The Missed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 22 okt. 2016
  • Status: Igang
"Hvad ville du gøre i min situation? Ville du blive og se frygten i øjnene eller flygte. Jeg valgte at flygte… i mit tilfælde var det, det forkerte valg. For jeg endte ud i at nærmest dø. Hvis det ikke var for dem."

Mød Emma Hemmings. En 17årig pige som lever et helt normalt liv. Fuld af løgn og bedrag. Hendes såkaldte ’far’ misbruger hende og hun kan ikke leve med det længere. Så en dag vælger hun at stikke af. Se hvordan det ender… og hvad er der med det efternavn?

3Likes
0Kommentarer
386Visninger
AA

1. The Escape

 

THE ESCAPE

 

”kom nu Emma! Du er så Langsom” råbte min bror efter mig ”jeg kan ikke løbe hurtigere!” råbte jeg tilbage. ”Luke vendt!” han drejede om hjørnet og jeg skyndte mig efter ham, da jeg drejede om hjørnet løb jeg direkte ind i en. Jeg kiggede op på ham, og snøftede en gang. ”hej søde… hvad hedder du?” spurgte han med ru stemme. ”Emma” svarede jeg stille og kiggede efter Luke. ”hvad kigger du efter?” Det var så typisk ham at glemme mig. ”min storebror” mumlede jeg og kiggede på den rar Mand ”her nu skal jeg hjælpe dig med at finde ham” jeg smilede stille til ham mens han fulgte mig over i en stor sort bil. Det sidste jeg kan huske er at alt blev sort og jeg endte op et fremmede sted med ham.

 

Det er godt og vel 14 år siden nu. At han tog mig. Væk fra alt jeg kendte. Selvom jeg ikke husker så meget. Jeg fik hurtigt banket ind i hovedet at jeg ingen familie havde. Og den eneste der holdte af mig var ham. Jamie. Han havde fortalt mig historie om hvordan Min rigtig Familie kom til ham, med mig. Og lige siden jeg kunne huske havde han aldrig været ond mod mig. Han havde læst godnat historier for mig. han havde puttet mig. Først fra da jeg var 7 år begyndte marridtet. Det var en aften da han kom hjem efter en tur ude med ’drengene’ som han plejede at sige. Han var fuld og hans øjne lyste af lyst. Jeg havde grædt i timevis og havde ikke sovet hele den nat. Siden den gang har han jævnligt misbrugt mig. Han slår mig, sulter mig fordi han synes jeg er for tyk og misbruger mig. Jeg ville nok sige de fleste af de ar på mine hofter og arme er hans skyld. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg ved at jeg ikke kan klare det her længere. Jeg må væk. Jeg skal væk.

Jamie skal endnu engang ud med ’drengene’ i aften og han har givet mig strenge ordner om at blive hjemme. Jeg svarede som altid ”ja far” og satte mig tilbage i sofaen for at læse en bog. Han sagde ikke engang farvel som han plejede. Han gik bare. ”så det nu Emma” mumlede jeg til mig selv da hoveddøren smækkede i, med det sædvandlige klik. Jeg lagde bogen fra mig og kiggede rundt i huset. som sædvandligt var alle døre og vinduer lukket og låst. Jeg vidste dog hvor alle nøgler var henne. Jeg gik op til Jamies soveværelse og åbnede langsomt døren. Jeg skyndte mig over til kommoden helt henne ved vinduet og åbnede den øverste skuffe, hvor alle skjorterne lå. Jeg ved ærligtalt ikke hvorfor han har skjorter, han har aldrig gået i en skjorte. Jeg løftede alle skjorter og tog glad fat om nøglen. ”yes!” sagde jeg glad og løb ned ud til hoveddøren og låste op. Jeg åbnede døren og kiggede ud i den halv mørke skov. ”så det nu Emma” jeg tog en dyb indånding og tog et skridt ud af døren. Den kolde vind legede med mit hår og den friske luft fangede hurtig min næse. ”Waow” hviskede jeg og snurrede rundt om mig selv. Jeg kunne ikke tænke klart. I 14 år hr jeg siddet på et værelse og fantaseret om hvordan det må være udenfor. Det er utroligt. Jeg satte i løb væk fra huset og ud i skoven. 

Oh hvor uhøfligt af mig. Mit navn er Emma Hemmings, jeg er 17 år og har i hele 14 år levet i skyggen af Jamie. Min familie har kind of glemt mig. eller hvad jeg har hørt fra Jamie. Jeg har ikke nogen venner, og jeg kender ikke nogen ud over Jamie. Og det minde jeg har af Luke, min storebror. Det er de eneste jeg kan huske. Nå nok om mig.

Jeg går lige nu rundt i en mørk skov. Hvem har ikke altid haft lyst til det? jeg ved har ingen anelser om hvor jeg er på vej hen, eller hvad klokken er. Jeg ved bare at jeg endelig er væk fra Jamie. Jeg vaklede rundt i timevis og da jeg endelig kom ud af skoven var det blevet lyst igen. 

 

HEY FOLKENS!!!

håber i kan li den og vil læse med :) 

jeg vil blive rigtig glad hvis i ville skrive hvad jeg kan gøre beder ;)

håber i vil læse med... gi den et like eller en fave :P så vil jeg blive rigtig glad

LINE XD
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...