Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
617Visninger
AA

5. Kapitel tre

Tre måneder senere

 

”Hvordan går det på jobbet?” spørger Mor mig om og jeg nikker langsomt, ikke sikker på, om jeg skal fortælle hende, at jeg sagde op i boghandlen i sidste måned.

”Fint,” svarer jeg en smule tilbageholdent, mens vi trasker hen over brostenene på gadens travle torv. Luften over vores hoveder er pyntet med lange kæder af lys, der er opspændt mellem træerne langs vejen. Rød, gul og grøn kaster sig fra pærerne og hen på butiksfacaderne, hvor julepynt er udstillet i ethvert vindue. Folk kæmper med at bære deres store indkøbsposer, og vi har nu omsider ramt første december.  

”Får i solgt nogle bøger? Jeg læste i den lokale avis, at i er totalt hip på bølgen,” snakker hun. Hun har bukket alle fingre på nær tommel-, pege- og lillefinger ind mod håndfladen, så hendes hænder former underlige håndtegn, mens hun holder dem op i luften.

”Mor,” jeg ligger hånden for øjnene, for folk kigger, ”det der siger man altså ikke længere,” forklarer jeg hende med et grin. Man kan ikke andet end at elske hendes uvidenhed.

Hun kigger skiftevis på sine hænder med en rynke på næsen og tager så hænderne ned. ”Jeg glemmer nogle gange, at jeg er tredive år fra at være teenager.”

”Tro mig, der er ikke nogen, der kan se forskel,” smigrer jeg hende med et vift med hånden, som for at børste hendes kommentar væk. Hendes smil er varmt, da hun ser på mig igen, og jeg sender et ønske om, at mine øjne stadig vil være lige så grønne og fyldt med liv, når jeg når i hendes alder. Hun bærer sin blomstrede T-shirt, cowboynederdel og vinterjakke med stil og kaster om sig med sit knaldrøde hår. ”Angående jobbet,” tilføjer jeg stille bagefter.

”Åh, nej, Nora!” udbryder hun øjeblikkeligt og stopper op. ”Lukker boghandlen?” Hun har sin ene hånd oppe foran munden. 

Jeg tager en dyb indånding. ”Jeg har tænkt mig at gå efter det, jeg brænder for,” starter jeg ud, hvilket blot får hende til at se endnu mere forfærdet ud.

”Lukker du boghandlen?”

Jeg kigger mig omkring, får øje på en bænk og tager fat i hendes hånd. Hastigt trækker jeg hende over til den og vi sætter os ned efter at have sikret os, at vores vinterjakker dækker over det kolde træ.

”Jeg har sagt op… Til foråret rejser jeg til Købehavn for at åbne min egen. Jeg ved godt, at du ikke kan se den store forskel, men jeg vil mere end bare at stå bag kassen. Jeg vil have indflydelse, bygge min egen verden af bøger og skabe det, som jeg altid har drømt om.”

Hun ser på mig med store øjne, så jeg fortsætter.

”Jeg har købt et sted omkring midten af byen. Det er i dårligt stand, så det skal først renoveres, jeg skal have designet stedet, finde ud af navnet og meget mere, så jeg har god tid.”

Hendes øjne er nu blanke. Der er et øjeblik, hvor jeg ikke ved, om hun har tænkt sig at råbe af mig på grund af mine impulsive planer og pludselige opsigelse, eller om hun har tænkt sig at forgude mig. Så blinker hun kraftigt, begynder at vifte hænderne vildt foran hovedet, og slynger så armene om mig i én hurtig bevægelse.

”Åh, mus, jeg er så stolt af dig,” græder hun og på trods af den hårde tid, jeg har og er ved at gå igennem, mærker jeg langsomt hendes varme trænge sin vej ind i mig. Jeg klemmer mine øjne hårdt i og indånder hendes blomsterlige duft. Det er længe siden, jeg har følt mig så hjemme, hvilket får mig til at stramme mine arme omkring hendes bløde krop, og synke længere ned i genkendeligheden.

Lige indtil jeg åbner mine øjne og kigger over hendes skulder, hvor et velkendt ansigt står ud gennem mængden. Hans brune øjne er rettet direkte mod mig, urokkelige, og ser lige igennem alt og alle, der krydser hans bane. Han står lænet op af en lygtepæl på den anden side af vejen med hænderne i lommerne på sin dunjakke og benene krydset ved anklerne. Per automatik strammer jeg grebet yderligere omkring Mor, bange for, at hun vil forsvinde, mens jeg stirrer igen og fylder mit indre synsbillede med videoklip fra den aften. Flasken, der rammer væggen. Ham, der råber, at jeg skal forsvinde. Ham, der fortæller mig, at han ikke længere har brug for mig.

