The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
786Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Cora havde aldrig i sit liv, regnet med at vågne op i armene på en mand. Og ikke bare en mand, men kaptajnen over 'Den eventyrlystne' og manden, hun elskede....

"Godmorgen jord beskyttere, sovet godt?" Cora trykkede sin ryg tættere op ad Gabriels brystkasse og sukkede tilfreds.

"Jeg har sovet fantastisk og du?" Han nikkede og kyssede hende på siden af hovedet. Endnu et tilfreds suk forlod hendes læber og hvis hun kunne, ville hun blive i denne seng for evigt. Dette var et perfekt og som alt andet perfekt, måtte det ende på et tidspunkt. Gid det bare ikke havde været nu.

*Bank Bank*

"Deres nåde, de andre beskyttere vil gerne have dig ned i tronsalen". Cora kiggede et øjeblik forskrækket på Gabriel, før hun hoppede ud af sin seng og skyndte sig hen til sit klædeskab. Gabriel kiggede grinende efter hende, da hun spurtede ud på badeværelset, for at gøre sig klar.

Han ventede tålmodigt på, at Cora skulle komme ud og vise sig. Han vidste godt, at beskytterne stadig gjorde hende nervøs, men hun var stærk og kunne godt klare sig.

"Lov mig, at du ikke griner!" Gabriel prøvede at fjerne sit smil og ikke gøre situationen værre for hende.

"Det lover jeg". Og han holdte sit løfte. For der var intet at grine over, når Cora så sådan ud.

Hendes hår var sat i en lang fletning, der gik ned over hendes højre skulder. Der var kun lige 2 totter hår, der var fremme og de var brugt til at indramme hendes ansigt. Denne gang, havde hun ingen kjole på, men en rigtig beskytter uniform. Hendes bukser var sorte, som Efaildias kongelige riddere, hun havde en mørke grøn trøje på, med V-udskæring og lange ærmer, der gik forbi hendes hænder og støvler, i farven mudder brun.

Hun så fantastisk ud...

"Wow!" Cora rødmede og kiggede genert nede i jorden.

"Jeg er godt klar over, at det er lidt mandigt, men jeg kan rigtig godt lide det og-". Gabriel afbrød hende ved at kyssede hende dybt. Hun var alt for smuk, til at lade være i fred.

"Du ser vidunderlig ud, som altid". Endnu en rødmen brød frem på hendes kinder og hun skyndte sig at mumle genert.

"Tak, vi burde også virkelig se, at komme ned til tronsalen, ellers vil de bare sende nogle flere tjenestefolk op efter mig". Gabriel nikkede, tog hendes hånd og de fulgtes ned til tronsalen.

Cora var målløs, da hun så tronsalen. Den var vidunderlig og passede rigtigt nok, til en konge og dronning, som Leopold og Sansa.

"Ah, Cora. Vi troede et øjeblik, at du ikke ville slutte dig til os". Dronning Sansa gik ned fra sin trone og gav Cora et kram. Cora krammede glædeligt tilbage og nød den varme, dronningen gav.

"Beklager, deres majestæt. Jeg skulle lige finde ud af, hvordan man tog disse frygtelige ting på". Hun pegede anklagende på de bukser, hun havde på. De var virkelig svære at tage på og hun forstod slet ikke, hvordan mænd kunne holde dem ud.

De andre beskyttere begyndte at grine og Seren trådte frem og nikkede.

"Ja, vi andre bryder os heller ikke om dem, men man vænner sig til dem". Cora tog et hurtigt gik på Seren og de andre beskyttere og blev straks jaloux. De kunne da også se godt ud i, hvad som helst!

Seren havde de samme bukser og støvler på, som Cora, men hendes trøje var i en mørk blå farve og den var med struttende, korte ærmer. Ikke lange som hendes.

Zera havde også samme bukser og støvler på, men hendes trøje var en brun-rød en, med ingen ærmer, kun nogle tynde bånd der bandt det hele sammen, i hendes sider.

