Leverpostejspigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2016
  • Opdateret: 20 okt. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til KnækCancer-konkurrencen.
//"Den første gang jeg så hende, lå hun på knæ foran toilettet og brækkede sig til tonerne fra Tom Odells I Know".//

7Likes
5Kommentarer
482Visninger
AA

1. Leverpostejshår

Den første gang jeg så hende, lå hun på knæ foran toilettet og brækkede sig til tonerne fra Tom Odells ”I Know”. Jeg skulle pisse helt vildt og maste mig gennem flokken af mennesker, som stod foran pejsen og svajede til musikken, imens de drak af deres dåseøl. Jeg vinkede til et par stykker og smuttede så op ad trapperne.
Døren længere nede ad gangen stod åben.

Toilet, annoncerede et par grimt-klippet papbogstaver, som var klistret på. Sikkert af Jannicks lillesøster. Og der var hun. Med den ene hånd holdt hun fast om toiletkummen, og med den anden prøvede hun at samle sit leverpostejsfarvede hår, så det ikke røg ind i øjnene. Jeg fiskede min mobiltelefon op og tjekkede: 11.45. Kold før tolv. Fuck, hvor sølle. Hun havde ikke engang nået at lukke døren. Der lugtede af opkast, og det var min hensigt at skride igen, men jeg blev hængende.

Hun måtte være en af 1.g’erne, for jeg havde aldrig set hende før. Det, jeg kunne se af hende, var ikke specielt kønt, og alligevel var der noget ved hende, der limede mine slidte Converse til gulvtæppet. Ligesom alle de andre 1.g’er ville hun tydeligvis gerne imponere og havde iført sig en stram kjole. Hendes var mørkeblå, og nu sad den helt oppe om maven, så jeg kunne se hendes stribede Hallo Kitty-underbukser.

Jeg kom til at smile, og det var, som om det var dét smil, der gjorde hende opmærksom på, at jeg stod i døren og betragtede hende. Hun drejede hovedet. Nu vidste jeg ikke meget om makeup, men jeg var temmelig sikker på, at det ikke var meningen, det skulle se sådan ud. Hun var mørk under øjnene og havde udtværet sorte klatter på kinderne. På det ene øje var øjenvipperne længere og mere sorte end på det andet. Hendes blå øjne var blanke, og da hun så mig, blev de igen fyldt med tårer.
Jeg kunne se ydmygelsen i hendes blik, men hun nåede ikke at sige noget, før hun blev overmandet af kvalmen. Hun havde det tydeligvis ikke godt. Jeg kunne ikke rigtigt være bekendt at gå, så jeg satte mig på hug ved siden af hende, tog fat om hendes hår og holdt det væk fra hendes ansigt.

Hun blev ved med at brække sig. Jeg troede seriøst aldrig, hun ville stoppe, men på et tidspunkt holdt det endelig op. Hun sad lænet ind over toilettet, og jeg gav slip på hendes hår. Med et tungt suk lod hun sig falde tilbage op ad væggen.

”Tak”, sagde hun og smilede flovt til mig. Hun havde bræk på kinden. Jeg havde mest lyst til at rejse mig og gå, men jeg gjorde det ikke. Hun var holdt op med at græde et sted mellem anden og fjerde omgang opkast, og nu snøftede hun bare en gang imellem.

”Er du okay?”. Jeg håbede, hun sagde ja, så jeg kunne få tisset og komme ned til festen igen, men i stedet lavede hun en grimasse. ”Undskyld, dumt spørgsmål”, mumlede jeg. Jeg sad stadig på hug og støttede med den ene hånd mod gulvet.

”Du…du er 3.g’er, ikke?”, spurgte hun så.

Jeg kunne have løjet for hendes skyld, så ydmygelsen havde været mindre, men hun ville alligevel have fundet ud af det. ”Jo”.

Hun nikkede kort og så ned på sine blålakerede negle. Da hun opdagede, hvor langt kjolen var krøbet op, trak hun den omgående ned. Hendes kinder blev ildrøde, og hun skottede op til mig for at se, om jeg havde opdaget noget. Jeg lod som ingenting.

