The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
809Visninger
AA

11. Kapitel 10.

"Cora, du bliver nødt til at slappe lidt af! Du sidder jo og tripper". Cora var skam godt klar over, at hun sad og trippede på stolen. Alle i hendes situation ville have trippet.

"jeg ved det, men Gabriel, jeg har aldrig mødt en konge eller dronning før, og slet ikke på samme tid!" Cora havde aldrig været så nervøs før. Ikke en gang, da hendes forældre tvang hende med til et stort selskab, hvor hun kunne sidde og blive bedømt af andre. Hun havde højst mødt andre grever og grevinder, aldrig nogle kongelige, medmindre en grandfætter til en konge gjaldt.

Gabriel satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder nænsomt i sine.

"Slap af. Jeg er her jo". Hun smilte tilbage og prøvede at slappe af.

"Tak, Gabriel". Han kyssede hende flygtigt på kinden, rejste sig op og stillede sig bagved hendes stol. De var i det rum, hvor Cora havde set det bevægende maleri. Nu var maleriet der ikke længere, og i stedet var der dækket op til te og hygge, til ære for hende og hendes møde med de kongelige.

"Hvor er hun!?" En melodisk og blød stemme, råbte højt af vagterne og gjorde Cora nervøs igen. Pludselig sprang dørene op med et brag og en smuk kvinde trådte ind.

Kvinden havde mørkerødt hår, der flød ned af hendes ryg, som et flammehav. Hun havde lime-grønne øjne, der var intense og smukke og som matchede hendes flotte vinger, der blafrede en smule. Hun havde høje kindben og et drys af fregner under hendes øjne. Hendes påklædning var royal og lavet ud af blåligt silke, der skinnede når kjolen bevægede sig. Hun havde ingen sko på og gik bare i bare tæer. Hun virkede som en frisindet kvinde.

Hvem mon, hun er?

Gabriel lænede sig ned mod Coras øre og hviskede fornøjet.

"Det der, er dronning Sansa af Efaildia". Cora stirrede målløs på den smukke kvinde og følte sig straks utilpas. Dronningen!! Var det virkelig sådan dronningen var.

Lige efter kom der en ældre herre ind i rummet. Han så en smule bister ud, men havde en rar og velkendt aura om sig. Hvis dette var kongen, ville Cora springe ud af vinduet.

Han havde mørkebrunt hår sat i en hestehale og kraftige, havblå øjne der hvilede på dronningen. Han havde en ret kraftig kæbe og lidt skægstubbe, som havde han glemt at barbere sig i morges. Hans vinger, var hvide med mørkeblå liner i kanterne. Hans påklædning var ligesom dronningens, undtagen, det at han havde sko på. Han havde en fin, hvid skjorte på og en mørkeblå jakke ud over, hans bukser var også hvide og så ud til, at være nystrøget. Han var tydeligvis en fin herre.

Endnu en gang, lænede Gabriel sig ned og hviskede i Coras øre.

"Og dette, er kongen over Efaildia". Og endnu en gang, stirrede Cora målløs. Det forklarede, hvorfor han holdte så skamløst øje med dronningen. Han elskede hende og havde en kraftig beskyttertrang over hende, det var tydeligt. Det var sødt, at kigge på.

Dronningen og kongen fik øje på Cora og skyndte sig over til hende. Dronningen var den første og hun trak Cora op fra stolen og gav hende et stort kram.

"Åh Cora, hvor er det godt at se dig!" Cora stod som frosset til stedet og smilte akavet.

"Elskede, du gør jord-beskytteren utilpas". Kongen trak stille og roligt, dronningen væk fra Cora, der straks bukkede.

"Det er en ære, at møde jer, deres majestæter". I starten, reagerede kongen og dronningen slet ikke, men så begyndte de at grine ud af det blå. Dronningen lagde en kærlig hånd på Coras skulder og smilte imødekommende.

"Jamen Cora da. Du har lige så høj status som mig, hvis ikke mere! Du behøver ikke, at bukke. Du kan bare give mig et kram". Cora kiggede for anden gang den dag, målløs over den venlige og imødekommende dronning.

"Ja, min kone har ret. Du er en beskytter og beskytterne skal ikke bukke for nogle! Husk altid det". Cora gav et genert smil fra sig og svarede stille.

"Mange tak, deres majestæter".

