Painless

Ellie er kommet til en ny skole. Efter hendes søster døde, har minderne spøgt omkring hende.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. En ny skole

2 år siden…

“Ellie, det skal nok gå…” flammerne står højt, røgen er tæt som en dyne. Jeg skriger, græder “du må ikke forlade mig!!!”. Jeg prøver at kæmpe mig igennem røgen og flammerne. Tårerne triller ned af mine kinder, jeg mærker varmen fra de orangerøde glødene flammer der langsomt opsluger alt. Hun smiler til mig med et trist blik i hendes øjne, der genspejler mig. Jeg mærker mit hjerte trække sig sammen. Røgen bliver tykkere og tykkere, til sidst bliver det helt sort.

 

Nu…

jeg kigger mig i spejlet, "hvorfor… forlod du mig" jeg trækker min skoletaske om på ryggen og går ned af trapperne, mor er ikke vågnet i nu. Hun har sikkert tømmermænd efter i går aftes, det er længe siden hun er begyndt at drikke. Så lang tid at jeg ikke kan huske hvornår hun begyndte, jeg vil gætte på at det var dengang far forlod os. Han pakkede bare sin ting og gik, uden et ord. Udenfor skinner solen på en perfekt lyse blå himmel, jeg kigger op på skyerne der flyver forbi. Jeg kan ikke huske hvem jeg var for to år side, er bange for at hvis jeg husker det vil mit nuværende jeg forsvinde ind i fortiden. Jeg starter på en ny skole, jeg har skiftet skole syv gange siden Evelyn døde i branden.

Jeg når hen til skolen, den ligner alle de andre. Jeg gå ind igennem de store døre, tusindvis elever der ikke ved hvem jeg er. De stirre, det er nok mig… tre piger kommer gående hen til mig “hej, mit navn er Zoe, det er Parisa og Jonah” de smiler og føre mig hen til en klasse. En slank kvindelig lære med lang brunt hår og briller står og skriver noget på tavlen, hun vender sig om mod os og smiler " du må være Ellie Joens, velkommen" hun begynder at introducere mig til resten af klassen " vil du sige lidt om dig selv?" Jeg kigger ned i jorden, jeg kan høre der hviskes " nå men du må heller få en plads, ved siden af…” hun kigger efter en plads i den overfyldte klasse “hm… vi må vist få en ekstra stol og et ekstra bord ind, så kan du sidde bag ved Toma” jeg sukker og begynder at gå ned imod den bagerste væg i klassen mens de andre kigger på mig i skjul. Hele timen kigger jeg ud på himlen "hvor er du, du lovede at du altid ville være der… Evelyn" jeg kan mærke mit hjerte trække sig sammen så jeg skynder mig ud af klassen da klokken ringer.

Jeg går ud og sætter mig på en bænk bag ved skolen. Et gammelt piletræ dækker stedet fra resten af verden. Jeg ser ned i jorden og lytter stille til vinden der hvisker blidt, jeg ser en lille midnats blå sten ligge blandt alle de andre. Jeg samler den op og opdager den er blød at røre ved, jeg putter den ned i min taske.

Den næste time sidder jeg på gulvet bagerst i klassen og tegner lidt i en notesblok, millioner af grå nuancer fylder siden da timen slutter. Jeg rejser mig og tager min taske da en pige stopper mig “er dit hår naturligt lyst med med rosa spidser?”. Jeg lægger ikke mærke til hvad hun hedder “du er irriterende, forsvind” ,så jeg drejer om på hælen og går ud af klassen. Efter skolen er der ikke nogle der kommer og siger noget til mig det er for deres eget bedste… jeg sukker og går mod solnedgangen, på vej hjem.

 

Jeg kommer hjem og ser at mor ikke er kommet hjem endnu, jeg skipper aftensmaden og går direkte i seng. Jeg ligger og kigger ud af vinduet da jeg høre hoveddøren åbnes, mor er kommet hjem. Jeg kan høre hun vælter rundt i stuen, da der pludseligt bliver stille. "Hjælp mor… Evelyn" jeg ligger og lytter efter om hun sover, da jeg er sikker kan jeg stadig ikke falde i søvn.

