The missing protector, (Protectors of the elements #1).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 21 okt. 2016
  • Status: Igang
En fortælling, der er gået i arv gennem tiderne.
En fortælling, om en magisk verden, der blev ødelagt og ladt tilbage til intet andet, end et enkelt land.

For mange århundrede siden, var der en altødelæggende krig, som hærgede verden. Lederen af dæmonerne, Ghost var konge over alt det mørke og alle skyggerne.
Ud af ren desperation, skabte moder natur, landet Efaildia. Et land, hvor alle væsener kunne leve i fred og harmoni, med hjælp fra fire specielle piger, der kaldtes beskytterne.

Ud af fire elementer, fire piger og en masse krig og blod blev verden gjort sikkert, og Ghost og hans dæmoner blev forvist langt væk fra, hvor de kunne gøre skade. Dybt bag bjergene i Efaildia, hvor ingen mennesker kunne gå. Hvor folket i Efaildia kunne holde øje med dem.

Jord-beskytteren blev brutalt myrdet, så ingen nogensinde ville glemme Ghost og, hvad han kunne gøre.

I hundrede år efter, levede Efaildia stadig i frygt for Ghost og hans modbydelige lærling, men ikke længere...

1Likes
0Kommentarer
877Visninger
AA

2. Kapitel 1.

To dage efter, den frygtelige nyhed omkring Coras trolovelse, var Cora nu på vej til sin venindes teselskab. For alle andre var det bare et almindeligt te selskab, men mellem de to barndomsvenner, betød det alverdens for dem begge.

Cora sad i sin lysebrune karet og tænkte på dengang, hvor Elisabeth og Cora mødtes. Det havde været den bedste dag, i hendes liv.

Cora var kun otte år gammel dengang og havde været ude på markedet med sin gode ven, Elliot Brown, da de så et skib lægge an ved havnen. De to nysgerrige børn rendte over nær skibet og gemte dig bag nogle kasser for at se, hvad eller hvem der kom. Til deres store nysgerrighed, var det en lille pige på ni år med helt sort, glat hår og grønne, skæve øjne. De to børn vidste med det samme, at det var en udlænding, men fra hvor, havde de ingen anelse. De fik dog deres spørgsmål svaret, da den lille pige pludselig stod foran dem med et stort smil på læberne.

"Hej, jeg hedder Elisabeth!" Pigens stemme var lys og blød, den fortryllede begge børn. Elliot var den første til at reagere, da han selv ikke ville være uhøflig. Cora kom lige bagefter og de præsenterede sig begge for hende. Det viste sig, at den søde pige var halv koreaner og halv amerikaner. Hendes forældre havde valgt at flytte til London, for at starte på en frisk.

Og der fandt Cora sin bedste ven og fortrolige!

Mindet bragte altid et smil på hendes læber, når Cora tænkte over det. At hun blev veninder med en udlænding, var ikke noget hendes mor var så glad for, men Cora havde insisteret og det var der, at Cora og hendes mor, Henriette's fejde startede.

Et stort bump, rev Cora ud af sine - nu deprimeret- tanker og tilbage til virkeligheden. Det var nogenlunde en hel dags ridt, før man ankom til Newcastle. Newcastle var en meget henrivende by og det var her Elisabeth var flyttet hen, da hun blev lykkelig gift.

Normalt ville Cora holde en vis afsky, for den mand der tog Elisabeth væk fra London, men uheldigvis var manden, Elisabeth giftede sig med, Elliot Brown. Så desværre var der ikke så meget vrede mod manden, da Cora selv kendte og elskede Elliot højt.

"Så er vi her, miss Turner". Cora takkede flygtigt kusken og gik med hurtige skridt mod sin venindes palæ. Brown Palæet var et overdådig, hvidt bygningsværk, med mange, små vinduer med lilla'e kamme, små døre lavet af kirsebærtræ og en have, man kunne fare vild i.

Cora behøvede ikke at banke på. Hun kunne faktisk bare marchere rundt om huset i sine fine, hvide sko, gøre sin mor rød i hovedet af raseri og sætte sig på en af Elisabeth Browns bløde havestole. Så det var præcis, hvad hun gjorde! Cora marcherede rundt om huset og ankom i den store have. Det var ikke fordi at Brown familien havde mange ting i deres have. Der var terrassen der førte fra bag huset til haven og så en masse, store egetræer. Af en eller anden grund havde Elliot altid elsket egetræer og Elisabeth havde aldrig haft noget imod dem, så derfor var deres have prydet af dem.

"Elisa!" Cora råbte så højt som hun kunne, mest for at irritere Elliot. Han hadede når man råbte højt, sagde at det gav ham grå hår, selvom han kun var 22 år gammel.

Dørene til huset åbnede sig og viste en ung kvinde på 21 år med sort hår sat op i en fransk fletning, grønne, skæve øjne og en stort smil. Elisabeth havde en hvid kjole på med perler ved brystet, enden af begge ærmer og ved enden af kjolen. Hun kom ud med en bakke i hånden, med små, farverige kager på.