Cora satte sig ned med kong Leopold og dronning Sansa og drak te. Kongeparret prøvede begge, at få hende til at føle sig hjemme, så hun ville blive hos dem og så fortiden ville blive slettet fra folks sind.

"Hey, hey, hey!" En begejstret stemme kunne høres bagved Cora og hun vendte sig om, for at se hvem det var. Mon de kongelige havde inviteret andre med til teen. Til Coras store overraskelse, var det vand-beskytteren, der stod bagved hende. Seren smilte venligt til Cora og gik hurtigt hen til hende.

"Så dejligt at se dig igen, Cora. Beklager at vi skulle møde sådan, efter så mange år uden hinanden". Seren gav Cora et varmt kram og Cora tilgav hende med det samme. Hun fandt det svært, at være sur på en kvinde, der gjorde det præcis samme, som hun selv gjorde. Beskyttede dem, hun holdt af.

"Det er okay. Jeg forstår, at du gjorde dit job". Serens smil blev endnu større og det smittede straks. Hvor var fjendtligheden fra før

"Åh, misser jeg vores lille genforening?" Cora gav et hop i sin stol og vendte sig mod de to andre beskyttere, der stod og smilte.

Zera og Lina.

Lina havde et professionelt smil på, men der var en vis varme i det, der fortalte Cora at hun ikke bar nag fra sidst. Zeras smil var drillende og glad. En god kombination, hvis man spurgte Cora. Det mindede hende utrolig meget om Elisabeth.

Cora rejste sig op og de tre beskyttere kiggede forvirret på hende. Måske var det på tide, at Cora viste, at hun havde accepteret sin skæbne og sit liv. Hun åbnede hænderne og ud af en glitrende, grøn tåge, formede der sig en lille rød rose, der blomstrede flot i hendes hænder.

"Jeg er Cora, jord-beskytter og beskytter af landet, Efaildia". De andre beskyttere gav skingre skrig fra sig. Selv professionelle Lina, og de kastede alle armene om Cora, der også smilte glad. Det var en rar følelse at have. Den måde, hvorpå deres arme omsluttede hende og lod hende være i den tro, at de faktisk var en familie.

Gabriel stod med kongeparret og kiggede på alle beskytterne, der var samlet og lykkelige. Han fik en vis ubehagelig følelse i maven.

Hvad, hvis Cora ville glemme ham? Hun havde nu dem.

Han rystede hurtigt på hovedet over sine fjollede tanker. Selvfølgelig ville hun ikke glemme ham. De havde haft en fantastisk nat sammen og det var tydeligt, at Cora havde følt noget dengang.

Ikke??

*****************************

 

"Cora, du må fortælle os, hvad du har lavet indtil nu!" Zera, Seren og Lina, var alle spændte på at høre alt om, hvad Cora havde lavet, siden hun blev genfødt i den normale verden.

"Okay, altså. Jeg blev født i de riges rækker, i London. Min mor, grevinde Henriette og min far, grev Henry, ville begge have mig gift med en anden greve, en franskmand faktisk. Det var faktisk grunden til, at jeg tog med Gabriel, der så bragte mig hertil". De andre beskyttere stirrede overrasket på hende.

"Gift!? Jamen". Zera prøvede at spørge, at få nogle ord ud og få spurgt Cora, om det var noget hun nogensinde havde ønsket. Lina sukkede og spurgte i stedet for hende.

"Har du nogensinde ønske, at blive gift?". Ud fra den tone, Lina afgav, virkede det ikke til, at hun måtte ønske sådan noget.

Zera sendte et spidst blik mod Lina, der bare trak på skuldrene. Cora rystede på hovedet.

"Nej, af en eller anden grund, havde jeg en vis frygt for ægteskab. Det føltes forkert, i hvert fald, indtil jeg mødte Gabriel". Cora så det blik, de andre beskyttere sendte hende og rettede hurtigt sig selv. Den fejl, håbede hun på, at hun kunne rette. "Nej! Ikke at, jeg vil giftes med Gabriel. Nej nej, vi har først lige mødt hinanden". Hun rødmede dybt og kiggede ikke nogle af de andre piger i øjnene. Seren grinte højt og kunne slet ikke stoppe igen.

"Bare rolig. Vi dømmer ikke. Gabriel er mums". Zera nikkede sammenstykkende.