Jeg får ikke sovet som om morgen kommer jeg for sent i skole, jeg ligner et rod. Mit hår er ikke sat op og min skoleuniform sidder lidt skævt, “hvorfor kommer du for sent Ellie?” den pige der introducerede sig som Parisa ser spørgende på mig “kan du ikke lide klassen?” jeg kigger koldt på hende, “jeg kan ikke lide dumme mennesker, klassen inklusiv”. Hun ved ikke hvor mange skoler jeg har gået på, hun ved ikke hvad der er sket. Hun bryder ud i gråd “hvorfor skal du være så ond!” hun stirre på mig med våde øjne “jeg er ikke ond, jeg siger bare sandheden”.

Jeg vender ryggen til hende da jeg støder ind i en dreng “undskyld” han ser på mig med smukke grøn gule øjne “idiot” jeg stirre vredt og går så forbi ham.

Jeg sidder igen på bænken og stirre op på himlen "Evelyn…" jeg sukker “er der noget galt?” drengen med de grøn gule øjne står og betragter mig. Jeg rejser mig op og tager min taske, jeg går væk men han følger efter mig “du ved, ingen har sagt jeg var en idiot før” han griner lidt for sig selv “du er lidt mærkelig” han prøver at følge med men jeg sætter bare farten op, til sidst har jeg fået nok. " Hvorfor følger du efter mig!" Han ser chokeret på mig i et øjeblik men så ændre udtrykket i hans blå øjne til noget andet, han smiler " fordi… hvordan skal jeg sige det… jeg elsker dig". Verden som jeg kender den går i stå omkring mig, " du kan ikke elske mig, du kender mig ikke!" han smiler stort “jeg elsker dig fordi at jeg gerne vil lære dig at kende”. Jeg vender mig om i det han tager et skridt hen mod mig “så lad mig i det mindste være din ven” jeg kigger ned i jorden, jeg ved han ikke tager nej for et nej. Jeg nikker stille, og vender mig om for at se ham stå og smile “men der er nogle betingelser..” han nikker forstående “du må ikke sige det til nogen og du skal lade mig være når jeg beder dig om det” han sukker lettet “det er forstået” han rækker en hånd ud, da jeg tager den mærker jeg varmen der strømmer ud til hans fingerspidser. Jeg giver slip op vender mig om for at gå hen til busstoppestedet, da bussen kommer kørende ser jeg ham vinke farvel til mig.

Da jeg kommer over til psykologen sidder hun foran sin computer og skriver noget ned “hej Ellie, hvordan går det?” jeg sætter mig ned på den lysebrune sofa “hvordan har du det?” spørger jeg for at undgå spørgsmålet “fint, men jeg spurgte nu til dig” hun er ved at være træt af at jeg gør det samme hver gang “hvordan er den nye skole, har du fået venner?” hun spørger jo bare fordi det er hendes job, hun er ikke interesseret i det, da jeg ikke svare går hun over og sætter sig ved siden af mig “du er nødt til at fortælle mig noget, hvad tænker du på for tiden?” jeg kigger ned i gulvet “Evelyn…” hun sukker, det har været mit svar hver gang hun spurgte “du er nødt til at give slip på et tidspunkt” hun lægger armen rundt om mig “må jeg spørge om noget?” jeg kigger op på hendes ansigt “ja, hvad er det?” hun smiler, tror hun har fået hul ind til mig “jeg kan ikke huske hvordan jeg var for to år siden, jeg er bange for at når jeg tænker tilbage forsvinder mit nuværende jeg” jeg kan mig selv inde i hendes store runde briller “det gør du ikke Ellie” hun giver mig et kram da det er tid til at køre hjem. Jeg kan se Bridgett har været over og lave mad til mig, men jeg er ikke sulten. Jeg ligger i min seng igen og kigger op på stjernerne ad min telefon brummer, jeg åbner den og ser drengen har sendt mig en sms