Lina var ligesom de andre. Samme bukser og samme støvler, men hendes trøje var snehvid med ærmer, der gik hende til lige ved armhulen, stramt og så puffede hele vejen til midten af hendes arm.

Alle beskyttere så godt ud og det vidste de godt, for de poserede og drillede de kongelige riddere, der alle rømmede sig og prøvede at lade være med, at kigge. Hvilket Cora godt kunne forstå, de fandt svært.

"Cora, du ser fabelagtig ud! Gudinde, hvor ville jeg ønske, jeg havde dit hår!" Zera stirrede meget jaloux på Cora og især hendes hår.

"Nej Zera. Dit hår er jo vildt smukt, som ilden". Zera gav et fnis fra sig og krammede hende. Det var utroligt, hvor mange kram, hun fik siden hendes ankomst.

"Det var de præcis samme ord, du sagde til mig, da blodmånen havde skabt os". Cora stirrede et øjeblik bare ud i luften og krammede så Zera, hårdt tilbage. Hun ble følsom, når de andre beskyttere talte sådan om hende og deres forhold. Det var underligt.

"Jeg er så ked af, at jeg intet husker. I virker alle så fantastiske". Zera trådte et skridt tilbage og lod Seren og Lina komme frem. Seren smilte et overbærende smil og sagde.

"Det er fint Cora. Vi er bare glade for, at du ikke var fortabt for evigt". Lina nikkede trist med.

"Ja. Jeg tror ikke, at kongeriget havde overlevet, hvis ikke vi var blevet forenet". Cora kiggede bekymret på dem alle sammen. Hvorfor skulle kongeriget ikke have overlevet, bare fordi hun ikke blev forenet med dem. Deres kongerige var et fredeligt og rart sted, at være.

"Hvad mener i?" Med et, så Lina, Seren og Zera forkerte ud i hovedet. De trådte alle et skridt tilbage, men Cora trådte bare fremad og spurgte igen. Denne gang irriteret. "Hvad mener i!?" Hendes tone var lidt skarpere, mest fordi hun bare gerne ville have svar og at det irriterede hende, at ingen ville give hende dem.

Atmosfæren var pludselig gået fra hyggelig, til anspændt. Cora lagde mærke til det og det gjorde alle andre også.

Lina udbrød et opgivende suk og vendte sig mod kongen og dronningen. Hun bukkede en gang og alt i hendes kropssprog sagde, at hun var meget professionel.

"Deres majestæter, deres tilladelse til at forlade slottet?" Dronning Sansa tog et kig på sin mand. Han nikkede og hun vendte tilbage til Lina med et forsigtigt smil. Et smil, hun virkede til at give ofte.

"I har vores tilladelse".

Lina greb fat i Coras arm og begyndte at trække hende med sig. Seren fulgte hurtigt efter og det samme gjorde Zera, efter hun havde givet stille Gabriel et undskyldende smil. Han nikkede bare tilbage og så dem alle forlade tronsalen.

"Er du okay, Gabriel?" Dronningens blide stemme nåede hans øre og en varm hånd blev lagt på hans skulder.

"Ja, deres majestæt. Jeg har det fantastisk". Han vendte sit hoved mod dronningens og smilte glad. "Helt fantastisk".

******************************

 

Cora nåede slet ikke, at kæmpe imod, da Lina trak hende med sig ud af slottet og ned af bakken, til landsbyen. Zera og Seren fulgte begge efter og overvejede, om en af dem skulle sige et eller andet. Lina virkede anspændt og det var aldrig godt.

"Lina, måske skulle vi forklare Cora, hvad vi skal her?" Seren så det taknemmelige blik, hun fik fra Cora og frydede sig indvendigt.

"Meget vel". Lina slap sit tag på Cora, vendte sig helt mod hende og forklarede. "Grunden til, at vi er her ved landsbyen er, at jeg synes at du skal se, hvad vi gør". Hun stod et øjeblik bare og kiggede.

