Løgnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
Vi bliver enten onde eller gode, alt efter om man kan kæmpe imod sit monster inde i sig selv. Den dag Sazz møder Ikan, en dreng som selv kan vælge om han er ond eller god i forskellige situationer, vender hendes verden på hovedet. Løgne og bedrageri spejler sig i overfladen og sandheden er svær at finde.

1Likes
0Kommentarer
165Visninger

2. .

"Sazz?" hviskede Kinka, og vinkede hende hen til sig. "Ham der!" sagde hun og pegede hen i hjørnet af caféen. Der var mørkt derhenne, men Sazz kunne godt skimte en skikkelse. "Jeg servicerer ikke for ham, han er jo en mørkevandre, er det ikke tydeligt?" Sazz sukkede og puffede til Kinka, "ej hvor er du altså bange." Med faste skridt gik hun derefter hen til hjørnet og spurgte: "Hvad skulle det være?" manden kiggede op, og det gav hende kuldegysninger. Hans hår var sort som en ravn og hans øjne så dybblå, at man kunne synke derind, hvis man ikke passede på. Han gav et tilfreds smil fra sig, og hun stoppede øjeblikkeligt med at stirre, og forholdt sig koldt til ham, det var jo ikke forkert, det hun havde gjort. Hun var jo kun nysgerrig, eller var det hele sandheden? "Dig," hun må have hørt forkert.

"A'hva?"

"du ved udmærket godt, hvad jeg sagde, det er bare ikke normalt at sige i sådan en verden som denne. De kommer, og det ved du godt, jeg forstår ikke hvorfor du blev her så længe."

"Hvem kommer?" Sazz var så forvirret og mandens øjne skiftede øjeblikkeligt, han så bekymret ud. Nej det kunne ikke passe. "Har du glemt det, har du glemt mig?" han lød såret, men hun vidste jo ikke hvorfor.

Døren til caféen blev hamret op og ind kom UAM-teamet, med Trike i front. "NU!" råbte manden med de dybblå øjne og væltede sit bord. Folk begyndte at skrige, mørkevandre blev der råbt. Med en kraft hun ikke forstod fulgte hun efter manden og ud til bagudgangen, det føltes bare rigtigt, det føltes velkendt på en mærkelig måde. Han åbnede døren til den friske luft udenfor og trådte ud, men hun fulgte ikke med ham ud. Han vendte sig såret om og rakte en hånd ud til hende. "Jeg kender dig ikke," sagde hun som forstenet. "Du kender mig bedre end jeg selv kender mig selv." Hun tog tøvende hans hånd, og gnistrer slog op i hendes arm. Det var det her, der havde manglet i hende liv. Det var ham, der havde manglet. Hun havde altid følt, at hun manglede noget, hun havde mistet noget. Og han havde svarene til det. Han havde sandheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...