Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
736Visninger
AA

14. Kapitel tolv

Jeg tog til Mor og Fars kagesmagning, hvor et lille stykke af familien var mødt op. Mormor, der skal bage kagen, fik til opgave at lave hendes berømte chokoladekage, hvilket jeg er ret sikker på, at Mor allerede havde besluttet på forhånd. Hun ønskede bare en undskyldning for at samle folk omkring en kop kaffe, sladre og finde ud af, hvad der foregår rundt omkring i folks liv – inklusiv mit, hvilket hun fik rodet godt og grundigt rundt i. Dog fortalte jeg hende ikke noget om, hvad der foregår med Mat og Luis. Hun er stadig i troen om, at Mat og jeg er bedste venner og altid har været det. Jeg tror, det vil knuse hende, hvis hun finder ud af, at han nu ikke er en lige så stor del af mit liv, som han engang har været. Hun har altid behandlet ham, som var han en anden søn, eftersom jeg er enebarn.

Uret i stuen rykker sig det sidste tak og klokken slår sytten. Jeg har det, som om jeg skal lave et eller andet, gøre noget med den tid, jeg har tilbage af dagen. Men en hovedpine er ved at bygge sig op i det forreste af mit hoved efter al den snak med familien, og mine fødder er ømme efter at have stået op det meste af dagen. Så jeg ender med at finde det åndssvage brev frem igen for at analysere på flere mulige grunde til, hvorfor Luis har skrevet det. Jeg hader mysterier. Jeg hader, når jeg ikke kan få svar. Jeg vil vide, hvad det betyder, og hvad han åbenbart mener, han har gjort galt. Hvad det er, han fortryder. Og jeg kan ikke bare spørge ham. Det ville ikke føre mig nogle gode steder.

Men måske jeg kunne spørge hende?

Jeg føler mig tåbelig ved at sidde her og grave i noget, jeg slet ikke burde have plantet frø i til at starte med. Jeg føler mig tåbelig ved at tro på, at hun kan svare mig, når hun ikke længere er i live. At jeg kan tænke mere klart ved at være i nærheden af hende.

Af en eller anden grund overbeviser jeg mig selv om, at min kreativitet ikke er der i dag, så jeg ikke begynder at få det dårligt med, at jeg ikke bruger min fritid på boghandlen. På trods af mine ømme fødder og dunkende hoved, trækker jeg i mit overtøj. Frisk luft er godt til hovedpinen, siger stemmen i mit hoved og jeg lytter til den dårlige undskyldning. Lige idet jeg skal til at gå ud af døren, vibrerer min mobil i min lomme. Jeg tager den ud og føler mig en smule overrumplet, da jeg ser, hvad der står i beskeden.

Mat: Vil du med i byen i aften?

Åbenbart tager han min såkaldte tilgivelse som et tegn på, at jeg vil være med til at drikke mig i hegnet og hvad ellers han render rundt og laver.

Jeg taster et hurtigt svar.

Mig: Nej tak.

Der går ti sekunder og en ny besked tikker ind.

Mat: Jeg lover, at jeg tager det med ro.

Det siger du altid.

Mig: Jeg føler ikke for at

komme ud i dag. Syg og

hovedpine.

Teknisk set er det sandt. Ud kan betyde ud som i udenfor. Men ud kan også betyde ud som i ’byen’.

Da der ikke kommer noget svar tilbage, åbner jeg døren og går ud. Kaia er inde på sit værelse sammen med Michael, så jeg låser ikke efter mig.

Mine ben bringer mig ned til fortovet, hvor jeg tager en taxi hen til kirkegården. Det løber mig koldt ned ad ryggen ved lyden af den knirkende låge, da jeg træder ind i gruset. Jeg føler mig på fremmed territorium, som jeg lister hen mod gravstenen. Det danser i min mave og min halser trækker sig sammen. Jeg er ikke sikker på om det er håbet inden i mig eller bare tilfældighed, der har fået endnu en konvolut til at dukke op foran hendes plads, men jeg er hurtig til at samle den om og undersøge den nærmere. Kuverten er akkurat magen til den anden og var faldet i ét med sneen for enhver, der ikke bevidst ledte efter den.

Jeg kaster et blik over skulderen og hen på familien, der står længere bag mig og sørger over en afdød. Til venstre er en ældre dame ved at baske frosten af en gravsten og på samme sti som jeg er et ægtepar lige ankommet. Da jeg er sikker på, at ingen kigger i min retning, skubber jeg indholdet op af konvolutten og skimter hurtigt den sidste sætning.    

Al kærlighed fra Luis

Jeg har ikke brug for mere for at sikre mig, at det også er ham, der har skrevet dette brev, så jeg stopper papiret ned igen og gemmer det i min lomme. Jeg styrter hen af gruset, ud gennem lågen og hen til taxien, som jeg bad om at vente. Jeg hopper ind og får ham til at køre tilbage til lejlighedskomplekset, hvor jeg løber op af trapperne. Dernæst banker jeg døren op med hjertet siddende i halsen og løber ind i stuen—

Mat sidder i sofaen med tv’et tændt og ser en eller anden fodboldkamp, han ikke virker til at være særlig begejstret for, for han er helt stille. Idet han hører døren gå op og smække bag mig, vender han hovedet og er med det samme oppe at stå.

