Wings of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den angstfyldte Lotus ender med at indgå en aftale med en blomst for at redde sin egen verden. Den typiske kamp mellem det gode og det onde, eller hviler der sig noget dybere i det hele?

0Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det eller hun lignede noget fra en tegnefilm, en form for superskurk, charmerende, monstrøs og rolig i alle bevægelser, som om alt var planlagt. Det virkede meget mistænksomt, men uden at ville dømme kom Lotus stadig til at gøre det, det var både heldigt og uheldigt at hun ikke kunne bevæge sig. Frosset til jorden så hun denne kvindelige blæksprutte dame bevæge sig. Lotus gøs ned af ryggen ved bare at tænke på alle de sugekopper der var på hver eneste af de ti arme, ja hun kunne tælle der var ti. Hun blev langsomt fyldt op med spørgsmål omkring hele den person, men i sidste ende blev Lotus enig med sig selv, om at hun havde et mareridt. Hun var så sikker på dette ikke var virkelighed og at hun bare var brudt sammen og havde et psykotisk anfald. Det hele virkede som et større angreb af hendes psykiske tilstand, havde hun mon fremprovokeret noget som ikke var godt, måske med at gå ud i offentligheden. Lotus så bare ingen mening i det var gået så vidt, der havde jo ikke været så mange folk, der havde knap været nogen der havde kigget på hende. Hun forstod det ikke helt, det hele var så urealistisk, men det var den eneste logiske forklaring på det hele. Lotus blev mere og mere fordybet i sine tanker, så langt væk at alt omkring hende var ude af fokus, hun lagde ikke engang mærke til nogen bevægede sig tættere og tættere på hende.

 

"Mit barn, min kære, nogle gange skal man give slip på alt det der er bekymrende og dårligt, desuden ser du sikkert meget mere charmerende ud når du er afslappet" lød en dyb kvindestemme.

Stemmen var blød som honning, men stadig stærk og af nogen man ville respektere, ligesom en mors stemme, en stemme som bragte Lotus tilbage til den verden hun var i, om det var virkelighedens verden vidste hun ikke. Lotus kiggede op for at se nogle øjne med plusser for pupiller, det var blæksprutte damen, som Lotus på en mystisk måde havde glemt var foran hende. Damen var kommet tættere på, faktisk lige foran hende, kiggende med et blidt blik, alligevel var angsten der straks. Ville hun dø? Slået ihjel i en drøm? Folk sagde jo at hvis man døde i en drøm at man døde i virkeligheden, og Lotus angst hjalp ikke på dømmekraften imod det.

 

Lotus var mundlam, det hele var så ude af kontekst, en blæksprutte der boede midt i en skov i en meget forunderlig men mærkelig verden. Hendes ben begyndte at true med at svigte under hende. Natsværmeren fløj omkring hendes hoved, som om den prøvede at berolige hende. Hun kiggede kort væk, men af angst for at blive ædt levende, vente hun igen opmærksomheden mod blæksprutten.

"Du skal ikke være bange, jeg gør dig intet ondt" lød det igen fra damen.

"D-d-du vil ikke sp-spise mig?" fremstammede Lotus.

En let latter kom fra damen, hun virkede helt forundret og efterfølgende smilede hun bare stort. Det var som om hun kunne forstå Lotus på et punkt, men man sagde jo også dyr kunne mærke ens følelser og lugte frygt, men var det også tilfældet med blæksprutter?

"Nej jeg vil ikke spise dig, jeg forstår bare ikke hvorfor du lader frygt styre din dømmekraft så meget, jeg har jo ikke lagt op til at ville gøre dig ondt på nogen måde" lød det lidt mere seriøst.

Hun havde ret, Lotus kunne godt se det, men det var bare svært at løsrive sig, men hun endte med at tage nogle dybe åndedræt, og faldt en mikroskopisk smule til ro.

"Undskyld" sagde hun fyldt med skyldfølelse.

