Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
637Visninger
AA

2. Prolog

Jeg trykkede på knappen ved fodgængerovergangen og ventede utålmodigt. Min fod bankede mod asfalten, mens jeg kiggede ned på mit armbåndsur og ønskede, at den lille mand på trafiklyset ville skifte til grøn. Så snart den gjorde, satte jeg i fuld spurt uden at tænke over at holde tilbage for den røde Volvo, der alt for sent forsøgte at dreje til højre. Jeg sprang til siden for at undgå sammenstødet og fortsatte videre.

Ved det næste lyskryds svømmede jeg bare med strømmen og ignorerede det røde lys i håbet om, at dette ikke var en af de få gange, hvor politiet ville køre forbi. Jeg kunne høre hans fodskridt bag mig, tunge og larmende som tegn på, at han var ved at nå op til mig. Jeg lyttede omhyggeligt. Hans vejrtrækning var hurtig som vinden, der blæste kraftigt omkring os, og den sorte regnjakke, som han havde valgt at bære i dag, lavede ikke længere flakkende lyde. Det betød, at han snart ville begynde at sætte farten ned i takt med, at han blev mere og mere udmattet.

I dette øjeblik tog jeg en dyb indånding og øgede min hastighed, hvorefter jeg løb om hjørnerne, som var det det eneste, jeg havde gjort hele mit liv. Resten af vejen lod vejkrydsene mig krydse vejen uden problemer, og jeg fandt mig selv grine af, hvor sørgelig han var. Jeg spottede apoteket, løb forbi den velkendte, firkantede sten med statuen af en ræv placeret på toppen, og nåede butikken i løbet af få sekunder. Omkring et minut senere kom Mattis løbende. Han lignede bedstemor efter hun har foretaget sig sin daglige yogatræning. Jeg tror aldrig, jeg har set så meget sved.

”Hvordan kan du blive ved med det?” åndede han besværet ud og bøjede sig forover, mens han udmattet placerede sine hænder på knæerne som støtte. Hans vilde, rødbrune hår var fugtigt fra alt sveden, hans kæmpefødder ildeluftende og hans runde kinder bar et strejf af pink.

”Fordi du bliver ved med at være så langsom,” svarede jeg overlegent. Af en eller anden grund blev jeg ved med at være den første, der nåede apoteket, hvilket var vores daglige mål. I træningscenteret med vægten i hænderne var han den stærkeste, men når det kom til løb, ville jeg altid være lidt hurtigere end ham.  

”Det er, fordi lyskrydsene bliver ved med at skifte til rød hver gang, jeg skal til at krydse vejen.” Han kiggede mig direkte i øjnene, inderlig oprigtighed funklede fra den chokoladebrune farve. Jeg rystede blot på hovedet med pådraget tvivl.

”Prøv med en anden åndssvag undskyldning næste gang, jeg slår dig. Og giv mig hundeøjnene. Det vil ikke virke, men bare for underholdningens skyld.” Jeg grinede stort, da han rullede med øjnene og udtrykte den irritation, som jeg vidste lå i ham. Han hadede at tabe.

”Bare hold mund, vil du?

”Det har jeg ikke nogen planer om i fremtiden.”

I sekundet efter mine ord var blevet opslugt af stilhed, lød et hvinende horn fra en lastbil, der kørte så stærkt, at jeg ikke tror nogen kunne have forhindret det, der var på vej til at ske.

Jeg tror, vi begge drejede hovederne på samme tid og så over mod parkeringspladsen på vores højre side. Lastbilen svingede fra side til side, alt var ude af kontrol, som den kørte med kursen direkte imod en cyklist. Jeg lagde mærke til manden bag rattet, der ihærdigt forsøgte at stoppe hjulene fra at føre køretøjet længere frem. Dog var der noget klodset ved hans bevægelser og den måde han prøvede at dreje udenom forhindringerne på. Noget ved hans reaktionsevne og lysvågne ansigt.

Han var beruset, og det var allerede for sent at stoppe det vildtfarende køretøj.