"Okay". Lina virkede overrasket over Coras korte og præcise svar.

"O-okay. Mig, Zera og Seren vil bruge vores kræfter, mens du bliver i nærheden". Der var en vis advarsel i hendes stemme, men Cora prøvede at lade være med, at tænke over det. Hun skulle bare stå og kigge, for at se hvordan beskytterne tog sig af landsbyen.

Beskytterne fulgtes ad, rundt omkring i landsbyen mens de hilste høfligt tilbage til dem, der kaldte på dem.

"Deres nåde!" Cora genkendte med det samme stemmen og vendte sig mod Silver, der krammede hende. Cora så de overraskede udtryk på de andre pigers ansigter, trak sig væk fra Silver og præsenterede ham.

"Dette, er Silver. Han var en af de første personer, jeg mødte her. En god ven". Silver gav et buk fra sig, der fik Zera og Seren til at fnise. Lina stod der bare og virkede irriteret, over afbrydelsen.

Seren trådte frem og smilte imødekommende.

"Goddag, Silver". Det var som om, at det Seren sagde Silvers navn, blev hans sølvagtige øjenfarve kraftigere og det fik af en eller anden grund, Seren til at fnise endnu mere.

Zera trådte også frem og blev belønnet med et blændende smil, fra Silver.

"Hej Silver, jeg er Zera". Hun rakte sin hånd frem mod ham og han tog den og kyssede den. Som en rigtigt gentleman.

"Beklager, at jeg må skære genforeningen kort, men vi har noget vigtigt, vi skal tage os af". Linas skrappe tone skar igennem al venlighed og frøs nærmest alt omkring hende. Det var tydeligt, at hun ikke var glad og det var en del Coras skyld.

Cora nikkede, gav hurtigt Silver et kys på kinden og småløb efter Lina, der allerede var i bevægelse mod deres destination. Silver vinkede, smilende farvel og begav sig i den modsatte retning.

"Ej Lina, du behøvede ikke være så hård ved ham!" Zera hadede, når Lina var som, hun havde været overfor Silver, men hun trak bare på skuldrene.

"Jeg ved ikke, hvad du snakker om". Lina var normalt ikke streng overfor borgerne i Efaildia, men hun kunne være det, hvis de afbrød hende. Det kunne hun være overfor alle, der turde afbryde hende.

"Som om". Lina sendte Seren et skarpt blik, før hun gned hænderne sammen og fortsatte med at gå. Hun nægtede at diskutere sådan noget pjat, med sine venner og søstre.

Beskytterne havde gået i godt 20 minutter, før de så nogen, der skulle bruge deres kræfter. Der stod en hel flok landsbybeboer samlet foran et af landsby-husene. Man kunne høre skrig og en smule gråd, og beskytterne satte med det samme i løb mod lydene.

Cora slugte et gisp da hun så, hvorfor folket var så oprevet. Der hang en dreng fra taget af et af husene og græd, mens en yngre pige lå på jorden med blod dryppende ned ad panden og en grædende kvinde over hende. Det var et forfærdeligt syn og hun gik lidt i panik over det.

Hun så til mens folk langsomt fjernede sig, så beskytterne kunne komme til. De stirrede alle med bedene blikke og Cora fik faktisk lyst til, at beskytte hver og eneste af dem.

Lina gik med hurtige skridt over til drengen, der faldt skrigende ned. Hun løftede hænderne og ud af det blå, blev der skabt en lille tornado, der greb drengen og førte ham sikkert ned på jorden. En mand kom løbende ud af folkemængden og krammede drengen.

Sikkert drengens fader.

Så vendte Lina blikket mod den lille pige og gav et nik mod hende. Zera og Seren begyndte begge, at bevæge sig mod pigen, vis mor nu kiggede frem med håbet lysende ud af sine øjne.

