Wings of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den angstfyldte Lotus ender med at indgå en aftale med en blomst for at redde sin egen verden. Den typiske kamp mellem det gode og det onde, eller hviler der sig noget dybere i det hele?

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

1. Kapitel 1

Hun sad ved sit lille skrivebord, intet usædvanligt. Angstanfaldet fra natten sad stadig i hendes krop selvom det var blevet lyst udenfor. Hun havde siddet der et par timer, først været lidt på bærbaren, men der var intet interessant på de sociale medier så tidligt om morgenen. Derefter havde hun siddet og læst om sommerfugle og natsværmere, hendes største hobby siden tidlig barndom, det var dog sjældent andre insekter var spændende, måske en smule omkring guldsmede. Mest om de smukke pelsede natsværmere og deres modsætning, de elegante farverige sommerfugle. Hun havde adskillelige bøger om det, for til tider var det svært at huske, så var det jo bedst at have en bog at slå op i om de mange farverige bevingede insekter. Biblioteksbøger virkede jo ikke på den måde, dem skulle man jo aflevere igen før eller siden, ellers ville man skulle punge ud på tidspunkter man måske ikke var helt klar på.

Hun sukkede, trætheden skyllede over hende som tidevandets bølger der tiltog. Sengen var mere og mere lokkende, rummet føltes også koldere jo mere udmattet hun blev. Beslutningen om at gå i seng hang i luften, hun kiggede ned i bogen, man kunne vel lige afslutte det sidste på siden. Stolen var en simpel klap sammen stol, det samme med bordet. Hun boede i en studiebolig selvom hun ikke studerede, kunne ikke. Angsten havde for længst ødelagt hendes liv, knust det som glas mod et stengulv. Drømme som var spredt for alle vinde for aldrig at blive fundet igen. Det hele var gået i stå. Lotus Whitewood var blevet grå, ikke i farven, men i selve livet, der skete intet mere, mens andre var farverige, gik på opdagelse og fik nye erfaringer og minder, forblev Lotus i sin lille etværelses lejlighed, uden at opleve noget, nogle dage ikke engang bevæge sig ud udenfor. Den bedste måde at beskrive det på var med en farve, koksgrå som også var en mørke grå. Lotus var også sikker på at de andres verden var mere farverig, for hendes hvide, næsten tomme, vægge virkede mere kolde og mørke end så mange andres. Endnu et suk undslap hendes læber idet hun færdiggjorde det sidste af siden, det var tid til at sove, tid til at gå i en næsten koma, hun håbede i det mindste det ville blive sådan, og hun ikke ville blive plaget af et angstanfald som kunne komme snigende så snart hun lagde sig ned. Hendes mor ville ikke hjælpe hende mere, hun var opbrugt, træt og gammel, ja hun fik også Lotus i en sen alder. Den far hun havde var gået bort sidste år, heldigvis var de ikke gift eller kærester, det var simpelthen bare et uheld at de fik hende. Held i uheld som hendes mor plejede at sige, men Lotus kunne stadig ikke få fornemmelsen væk, den fornemmelse der sagde hun var et uvelkomment barn.

Hun fik læst den sidste side af bogen, det gjorde nærmest ondt at lægge den fra sig, selvom hun gabte sin kæbe halvt af led hver halve minut, så skreg hendes hjerne at noget dårligt ville ske så snart hun lagde sig. Hun stolede mere på hjernen end hjertet, for det der dunkede i brystet på hende havde aldrig sagt noget godt, den havde altid bare givet hende dårlige råd og idéer samt bragt hende i situationer som var langt fra rare og lykkelige. Hun afskyede sine instinkter ligeså, det samme med den sjette sans som nok bare var det pure opspind, hjernen var det eneste man kunne regne med, samtidig truede den hende på livet hver dag. Angsten sad jo i hjernen og arbejdede sig derfra og ned i kroppen som et krampende anfald af ren frygt, det var nærmest vanvittigt, men i det mindste havde hjernen altid ret. Hver gang den sagde det var farligt, så var det jo sandt. Lotus vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, indtil en idé poppede op i hovedet på hende. Hun kunne jo sove på gulvtæppet ved siden af sengen, for det skreg hjernen jo ikke om. Hun rejste sig sløvt op og svimmelheden slog til med det samme. Hun måtte holde fast i stoleryggen, for alt sejlede for øjnene af hende. Balancen kom og det samme med det normale syn. Hun trådte frem og gav derfor slip på stolen, videre mod sengen. Hjernen skreg hun ikke måtte røre sengen, så hun undlod. Hun fik snuppet en pude som lå ved siden af sengen, den måtte være faldet ned i ly af nattens strabadser i form af et anfald, hun tog tæppet der lå under sengen på en lille hylde.

Gulvet var hårdt, ikke særlig rart at ligge på. Det var lavet af træ, billige almindelige gulvbrædder, gulvtæppet var af den tykke og pjuskede slags i lilla, men det tog ikke hårdheden i gulvet, tværtimod, kunne mærkes lige igennem det. Vattæppet hun havde over sig var dog rart, varmede godt, puden lidt flad og i en kedelig grå farve, det var så sengetøjets skyld, hun havde fået det af sin mor, selvom hendes mor var en ældre dame var hun moderigtig, så grå, sort og hvid stod på skemaet, men det var bare så kedelige farver, Lotus var mere til det farverige, især fordi det var den eneste farve i hendes liv. Hun følte en hvis selvmedlidenhed, det gjorde ondt i brystet, det dunkede som nogen der slog et søm i hende, hak for hak.

"Dumme hjerte " hviskede hun opgivende.

Øjenlågene blev tungere og tungere, selvom hun kæmpede imod, hun ville ikke overgive sig til søvnen uden en mindre kamp, men det tog ikke lang tid før udmattelsen slog hende ud. Søvnen var dog næsten befriende, der var intet der, ingen angst, kun mulighed for dumme drømme og de værste slags mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...