Leverpostejspigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2016
  • Opdateret: 20 okt. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til KnækCancer-konkurrencen.
//"Den første gang jeg så hende, lå hun på knæ foran toilettet og brækkede sig til tonerne fra Tom Odells I Know".//

7Likes
5Kommentarer
489Visninger
AA

2. Anna

Hun var forsvundet i flokken af mennesker.

”Hey! Hey!”. Hvad hed hun egentligt? Vent lidt, havde hun ikke haft en navnehalskæde på? Jo, det havde hun! Ret kikset egentligt...de var sgu da gået af mode for flere år siden. Jeg prøvede at se de snirklede sølvbogstaver for mig. Det var noget med dobbeltkonsonant. M…nej, n. An…Ann…Anna!

”Anna! Vent lidt!”, prøvede jeg. Jeg fik intet svar. Selvfølgelig ikke. Bassen overdøvede enhver form for kommunikation. Jeg løb tilbage op ad trappen og stillede mig, så jeg havde bedre udsyn.

”Anna!”, skreg jeg af mine lungers fulde kraft. De nærmeste vendte sig og gloede på mig. Fnisede. Troede sikkert, at jeg var fuld, hvilket jeg også var…en lille smule. Jeg råbte igen, og pludseligt var der et hoved, der drejede sig i min retning. Et hoved med fesen brunt hår. Et sæt blå øjne mødte mine. Det ene var omkranset af tykke, falske øjenvipper. 

Jeg vinkede og smilede lettet, før jeg tumlede ned ad trappen. Tanken om, at den blåøjede leverpostejspige vandrede alene rundt på vejene i det indre København gav mig en ubehagelig knugen i maven. Der var noget over denne her pige. Det var efterhånden begyndt at gå op for mig, hvad det var. Det var hendes øjne. Hendes blik. Et dybt hav af sørgmodighed og ensomhed. Som om hun rendte rundt med en byrde, hun havde brug for hjælp til at bære. Hun havde brug for mig.

Hold kæft, hvor er du åndssvag, Mathias. Hør lige på dig selv! Hun var bare fuld og træt. Men ikke desto mindre skulle hun ikke tage hjem selv. Jeg fandt Anna siddende på gulvet i entréen. Hun græd igen.

”Hey, hey”, hviskede jeg blidt og satte mig endnu engang på hug foran hende. ”Hva’ så?”.

”Jeg kan ikke finde min taske…og jeg kan ikke gå i mine sko. Det er min søsters”. Hun slog opgivende ud med armene hen mod et sæt ruskindsstiletter. Hælen havde samme højde som linealen på en vinkelmåler. ”Jeg kan knap nok gå ordentligt, som det er”.

Det var først nu, det gik op for mig, at hun havde bare tæer. 

”Øhm…”, mine omtågede ølhjerne tænkte, så det knagede. Prøvede at komme på en løsning. Hvad som helst. Bare hun holdt op med at græde. Så vidste jeg det. Omgående faldt jeg ned at sidde og hev mine sko og sokker af. Hun stoppede med at snøfte, og hendes øjne fik det dér glimt af morskab, som da jeg havde lagt hånden i hendes falske vipper.

”Hvad laver du?”, spurgte hun, nærmest irettesættende, som om jeg var et barn, der var begyndt at tage tøjet af til en familiemiddag.

”Hvad ser det ud, som om jeg laver?”. Jeg rakte hende mine sokker. De var fra Sportsmaster, og der var et hul i den ene, men de var tykke. ”Tag dem her på”, beordrede jeg.

Hun stirrede på mig med vantro, men gjorde som jeg bad om. De var selvfølgelig for store, men det gjorde ikke noget. Bagefter tog jeg mine sko på igen.

”Hvordan ser din taske ud?”, spurgte jeg så.

Hun så et øjeblik helt forvirret ud, men så smilede hun. ”Jeg tror faktisk, at jeg har glemt den derhjemme. Det giver mere mening”.

Jeg rejste mig op, og denne gang hev jeg hende op at stå, uden hun behøvede at bede om det. Hun så på mig med taknemlighed. Hun samlede sin søsters stiletter op og fandt sin jakke. Hun var lang tid om at tage den på. Jeg bemærkede, at hendes hænder rystede, men jeg sagde ikke noget. Et eller andet sted håbede jeg, at det var min tilstedeværelse, der gjorde hende nervøs, selvom det nok nærmere var den store mængde af alkohol, der hæmmede hende.

