The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
791Visninger
AA

13. Kapitel 12.

"Dette, er beskytternes bibliotek". Miss. Woods havde bredt armene ud og med et stort smil på læberne, præsenteret biblioteket.

Biblioteket var enormt. Med række efter række af bøger i forskellige farver, sprog, forfattere og alder. Der var endda en sektion med skriftruller. Det så ældgammelt ud.

"Wow, det er så smukt!" Cora var helt begejstret. Hun havde altid elsket bøger og at læse, men dette var ud over hendes fatteevne. Hun havde aldrig set noget lignende dette.

Cora gik rundt og undersøgte så meget, hun nu kunne. Der var ingen grund til, at spilde sådan en gave som, at se dette bibliotek så godt som muligt.

"Cora, du bliver nød til, at følge med miss. Woods til din sektion". Cora kiggede med forbløffede øjne på Lina.

"Hvad mener du Lina? Min sektion!?" Lina nikkede og forklarede kort for hovedet.

"Hver beskytter har deres egen sektion. Min sektion er ved Vest fløjen og hedder, Vindens øje. Zeras sektion er ved Syd fløjen og hedder, Ildens øjne. Serens sektion er ved Nord fløjen og hedder, Vandets øje". Lina pegede mod øst. "Og så er der din. Din hedder, Naturens øje og er ved Øst fløjen".

Cora nikkede fraværende og sukkede indvendigt. Så meget information på så lidt tid, og hun var sikker på, at det ikke engang var frokost endnu.

"Jeg ved godt at det er meget at tage ind på så kort tid, men du klarer det flot. Held og lykke, og må du finde svar på alle dine spørgsmål". Lina vendte sig om og fulgte med de andre beskyttere og personer ud, så det bare var Cora og miss. Woods.

"Er du klar til at få svar, Cora?" Cora nikkede som svar. Aldrig havde hun været så nervøs og bange før, men hun ville ikke bakke ud. Det var nu eller aldrig.

Cora og miss. Woods fulgtes ad, til Øst fløjen, hvor alle Coras minder og historier burde være. Miss. Woods stoppede op foran en boghylde, der havde et stort, grønt øje på siden.

"Det er her, jeg stopper. Du må selv finde dit sidste minde, alene". Hun lagde hænderne på Coras skuldre og gav dem et betryggende klem. "Husk Cora. Det er bare minder, intet andet. Der kan ikke ske dig noget, der ikke allerede er sket". Så gjorde hun som Lina og lod Cora til sig selv og hendes søgen.

Cora nikkede lidt for sig selv og begyndte sin søgen i boghylderne. De indeholdte alle sammen hendes liv og kræfter. Der var en bog, for et år. Et kapitel, for et minde.

Cora fandt bøger, der hed; Jord beskytterens start, jord beskytterens første redning og jord beskytterens missioner. Alle bøger, fyldt med hendes minder og intet andet. Hun undrede sig lidt over, hvordan det hele ville forgå. Ville hun bare læse om sit minde, sin oplevelse, eller ville hun genopleve det.

Det føltes som om, der gik flere timer, før hun endelig fandt, hvad hun søgte. Ved 100'ende hylde eller noget lignende, stod Cora og kiggede grundigt efter noget, der kunne påpege den bog, hun skulle kigge i. Pludseligt, faldt en stor, tyk, blå bog ned fra sin plads. Den havde et sølvskær til sig og Cora vidste med det samme, at denne bog var hendes sidste minde. Hun kunne mærke det helt ind til knoglerne.

Cora lænede sig op af hylderne og kiggede på bogen i hendes hænder. Hun var alt for bange til at åbne den og se, hvad der rent faktisk skete dengang. Hun vidste ikke, hvad der ville ske eller om hun ville føle nogen smerte. Hun skulle bare åbne den og så på en eller anden magisk måde, ville hun få alle de svar, hun havde søgt. Grunden til hendes død.

