rejste sig op og lagde begge hænder på sin nevøs skuldre.

"Gabriel, du kan ikke lade denne mulighed gå dig forbi. Jeg er måske ikke en kærlighedsekspert mig selv, men hvis jeg havde, hvad du havde min dreng, så ville jeg aldrig slippe det, lige meget hvad". Gabriel kiggede overrasket på sin onkel, der så helt vild ud i blikket. Han nikkede langsomt, for at vise at han havde forstået og hoppede så ned fra stenen, han sad på.

"Okay onkel, jeg vil finde Cora og fortælle hende det hele". Buster hoppede nærmest af glæde på stedet. Det var godt, at han ikke gjorde det. Han var alt for gammel til sådan noget spas.

"Ja, det godt min dreng. Gør du det". Gabriel nikkede og satte i løb mod slottet. Nu skulle han bare finde Cora og så ville det komme ud. Der var intet, der kunne stoppe ham nu. Intet.

Gabriel løb igennem slottets gange, i gang med at finde Coras kammer så de kunne få den forbandede snak, han nu glædede sig til.

Gabriel var lige kommet ind til Coras sovekammer og havde lige lukket døren, da han hørte nogle stemmer nærme sig. Han vidste godt, at folk helst ikke skulle vide noget om ham og Cora, ikke at de havde direkte skjult det, men ikke alle folk vidste det og sådan måtte det godt fortsætte med. I hvert fald indtil han havde tilståede hans følelser for hende og hende ham, hvis alt gik godt.

"Så hvordan håndtere vi alt det med Cora og Gabriel?" Det lød da lidt som Seren, gjorde det ikke. Hvorfor snakkede vand-beskytteren om ham og Cora.

"Vi må bare holde øje med dem og sørge for, at de følelser de har for hinanden ikke vokser". Og nu blandede sig endnu en stemme. Lina, vind-beskytteren.

De to beskyttere lød til, at stoppe op ude foran Coras værelse, så han kunne høre alt det, de sagde og ikke alt, var noget han kunne li indtil videre.

"Lina, måske skulle vi bare lade dem være. Han virker som en stærk mand og det er tydeligt, at når han kigger på Cora, at der er stærke følelser indblandet!" Seren brød sig ikke om, at skulle tage Coras glæde fra hende på den måde. Selvom det var farligt, at de forelskede sig i hinanden.

"Seren, du husker såvel som alle os andre, hvad der skete dengang. Skal Cora igennem det igen? Skal hun miste endnu en hun elsker og dø igen!? Plus, det vil tage hendes sind væk fra hendes job som beskytter og det kan vi heller ikke have. Hvis Cora fortsætter med kaptajn Gabriel, kan det lede til hendes død og mere sorg for Efaildia". Lina ville ikke lade beskytterne blive splittet igen. Dengang, var den første gang, en af dem døde og bestemt, den sidste.

Seren sukkede trist og prøvede ihærdigt på, at komme op med noget, der kunne lade de to elskende forblive sammen. Men hun havde intet.

"Jeg ved, hvordan du har det. Det gør jeg. Jeg var der jo! Men jeg tvivler på, at Gabriel vil slippe hende. Du har set, hvordan han kigger på hende, ikke?"

"Jo, det har jeg og tro mig, kærlighed kan forsvinde med tiden. Det gør kærlighed altid for os". Seren lagde armene over kors og følte en vis kulde, løbe igennem hende ved de ord, Lina udtalte så let.

"Og det ved du jo alt om, udover at du aldrig har været forelsket. Det har ingen af os, undtagen Cora". Lina viftede det væk, som var det en irriterende flue og ikke sandheden, Seren sagde.

"Det betyder intet. Cora kommer over det og Gabriel, kommer helt klart over det. Han er en simpel pirat!" Lina begyndte at gå igen og Seren fulgte irriteret efter. Det var tidspunkter som dette, hun ikke rigtig brød sig om Linas kolde natur.

Hvis bare en af dem havde prøvet at være forelsket før, så ville de vide, hvad de skulle gøre.

Gabriel satte sig tungt ved fodenden af sengen og lagde hovedet i hænderne. Beskytterne havde ret i så mange af de ting, de sagde. Hvordan ville Gabriel kunne gøre Cora glad, når han tydeligvis tog al hendes opmærksomhed fra de vigtige ting. Plus, når krigen kom, måtte hun ikke være distraheret af ham. Hun måtte beskytte Efaildia og dens beboere.

Cora kunne dø, hvis hun stadig var sammen med ham. Det var simpelt, hvad han måtte gør. Ikke kun for hende, men også for Efaildia. Så fortiden ikke ville gentage sig.

**************************

 

Cora var øm, træt og alt i alt, irritabel. Efter al den kamptræning med Zera, var hver og eneste muskel i hendes krop, færdig. Hun havde ikke kun udmattet sig selv med sine kræfter. Hun havde udmattet sig selv med fysisk træning også. Sværdkamp, kæmpe kæppe man brugte til at slå med og flere slags dolke. Hun vidste at træningen ville være hård. De skulle jo i krig, men at hun ville være gul og blå. Det var ikke en del af planen.

Cora sukkede træt og åbnede døren til sit sovekammer. Hun udbrød et halvkvalt skrig og kneb øjnene sammen. Hvad fanden lavede Gabriel på hendes seng?

"Gabriel, hvad laver du?" Hun gik stille og roligt hen til ham, mens hun prøvede at få sit bankende hjerte til at falde til ro. Det var noget af et chok, han gav hende.

Gabriel kiggede op og hun så hans øjne var blanke og hans normale vilde og frække gnist, var forsvundet. Han så hærget ud og ikke spor glad, som i morges.

"Gabriel, hvad er der?" Hun satte sig på hug foran ham og lagde begge hænder på hans kinder. Han lagde begge sine hænder over hendes og fjernede hendes hænder fra hans ansigt. Han rejste sig op og gik væk fra hende, kølig som aldrig før.

Cora sad stadig på hug på gulvet og glippede med øjnene. Hvorfor følte hun sig så såret over det, at han fjernede hendes hænder?

Var han vred på hende? Hvad havde hun dog gjort?

"Cora, vi skal snakke".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...