Zera tog blidt fat i kvinden og fjernede hende fra den lille pige. Det overraskede Cora, at kvinden slet ikke gjorde modstand, da Zera fjernede hende fra sit barn. Hun ville have kæmpet imod, med kløer og næb, for at være hos sin datter!

Stoler de virkelig så meget på dem?

Seren satte sig på hug ved pigen og rørte blidt ved hendes pande. Hun formede så sine hænder, som en skål og lukkede øjnene. Cora så til med undren, da en lille boble af vand, kom flyvende fra himlen og ned i Serens hænder. Seren klappede så hænderne sammen og lagde dem mod pigens bryst, lige over hjertet. Der gik ingen tid, før pigen åbnede øjnene og moren fra før, løb skrigende over til dem. Folkemængden kom tættere på. De samlede sig om Lina, Seren og Zera mens de råbte.

"Deres nåde". Det blev gentaget op til flere gange og Cora så til, med stolthed og stadig, ligeså nysgerrig som før.

*******************************

 

Gabriel kedede sig, meget. Uden Cora, var der ikke meget at lave her på slottet.

Han sukkede og begav sig ud af sit værelse og ud af slottet. Det ville være så meget sjovere, hvis Cora var her. Hendes smil, latter og flydende bevægelser, ville med det samme gøre alting bedre. Det var han sikker på.

"Kaptajn!" Gabriel vendte sig mod stemmen, der kaldte og så Fral komme løbende. Han stoppede med at gå og smilte, da Fral endelig kom op ved siden af ham.

"Hvad er der Fral?" Fral lagde begge hænder på sine knæ og tog dybe indåndinger.

"Mig og mæ-mændene ville gerne h-høre om du ville med". Gabriel så undrende på ham, lagde armene over kors og spurgte nysgerrigt.

"Med hvor?" Fral, der endelig så ud til at have fået vejret, fik et drillende glimt i øjet.

"Med til dæmon stenene, selvfølgelig!" Gabriel lavede en "åh" lyd og nikkede så. Det kunne måske være meget godt. Det ville måske endda få hans tanker væk fra en vis smuk kvinde.

"Det lyder sjovt nok. Der er heller ikke rigtig noget, at lave her".

Fral smilte og begyndte at lave barnlige kysselyde. Ha opførte sig meget fjollet og rykkede i hofterne, på en meget kvindelig måde, der sikkert ville få de andre mænd til, at dø af grin.

"Er det måske fordi kaptajnen gerne vil have søde Cora?" Gabriel knurrede truende af Fral, der løftede armene i overgivelse, "siger det bare".

"Pas på, Fral".

****************************

 

"Det var utroligt!" Cora var paf. Det beskytterne havde gjort, var noget Cora aldrig havde set før og aldrig havde regnet med at se. De havde redet drengen og pigen, ved hjælp af deres kræfter

Kunne hun mon gøre sådan noget?

Efter episoden, blev beskytterne inviterede ind på en kro, af en af kvinderne, der havde set det hele.

'Madam Louise'.

Der blev de alle, taget rigtig godt imod og givet et af de bedste borde. Kroen var sjovt nok ejet af en der hed Louise. Hun var en kvinde i 40'erne med blæk sort hår og skarpe, grønne øjne, der holdte øje med alle i kroen. Det var tydeligt, at man ikke kunne sige, hvad som helst til denne kvinde. Cora havde lige set en fuld mand, slingre hen til Louise og bedt om gratis øl ellers ville han bare tage det. Louise overraskede Cora, ved at gribe fat i manden og bogstavelig talt, kaste ham ud af kro døren, før hun vendte tilbage til arbejdet. En kvinde med så meget styrke og alligevel så smuk, som Louise var, var et sjældent syn, men nu var hun heller ikke fra London, som Cora.

Hun ville aldrig være blevet accepteret, ville Coras mor sige.