"Ja, han er noget af en fangst!" Cora fniste sammen med de andre piger da Lina rømmede sig.

"Ikke for at ødelægge jeres hede, lille fantasi, men beskyttere må ikke blive gift, få afkom eller overhovedet forelske sig. Så i bund og grund, er det derfor du har frygtet det. Det er simpelthen ulovligt". Coras øjne blev lige så store som tekopper og hendes mund faldt åben. Zera og Seren kiggede begge forfærdet på Lina.

"Er du dum!? Sådan noget kan du da ikke sige til hende. Hun er jo allerede forelsket i Gabriel, ikke Cora?" Cora kiggede hver pige i øjnene og løg. Hvis det virkelig var så slemt, at forelske sig så ville hun ikke være udenfor og gøre præcis det.

"Nej, jeg har ingen følelser for Gabriel..." Lina så mistænksom ud, men nikkede kort. Zera og Seren delte et blik, der tydeligt sagde deres ubehag og forfærdelse. Hvorfor skulle Lina også lige sige sådan noget og ødelægge humøret??

Deres lille hyggetid, forsvandt da Lina nævnte beskytternes regler. Cora havde ikke regnet med, at blive gift med Gabriel, men hun elskede ham. Var det virkelig så slemt, hvis en beskytter forelskede sig.

"Cora, er du okay?" Cora vendte sig om mod Zera og nikkede fraværende.

"Ja ja, jeg har det skam fint". Zera lignede ikke en, der troede et øjeblik på hende, men nikkede alligevel. Det var Coras private tanker og en dag, ville hun stole nok på hende til hun ville fortælle hende, hvad der plagede hende.

"Det Lina sagde... Hun skulle have sagt det på en anden måde. Du vil snart lære om alle vores regler og husk, de er her kun for at beskytte os og dem omkring os. Man lærer af sine fejl, Cora og vi måtte lære det på den hårde måde". Cora rynkede brynene.

"Hvad mener du?" Zera smilte et trist smil og sagde noget, man ofte sagde til et barn.

"Du vil snart forstå". Hun gav Cora et kort kram og et kys på kinden, og gik. Cora stod tilbage og sukkede, opgivende. Hvorfor skulle de være så hemmelighedsfulde?

Cora gik op på sit værelse og ind på sit badeværelse. Hun tændte for vandet, trak sin lidt beskidte tøj af og sank sin krop ned i det varme vand. Et veltilpas suk forlod hendes læber og hun sank dybere og dybere ned i det dejlige vand, der nærmest blødgjorde hele hendes krop. Hun tog fat i noget sæbe og begyndte at vaske sin krop ind i det. Hun sørgede for at gnide sig overalt, så hun var sikker på at blive hel ren, før hun rejste sig op og trak et håndklæde om sig. Der var vist ikke noget, et bad ikke kunne klare.

Hun redte sin seng og begyndte at rode rundt i sit skab, efter en natkjole. Da hun synes, at hun havde fundet en passende en, trak hun den hurtigt på, så hun ikke ville fryse. Natkjolen var af blå fløjls, der gik til lige over hendes knæ og med lange ærmer. Den føles rar, at have på og Cora følte sig tilfreds. Det var underligt, hvor hurtigt hun fik det godt her.

Mon de savnede mig, der hjemme.

Det bankede pludselig på Coras dør og hun gik hen for at åbne. Ude foran hendes dør, stod Gabriel. Han havde afslappede, hvide bukser på og ingen trøje, så hans veltrænede mave var fremme. Hvordan han var kommet forbi de sorte vagter klædt sådan, var et mysterium.

"Hej, prinsesse". Cora smilte og da Gabriel gik tæt på hende og da han kyssede hende, tog hun gladeligt imod. Igennem dagen havde hun savnet ham, hans læber og hans hænder. Hun havde savnet ham og den måde, hvorpå han kunne gøre hende i godt humør.

Cora gispede, da Gabriels kolde hænder, pludselig lå på hendes ryg. Hun kunne mærke ham igennem stoffet af natkjolen. De kørte fra hendes ryg og hen over hendes mave, mens han kyssede hende fra læberne, ned af kravebenet, mellem brysterne og ned af hendes mave. Hun kunne mærke hver berørelse og kys, stadig igennem kjolens stof. Hendes hænder havde et fast greb på hans skuldre og for hvert kys, blev hendes greb hårdere. Hun var næsten bange for, at det gjorde ondt på Gabriel, men han gav bare nogle brummelyde af tilfredsstillelse. Cora godtog det og lod sig bare forføre af Gabriels hænder, hans mund og de lyde, han fik bragt ud af hende.