Så fulgtes vi ud i natten. Det var faktisk ikke så koldt igen, men en gang imellem kom der et vindstød så kraftigt, at vi nærmest blev blæst bagover. Jeg lagde mærke til, at Anna havde en vane med at lægge hånden på sit hår, som om hun var bange for, at det blæste af. Det fik mig sådan til at grine. ”Hvorfor gør du det dér?”.

”Gør hvad?”.

”Holder på dit hår, som om vinden tager det og blæser det til Langbortistan?”.

Hun smilede genert, og hendes kinder blev røde igen. ”Fordi, det gør den måske også, og der har vi trods alt ikke tid til at tage hen og hente det, vel?”. Hun var faktisk ret sjov. 

”Er der for resten ikke nogen af dine veninder, som bliver vrede over, at du bare er skredet fra festen?”, spurgte jeg. Jeg vidste, at jeg sikkert allerede selv havde et par knap så venlige beskeder ventende i Messenger.

”Næh. Jeg tog herhen alene”.

Det overraskede mig. ”Du tog helt alene til fest hos en 3.g’er”. Og så lige Jannick...han var temmelig berygtet.

”Jeg ville bare gerne…more mig. En sidste gang. Mine forældre havde ret. Se, hvordan det endte”. Hun grinede, og jeg grinede med.

”Hvad mener du med en sidste gang? Der kommer altså masser af fester senere, og der kan du jo bare lade være med at drikke så meget”.

Hun ignorerede mig og sagde i stedet: ”Fortæl mig noget om dig selv, Mathias”.

”Hvad vil du gerne vide?”.

”Hvilken linje har du?”.

”Musiklinjen”.

”Så det er en musiker, jeg har gjort mig selv helt til grin foran?”.

”Argh…ikke helt da”, jeg smilede skævt, ”jeg spiller bare lidt guitar en gang imellem. Prøver at lære nogle noder”. Jeg slog det hen med et skuldertræk, og hun jog sin albue ind i siden på mig.

”Det tror jeg ikke på. Lad være med at være beskeden”.

Jeg smilede. ”Okay, så. Hvad er du selv god til? Hvad kan du lide at lave?”.

”Jeg plejede at svømme meget. Du ved, stævner og den slags”.

”Og det gør du ikke længere?”.

”Nej. Jeg…kan ikke rigtigt”.

”Det har jeg hørt om før. Sportsfolk, som får skader og må stoppe”.

”Jah, skader”. Hun var pludseligt blevet meget tavs ved siden af mig, og jeg skævede til hende.

”Det er noget lort, hva’? Var du god?”.

Hun så på mig med sine blå øjne og blinkede med de falske vipper, sagde: ”Okay, tror jeg nok”.

”Hvem er nu beskeden?”.

Hun grinede, og det gik op for mig, at jeg godt kunne lide lyden. Det lød næsten, som om hun snappede efter vejret, og så rystede hendes skuldre på sådan en sjov måde.

”Nå, fortæl mig så, hvem er du Anna?”. Det var meningen, at det skulle lyde dybt, men det endte med at virke temmelig plat.

Anna smilede bare. ”Jeg ved ikke, hvem jeg er, Mathias. Er det ikke det, der er meningen med os unge mennesker? At vi ikke skal vide, hvem vi selv er?”. Det vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige til.

Vi snakkede videre. Fortalte hinanden, hvilke skoler vi havde gået på før gym. Jeg spurgte hende, hvor hun boede, og hun sagde, at hun boede i nærheden af søerne. Peblinge. ”Hønen og ægget”.

”Ja, nemlig”.

Vi gik forbi en kvinde med en hund, og hun gloede på Anna. Jeg kunne se, at det gjorde hende utilpas.

”Ser jeg virkelig stadig så forfærdelig ud?”, spurgte hun og rodede i sine leverpostejslokker.

”Nej. Du lugter bare lidt af bræk”.

”Åh nej, vel!”. Hun så ud, som om hun skulle til at græde igen, og jeg kunne have sparket mig selv over den åndssvage joke.

”Det var bare for sjov. Bare rolig, der er ikke noget”.

Da damen passerede os, var jeg blevet nødt til at gå tættere på Anna, og nu hvor damen var væk, blev jeg gående helt tæt op ad hende. Vores jakkeærmer snittede hinanden en gang imellem. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hendes hænder. Jeg tror, min hånd var dobbelt så stor som hendes. Og hendes fingre: De var helt fine og smalle. Og fingerspidserne var næsten som på et barns. Hun lignede faktisk en lille pige. Hvis man så bort fra hendes øjne. 