Hun tog en dyb, dyb indånding, tog fat i låsen på bogen og rykkede i den. Bogen flappede op og lyset blev kraftigere. Det var som om det overvældede hende, omringede hende og trak i hende. Hun mærkede alt blev sort og en masse billeder kørte foran hende. Hendes liv, kørte foran hende som et billedshow.

"Jeg elsker dig, Cora". En mand med brunt hår og caramel farvede øjne. Et menneske. Coras første, rigtige kærlighed. En mand der betød alt for hende, hendes mand.

"Jeg elsker også dig, Benjamin". Hendes kærlighed for ham, var overvældende og kraftig som solen selv.

De sad ned, på noget græs, der føltes blødt og køligt. En anderledes udgave af Cora, sad ned ved siden af manden, ved siden af Benjamin. Der var ikke noget, der var meget anderledes ved hendes udseende og så alligevel, var det tydeligt, at hun ikke var den samme.

Hun sad med en byld i hænderne. En bevægende bylt, der græd. Der kom en tysen, fra den anden Cora. Benjamin, manden hun elskede, der bare smilte, som var der intet galt i denne verden.

Pludselig, kom et altopslugende mørke. En hvidhårede mand, med sorte øjne, som intetheden. Han kom gående, langsomt, unaturligt langsomt. Han havde venner med. Onde, modbydelige væsner, lavet af mørke og rædsel.

Cora kendte til de alle, og dette var bestemt ikke godt.

Babygråden blev højere og Coras forsøg på trøst, mere desperat. Benjamin, hendes elskede, rank og stolt, stod beskyttende foran Cora og den lille.

Et modbydeligt, mørkt smil, der fyldte Cora med rædsel og skræk, bredte sig på dæmonens ansigt. For første gang, var jord-beskytteren bange, men ikke for sig selv, kun for sin elskede og sit barn.

"En beskytter med et afkom. Hvor besynderligt". Det var en stemme, der sendte kuldegysninger ned af hendes ryg.

"Du røre ikke min søn, eller min kone!" Benjamin stod stadig rank og stærk, fast besluttet på, at beskytte sine kære fra monsteret foran dem.

"Javel.". En kort, sløset bevægelse med håndleddet fra dæmonen og Benjamin faldt sammen, uden hoved. Blod der fossede ud af ham og farvede, det ellers grønne græs rødt, og Coras skrig, der flængede den ellers så blå himmel.

"Min elskede!" Hendes ulykkelige tåre og hendes halvkvalte hulken, mens hun lå i hendes elskedes blod. Hendes før lykkelig ansigt, der nu var mørkt og trist, uden lige. Cora var ikke sig selv og hun følte sorgen, dræne hende for hendes kræfter.

Monsteret kom tættere på. Cora, der var som frosset og som intet kunne gøre. Monstret foran hende kunne gøre, hvad der passede ham. Hun kunne intet gøre.

Cora, svag af tabet af sin elskede Benjamin, var for svag til at gøre gengæld, da monsteret flåede barnet ud af hendes hænder og hendes smertefulde skrig, da hun anså hvad der var sket.

"Min søn!" Cora prøvede, at rejse sig, men faldt bare sammen. "Ikke min søn, ikke mit barn!" Monsteret, vis klukken, fyldte hende med fortvivlelse og had.

"Den første mandlige beskytter, er nu min og kun min". Hans fodtrin, der kunne høres høje og klare i hendes øre da han begyndte at gå.

Cora brugte det resterende af hendes kræfter på, at rejse sig og tage nogle få skridt, mod monsteret og hendes elskede søn.

Hendes ben rystede under hende. Alt det, på grund af hendes elskedes død. Som om hendes krop var svagere uden ham. Hendes blik var fast og hårdt, som aldrig før.

"Dæmoner, tag jer af beskytteren". To dæmoner der omringede en rystende Cora, vis liv langsomt sivede ud af hende, for hvert skridt monsteret tog med hendes søn, i dens arme.