Det var typisk Elisabeth. Hun kunne godt lide, at gøre tingene selv og selvom det ikke var normal dame opførelse, var Elisabeth og Elliot helt ligeglade. De havde kun nogle få tjenestepiger og en kusk, ellers klarede de sig selv.

"Jamen Cora. Hvor er det godt at se dig!" Elisabeth satte bakken ned på det lille, runde bord med hvid dug og kom løbende over til hende, for at give hende et stort kram. "Hvor er det fantastisk at du er her!". Cora følte tårerne presse sig på, men holdte dem tilbage for ikke, at gøre sin veninde bekymret.

"Tusind tak for at tage tid til mig, Elis. Det betyder meget!" Elisabeth lagde dog straks mærke til at selvom Cora smilte, var der noget galt. Hun ville altid vide, hvis der var noget galt med Cora.

"Cora, kære veninde, hvad er der galt?" Selvom Cora havde besluttet sig for at snakke med Elisabeth stille og roligt om sine problemer, faldt tårerne. Hun faldt grædende sammen imod sin venindes bryst og tog gladeligt imod Elisabeths trøstende ord og klap på ryggen. Det var det her, hun havde haft brug for, uden endda, at vide det.

Da Cora endelig holdte op med at græde, sad hun ned og drak te med sin veninde. Hun var roligere nu, når hun havde grædt noget af sin vrede og sorg ud.

"Så dine forældre har fundet en ægtemand til dig!?" Elisabeths overraskelse var ikke til at tage fejl af. Hun lignede en, der var lige så utilfreds som Cora selv.

"Ja, det har de. De siger at jeg skal giftes med grev Arvel". Elisabeth så ud til at blive endnu mere overrasket og lidt mere sur.

"Franskmanden?!" Udbrød hun. Cora nikkede og kunne ikke lade være med at smile et humorløs smil. Der var ellers intet morsomt ved situationen.

"Det skal nok gå Cora. Du er en stærk kvinde. Du skal bare vise den mand, hvordan det skal foregå!" Cora smilte nu et ægte smil og takkede sin veninde for sine vise ord. Hvis bare Elisabeth vidste, hvad hun havde planlagt.

Hvis der var noget Cora nød, så var det Elisabeths te selskaber. De var altid fine og sofistikeret, men på samme tid var de rare og velkendte. Denne gang, sad de om et rundt bord med en hvid dug, 2 matchende stole, et fint testel med vanilje te og de søde, flotte, små kager, Elisabeth selv havde bagt.

Cora tog en rund, lyserød kage ind i munden. Den havde noget lækkert trøffelcreme inden i og smagte himmelsk.

"Hm! Dine kager bliver bare bedre og bedre, Elis". Elisabeth rødmede lidt og takkede, glad. Nu havde Cora i det mindste fået fjernet opmærksomheden for hendes forlovelse. Så kunne de hygge som gamle dage og så kunne resten komme i morgen.

"Så i sider rigtig og hygger jer, hva?" Cora løftede hovedet og kiggede, smilende på Elliot der kom gående ud af Brown palæet.

Elliot Brown var en mand med sort hår i en hestehale, kastanjebrune øjne og en blå påklædning der matchede den blå sløjfe om hans hestehale. Han var en flot mand, som mange kvinder lagde mærke til.

"Elli!" Elisabeth hoppede ud af sin stol, kastede armene om sin mand og kyssede ham dybt. Det var en kærlig gerning, der bragte et smil på Coras læber.

"Elliot, det er godt at se dig, min ven". Cora rejste sig og lagde blidt armene om sin gamle ven. Hun havde ikke set ham i lang tid, på grund af hans forretninger.

"Hvordan har du det?" Cora nåede slet ikke at svare, før Elisabeth kom ind og gav hele historien.

"Hendes forældre har givet hende bort til en franskmand!" Cora kiggede vredt på sin veninde, som krympede sig lidt. Elliot så lidt hvid ud i hovedet og spurgte spagt.

"Det er vel ikke grev Arvel, vel?" Coras bryn trak sig sammen og hun så spørgende på ham. Hvordan vidste han det.

"Jo, hvorfor?" Elliot så med det samme utilpas ud og rettede på sin krave. Han kunne tydeligvis ikke lide, at sige det, der skulle til, at komme ud af hans mund.

"Jeg har lidt hørt, at han blev fundet på en af de lokale kroer med en skøge ved sin side og lige så fuld, som aldrig før". Cora havde med det samme lyst til at græde igen. Elisabeth lagde trøstende armene om sin veninde og Elliot fulgte lige efter. Hvorfor skulle hun tvinges til, at tilbringe resten af sit liv med sådan en som ham.

Her stod Cora Turner med sine bedste venner, Elliot Brown og Elisabeth Brown, med deres arme om hende. Hun fortrød næsten, at hun skulle forlade dem her. Uden, at vide noget om, hvor hun skulle hen eller om de nogensinde ville se hende igen, eller høre fra hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...