Leverpostejspigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2016
  • Opdateret: 20 okt. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til KnækCancer-konkurrencen.
//"Den første gang jeg så hende, lå hun på knæ foran toilettet og brækkede sig til tonerne fra Tom Odells I Know".//

7Likes
5Kommentarer
393Visninger
AA

3. Farvel

Jeg tog plads på bænken ved siden af hende. ”Slog du dig?”, spurgte jeg forsigtigt. Hun græd fuldstændig lydløst, men ikke desto mindre strømmede tårerne ned ad hendes kinder. De landede på hendes hænder. Små dråber, som spredte sig ud over håndfladen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sad bare med armen om hende. Klappede hende akavet på ryggen. 

Det var normalt med fucked up humørsvingninger, når man var stiv, men dette her…det var på et lidt andet niveau.

”Undskyld”, snøftede hun. ”Jeg er så fucking dum. Jeg skal altid ødelægge det hele. Det må du altså virkelig undskylde. Jeg…jeg havde ikke regnet med, det ville være sådan her”.

”Hvordan?”.

”Har du ikke en cigaret?”.

”Ryger du?”.

”Næ, men jeg kunne godt tænke mig at prøve det. Har du nogen?”.

Jeg mærkede efter i min jakkelomme og hev den halvtomme pakke op. Jeg fandt lighteren frem fra bukselommen. Jeg kunne have protesteret eller nægtet at give hende det, men hun var trods alt 17, og jeg var jo ikke hendes far. Jeg fulgte hendes bevægelser med blikket, da hun satte cigaretten til rette mellem læberne. Jeg tror, jeg gloede lidt får længe på hendes læber. Men de var ligesom hendes hænder…så fine. Hun havde brug for hjælp til at tænde cigaretten.

Efter de første sug hostede hun helt vildt, men hun lærte det hurtigt. ”Føj, hvor er det ækelt. Nå, hvad var det, du spurgte mig om før?”. Hun sad helt foroverbøjet. Sammenkrøbet. Som en lille kugle. Ruskindsstiletterne lå i skødet på hende, og på hendes fødder sad mine åndssvage sokker.

”Jeg spurgte bare, hvad du mente med, at du ikke havde forventet, det ville være sådan”. Det var fandeme klodset formuleret, Mathias.

”Åh ja”, hun pulsede forsigtigt på cigaretten, ”jeg troede, at denne her fest ville være ligesom en…afslutning for mig. En måde at hæfte enderne på. Du ved, ligesom når man syr, men nu føler jeg, at der er flere trevlede ender, end der var til at starte med, forstår du?”

”Jeg er ikke helt med…alt det med afslutningen og din sidste fest. Skifter du gymnasium, eller hvad?”.

Hun lo kort. Cigaretten glødede mellem hendes fingre. ”Nej, Mathias, jeg skifter ikke gymnasium”. Så smed hun cigaretten fra sig og pustede det sidste røg ud. Hun skulle til at skodde den, men så så på sine sokker…eller mine sokker.

”Lad mig”. Jeg lod spidsen af mine Converse mase den aflange, hvide rulle ned i grusset. Jeg skulle til at spørge mere, men et vindpust afbrød mig. Bladene raslede på deres grene, og det peb en smule i ørene. En enlig løber prøvede at kæmpe sig fremad.

Jeg ventede på, at Anna igen skulle holde på sit hår, men det gjorde hun ikke.

I stedet begyndte hun at klø i det. ”Er det okay, hvis jeg…?”. Hun samlede håret, og jeg troede, hun ville sætte det op, så jeg nikkede fraværende. Men i stedet for at lave en hestehale, tog hun godt fat om det og hev det af. Pludselig sad leverpostejspigen skaldet ved siden af mig. Hendes blege isse lyste i mørket. Jeg spærrede øjnene op. ”Dadadadaaa”, nynnede hun dramatisk.

”Hvad fu…?”.

”Det er en paryk”.

”Ja, det kan jeg sgu godt se, men hvorfor?”. Jeg forstod ingenting nu. Var det rent faktisk alvor alt det med vinden, som ville blæse håret bort?

”Hvorfor? Har du virkelig ikke gættet det? Jeg er syg, Mathias”.

”Ja, du har drukket for meget, men det går over igen”.

”Nej. Jeg er syg”.

”Jamen, jamen, jeg troede bare, du var fuld”.

Hun rystede på hovedet. ”Det var rigtigt, hvad jeg sagde til dig: Jeg har ikke så meget som rørt alkohol i dag. Jeg spiste chips, og det skulle jeg ikke have gjort. Jeg kan næsten ikke holde noget i mig for tiden”.

”Jamen…hvad fejler du?”.

”Det startede i tarmene, men nu er det sådan set over det hele”.

Jeg gloede. Så rejste jeg mig op. ”Det tror jeg ikke på!”.

Hun blev siddende og så op på mig. Uden at slippe mit blik hev hun de falske øjenvipper på venstre øje af. Først dér gik det op for mig, at hun ikke havde nogen øjenvipper. Hverken falske eller ægte.

”Dine øjenbryn…”.

”Tatoveret”.

”Nej”. Jeg vendte mig væk. Det kunne ikke passe. Hun kastede op, fordi hun var fuld. Hun kunne ikke stå på benene, fordi hun var fuld. Hun var 1.g’er. Hun havde stadig tre pissehårde år foran sig. Hun var fuld!

”Det er okay. Kom nu og sæt dig ned igen”. Hun klappede på den ledige plads på bænken, og jeg satte mig.

”Hvor længe?”.

