Wings of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den angstfyldte Lotus ender med at indgå en aftale med en blomst for at redde sin egen verden. Den typiske kamp mellem det gode og det onde, eller hviler der sig noget dybere i det hele?

0Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hun vågnede i løbet af den tidlige eftermiddag, at have sovet dagen væk, og ikke af den gode slags. Ryggen dunkede, og var næsten umulig at bevæge, hun havde ligget så dårligt på gulvet at hun knap kunne komme op derfra. Som om gulvtæppet havde fat i hende med sine lange nullermands lignende klør. Hun lå og kiggede op i loftet, hvidt og kedeligt, eller rettere gråt, det var jo blevet lidt mere dulmet i farverne nu hvor det var eftermiddag, så verden indenfor var dunkel og grå, ikke med meget kontrast eller farve. Hun kiggede på sengen, hjernen lod ikke til at sige at der var nogen fare ved at røre den længere, nu havde hun sovet, så nu var det værste overstået. Hun greb fat i kanten og fik trukket sig op fra tæppets klingende usynlige hænder, op og sidde. Lotus ryg lavede de typiske knæk lyde som en ryg nu gør, når den er stiv og nærmest rusten. Hun fik hevet sig mere op så hun faktisk kom på benene, det var koldt i den lille studie lejlighed, og hun havde sikkert frosset, hvilket på en måde ikke undrede hende. Med tæppet omkring sig, bevægede hun sig hen til sit klædeskab for at finde en tykkere trøje. Lågerne åbnede uden nogen rigtig lyd, som et ikea skab nu gjorde når det var nyt. Der lå en poncho i lilla, en af hendes yndlings, hun havde købt den for et par år siden, så den var lidt forvasket, men stadig meget rar at have på. Hun fik den på i en bevægelse hvorefter hun smed tæppet over på sengen, mon ikke hun kunne sove på sengen i nat?

Hun lagde mærke til lidt bevægelse ud af øjenkrogen, hendes hjerte hoppede op i halsen, hvad var det? Lotus var også nysgerrigt anlagt, selvom hun kendte gyserfilms reglementet om at nysgerrighed ville få en slået ihjel. Langsomt bevægede hun sig tættere på, med et fløj noget op i ansigtet på hende, et lille forskrækket hvin undslap hendes læber og hun følte sig overrasket men ikke længere angst. Det måtte være et insekt. Hun vendte sig mod vinduet igen for at se den. En stor smuk og pelset natsværmer i hvid og rødlig orange samt sort, hun vidste ikke helt hvad det var for en art. Dog kunne man jo sige hun jo ikke havde læst hele hendes bog igennem, men hun havde stadig læst en del forskellige bøger, hun genkendte den ikke. Normalt ville hun have lukket den ud, men af en eller anden årsag fik hun lyst til at undersøge den nærmere. På ganske få sekunder havde hun en glaskrukke med låg og fik den indfanget forsigtigt. Den flaksede rundt og baskede febrilsk med sine vinger, hun kom da i tanke om at den nok skulle have noget at sidde på. Hun fløj op og skyndte sig ud af døren for at finde den nærmeste busk.

"Sådan lille ven, nu har du mulighed for at slappe af" sagde Lotus med en mild stemme.

Den store natsværmer havde fået en gren på tværs af glaskrukken med nogle blade forneden, selvfølgelig i efterårs farver, men den kunne sikkert godt klare det.

Efter at have skam gloet det stakkels dyr og kigget igennem flere bøger kom Lotus til den konklusion at den ikke var i bogen, måske var den så sjælden eller en ny ukendt race. Hun vidste dog ikke helt om hun ville slippe den løs, beholde den, eller sende den til nogen inde for videnskab som så kunne undersøge den. Hun var meget i tvivl, men da hun kiggede ned igen, var det som om den kiggede tilbage på hende, hun nænnede ikke at sende den væk. Så nuttet og alligevel så smuk, umulig at slå den ihjel for videnskaben.

"Hvad skal jeg dog gøre med dig? Jeg tror ikke du kan overleve udenfor i denne kulde, men om du kan overleve i et glas ved jeg heller ikke" sagde Lotus til det lille væsen.

Den lod til at lytte, og det lignede at den lagde hovedet mod grenen, det var besluttet, den ville få lov at blive i glasset for nu. Hun smilede lidt og kiggede over på klokken, det var tid til at spise, men hun havde ikke fået handlet ind, hun slugte en klump ved tanken om at gå ud i folkemængden, men på den anden side var der sikkert ikke så mange på denne tid, lige før aftensmad. Så mon ikke det gik?