De fik varmt mad og drikke der, før de fortsatte. Denne gang, forlod de bare selve Livalley. Det gjorde Cora en smule nervøs. Hvor skulle de dog hen.

"Det var vores job, Cora". Seren nikkede til Zeras ord.

"Ja". Seren vendte sig om og smilte. "Et vi nyder til fulde drag!" Cora grinte også lidt og lod så sine øjne, vandre rundt.

Indtil videre var de lige gået forbi nogle store sten. Lina forklarede, at det var dæmon stenene og at de var der, som beskyttelse, så ingen dæmoner nogensinde ville komme ind i Livalley igen. Cora gøs, da det var Lina nævnte ordet 'igen'. Det ville sige, at Livalley var blevet angrebet af dæmoner før...

Hvornår?

"Cora, er du der?" Hun blinkede hurtigt med øjnene og kiggede lige ind i nogle pinke, utilfredse øjne. Lina var holdt op med at gå og hun stod nu, med hænderne på sine hofter og et løftet øjenbryn. Cora så sig uskyldigt omkring og spurgte udmattet.

"Hvad?" Lina udbrød et opgivende suk og sagde studst.

"Jeg sagde, at vi nu var på vej til (Indsæt navn af bibliotek-by)! Det her er meget vigtigt, så lyt nu efter". Cora nikkede hurtigt som svar og spurgte forvirret.

"Hvorfor hedder det, (Indsæt navn for bibliotek-by)?" Lina fortsatte med at gå og lod forklaringen til Zera, der allerede virkede til, at ville fortælle om det.

"Den hedder det, for da vi fire piger blev skabt af blodmånen, var der fire personer, der stod klar til os. To mænd og to kvinder, der stod til vores rådighed, da vi lige var blevet skabt og var forvirret". Hun gjorde store øjne, da Zera så drømmende ud i luften. Det lød helt igennem magisk.

Seren stod pludselig ved siden af hende og overtog forklaringen.

"Gennem mange århundrede har de fire familier været hos os. Og igennem de mange århundrede, har de hjulpet os, rådgivet os og været som forældre, søskende og familier for os. De bor alene i den by, fordi de kun vil være til rådighed for os". Cora rynkede brynene og spurgte.

"hvad hedder disse familiære?" Seren så ud til at tænke sig grundigt om, før hun svarede.

"Familiæren, der tager sig af Zera hedder, Firestones. Den familien har taget sig af hende i generationer nu. Linas familie hedder, Winds. De har som sagt, også taget sig af Lina i generationer. Min familie hedder, Falls og dine Cora-" hun afbrød hurtigt Seren.

"Har jeg også en familie!?" Seren kiggede sjovt på hende.

"Som sagt, så har alle beskyttere deres egen familie. Eller, de er jo ikke 'vores' familier, men de rådgiver os. De er vores familiære. De bliver jo skiftet ud med årerne og så bliver en ny, fra samme familie, oplært til, at være vores familiære". Hun nikkede og gestuerede med hånden, at Seren bare kunne fortsætte. "Når men som sagt, så har du også en beskytter familie. De hedder, Woods. Hun er faktisk en af de klogeste og var meget ulykkelig, da du døde". Hun fik det straks dårligt over den triste stemme, Seren fik når de snakkede om Coras død. Hun kunne ikke vente med, at finde ud af, hvorfor og hvordan hun døde.

"Så er vi her". Cora blev revet ud af sine tanker, da hun så Zera pege på en stor, aflang å, der gik til højre og venstre, så langt øjet rakte. Hun gik op ved siden af Zera og Lina, med Seren bagved sig og spurgte.

"Hvor er vi? I sagde, vi skulle til, (Indsæt navn af bibliotek-by)". Lina nikkede.

"Men vi skal først over den her å og søde, det bliver ikke nemt!" Cora sukkede træt og udmattet.

"Nej, det er det vel aldrig".