”Nå, jeg må hellere”. Jeg rejste mig op og indså så, at jeg havde et eller andet klistret til hånden. Det lignede øjenvipper. Pludselig brød pigen ud i latter. Jeg ved ikke, om hun grinede af mit chokerede ansigtsudtryk eller af det absurde i situationen. Som for eksempel at en 3.g’er sad med hendes ene sæt falske øjenvipper klistret til indersiden af hånden, imens hele toilettet stank af hendes bræk.

Jeg lagde øjenvipperne fra mig på kanten af håndvasken og skulle til at gå, da hun sagde: ”Vil du ikke nok hjælpe mig op? Jeg tror ikke, jeg kan selv”.

”Æh jo…selvfølgelig”. Jeg tog fat i den hånd, hun rakte frem mod mig, og hev hende på benene.

Hun smilede igen det fjogede smil, og igen slog det mig, at hun faktisk ikke var specielt køn. Ganske almindelig. Helt sikkert ikke en af de 1.g-piger, Jannick havde udpeget for mig.

”Gud, hvor ser jeg ud!”, udbrød hun, så snart hun så sig selv i spejlet.

Hendes blik flakkede fra mig til hendes eget spejlbillede, og jeg kunne se hendes øjne blive blanke igen.  

”Så slemt er det altså heller ikke”, skyndte jeg mig at sige, selvom vi begge to vidste, at det var det. ”Det kan let fikses”. Jeg rakte hende en håndfuld toiletpapir, som hun gjorde vådt og derefter begyndte at tørre opkast og makeup af ansigtet med.

Jeg stod lænet op ad dørkarmen og overvejede, hvad jeg nu skulle gøre. ”Skal jeg ringe efter din mor…eller din far, måske?”.

Hun kastede et blik på mig. ”Nej. Jeg vil ikke have, de skal se mig sådan her”.

For meget at drikke?”

”Ville du tro mig, hvis jeg fortalte dig, at jeg faktisk slet ikke har drukket overhovedet? At jeg er hundrede procent ædru?”.

Jeg grinede højt. ”Yeah right. Hvorfor skulle du ellers ligge og knække dig sådan?”

Hun havde efterhånden fået fjernet den værste makeup og så nu nogenlunde præsentabel ud. Selvom hun stadig kun havde falske øjenvipper på det ene øje. ”Hvad hedder du?”, spurgte hun med det tårefyldte blik rettet mod sig selv i spejlet.

”Mathias”.

”Tak for din hjælp, Mathias. Nu vil jeg ikke holde dig hen længere. Jeg må hellere tage hjem”. Hun tørrede tårerne væk og smilede tappert.

Jeg var lettet. Men i samme øjeblik hun trådte et skridt tilbage og slap sit tag om håndvasken, vaklede hun og var ved at falde. Jeg greb hende i armen, før hun ramte badeværelsesklinkerne. ”Woaw”. Hvad fanden havde hun taget? Tænkte jeg.

”Undskyld”.

”Jeg tror, det er bedst, hvis jeg følger dig hjem”.

Hun spærrede øjnene op og rev sig omgående løs. ”Nej, nej! Det skal du altså ikke. Jeg kan sagtens selv…jeg skal bare lige…”. Hun vaklede ud af rummet og støttede sig til væggen.

Jeg fulgte efter. ”Bare lige hvad? Køres ned først? Massakreres? Har du ikke læst om de der klovne?”.

Hun vendte sig, og hendes blå øjne granskede mig. Et lille smil var begyndt at tage form. ”Klovnene? Dem er jeg ikke bange for. Jeg har oplevet det, der er værre”. Hun forsatte ned mod trappen. Musikken pumpede ud fra højtalerne i stuen og sendte vibrationer hele vejen op i gulvet under os. Der var sikkert snart nogle naboer, som klagede. Det var trods alt et rækkehus. 

Hun begyndte sin færden ned ad trapperne, og jeg var lige bag hende. Klar til at gribe ind, hvis hun så ud til at få overbalance. Jeg mødte et par stykker, jeg kendte på vejen ud til entréen, men jeg undgik dem behændigt, før de nåede hen og begyndte at snakke.

”Hey, Matthias!”.

Jeg drejede hovedet mod Jannick, som prøvede at komme igennem muren af dansende kroppe, og da jeg så tilbage, var hun væk. Pigen. Med leverpostejshåret og de falske øjenvipper på det ene øje. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...