Hende, der prøvede at kæmpe. Kæmpe for sin søn, for sit liv. Dæmonerne, der begge flåede i hende, spildte hendes blod og gjorde hendes død langsom og dog, så hurtig. Jord-beskytterens blod, der blandede sig med menneskets blod.

Monsteret forlod jord-beskytterens døende krop, med dæmonerne og hendes søn. De andre beskyttere kom løbende. Skrigende og grædende hen til hende. Rystede i hende, plagede hende om at komme tilbage. Blive hos dem og beskytte, som altid.

Coras øjne mistede langsomt og pinefuldt deres glød. Hendes lys blev slukket af tabet af sin mand og barn. Hendes krop mistede varmen og blev kold, som vinteren. Hendes liv, der bare forsvandt, for første gang, nogensinde.

Efaildia, der mistede deres beskytter. Deres jord-beskytter...

Hele Coras krop faldt rystende sammen. Hun gled ned af boghylden, hun før havde lænet sig op af og faldt gispende ned på jorden. Tårerne rendte ned af hendes kinder og det føltes, som om hun langsomt blev kvalt igen. Som om hun døde igen.

"Cora, Cora!" Miss. Woods kom løbende, men det var som om det skete i slowmotion. Cora kunne høre hende, lugte hende, mærke hende, men ikke se hende. Hendes blik var sløret og unaturlig. Hele hendes verden drejede rundt og minderne pressede hende indefra, som om de prøvede at torturere hende endnu en gang. Lige nu, ville Cora ønske, hun aldrig havde fundet de minder.

"Cora, træk vejret. Du bliver nød til, at trække vejret! Det er bare inde i dit hoved". Men selvom miss. Woods plagende stemme nåede hendes øre, kunne Cora ikke få sig selv til det. Pludselig, blev hendes synsfelt dækket af sorte pletter, hendes vejrtrækning faldt ned og alt blev sort.

*******************************

 

"Sir. Gabriel! Sir. Gabriel!" Gabriel vendte sig mod den sortklædte ridder-vagt, der kom løbende med panik mejslet i sit ansigt.

"Hvad er der?" Vagten stoppede op og gispede efter vejret. Han lagde hænderne på sine knæ og så ud til, at prøve og få vejret.

"D-det er jord beskytteren! De s-siger, at hun er syg. At hun ikke har det så godt". Vagten nåede ikke længere, før Gabriel allerede var sat i løb, med sine mænd lige i hælene.

Han var bange. Rigtig bange for at miste, den eneste kvinde, han nogensinde havde elsket. De ville ikke have sendt en af de sorte riddere ud, hvis det ikke var seriøst og det gjorde det ikke bedre eller mere betryggende.

Gabriel og hans mænd, kom brasende ind på Coras sovekammer. Beskytterne, kongen og dronningen stod alle over Cora, der lå gispende i sin seng. Sved dækkede hendes pande og tåre rendte ned af hendes kinder. Smerten var tydelig i hendes ansigt og han kunne ikke li det, overhoved!

"Hvad sker der?" Lina, vind-beskytteren, nedstirrede Gabriels mænd og han fattede, hvorfor. Han vendte sig mod Fral, sin onkel og resten. "Mænd, i må vente udenfor".

De så alle ud til at ville protestere, men Buster lagde mærke til alvoren i sin nevøs stemme og skubbede dem alle ud af sovekammeret.

"I hørte kaptajnen. Det var tydeligvis en ordre!"

Endnu en gang, vendte Gabriel blikket mod Cora og hans stemme rystede en anelse, da han spurgte om det samme igen.

"Hvad sker der!?" Zera gik hen til ham og smilte trist. Zera, der normalt aldrig var trist.

"Hun fik et flashback fra sit tidligere liv, hvordan hun døde". Hendes stemme var ladet af tristhed og sorg, som om hun var der og havde oplevet, hvad Cora gik igennem.