************************************

 

Gabriel kunne ikke sige, at han ikke nød at være sammen med sit mandskab igen. Især nu når de endelig var tilbage i Efaildia. Siden de kom her, havde Gabriel ikke været sammen med sit mandskab, ikke en gang sin onkel.

"Så kaptajn, vi har været nødt til at få de lækre nyheder fra Fral, men nu når du endelig har tid til os, vil vi gerne have de saftige detaljer om dig og søde, lille Cora!" En af Gabriels rengørings mænd, så spændt på ham og det fik ham til, at grine frækt.

"Jeg ved ikke, hvad du snakker om". Alle hans mænd mumlede nogle ord, fx. Ja sikkert eller aha.

Han grinte og tog en slurk af sin øl. Øl, som han ikke anede, at de havde haft med. Sikke en kaptajn. Han havde været alt for opslugt af Cora, at han havde glemt alt om den Grønlandske øl, de hentede, hver andet år.

"Mig og Cora har vel et forhold, tror jeg". Fral kiggede underlig på ham og spurgte.

"Et forhold?"

"Ja altså, jeg ved det faktisk ikke. Vi har indtil videre tilbragt to nætter sammen og jeg-jeg". Gabriel vidste ikke, hvad han skulle sige.

Fral åbnede munden og skulle til at sige noget, da en ny stemme blandede sig. En stemme, der havde spyttet kloge ord ud, hele hans liv.

"Og du elsker hende, men er bange". Gabriel kiggede lige ind i øjnene på sin onkel og brød ud i et stort smil.

"Det undre mig ikke onkel, at du tror på kærlighed ved første blik". Buster klukkede og svarede tilbage.

"Du tog tøsen med os. Det er for det første, aldrig sket før og du har været sammen med hende mere end en gang, hvilket heller aldrig er sket før. Og, du har lyst til at se hende igen". Gabriel gned sig hen over kinden og mumlede.

"Måske, jeg ved det ærlig talt ikke".

*************************************'

 

Cora forstod ikke det store ved åen, men Lina, Seren og Zera så alle parate ud. Som om de skulle i kamp.

"Hvad sker der? I ligner nogle, der snart skal i kamp!" Zera grinte og nikkede.

"Det er fordi, vi skal i kamp. Altså, en slags kamp". Hun pegede på åen. "Denne her å, er ikke normal". Cora så spørgende på dem alle tre.

"Hvad snakker du om?" Lina sukkede og begyndte, at gå mod åen, mens de andre fulgte efter.

"Denne her å hedder, Cantra og her bor vandnymferne". svarede Seren. Cora stirrede overrasket på dem alle tre og spurgte med vantro.

"Vandnymfer?"

"Ja, vandnymfer. De er nogle lede bæster, der æder dem, der vover sig ned i åens vand". Cora havde med det samme ikke lyst til, at gå i nærheden af åen. Hun grinede nervøst og de fortsatte mod åen, i stilhed. Hvorfor blev hun dog ikke hjemme.

"Okay Seren, du bliver nød til at kommunikere med vandnymferne". Seren gav et kort nik til det Lina sagde og gik helt hen til åens bred. Hun begyndte at røre i åen med sine fingre. Det så elegant og flot ud, og hun så fredfuld ud. Pludselig, begyndte vandet at blive vildere. Små strømme formede sig, og blev større og større.

Core trådte tættere på vandet og så bitte små hoveder titte frem fra vandoverfladen. De var blåhvide med store, helt sorte øjne, spidse, små øre og sylespidse tænder, man kunne se når de smilte. Hun synes, de havde en vis skønhed over sig, selvom de var lidt uhyggelige.

Og virkede meget farlige.

Seren mumlede lidt og den mumlen, blev forvandlet til nogle høje hvin. De høje hvin blev besvaret af nogle fra de små vand-skabninger. Cora krympede sig lidt og kiggede hen på Lina og Zera, der også krympede sig. Det gjorde lidt ondt i ørene, men de små hvin forsvandt heldigvis og lod en fredfuld stilhed tilbage.