“Hej Ellie, glad for at jeg kan være din ven. Jeg fik vist ikke introduceret mig selv, mit navn er Toma. Ses imorgen”

Jeg rejser mig op og går hen foran spejlet, mine store lysebrune øjne glimter i lyset af stjernerne. Mit hvide hår indrammer mit ansigt som en fe… det var det Evelyn altid sagde til mig, men det passer ikke længere. Når Evelyn ikke er her længere er jeg ikke nogen fe, jeg bliver til `ingenting´. Jeg tasker tilbage til sengen, til endnu en søvnløs nat. I skolen løber Toma mig imøde, “hej Ellie!” han tager min hånd og giver den et forsigtigt klem “hej…” jeg sukker mens jeg lader ham gå ved siden af mig “er du slet ikke nysgerrig over hvordan jeg fik dit telefonnummer?” han griner “jeg er ligeglad” jeg kigger op på himlen, den er dækket af skyer med alle mulige grå og hvide nuancer. “Hvad tænker du på Ellie?” jeg kigger på ham med trætte øjne “ikke noget du skal blande dig i” jeg orker ikke at råbe af ham. Da vi kommer ind i klassen er alle samlet foran klassens computer “Evelyn Joens, døde i en klasse brand” de hvisker, har ikke opdaget jeg står der “er det Ellies søster?” jeg kan mærke vreden koge inde i mig “var det en ulykke?” jeg begynder at gå hen i mod min plads for at sætte min taske. Efter jeg har sat min taske går jeg  hen mod computeren “jeg vil også gerne vide om det var en ulykke!” de kigger forskrækket op på mig “un...undskyld” jeg kan se at det er hende der præsenterede sig som Zoe der sidder foran computeren “lad Ellie være” Toma kommer gående med et skræmmende udtryk i ansigtet “I har vist ikke lært det ikke er særligt pænt at snage” hans stemme drypper med raseri "Evelyn… gør han det her for mig?" “Toma, forsvare du hende!” det er Zoes stemme der lyder pibende “ja, er der noget galt?” han stirre da han pludselig trækker mig ind til hans brystkasse “lad hende være” han trækker mig hen imod min plads mens han undskylder til mig. Timen begynder med at hun deler os op i makkerpar, jeg kom sammen med en dreng der vist hedder George. “Undskyld, vi snagede i noget vi ikke skulle snage i” han prøver at komme i kontakt med mig, men jeg har ikke noget at sige  "undskyld Evelyn". Jeg laver opgaverne uden at snakke med George eller nogen af de andre der kom og sagde undskyld. Efter timen sidder jeg og skriver noget ned, jeg kigger op og ser en dreng stå og kigge på mig. Hans øjne er lilla med grønt skær og hans hår er hvidt, "Evelyn… kan man være så smuk?"

" Hvad vil du?" Jeg har ikke overskud til at snakke "mit navn er Isac, jeg vil bare spørge om du er okay, men du ser vist ud til at være fin" han smiler mens han køre han lange slanke fingre igennem hans hvide hår " det var forkert at blande sig okay? Gå så" han ser forbløffet på mig og smiler " du er den første, hva?" Han griner er han virkelig den dreng alle piger sukker efter!? Jeg rejser mig og går ud af klassen. Jeg når ud og mærker solens varme i ryggen, jeg mærker en stirren og vende mig om. Jeg ser en asiatisk dreng med briller kigge på mig, han har åbenbart samlet nok mod til at komme hen gående hen til mig med et selvsikkert smil på læberne. Han tager min hånd med et fast håndtryk der ikke passer med hans spinkle kropsholdning "mit navn er Yu, du er den nye pige, Ellie." Han smiler men jeg vender mig om og går, "Hvorfor vil de ikke lade mig være?". Jeg er kommet hjem og ligger på græsplænen og kigger på himlen, hvide skyer svæver forbi mens fuglene synger. Græsset er lidt fugtigt men ikke ubehageligt, varmen omfavner mig som en dyne.

"Evelyn er du der?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...