”I noget tid. Da jeg startede på gym, vidste jeg godt, at jeg aldrig ville gøre det færdigt”.

Måske var det, fordi jeg var fuld. Måske var det, fordi jeg hele aften havde betragtet mig selv som leverpostejspigens helt og nu måtte erkende, at der ikke var nogen helt i denne historie. I hvert fald kunne jeg mærke, at det sveg i øjnene, og jeg vendte hovedet væk.

Pludseligt mærkede jeg en hånd på ryggen. Jeg mødte Annas blå øjne. De virkede sært nøgne, nu hvor øjenvipperne var væk. Alting var vendt helt på hovedet. Det var den syge pige, der trøstede den raske dreng. Det var den kloge sytten-årige 1.g’er, der døde før den dumme nitten-årige 3.g’er.

”Det er næsten ligesom i A Walk to Remember”, hviskede hun. ”Bortset fra, at du aldrig ville blive forelsket i mig”.  

”A walk to remeber…hvad er det for noget?”.

Hun rystede på hovedet. ”Det er lige meget”.

Det mindede mig altså virkelig om leverpostej hendes hår. Selv nu, hvor det ikke sad på hendes hoved, men var mast sammen i hendes hånd. Jeg kunne godt lide leverpostej. ”Og du tager fejl”.

”Hvad?”.

”Jeg kunne godt have forelsket mig i dig, Anna. Hvis jeg havde haft mere tid”. Jeg vidste ikke, om det passede, eller om det bare var noget, jeg sagde for at gøre hende glad, eller fordi vinden ikke havde fået blæst mig ædru endnu.

”Gu kunne du ej! Lad være med at lyve. En eller anden blond skønhed venter på dig derude. Du skal ikke sidde og græde over mig”.

Jeg gav hendes hånd et klem, og hun lænede panden mod min skulder. Sådan sad vi lidt.

”Du er en god fyr, Mathias. Lad vær med at ændre dig. Hvis du ikke har noget imod det, så tror jeg gerne, jeg vil hjem nu”.

Uden flere ord rejste vi os fra bænken. Hun var stadig lidt usikker på benene, og det sved i mine øjne, hver gang det gik op for mig, at hendes manglende balance ikke skyldtes alkohol. Vi gik i tavshed rundt om søen. Jeg havde armen om Anna. Hun virkede så lille. Jeg så for mig, hvordan hun lå på Jannicks badeværelse. Med den mørkeblå kjole helt i uorden.

”Det er forresten nogle søde underbukser, du har”, sagde jeg så, og jeg kunne mærke, at hun lo.

”Du er sådan en gentleman”.

Hun var ved at falde igen, og flere gange fangede jeg hende i at gå med lukkede øjne. Jeg spurgte hende, om hun sov, men hun tyssede på mig.

”Jeg nyder det bare, Mathias”.

”Nyder hvad?”.

”Øjeblikket”.

Anna boede i en af lejlighederne på Smedegade.

”Var det dør nummer 2?”.

”Hmmm”. Hendes øjne var fortsat lukkede, og det kunne godt være, hun sagde, at hun nød øjeblikket, men jeg havde hende nu også mistænkt for at småblunde lidt.

Hun blev i hvert fald mere og mere slap i mine arme. Snublede over sine fødder og slog øjnene op med et sæt. Et par gange gav hun slip på stiletterne og parykken, og jeg måtte bakse med at få samlet det op, børstet grus ud af håret, samtidig med at jeg holdt fast om hende.

Jeg ringede på dørtelefonen, fik fat i hendes far og sagde, at jeg hed Mathias, og at jeg havde deres datter med. Der blev omgående åbnet, og jeg nærmest bar Anna op ad trapperne til hoveddøren. En høj, mørkhåret mand med en stor næse kom mig i møde på halvvejen. Han så mere mistænksom end taknemmelig ud.

”Er det dig eller hende, der lugter af røg?”, spurgte han. Anna livede lidt op ved lyden af hans stemme.

”Det er okay, far”, sagde hun. ”Mathias fulgte mig hjem. Gider du tage denne her?”.

Hendes far tog imod den beskidte paryk. Så forvirret ud. En kvinde, der lignede Anna, stod i døråbningen og så til med en bekymret mine.

”Jeg følger hende ind på værelset”, sagde jeg, men hendes far rystede på hovedet.

”Det er ikke nødvendigt, lad mig tage hende”. Han tog fat i Annas arm og skulle til at placere den over sin egen skulder, men kvinden i døråbningen brød ind.

”Frank, lad være”. Hun så på mig med Annas blå øjne og nikkede forsigtigt.

Jeg forstod. Anna var døsig, men nærværende nok til at guide mig hen til sit værelse. Jeg fulgte hende ind og fik hende ned at ligge i sengen. Hun havde lukkede øjne, og jeg hev forsigtigt dynen op om hende og maste den ned omkring hende.

”Hvad med dine sokker?”.

”Behold dem”.

”Tak. Farvel Mathias”.

”Farvel Anna”.

Så gik jeg, og jeg så aldrig Anna igen. Men jeg tænkte på hende nu og da. Da jeg fik min studenterhue og kørte larmende igennem Københavns gader sammen med alle de andre. Da min mor slog armene om mig og sagde, at hun var stolt, og at hun, for at være helt ærlig, aldrig havde forventet, at jeg ville gennemføre gymnasiet. Og da jeg cyklede forbi Bispebjerg Hospital på vej til arbejde. Men mest af alt tænker jeg på hende, når jeg ser et sæt sokker fra Sportsmaster eller en pige med falske øjenvipper. Og når jeg spiser leverpostej.
                            
                                                         

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...