Mors telefon vibrerer i hendes lomme og hun trækker sig væk fra vores kram. Kulden kommer som den ven, jeg aldrig har manglet og erstatter hendes omfavn. Det tager mig en hel kamp at rive mit blik væk fra den forbindelse, jeg har skabt til Mat, og kigge over på Mor. Hun stirrer ned på sin telefon med læberne presset stramt sammen.

”Jeg bliver desværre nødt til at tage hjem, Nora,” siger hun og ser op igen. ”Din far har brug for hjælp til sølvbrylluppet. Den mand har ikke det mindste styr på arrangering eller bordpynt,” mumler hun, ryster på hovedet og taster et svar tilbage til ham. Efterfølgende smider hun mobilen tilbage i lommen. ”Jeg forventer stadig, at du kommer.”

”Jeg kan slet ikke fatte, at det allerede har været femogtyve år,” siger jeg med et smil på mine læber. Kulden løber ned ad min rygrad, for jeg ved Mat følger med i, hvad vi laver.

”Dine forældre er ved at være gamle,” forklarer hun og rejser sig op. Hun tager mine hænder i sine, giver mig sit varme og oprigtige smil og fortæller mig endnu en gang: ”Jeg er stolt af dig, min datter.” Hun giver mig endnu et kram, siger: ”Jeg er sikker på, at Noah tænker det samme, når han kigger ned på os. Det nok skal gå godt,” og trækker sig væk igen. Hun begynder at bakke. ”Vi ses vel engang i næste uge. Jeg kårer dig hermed til dessertsmager.” Lige før hun vender sig om, sender hun mig et lille vink, og så er hun væk blandt mængden af mennesker.

Få sekunder senere sidder han på bænken ved siden af mig. Han siger ikke noget, men læner sig blot afslappet tilbage og hviler sin højre fod på sit venstre knæ, løfter blikket mod den grå himmel og dækker sig selv til i en maske af selvkontrol. Jeg tør ikke vende mig om mod ham i frygt for, at han har planer om at ødelægge mine gode tanker. Har han tænkt sig at understrege sin pointe? Er vores møde tilfældigt? Vil han råbe af mig igen?

Det eneste, der indikerer et svagt ubehag er rynken, som jeg ud af min øjenkrog spejder over hans næse.   

Han rømmer sig. ”Din yndlingsårstid er vinter.”

Jeg siger ikke noget. Hele min krop er fyldt med nerver, der river i hinanden for at vinde en kamp, som jeg ikke er herre over. En kamp om at advare mig. Jeg har for alt i verden lyst til at rejse mig op og følge Mor i hælene, men jeg er ikke klar over, hvordan jeg skal få min krop til at adlyde. I stedet forsøger jeg at fokusere på alt andet end hans tilstedeværelse. Jeg ser kvinder med deres legesyge børn, mens de hektisk forsøger at få ordnet den første del af juleindkøbene. Et par hunde leger i sneen længere nede ad gaden og forsvinder fuldstændigt i det kridhvide landskab, idet deres pels har samme farve. Det begynder at dale ned og jeg ser på at butiksarbejdere tager deres ting indendørs. Men intet af det hjælper. Det er stadig, som om han sidder klods op af mig, selvom der er godt en meter mellem os.

Han udstøder en klagende lyd. ”Nora, please. Sig et eller andet,” beder han og drejer sig en kvart omgang på bænken, så hans front er mod min side. Det udspiller sig altid sådan her. Jeg fortæller ham, at det han gør er forkert. Han siger, at jeg ikke skal blande mig. Han undskylder. Jeg accepterer hans undskyldning. Forskellen på den her gang og alle de andre gange er bare, at der denne gang gik tre måneder og ikke to uger, før han tog sig sammen og undskyldte.

Og så er der også lige det faktum, at jeg ikke har tænkt mig at acceptere hans undskyldning.