Jeg turde vædde med, der gemte sig en hundrede år gammel sjæl inde bag de øjne. ”Dine hænder ryster stadig. Fryser du?”.

Hun så fraværende ned på sine fingre. ”Nårh det. Nej, nej. Det gør de bare”.

”Hvor var det, du boede i forhold til søerne?”.

”Lige bagved”.

”Hvad med sokkerne. Er de varme nok? Gør det ondt?”.

”Hvorfor er du så sød mod mig, Mathias?”. Hun stoppede op og så på mig. Hendes blik var hårdt og sårbart på samme tid. 

”Hva..hvad mener du?”.

”Det er meningen, at 3.g’erne skal terrorisere os, ikke holde vores hår, når vi kaster op”.

”Jeg-”.

”Har du væddet med nogen, er det det? Væddet om, hvem der kunne komme i bukserne på den grimme, lille 1.g’er?  Men bare så du ved det, så var jeg på efterskole, så jeg er kun to år yngre end dig”.

”Du er ikke grim”.

Hun slog en skarp latter op. ”Jeg har altså også et spejl derhjemme, og jeg ved godt, at jeg ikke er smuk, som pigerne fra din klasse. Men jeg er mig. Jeg er Anna, og hende har jeg det fint med at være, og så skal du ikke komme her og få mig til at ændre mening, okay?! Forstår du det? Tak for din hjælp, men jeg kan godt selv finde hjem nu. Og jeg kan ikke se nogen klovne, så…”. 
Hun tog et par hidsige skridt og begyndte så at løbe. Hendes jakke var et par numre for stor og hoppede op og ned sammen med stiletterne, hun holdt krampeagtigt fat i. Hun var stadig usikker på benene, og hun snublede over en usynlig sten og faldt. Hun blev siddende med den ene hånd mod fortovet, og hendes hår faldt om hendes ansigt som et beskyttende gardin.

Jeg livede op. ”Vent!”. Jeg løb hen og satte mig ned til hende. Det var efterhånden blevet vores lille ritual. ”Du må ikke gå endnu”, sagde jeg og rørte forsigtigt ved hendes skulder uden på jakken. Hun løftede blikket og så vurderende på mig. Igen fik jeg den dér fornemmelse af, at hun inde bag de blå øjne var meget ældre end sine 17 år. Meget ældre end jeg var.

”Du har stadig mine sokker”. Jeg tjattede til hende, så hun forstod, at jeg drillede, og hun smilede forsigtigt. ”Her, lad mig hjælpe dig”. Jeg tog fat i hendes hånd og hjalp hende op at stå. Hun havde tabt sin søsters sko, da hun faldt, og de lå et stykke væk. Jeg hentede dem til hende og holdt fast i hende, indtil hun havde genfundet balancen. Hun virkede flov, og jeg prøvede at fange hendes blik for at vise hende, at det altså ikke gjorde noget.

Det var ikke første gang, jeg var blevet beskyldt for at prøve at komme i bukserne på en pige, og det var ikke første gang, jeg sørgede for, at en svagdrikker kom sikkert hjem. ”Og bare så du ved det, så har jeg ikke væddet med nogen, og jeg er altså ikke interesseret i at have sex med dig”.  

Hun så såret ud. ”Tak for det!”.

”Nejnejnejnej, det var ikke sådan ment. Selvfølgelig…hvis lejligheden bød sig ville jeg sikkert ikke sige nej, men altså…åh fuck, ikke på den måde”.  Jeg mødte hendes blik. Hun hævede det ene øjenbryn, og jeg forstod. Jeg lo. ”Okay, der fik du mig. Du er sgu god”.

Hun smilede og begyndte at gå. Jeg stod et øjeblik forstenet. Hvem var den pige? Og hvad var det for noget lort, jeg havde sagt: Hvis lejligheden bød sig…idiot! Så løb jeg op på siden af hende. Vi var nået ned til søen, og hun gik ned ad trapperne. Hun var ved at snuble på det nederste trin, men jeg greb fat i hende. Hun rystede. Ikke kun på hænderne, men over hele kroppen. Hun græd.

”Kom”. Jeg svang forsigtigt armen om hende og ledte hende hen til den nærmeste bænk. Hun gik på usikre skridt, og jeg åndede lettet op, da jeg fik hende ned at sidde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...