Wings of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den angstfyldte Lotus ender med at indgå en aftale med en blomst for at redde sin egen verden. Den typiske kamp mellem det gode og det onde, eller hviler der sig noget dybere i det hele?

0Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

3. Kapitel 3

Det var mørkt skønt Lotus øjne var vidt åbne og meget forskræmte, det føltes knap som om man faldt, men hun var sikker på at hun gjorde. Hun kunne ikke mærke nogen kant da hun prøvede at række ud efter noget, bare et eller andet for at stoppe faldet. Hun kunne knap forstå hvad der lige var sket. Med et var der lys, men det var ikke fra under hende, som faldet måske ville indikere, nej det var over hende, et lille lys men alligevel med så meget kraft. Af en eller anden grund følte Lotus hun skulle række ud efter det, selvom hendes hjerne skreg at det nærmest var et pus af hendes pure fantasi. Hun prøvede dog at få logikken på hendes side. Det kunne jo være den eneste måde hun ville overleve dette surrealistiske fald. I det begyndte lyset at skrumpe ind selvom det kom tættere og tættere på, det tog form. Der var kuldsort rundt om lyset og Lotus kunne knap se sig selv, ej slet ikke noget omkring hende. Hun rakte hånden ud efter lyset, som tog form. Det var natsværmeren, Rennonua. Den landede på hendes hånd, det var på en måde meget skræmmende, men også betryggende, at denne lysende insekt af natten, var der for hende. Lotus blinkede kort, angstfyldte tårer fandt deres vej ud af hendes øjne, et anfald virkede til at være på vej.

"Slap af, tag et dybt åndedræt og kom ud af mørket med mig" lød der en kvindelig stemme.

Lotus vidste hverken op eller ned, men hun var sikker på det var en stemme, den kom alle vegne fra og alligevel ingen steder, så om den kom fra hendes kulrede hoved var et spørgsmål. Alligevel lystrede Lotus, tog en dyb indånding og prøvede at komme ud af mørket som virkede mindre tungt. Hun kæmpede sig vej, nærmest svømmende, men ikke som et menneske, men som et dyr der kæmpede for livet. Hun kom tættere på lyset. Det føltes nærmest som om hun skulle gribe ud efter det. Hun blev ved med at prøve at række ud efter lyset, prøvede at nå det. Det føltes bare så langt væk, og jo mere hun faldt ned i uendeligheden, jo sværere syntes det at være. Med et var det som hun blev kastet frem, som om nogen skubbede hende. Lyset lukkede sig om hende idet hendes hånd kom ind i det lille felt af varme. Skarpere og skarpere til hun til sidst måtte lukke øjnene.

Hun landede blødt, som var det en gigantisk pude eller sky hun ramte. Af angst ville hun ikke åbne øjnene, mest fordi hun var bange for at finde sig selv i sin seng til et angstanfald. Til sidst blev hendes nysgerrighed for stor og hun åbnede dem. Hendes hoved hang nedad, hvilket hun først opdagede nu. Himlen var lettere lys lilla, meget pæn, nærmest pastel med lyserøde skyer og græsset i den pæneste pastel grøn med masser af svampe tæt ved nogle meget smukke træer med røde bladkroner. Hun så da noget ude af øjenkrogen, hun sprang op for at finde sig på et gigantisk blad, det lignede mest en bregne, balancen var ikke så god på en bevægelig bregne og selvom den kunne holde hendes vægt virkede den stadig til at true hende med at falde sammen. Hun kiggede rundt, der var intet, havde det været hendes fantasi som spillede hende et pus? Hun kiggede ned mod jorden for at vurdere afstanden, der var ikke så langt, et lille hop og hun var nede på det smukke græs der glimtede som den var dækket af frost og i en farve der passede, men det var ikke koldt. Igen var der en skygge udenfor hendes synsfelt. Hun kiggede derhen igen, men ingenting. Hun skærpede sit syn lidt, men kunne ikke se nogen forskel ved træet. Det var først nu hun opdagede at hun var omringet af en tynd skov, på den anden side var der en mark, som lignede den var dækkede af blå violer. Hun skulle til at gå derhen før noget flagrede for øjnene af hende. Hun genkendte det.

"Rennonua..." sagde hun tøvende.

Lotus var lidt mistænksom omkring natsværmeren, for det var jo dens skyld at hun var havnet der. Alligevel satte hun en finger frem for den til at lande på. Det var lidt svært at være sur på sådanne et fantastisk væsen. Den så endnu mere vidunderlig ud i dette land, nærmest som om Rennonua hørte til her. Men hvor var her. Lotus kiggede forvirret rundt, forundret og lidt skræmt, men også lettet over ikke at have fået et anfald endnu.

"Hvor er jeg? Hvor har du taget mig til?" lød det fra Lotus.