”Forsvind, Mat,” siger jeg og kaster hans egne ord tilbage til ham. Da han ikke lytter til mig, kan jeg mærke vreden begynde at finde sin vej frem til min bevidsthed. Den ligger lige i overfladen og trykker på låget, klar på at springe ud. Han skal ikke have lov til at fortære mit gode humør. Min mor og bror er stolte af mig. Jeg skal holde fast i det.  

Det her er blot en ombytning af rollerne fra vores sidste møde. Hvorfor skal vi være så stædige?

”Du ved, jeg ikke mente det. Jeg var fuld, havde drukket lidt for meget. Jeg var ikke mig selv. Vær sød at tilgive mig, Nora. Vær sød…” Han har hænderne foldet foran sig i en slags beden. Hans stemme er pint og hans krop en smule for tæt på min, idet han rykker tættere på mig på bænken. Jeg har stadig ikke set ham i øjnene, siden han stod på afstand.

Jeg er stille igen, kigger kun ligeud i ingentinget. Jeg kan mærke positiviteten dale.

”Nora, seriøst, du kan ikke mene det he—”

Jeg drejer rundt på bænken i én hurtig bevægelse og kaster mine hænder arrigt op i luften, så jeg er ved at ramme ham i ansigtet.

”Hør her, Mat,” får jeg ud gennem sammenbidte tænder. ”Stop. Stop! Lad være med at sige mere. Du har ikke brug for mig, husker du? Så hold ved dine ord og gå din vej, inden jeg tilkalder politiet og melder dig for seksuel chikane eller truende adfærd eller stalking eller et eller andet, der kan få dig på skideren, for jeg holder ikke igen.”

Han puster brystet op. ”Vent, hvad?! Det kan du ik—” Ved synet af mit blik, holder han mund. Med sunkne skuldre trækker han sig tilbage i sin læneposition. Jeg trækker min jakke tættere omkring mig og rejser mig op. ”Jeg er ked af det, Nora.” Hans stemme er svag, nedslået. Han rejser sig også op og børster sneen af bag på sine bukser. Hans blik falder på noget over min skulder og han synes af blive en smule fjern. Jeg har lyst til at kigge, men vil ikke give ham falsk håb om, at min vrede ikke er ægte.

Hvorfor står jeg stadig her?

”Jeg har lovet Luis at køre ham hen på kirkegården,” fortæller han så, som er det vigtig information, jeg ikke kan gå glip af. ”Hans bil er gået i stykker. Noget med, at kølervæsken løber ud. Forfærdeligt at skulle reparere,” fortsætter han. Jeg prøver at finde ud af, hvordan alkohol kan gøre det her ved ham. For tre måneder siden var han fuldstændig ude af den og nu står han her, klar på at hjælpe en ven. Det ville han ikke have gjort den aften. Hvad har den ulykke ikke gjort ved ham?

”Er du klar?” lyder det fra et sted bag mig og min krop stivner. Mat nikker og kører en hånd igennem sit kraftige hår. På trods af, at jeg fortæller mig selv, at jeg bare skal ignorere trykket i min mave, overlader jeg næsten frivilligt størstedelen af mig selv til nysgerrigheden, og jeg vender mig rundt. Jeg spærrer øjnene op og gør alt for at holde min overraskelse og gispet inde. Hvorfor lyttede jeg ikke til mig selv?

”Ja. Hvornår skulle du være hjemme igen?” svarer Mat

Jeg bemærker de knaldrøde anthurium-blomster, der ligner små, kantede hjerter, i hans hænder, og der går ikke lang tid, før hans øjne vandrer over mit ansigt og giver mig lyst til at forsvinde.

Han ser hurtigt væk igen.

Hans navn er Luis.

Var det bare mig, der forestillede mig, at han genkendte mig? Der var mørkt i bilen, men jeg tvivler på, at det kan have været nok til at sortne hans hukommelse. Det er ikke, fordi han kører rundt med grædende piger hele tiden, er jeg sikker på.

Jeg husker hans øjne. Mørke, men fyldt med varme.

Han ser ikke mine.

”Klokken fire,” fortæller han Mat i et monotont stemmeleje.

”Okay.”

Der er stille.

Mat vender sig om mod mig igen. ”Jeg er ked af det, Nora,” gentager han. Han tager en dyb indånding og går udenom mig. Jeg har ryggen til, så jeg ser ikke, da de ligeledes Mor forsvinder ud af mit synsfelt og ind i det travle julemylder. 

Hvorfor kender Mat taxichaufføren? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...