Cora kiggede med stor interesse på Seren, der nu stod oprejst og med løftede arme. Åen var ikke lidt vild længere. Den var sprudende. Åens vand sprøjtede op på bredden og ramte Seren, der bare fortsatte med at bruge sine kræfter. De ventede alle på, at hun ville blive færdig og da hun endelig blev færdig, så Cora at hun havde lavet en vandbro, der skvulpede lidt til siderne.

Seren vendte sig mod Lina og sagde, pegende.

"Så er det din tur, L". Lina nikkede kort og gik hen til åens bred, løftede armene og så tog vinden til. Vinden omringede broen af vand og lidt efter lidt, blev broen af vand til is.

"Det var utroligt!" Lina vendte sig om.

"Takker".

Efter Seren havde testet broen lidt, gik alle fire beskyttere over den. De fortsatte fra broen og videre hen over jorden til deres destination. Inden åen havde der kun været frodigt græs, men nu, på den anden side, var der bare tørke.

Cora kiggede sig bekymret omkring og kiggede spørgende på Zera.

"Hvad sker der her?". Zera mumlede et "hm?" og kiggede selv omkring.

"Åh, det her er ødemarkerne. Vi skal igennem her for at komme til, (Indsæt navn på bibliotek-by)".

"Ødemarker, vandnymfer og gamle familier med familiære, der beskytter os. Hvad mere er der, i denne skøre verden!?" Zera, der måtte have hørt det, grinte lidt, men prøvede ikke, at forklarer nærmere. Det virkede til, at det var noget Cora selv måtte finde ud af.

"Wow!" Cora havde tænkt længe over, hvordan denne by måtte se ud, men intet havde forberedt hende på det her syn. Der var høje, mørke sandfarvet mure. Der var nogle krystal-blå og røde rubin tårne, man lige kunne skimte hen over murene. Der var huler, der så ud til, at virke som vinduer til omverden. Det lignede en by, lavet af sand. En meget isoleret by, lavet af sand.

Foran Cora, Seren, Zera og Lina var der en enorm port, med guld håndtag. Lina gik hen og bankede fire gange på porten. En høj knirken kunne høres og så åbnede porten sig og viste tre personer, alle i kåber.

Den første og den, Cora følte en vis tiltrækning til, var den første til at trække hætten ned.

Kvinden havde helt blankt, hvidt hår, høje kindben og helt hvide øjne og måtte cirka være i slutningen af 20'erne. De hvide øjne, var bestemt ikke normal.

Hun måtte være blind, kvinden.

De andre tre, trak alle hætterne ned og viste dem selv. Det var tre mænd og en af dem, som stod foran Seren, havde også hvidt hår, hvide øjne og en smule fregner. Han smilte, et dejligt smil til Seren. Som gamle bekendte gjorde, når Cora og hendes forældre var i Hampshire eller andre steder.

En anden af mændene, som stod foran Zera, havde ligesom de andre også hvidt hår, hvide øjne og en skønhedsplet ved venstre øje. Han havde begge hænder, mod Zeras kinder, på en faderlig måde.

Den sidste mand, som stod foran Lina, havde hvidt hår med en grå nuance, hvide øjne og ar i hele ansigtet. Han havde allerede trukket Lina ind i et stort kram.

Alle de mennesker i kåberne, havde blide og venlige smil, kærlige og varme øjne og Cora følte en vis kendskab til dem alle, men den følelse var så fjern. Det var svært for hende, at tænke på og det frustrerede hende bare mere.

"Det er så godt at se dig, Mr. Winds". Lina kyssede mandens pande og han klukkede fornøjet.

"Det er også godt, at se dig, Lina. Hvordan har du det min pige?" Linas smil var noget Cora aldrig havde set før. Det holdte så meget kærlighed og hengivenhed, så hun var helt overrasket. I hvert fald over, at det kom fra Lina.