Med benvarmere på og poncho samt solbriller og sin taske, bevægede hun sig ud fra sit hjem, heldigvis var det bare ned af vejen og til venstre for at komme til et supermarked. Hun håbede på at der ikke ville være andre end hende og kassedamen, Lotus vidste godt det var drømme tænkning. Vinden tog til, godt at hun ikke havde sluppet den lille ud, men så igen, hun havde ikke selv varmt nok tøj på, så vinden gik lige igennem og indtil hendes hud. Gjorde hende kølig, godt at det ikke tog mere end fem minutter at gå vejen derned. Supermarked havde stadig åbent og der holdte kun nogle få biler udenfor. Hun gik ind nærmest efter at have sparket sig selv i numsen for at gøre det. Det var så angst provokerende, men hun skulle jo spise. Et blik rundt i butikken afslørede der kun var få andre, så det var ikke så slemt som det kunne have været.

Da hun endelig kom tilbage havde hun en pose i hver hånd fyldt til renden, bare for at sikre sig hun ikke behøvede at bevæge sig ud i de næste par dage. Det var selvfølgelig en god oplevelse at komme ud og ikke få et anfald, men samtidig var det tit meget tæt på, og hun ville heller ikke komme hjem og bryde sammen. Livet virkede nogle gange bare for hårdt og uoverskueligt, som om det var en stor masse af angst og grumme tanker. Klik sagde det da hun låste op og kom ind i lejligheden, køkkenet var fint rengjort og derfor var det nemt at få sat tingene de rigtige steder, så hun ikke behøvede at kæmpe med det. Lotus tog skoene af og gik ind for at tænde varmen, hun skævede over til glasset, natsværmeren var der stadig, det var nærmest som om den iagttog hende, lidt uhyggeligt, men også rart med selskab. Hun satte sig ved bordet.

"Hvad ville jeg ikke give for at være en anden" sagde hun med et suk.

Det lille dyr virkede som om det nikkede, men hun vidste det måtte være en løgn, dyr kunne jo ikke forstå menneskesprog og slet ikke en natsværmer. Det var nok bare indbildning, ønsketænkning på højt plan.

Hun fik lavet sin mad i ro og mag, men det hele virkede bare så tomt, som altid. Lotus vidste godt at hendes liv var gråt, men på det seneste havde det virket mere gråt end normalt. Et suk undslap hende da hun øste maden på en plastik tallerken, hun havde en masse af dem, de kunne genbruges, de var jo ikke af pap, men farverig plastik. Desværre var humøret ikke det bedste, måske havde hun brugt sig selv for meget. På den anden side virkede det bare lidt dumt at hun blev udmattet af at handle i en næsten tom butik. Det var frustrerende. Hun stod lidt ude i køkkenet, som om hun skulle spindes op igen på ryggen, men så begyndte hun at virke igen. Det var åbenbart bare et hak i pladen. Hun satte sig ind ved sit lille foldebord på sin foldestol, det var bare så sørgeligt, hun havde næsten lyst til at græde.

"Jeg ville virkelig ønske der var en løsning på alt det her" sagde hun opgivende.

Hun skævede endnu en gang over til den lille natsværmer, den så næsten ud til at sove, men følehornene bevægede sig en gang imellem, ligesom en kats ører.

"Hvad skal jeg mon kalde dig, lille ven?" startede hun.

Lotus prøvede at tænke på noget andet, derved et navn til hendes lille ven. Men der kom problemet ind, var det mon en hun eller en han? Det knagede oppe i de små grå og hun kom overens med sig selv at det nok var en hun, selvom hannerne altid var mere farverige, så virkede den bare mere feminin af en eller anden årsag.

"Hvad med... Remmy? Nej det mere et drengenavn, Renno... Nej... Rennonua?"

Hun var næsten overrasket over navnet, men det lød pænt, det var dog bare kommet ud af hende meget pludseligt uden hun havde lagt meget tanke i det. Pludselig begyndte den lille at baske med vingerne.

"Det kunne du lide? Rennonua?" sagde Lotus med et smil.

Den virkede overglad, selvom hun var sikker på det bare var indbildning. Den begyndte at flyve mod låget, hun iagttog den kort, før hun forbarmede sig og åbnede låget.

"Skal du ud i kulden?" lød hendes spørgsmål.

Men i stedet for at søge mod lyset, sværmede den omkring hende, hun var forundret, det var så surrealistisk.

Med et kom der et lys fra natsværmeren Rennonua, Lotus faldt af sin stol, bange for hvad det var for et lys. Det virkede for lyst til at være noget selvlysende, desuden var det hele nærmest hvidt. Som snefnug faldt de ned imod hende, hun vidste virkelig ikke hvad det var og sad på gulvet som frosset.

Med et forsvandt gulvet under hende, som et sort hul trak det hende ind. Lotus skreg, det var for meget, for uhyggeligt. Hendes skrig nåede aldrig ud i hendes verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...