Wings of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den angstfyldte Lotus ender med at indgå en aftale med en blomst for at redde sin egen verden. Den typiske kamp mellem det gode og det onde, eller hviler der sig noget dybere i det hele?

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

5. Kapitel 5

Lotus følte sig en smule blød i knæene over de smukke øjne der havde mødt hende. Vildt at øjne kunne have så stor effekt på hende, men det havde det. Øjnene sad på en forholdsvis bleg mand med noget der lignede sort hår, men det var lidt svært at sige om det var sort eller bare mørkebrunt, for der var stadig ret mørkt dernede. Lotus gloede som en tåbe ind i de smukke øjne.

"Her har vi ham, dukkemageren, han har åbenbart fulgt efter dig i lidt tid" grinte damen.

Hun satte ham ned lidt efter, han virkede ikke til at ville stikke af, men blev i stedet ved med at glo tilbage på Lotus. Han lignede en normalt menneske, med undtagelse af det meget fancy men også lidt fjollede tøj, det havde dog sin charme.

 

"Hej Frøken menneske, jeg er Yoan, jeg ved min fængselsbetjent ikke har informeret om sit navn, men hun hedder Idazia" grinte han lidt fjoget.

Lotus nikkede lidt forsinket, hun var stadig langt væk i de smukke øjne, men da hun endelig kom tilbage rømmede hun sig lidt med følelsen af hun havde gloet en tand for længe.

"Jeg er Lotus, og det her er Rennonua" præsenterede hun.

De begge smilede og kiggede på hinanden, før de tog hende i armene, en i hver arm og slæbte hende med videre nede i den mørke underjordiske skov. Lotus var forvirret i den grad, men efterhånden som de gik faldt hun til ro og lagde endelig mærke til omgivelserne. Det virkede som om der var lys forude, men ikke skarpt lys ligesom solen eller en udgang. Hun begyndte at ligge mærke til de meget mærkelige træer med frugter hun aldrig havde set før, samt kæmpe bregneblade, større end palmeblade, det hele havde en form for mystik omkring sig, lettere diset og en smule køligt uden at være direkte koldt. Hun kunne endelig se hvad der lyste, det var en form for selvlysnede svampe, både på jorden og dem der levede i harmoni med træerne. Hvilke bragte skoven i en dunkelt lys, men også gjorde det endnu mere fantastisk at kigge på. Lotus lagde ikke mærke til at hun blev opserveret, eller at hun smilte for den sags skyld. Hun var ikke vandt til sådanne ting, men hvad end det var, en drøm eller psykotisk anfald, så ville hun ikke have det til at stoppe, i det mindste ikke lige nu.

 

Rennonua sad stadig på Lotus skulder, men havde også fået et lille lys omkring sig, mere rent og hvidt end svampene, som var mere blå grønligt, ligesom de stjerner man proppede op i loftet som barn og når man så slukkede lyset i rummet, lyste de op og man kunne tælle dem til man faldt i søvn. Lotus var helt forundret, men også lidt mistænksom over hvor de skulle hen. Det var først nu hun lagde mærke til Yoan som stadig holdte hendes ene arm, kiggede på hende med sine lettere lysende øjne. Hvis hun kunne have set sig selv havde hun nok sammenlignet sig selv med en tomat, i det mindste i farven.

 

Det var lidt pinligt, hvis ikke meget, at blive iagttaget af den hun så uforskammeligt havde gloet på. Det var vel kun retfærdigt at han måtte nu. Det var stadig ikke sjovt, og hun kunne føle en lettere angst over det, i sin verden var hun en stor fejl, og var hverken smuk eller charmerende. Hun kunne pludselig se en lyserødt skær ude i horisonten, lidt til venstre, hun blev slæbt imod det, hun blev lidt mere bange, men kunne ikke rigtig sætte hælene i, for det ville virke mærkeligt at hun gjorde det hvis der nu ikke skete noget. Hun var bare bange for at dø i denne meget mærkelig men realistiske drøm, ja hun var sikker på det var en drøm. Stille og roligt kom de nærmere og nærmere, til sidst kiggede Yoan mod lyset i stedet for på hende. Det var en lettelse på en måde.

 

Hun kunne først ikke se hvad det lignede, men det lyste hele skoven op omkring hvad det så var. Det bevægede sig en smule, var det en person eller et dyr? Det var jo en drøm så alt kunne jo lyse, det var det mest logiske, og den eneste forklaring Lotus kunne håndtere. Med et gav Yoan slip på hende, for at gå lidt forud, men før han kunne nå det stoppede Idazia ham.

"Du må ikke gøre det, det er kun folk som er blevet kaldt der må, du kan kun kigge og vente, dit kald kommer måske også en dag" lød det bestemt men stadig venligt fra Idazia.