Lastbilschaufførens ansigtsudtryk fortrak sig i en uudholdelig mine. Pigen på cyklen skreg efter at have fået øje på faren. Lyden gav ekko i mit hoved, mens folk i al hast begyndte at flygte fra fortovet i. Hun nåede ikke at komme væk, før lastbilen havde ramt hende direkte fra siden. Hun fløj gennem luften, og landede blot få meter, fra hvor vi stod, og hendes cykel i den nærmeste busk.

Mine øjne var pludselig vidt åbne fra chokket, der strømmede gennem min krop. Jeg havde ikke lyst til at kigge. Min fornuft fortalte mig, at jeg skulle fokusere på at ringe til alarmcentralen, eller kigge mod himlen, men nysgerrigheden rev i mig, og hvad nu, hvis hun var i live?

Jeg kiggede. Jeg fortrød. Jeg så væk, men drejede hovedet tilbage.

Blod farvede pigens førhen lilla hår en gyselig, mørk rød, dryppede fra hendes hoved, hvorefter det samlede sig på asfalten i en pøl. Hendes mund var stadig rund og fyldt med resterne af det nu lydløse men øredøvende skrig. Jeg vidste med det samme, at hun ikke havde klaret det gennem uheldet. Det jeg ikke vidste var, hvad jeg skulle stille op.

Jeg kunne mærke frygten blæse fra mit bryst og ud, hvilket fik mit hjerte til at banke på sit højeste. Mit blik skød hen til stedet, hvor lastbilen nu lå på siden. Den var styrtet direkte ind i et træ, og flammer rejste sig fra fronten. Chaufføren var ingen steder at se. Jeg havde lyst til at kigge efter ham, men det føltes, som var mine fødder hamret fast til jorden, hvor jeg aldrig nogensinde ville slippe væk fra igen.

Idet jeg ikke kunne bevæge mig, kiggede jeg over mod Mat, søgte efter svar til, hvordan det her kunne ske. Dog var det ikke helt løsningen på mit problem.

Mat så lige så rystet ud som mig – hvis ikke værre. Han havde et tankeløst udtryk malet over hele sit blege ansigt, og hans brune øjne havde nu fået en sort nattelignende farve, som jeg ikke det mindste syntes om. For at være ærlig, så skræmte det mig, og det eneste han så ud til at koncentrere sig om, var den blodige krop af en død pige. For et kort øjeblik var jeg bange for, at han var gået borte sammen med hende.

Det var først da, jeg lod lydende finde deres vej ind i mine ører igen. Bilerne alarmerede om rystelserne, folk græd ved synet af skrækscenariet foran dem, og jeg var næsten sikker på, at jeg kunne høre politibilernes sirener og deres høje og konstante hyl i nærheden. En ældre dame forsøgte med al sin styrke at holde sin hund væk fra liget, og strammede hendes trætte hænder omkring hundesnoren.

Dette fik mig til at tænke på noget. Som jeg betragtede himlen blive grå fra alt røgen, prøvede min hjerne automatisk at finde noget smukt i tingene, der skete i dette øjeblik. Jeg kiggede efter de grønne træer, der forsøgte at række ud i uendeligheden med deres tykke grene. Mine næse tog store mængder af luft ind og håbede på at restauranterne ville efterlade deres gode duft i det, jeg indåndede. Jeg prøvede endda at lytte efter musik, børnelatter eller fulgekvidder. Der var intet. Jeg havde oplevet døden før og dette var rådet, jeg altid fik, men i en situation som denne virkede det ubrugeligt.

Konstant kiggede jeg fra side til side, op og ned, men alting var noget rod. Var det her virkelighed? Dårligt skuespil? Min fremtid? 

Jeg kastede et glimt ned på den døde pige. Hun så endda rar ud, hvis det ikke havde være for det faktum, at dette ikke længere var hende men blot hendes tomme krop. Hendes grønne øjne var åbne i chok og jeg kunne ikke finde ud af, om det var meningen, at hendes cowboybukser skulle være revnede.

Jeg forstod ikke. For et øjeblik troede jeg, at jeg aldrig ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...