Gabriel gik hen til sengen og stillede sig ved siden af hende. Han greb fat i Coras hånd og kiggede ned på hendes ansigt, der var fortrukket i smerte.

"Hvad skete der, dengang? Hvorfor er hendes ansigt, så fortrukket i smerte?" Dronningen greb fat i kongens hånd og trak ham ud af sovekammeret, så det bare var ham og beskytterne tilbage.

Seren stillede sig ved siden af Gabriel og sukkede.

"Er du sikker på, at du vil vide det? Det kan bringe dig smerte, du aldrig har prøvet før, Gabriel". Hendes blik søgte tøvende hans og da det eneste, hun så var beslutsomhed, forklarede hun. "Cora døde af sorg, over tabet af sin mand og sin søn".

Seren tjekkede, hvordan Gabriel reagerede og da han slet ikke rørte sig, fortsatte hun.

"Det var en normal dag, da de blev angrebet af lederen af dæmonerne, Ghost. Cora havde fået en søn med den mand, hun elskede. Sønnen var jo den første mandlige beskytter, så han var værdifuld. Ghost dræbte Coras mand og tog hendes søn, og så myrdede han hende i koldt blod". Vreden var tydelig i Serens stemme og hendes øjne havde en vis glød til sig. "Alt for, den første mandlige beskytter, eller halv beskytter".

Serens blik blev tomt og hendes hænder, knyttet.

"Mig, Zera og Lina prøvede at bringe hende tilbage, men sorgen var for stor til hende... Det er nu 100 år siden Gabriel. Hun føler sikkert ikke det samme, men sorgen vil altid være der og den forsvinder nok aldrig. Det er derfor beskyttere ikke må forelske sig. Det skader mere, end det gør gavn. Hvis vi forelsker os igen, nu når Ghost kender til vores svaghed med det, kan det denne gang, ødelægge Efaildia". Alt hvad Gabriel lige havde fået af vide, gjorde ham ulykkelig på Coras vegne. Hendes tab af kære, var grusomt.

Zera gik hen til Seren og hviskede i hendes øre. Nogle sekunder senere, havde alle beskyttere forladt sovekammeret, så det bare var Gabriel og Cora, sammen.

"Cora, jeg kender din sorg. Jeg ved, at du sørger, men folket har brug for dig! Du kan ikke dø endnu en gang. Du er alt for vigtig. For Efaildia, for beskytterne og, for mig". Gabriel aede hende, hen over kinden kærligt. "Please, kom tilbage til os. Til mig".

Han lænede sig frem og kyssede ømt hendes pande. Han lod sine kolde fingre køre blidt hen over hendes kind, mens han iagttog, hvad som helst der kunne indikere, at hun vågnede.

Hun skulle bare vågne!

****************************

 

"Cora, du må vågne op. Ikke mere søvn, ikke mere smerte. VÅGN OP!!"

"Gabe, er du der?" Gabriel vendte hovedet mod sin onkel og så spørgende på ham.

"Hm?" Buster sukkede og rystede opgivende på hovedet. Hvis han kunne kalde sin nevø for Gabe, uden at få revet hovedet af, så var der noget galt. Han rejste sig fra den røde, polyester stol, han sad på og gik hen til sin nevø. Han lagde betryggende hånden på hans skulder og gav den et klem.

"Sådan her har det været i to dage. Det kan ikke fortsætte Gabriel". Endnu en gang så Gabriel spørgende på sin onkel. Var der allerede gået to dage...

"Beklager onkel, jeg er en smule distraheret". Buster satte sig på hug foran ham og smilte trist til ham. Ligesom Zera gjorde, da han fik Coras baggrunds historie.

Hun havde en søn...