Som et kæmpe spørgsmålstegn, det var det Lotus følte sin hjerne var blevet til, men i det mindste tænkte hun ikke så meget på angsten, som dog stadig lurede i udkanten af hendes sind og sjæl. Da de var kommet lidt tættere på kunne Lotus se det var en blomst, en smuk mystisk blomst som lignede en blanding mellem en lilje og en ukendt eksotisk blomst, det var så uvirkeligt, men på den anden side følte hun sig draget mod den, det var som om den kaldte. Det var da at Idazia gav slip på hende. Lotus bevægede sig frem, som modet var kommet til hende, hun var som hypnotiseret, kunne ikke stoppe sig selv, men det ville hun heller ikke. Hun gik videre og videre til hun kom helt op til blomsten. Der lå nogle hvide sten i midten af den. Usikker i sind, men sikker i hånd, tog hun en og poppede i munden. Det hele var så uvirkeligt, hun havde været draget mod blomsten så meget, også spist noget fra den, den kunne være giftig, og dø i en drøm betød død i virkeligheden.

 

Lotus stod lidt, først skete der ikke noget, men så kunne hun mærke noget, en varme i kroppen brede sig fra brystet ud til alle lemmerne, det var behageligt men også foruroligende. Hun kunne mærke forandring, det skræmte hende fra vid og sans. Hun skævede tilbage til de andre, men kunne ikke se dem, hun kunne faktisk ikke længere se skoven, eller nogen af de andre lys, der slog angsten hende ind og hun faldt til knæ, var hun mon blevet forgiftet og ved at dø?

"Det skræmmende, alt det nye, men uden det kan man ikke bevæge sig fremad" lød en stemme foran hende.

Lotus kiggede op for at se en dame med vinger, ligesom en smuk men mystisk natsværmer, mindede lidt om Rennonua, men hun var stadig på Lotus skulder, men dens lys blev stærkere og stærkere. Hun kiggede tilbage på kvinden, kjolen og lyset fra kvinden mindede meget om blomsten der havde været der før, og hurtigt lagde Lotus to og to sammen. Hun spærrede øjnene op, det var helt klart noget hun forstillede sig i sin syge hjerne.

"Du er ikke syg, du er bare bange for forandring, du holder dig selv og dit potentiale tilbage" lød det fra kvinden igen.

 

Endnu en gang blev Lotus overrasket, hun havde jo lige læst hendes tanker, men så igen, havde man overhovedet tanker i en drøm? Det virkede mere og mere rigtigt at dette skete i virkeligheden. Men hvorfor, hvordan og lige denne angstfyldte pige?

"Det er tid for dig at bevæge dig fremad, og for at kunne det skal du indgå en aftale med mig, en pagt som kun du og jeg kender" lød det fra kvinden igen.

Stemmen var mild og blød som honning, men stadig tydelig. Selvfølgelig lød det med pagt ikke så lovende i Lotus ører, hun var skeptisk, og igen meget bange, hun var som frosset på sine knæ, ude af stand til at bevæge sig.

"Du skal kæmpe som min discipel for at redde din egen verden, og derefter vil jeg så opfylde et ønske, lige meget hvad det er for et" lød det stadig nærmest syngende.

Kvinden løftede sin hånd og pegede på Rennonua, som fløj op og rundt, som om det vitterlig var glad for at blive peget på at denne kvinde.

"Det vil være din guide i kampene, du skal lytte og lære fra hende, og du skal tage udfordringerne op som de kommer, og du vil vide hvad det er når du ser det, så hold øjne og ører åbne" lød det.

Det lød meget skræmmende, og grænseoverskridende i Lotus øjne. Det var næsten for meget, men da smilede kvinden til Lotus, og derved faldt angsten langsomt tilbage i den mørke del af hendes hjerne.

"Jeg giver dig kraften og muligheden for at gøre det der skal, men frygten skal du selv overkomme, du skal søge ind i dig selv for at åbne det op" lød det endnu en gang.

Lotus skulle til at sige noget, det var jo som om hun var udvalgt til noget, men tvivlen kom til hende, det var en drøm, helt sikkert, hun havde sagt det til sig selv så mange gange i hovedet, nærmest for at overbevise sig selv, men dette var dråben.

 

"Afgiv dit navn i mine hænder og aftalen er på plads, jeg er skæbnens blomst og jeg ved at dette er din skæbne" lød det endnu blidere en før.

"Lotus Whitewood" hviskede hun selv.

 

Alt lyste op og derefter blev alting mørkt, det var som at være alene i et kæmpe tomrum. Lotus kunne ikke engang se sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...