Et smil bredte sig på damens ansigt, det lignede hun tilgav hende, men fik så en yderligere tanke, det var som om noget gik op for blæksprutten.

"Hør er du ikke fra menneskenes verden?" lød det fascineret men også lidt tænkende.

Lotus nikkede langsomt, hun kunne ligeså godt gå med på den, også selvom det var en drøm, men det hele virkede bare som lidt mere end hvad hun havde fantasi til. På en måde ville hun gerne vide mere, finde ud af drømmen og detaljerne, for der var allerede utrolig mange detaljer.

 

Med et snuptag havde blæksprutten fat i hende, dog med sine menneskelige arm, så Lotus ikke blev for bange, sugekopperne var jo også lidt, hvis ikke meget, skræmmende. Hun blev hevet med ind i huset.

"Det betyder at nogen har kaldt dig hertil, det kan kun være en ting" lød det lidt skræmmende opstemt fra damen.

"Øh, hvad mener du?"

"Jeg mener at Skæbnes Blomst har kaldt dig her, det må betyde... åh nej... vi har ingen tid at spilde!"

Det var som om tankerne kørte rundt i blæksprutte damens hoved, men Lotus var bare glad for det ikke var hende, også selvom det føltes virkeligt, at blive holdt på. Det var virkelig modsigende. Måske var verdenen her virkelig? Hun blev hevet rundt i huset, hen til en kælder, der blev hun desværre nødt til at sætte hælene i.

"Jeg kan ikke gå derned" lød det lidt panisk fra Lotus.

"Du bliver nødt til at overkomme din frygt og nogle gange bare hoppe ind i nye situationer" lød det lidt trøstende.

 

Igen følte Lotus sig overvåget, hun kiggede hurtigt mod et af vinduerne, men der var intet, måske skulle hun spørge? Tvivlen var stor og ikke nem at håndtere, munden blev åbnet for at spørge.

"Så det er ham der har fuldt efter dig, jeg syntes nok at det virkede som noget han kunne finde på" kom det fra damen før spørgsmålet var stillet.

"Hvem?" lød så det nye spørgsmål.

Damen grinte lidt, og kiggede på Lotus med et smil, som om hun vidste noget som Lotus ikke gjorde, og det vækkede selvfølgelig nysgerrigheden fra Lotus side.

"Ja det er selvfølgelig dukkemageren, men han er alt for genert til at vise sig, men jeg tror han kan lide dig" lød det fra damen.

"Kom, vi kan fange ham hvis vi venter hernede"

Endnu en gang blev Lotus vist mod en kælderdør, denne gang lod hun sig gå med, det hele var lidt mystisk, og til at starte med mørkt efter at døren blev lukket. Derefter stoppede de, gemte sig bare noget der kunne virke som et kæmpe bregneblad, var dette en underjordisk skov?

 

Kort tid efter kunne man høre en knirken af døren gå op igen, det måtte være dukkemageren, men alt Lotus kunne se var en svag silhuet. Der blev givet slip i hendes arm, hvorpå damen som hun endnu ikke havde fået navnet på, bevægede sig lydløst fremad med silhuetten. Lotus blev hvor hun var, det eneste hun kunne fornemme var natsværmeren som havde sat sig på hendes skulder. Men et lød der et hvin, som om nogen var kommet til skade, det frøs Lotus fast til stedet. Men efterfølgende var der to der begyndte at grine, damen og en mand, som nok var ham der havde fuldt efter hende. Lige meget hvor meget Lotus gerne ville frem og se om alt var okay så kunne hun ikke røre sig ud af flækken. Med et kunne hun høre dem komme nærmere og nærmere, eller rettere hun kunne høre sugekopperne give slip på jorden, for der var intet gulv, kun jord. Bladet blev skubbet lidt tid side og damens hånd tog fat i Lotus arm igen og hev hende frem. Det var der hendes øjne mødte hans lavendelfarvede lettere lysende øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...