Hun kiggede da ned på Rennonua, som derefter flagrede op med sine smukke vinger. Lige foran ansigtet på Lotus og derefter rundt om hendes hoved før den fløj mod skovens mørkere side. Den virkede til at ville have hende til at følge efter. Tøvende Lotus ben begyndte at gå i den retning, men stadig lidt usikkert. Det var nok bedre end at blive her. Især hvis det på en tidspunkt blev mørkt, men af en eller anden grund var der ingen sol på himlen og ej heller overskyet. Hvordan mon det fungerede? Hun begyndte at bevæge sig ind i skoven, foran hende viste Rennonua vej. Det virkede bare hele tiden som om der var nogen der fulgte efter hende. På den anden side led hun jo af angst og paranoia, så det var nok bare det som gjorde det, sagde logikken i hendes hjerne. Hun kom længere ind i den røde skov, hvor der næsten intet lys var. Kun en lysning her og der. Det virkede dog ikke så uhyggeligt som det kunne have været, det virkede nærmest mere beroligende end det lys hun havde været i for få minutter siden. Lyset var rødligt, det der faldt ned igennem bladende, det var smukt på sin måde. Hun undgik at træde på svampene som nærmest var overalt. Natsværmeren foran hende blev ved at vise vej, fremad det gik og heldigvis ikke en cirkel. Hun efterlod nemlig spor hvor hun gik i den bløde jord og mos af blågrøn, mere blå end grøn. Hun fulgte bare med, men for hvert skridt hun føltes hendes hoved mere roligt selvom det stadig virkede som om nogen fulgte efter hende. Til sidst kunne hun ikke mere og stoppede, Rennonua stoppede også op og landede på et træ lidt efter. Lotus kiggede rundt, med et skærpet blik, men stadig intet, hun hørte et svagt fnis fra hendes højre side, men da hun kiggede var der ingenting.

"Hvem der? Vis dig selv" sagde hun lidt usikkert ud i skovens dyb.

Først ingen reaktion, var der virkelig ingen? Hun vendte sig mod Rennonua igen, men fik et kæmpe chok da der stod en dukke ved siden af, en porcelænshoved dukke, med sine uhyggelige øjne og det fine victorianske tøj. Hjertet endte helt op i halsen på Lotus, hvad var dette her? Hun skævede rundt og så på Rennonua.

"Lad os komme videre?" hviskede hun usikkert.

Natsværmeren satte af og baskede sine vinger for at vise vejen frem endnu en gang. Det var virkelig urealistisk at den forstod hvad hun sagde og gjorde, den havde virkelig sin egen personlighed. Lotus forsatte, denne gang i et hurtigere tempo. Hun begyndte at kunne lugte en sødlig kanelagtig lugt blandet med røg. Det var fra den vej de gik imod, var hun mon på vej til et pandekagehus eller noget i den stil? Forvirret over sin sarkastiske tankegang, som sikkert kunne være sandheden i dette mystisk farvet land. Alligevel stoppede hun ikke med at gå, selvom tanken om at hun måske var død satte ind. Det kunne jo være hun havde fået et hjertestop eller en blodprop på stedet og derfor var død? Var dette så himlen eller helvedet? Selvom disse tanker satte gang i hendes hjerte stoppede hun ikke.

Der gik lidt tid før hun kunne se bedre lys fremad, det lignede en større lysning, samt lyden af vand. Hun kunne høre vand, rislende som en bæk eller å, alligevel kunne hun ikke se at der gik nogen igennem skoven, for sådanne ting plejede at efterlade en længere lysning da træerne ikke ville gro for tæt på en å, så kunne de nemlig blive overvandet. Hun hørte da noget bag sig, en svag latter, det fik hende til at sætte gang i tempoet. Så hun småløb frem mod lysningen i stedet for at gå. Natsværmeren var heldigvis hurtig til at opfatte hendes hastighed, så den satte også farten op. Da kom de ud til en lille hytte med en vandmølle i en lille bæk, som snoede sig og drejede sig rundt i den lille lysning før den nærmest forsvandt ned i jorden, så bækken var underjordisk? Mens der hvor den udsprang var en lille bunke sten, det så nu meget hyggeligt ud. Vandet var klart og kun ganske lidt lyserødt. Hytten var en grålige blå sten med det der mystiske mos, og et stråtag lavet af græsset, bare indtørret, så det så mere gulligt ud end den pastelgrønne det var på jorden.

"Hvem bor her? Rennonua... hvor har du ledt mig hen?" sagde Lotus ud i det blå.

Med et reagerede noget inde fra huset, en skikkelse fra den anden side af vinduet, lynhurtig og mod døren. Af nervøsitet trådte Lotus et skridt tilbage og ind i skyggen af træerne. Døren blev åbnet og det der mødte Lotus fik hendes hjerte til at banke så hårdt at hun var ved at så sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...