"Ja og det forstår jeg godt, men sådan her er livet ikke. Du bliver nød til, at leve dit liv mens hun sover og samler kræfter. Beskytterne siger jo, at hun snart vil vågne, men at det tager noget tid". Gabriel nikkede og sukkede, mens hans hånd kørte igennem hans i forvejen uglede hår.

Hvis bare Cora var her.

******************************

 

"Hvornår tror du, hun vågner?" Det var som om Cora godt kunne høre alt, hvad folk sagde, men hun kunne ikke se dem.

"Jeg ved det ikke Zera, men lad os håbe at dette ikke har dræbt hende".

Cora prøvede at rykke på sig. Hun fik vist rykket lidt til sine fingerspidser. Hvis bare, hun kunne åbne øjnene, så ville alt være godt igen!

"Piger, jeg tror lige, jeg så hendes arm rykke sig!" Der var nogen, der greb fat i hendes arm. Om det var Zera eller Lina, det vidste hun ikke, men det hjalp.

"Bliv ved med, at tage fat i hende piger! Det virker". Flere hænder greb fat i hende. De kærtegnede hende, rystede i hende og det hjalp. Det var som om den berøring, tvang hendes øjne op og det første hun så, var selvfølgelig de andre beskyttere; Seren, Zera og Lina.

"Cora!" Seren lagde armene om hende. Lina stod ved siden af, holdte hendes hånd og gav hende lykkeligt smil. Zera hoppede bare op og ned.

"Jeg henter Gabriel!" Og lige efter de ord, forsvandt Zera ud af hendes sovekammer.

Der gik ikke lang tid, før Gabriel stod i døråbningen. Hans udtryk var af ren lettelse og kærlighed. Lina og Seren flyttede sig modvilligt og lod ham komme til. Han skyndte sig over til hende og krammede hende. Cora kunne ikke have været gladere for at vågne, end at vågne ved hans arme om sig.

Lina trådte dog fremad, da Gabriels arme ikke længere holdte om Cora.

"Cora, jeg beklager, men du er desværre ikke helt færdig med de dårlige nyheder og minder". Lina så skyldbevidst ud, hvor Cora bare smilte. Hun ville ikke vise dem, hvor hårdt det ene minde, havde ramt hende.

"Det er okay Lina, jeg klare mig". Lina nikkede kort og gestuerede til Zera, der hurtigt trak en bog frem. Bogen var hel sort, som blæk. Zera lignede en der så ud til at synes, at det var ubehagelig at røre ved den og Cora havde på fornemmelsen, at hun heller ikke ville bryde sig om bogen og dens indhold.

Lina rørte blidt ved bogens indbinding og hviskede hæst.

"Du vil ikke bryde dig om, hvad der står i denne bog, Cora. Det vil bringe dig endnu mere smerte, men det er en nødvendig smerte". Alvoren i Linas stemme, gjorde bare Cora mere opsat på at læse, hvad der stod i bogen. Hun måtte være stærk, så hun kunne blive en ordentlig beskytter. Hun kunne ikke være svag, som dengang.

Cora nikkede hurtigt som svar og kiggede så på Gabriel.

"Jeg bliver nød til at gøre det her alene". Gabriel nikkede og hjalp hende op af sengen. Hun kyssede hans kind og forlod værelset uden et ord. Hun forlod slottet og satte i løb mod skoven. Hun stod ved udkanten af Thoughtsome forrest, da hun satte sig ned. Hendes hænder kørte hen over bogen. Hun var bange for, at åbne den og læse, hvad der mere var sket. Men frygten stoppede hende ikke. Det styrkede hende blot.

Cora tog nogle dybe indåndinger og åbnede langsomt bogen;

Judah, søn af Cora, jord-beskytteren og Benjamin, blev kidnappet af Ghost, lederen af dæmonerne.

Ghost trænede Judah, som en mørk beskytter. Han skulle overtage Ghosts horde af dæmoner. Han skulle dræbe alle beskytterne og herske over Efaildia. Leve af mørket og af smerten, han bragte over verden.