Cora tog et kig på Zera og Seren, og så at også dem, havde armene om de mænd, der stod foran dem.

Seren fniste og Cora opfangede, at hun kaldte ham for, Mr. Falls. Hun hørte også Zera, der kaldte manden foran sig, Mr. Firestones. Hun kunne se alle de andre beskyttere, med smil som aldrig før. Cora følte en smule jalousi over det. Indtil videre havde de andre piger mødt deres familiære.

"Hvorfor det lange ansigt, deres nåde?" Cora vendte hurtigt hovedet mod det blide stemme og så kvinden, som før havde stået foran hende med vis afstand.

"Åh, det er ingenting..." Hun lagde mærke til, at kvinden stadig stod foran hende og at hun iagttog hende, med et undersøgende og interesseret blik. "Hvorfor stirre du dog sådan på mig?" Hun blev utilpas under kvindens blik.

"Du ved virkelig ikke, hvem jeg er, gør du?" Kvinden havde en trist klang til sin stemme, hvilket ofte kun kom når der var tale om Coras død. En følelse af sorg, omsluttede hende. Hun prøvede at smile lidt, men det gik ikke så godt.

"Nej, men jeg vil virkelig gerne vide det. Hvem er du?" Det triste udtryk kvinden havde forsvandt, som dug for solen.

"Jeg er miss. Woods, din familiære". Cora stirrede med store øjne på kvinden og følte sig straks dum. Selvfølgelig var hun det. Når Seren og Zera havde været så grundige med at forklare om disse familier og familiære, så var det jo klart, at når deres var her, så var hendes her nok også!

Coras prøvende smil, blev forvandlet til et blændende et. En følelse af begejstreting fyldte hende og jalousien forsvandt.

"Du aner ikke, hvor fantastisk det er, at møde dig!" Hun havde bare sådan lyst til at kramme miss. Woods. Som om miss. Woods kunne læse hendes tanker, lagde hun armene om hende og gav hende et betryggende kram. Et moderligt kram, Cora aldrig havde fået før.

"Det er også fantastisk at møde dig. Vi har længe ventet dig". Cora trak sig fra krammet og sukkede lykkeligt og udmattet.

"Ja, det bliver godt med en forklaring på, hvad, hvem og hvorfor, jeg stadig er her. Du ved, efter det der skete". Miss. Woods nikkede og trådte et skridt tilbage. Hun vendte sig mod de andre familiære og gav et kort nik. Pludselig, begyndte de alle sammen at bevæge sig igennem porten og beskytterne fulgte lydigt efter. Cora havde ikke meget valg end, at følge efter som alle de andre.

Byen bag muren, var endnu smukkere end regnet med. Det så ud som om byen var lavet af en blanding mellem sand og guld. Den skinnede og glimtede med rubiner og juveler, der prægede byens tårne og tage. Der var en masse kutteklædte mennesker, der gik rundt i dens stille gader, uden at snakke. De forholdte sig i stilhed og vovede knap nogle blikke til deres medmennesker. Cora fandt det besynderlig, prikkede til miss. Woods.

"Hvorfor er alle så stille?" Miss. Woods smilte bare ubekymret og forklarede.

"Alle disse mennesker lever i byen for at studere. De prøver at finde ud af, hvem der vinder den kommende, mørke krig. Derfor, snakker de overhoved ikke". Miss. Woods trak på skuldrene og fortsatte. "Vi familiære til beskytterne, boer på det store bibliotek, som kun vi har tilladelse til at komme ind i. Og så jer, selvfølgelig". Cora nikkede langsomt, mens hun prøvede at få alt det miss. Woods havde sagt, til at passe ind med, hvad hun indtil videre havde lært. Det hun indtil videre vidste med sikkerhed var, at hun snart ville finde ud af alt om sin død.

Men hvad var, den mørke krig så og hvorfor var der ingen, der havde nævnt noget om det før nu??

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...