Gabriel kunne knap nok styre sig. Coras klynken og stønnen, var nok til at få ham til at miste kontrollen og det var altså den kontrol, han godt kunne lide at have. Det så ud til, at denne kvinde fik ham til at miste kontrollen, på flere måder end en. Han vidste, at hun godt stadig kunne være øm efter tidligere, men han havde bare brug for at have hende nu. Og på den måde, hun klamrede sig til ham og tryglede ham, havde hun også brug for ham. Selv uden ord, forstod han i det mindste så meget.

Cora fjernede sin natkjole, der havde føltes som en barriere. Kort tid efter hun havde fjernet den, efterlod Gabriel et spor med sin tunge, fra midten af hendes mave til hendes bryster og fra hendes bryster til hendes læber. Han prøvede at vise hende, hvor meget han ville have hende igennem kysset. Hans hænder gled ned mellem benene på hende, mens han kyssede hende. Cora gned sig nærmest op af ham og rev og flåede i hans hår. Normalt ville han ikke have, at hans kvinder rørte ved ham på den måde, men når Cora gjorde det, så føltes det bare helt rigtigt. Det var en helt andet følelse, end med andre.

"Gabriel!" Gabriel trådte væk fra hende et øjeblik, for bare at se på hende et øjeblik. Hun havde en vis glød om sig. Hendes perfekte, mælkehvide hud havde nogle mærker fra ham, hendes øjne var nærmest selvlysende og hendes læber var skilte og hun trak vejret hult, som kunne hun bare ikke få luften ind. Hun var smuk og kun hans. Nu og for evigt, fik han sin vilje.

Cora syntes, at Gabriel havde kigget nok. Hun vendte sig om og satte sig på sengen. Hendes blik fandt søgende hans og hun så sådan en hede, så hun nærmest kunne se, hvad han ville gøre ved hende i hans blik. Han nærmede sig, som et rovdyr nærmer sig sit bytte, og satte sig foran hende. Han tog stille og roligt fat i hende, løftede hende op og satte hende på sit skød, så de blev forbundet.

Cora udbrød et gisp og bed sig hårdt i læben. Det gjorde ikke ligeså ondt som sidst, men det var heller ikke behageligt. Hendes hænder gled fra hans hår og ned på hans skuldre. Gabriel kørte blidt hænderne op og ned af hendes ryg, mens han bevarede kontrollen så længe han kunne. Det var svært, for Cora var uimodståelig lige nu.

"Kan jeg bevæge mig?" hans stemme var anstrengt og havde en mørk tone til den. Den sendte kuldegysninger ned af hendes ryg, som om hun frøs.

Cora nikkede og kyssede hans skulder, hen af hans nakke og på hans kind og mund. Hun vidste godt, at de andre beskyttere havde sagt, at de ikke måtte forelske sig, men Cora elskede Gabriel og det kunne de ikke tage fra hende. Hun følte sig hel med ham og havde ikke tænkt sig, at opgive det, bare fordi der engang var sket et eller andet, så de havde nægtet kærlighed. De skulle bare finde den rette og så ville alt være okay. Det var i hvert fald, hvad hun håbede på.

Gabriel greb blidt fat i Coras hår og trak hendes hoved bagover, så han kunne kysse fra hendes hage og ned af hendes hals. Han nappede og slikkede, mens hendes støn kom oftere og oftere. Hun bed sig endnu hårdere i læben end før og havde en stærk lyst til at skrige. Alt for, at få spændingerne ud af hendes krop, der havde bygget sig på. Pludselig føltes det som om, der var noget der eksploderede inde i hende og hun faldt sammen mod Gabriels bryst, der selv havde fået samme følelse og selv var helt sammenfaldet

Han løftede hende op og lagde hende ned på den ene side af sengen, før han selv lagde sig på den anden. Han trak dynen over dem begge, lagde armen om hende og trak hende helt tæt til sig.

"Godnat, prinsesse".

De nåede begge lige, at lukke øjnene en gang, før de faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...