Judah blev forvandlet mørk. Han lever nu af skræk, død og mørke. Alt det Judah kunne have været, var nu væk for altid. Al lys, al kærlighed og al barmhjertighed, væk for altid. Alt på grund af Ghost, der trænede ham sådan. Der torturerede ham sådan.

Det største mørke, der er i Efaildia, er Judah. Søn af Cora, jord beskytteren og Benjamin, menneske. Han vil komme med den mørke krig, inden den 100 blodmåne.

Efaildia går en mørk tid i møde og de eneste der kan stoppe ham, er beskytterne.

Endnu en gang, rendte tårerne ned af Coras kinder. Hendes søn var i live, men ikke som regnet med. Da hun læste, hvad Ghost havde gjort ved ham, hendes søn, var det som om noget inde i hende, døde.

"Cora, er du okay?" Hun vendte hovedet skarpt til højre. Der stod Gabriel med et trist ansigtsudtryk og armene bredt ud til siderne, som en invitation. Hun løb direkte ind i dem og tog imod invitationen.

"Han er i live!" Bare sætningen, gjorde noget ved hende. Hun vidste ikke, at hun havde en kærlighed før Gabriel og hun vidste slet ikke, at hun havde en søn.

"Jeg ved det godt, Cora. Jeg ved det hele". Hendes tårer begyndte at flyde kraftigere end før og hun vidste ikke, hvordan hun skulle stoppe dem. Hun ville ikke virke svag foran Gabriel.

Hvad skulle hun gøre!?

Cora blev stående med Gabriels arme om hende og alle minderne fra hendes tidligere liv, der kom tilbage, som strømmen i et hav. Som om, at det ene minde, havde udløst et eller andet inde i hende. Hun kunne se alt, hvad der var sket i hendes tidligere liv og ikke alt var behageligt, men hun følte sig endelig hel igen.

****************************

 

Gabriel kom gående gennem slotsporten med Cora i sine arme. Igennem gråden, var hun faldet i søvn af udmattelse. Hendes hoved lå sikkert på hans skulder, hendes arme omkring hans nakke og hans arme sikret om hendes udmattede krop. Han fortsatte hele vejen til hendes sovekammer, hvor han lagde hende blidt ned på hendes seng. Han fjernede al hendes tøj, gav hende natkjole på og puttede hende under dynen, så hun ville være varm og beskyttet.

"Hvordan har hun det?" Gabriel vendte sig mod dronningen, der kiggede bekymret på Cora. Han smilte venligt til hende og bukkede.

"Hun har det bedre, tror jeg. Det hele har virkelig taget på hende". Dronningen nikkede og gav et trist suk fra sig. Sjovt, for Gabriel syntes, at han hørte mange af dem for tiden.

"Jeg har så ondt af hende. Hun mistede ikke kun en elsker, men også en søn. En søn, der nu har svoret at ødelægge alle på den hundrede blodmåne". Hendes stemme rystede lidt i enden af den sætning, men Gabriel forstod. Det var en skræmmende tanke, at have.

"Hvornår kommer den hundrede blodmåne?" Dronning Sansa så ud til at tænke sig grundigt om, før hun svarede.

"Der er cirka en uges tid tilbage, før den hundrede blodmåne viser sig". Gabriel bandede vredt. Det her ville ikke ende godt, hvis Cora ikke snart fik styr på sine kræfter!

"Måske skulle vi lade hende være alene. Hun får brug for ro og stilhed".

"Jeg tror nu, at jeg bliver, deres højhed". Dronning Sansa kunne ikke holde sit smil tilbage og nikkede.

"Som du ønsker, kaptajn". Da dronningen havde forladt sovekammeret, tog han tøjet af og lagde sig under dynen til Cora. Han havde brug for hendes berøring, brug for at vide at hun stadig var der.

Og brug for, at hun vidste, at han ikke ville forlade hende på grund af de minder.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...