”Jeg troede ikke, du følte for at komme ud i dag,” siger han og kaster mine ord fra beskeden tilbage i hovedet på mig. Hvad laver han her? Og hvorfor har folk det med pludseligt at komme uanmeldt?

Mine øjne falder på plastikposen på bordet. ”Har du købt ind?” Jeg ser ham i øjnene, hvilket jeg fortryder.

Han bevæger sig rundt om sofaen samtidig med, han snakker. ”Jeg tænkte, at nu hvor du var syg, ville jeg lave noget mad til dig,” fortæller han og kommer endnu tættere på. Han stopper en meter foran mig og lægger armene over kors. ”Men det ser vidst ud til, at det ikke er så slemt igen,” tilføjer han næsten vrissende.

Han er sur.

Hvordan kunne jeg gøre ham sur?

”Mat, jeg havde bare brug for noget frisk luft,” undskylder jeg og begynder at tage min jakke og sko af.

”Du kunne have åbnet et vindue,” argumenter han med et fnys og jeg sukker.

I stedet for at hænge min jakke på knagen, tager jeg den i hånden og går mod mit værelse. Han følger efter. 

Jeg lægger den over ryglænet på min kontorstol og vender mig om for at se ham stå og læne sig op af dørkarmen. ”Nu er du latterlig,” siger jeg til ham. Jeg kan ikke ryste følelsen af forfærdelse af mig ved tanken om, at han er her. Vi har ikke snakket ordenligt i over et halvt år. Pludselig fortæller jeg ham, at han er tilgivet for noget, han i virkeligheden ikke er tilgivet for og han kommer styrtende, vil lave mad og snakke, som var det gamle dage. Jeg er ikke sikker på, om jeg skal smide ham ud igen eller lade ham blive.

Han sænker skuldrene og kører en udmattet hånd ned over ansigt. ”Lad mig lave mad til dig,” siger han så. ”Lad mig bare for en gangs skyld gøre noget godt, og så vil jeg forsvinde igen bagefter.”

Vi stirrer hinanden dybt i øjnene – så dybt, at det næsten gør ondt.

Et halv års uro og brud på et venskab kan ikke ordnes med en enkelt tilgivelse, og jeg mærker det lette indeni mig ved videnen om, at han også er klar over det. Jeg er glad for, at det ikke er, ligesom jeg havde forestillet mig.

Mine muskler løsner sig og jeg slapper af i kroppen. ”Så lav mig noget mad,” overgiver jeg mig. ”Men godt mad. Ikke noget med for meget chili eller peber. Jeg kan heller ikke lide brændte kanter eller skorper eller andet.” Min pegefinger er løftet mod hans ansigt.

”Jeg vil forsøge at tilfredsstille damen.”

”Og lad være med at kalde mig det.”

Mat bakker ud af døren og jeg følger efter ham ind i stuen igen, hvor vi tager indkøbsposen og går ud i køkkenet. Han griner og hælder varerne ud på bordet. Derfra begynder han at finde diverse gryder og stegepander frem fra skabene. Det er endnu en ting, der ikke kan lade være med at stikke lidt til mig; han ved, hvor tingene er. Vi plejede at gøre det her hele tiden. Han mødte uventet op, for at lave mad til mig. Det er mærkeligt nu, men det føles godt. Også selvom han aldrig vil blive sig selv igen.

Efter en time står der to tallerkener på bordet, hver fyldt op med pasta, flødesauce og kylling. Grønsager ligger spredt i adskillige farver på toppen og jeg kan ikke lade være med at stikke næsen lidt tættere på efter, vi har sat os ned.

”Det her ser vildt ud, Mat. Jeg vidste, du ikke kunne have tabt dine madlavningsevner i løbet af alle de drukturer,” siger jeg, inhalerer en ekstra gang.

”Du kan virkelig godt lide at få mig til at føle skyldig.”

Jeg griber min gaffel og stikker den ned i en pasta. ”Hvis ikke jeg gjorde det, ville du være derude lige nu.”

Jeg kan ikke lide den retning, vores samtale tager.

”Men jeg er glad for, at jeg er her,” siger han og skifter hurtigt emne. Jeg løfter mit glas op til munden. ”Bor du stadig sammen med…” Han tager hånden op til ansigtet, som er det en lydtæt mur, kigger sig mistænkeligt rundt og sænker så stemmen og hvisker: ”Skrigeren.” Han smiler skræmmende stort.

Den slurk vand, jeg lige har taget, ryger galt i halsen. Meget ucharmerende spytter jeg det hele tilbage i glasset med et voldsomt host. Mens jeg forsøger at få min hals og vejrtrækning under kontrol igen, løfter jeg min hånd og giver ham et ordenligt dask på overarmen. ”Stop med at kalde hende det!” hvisker jeg igen. ”Det var én gang!”

Han skrupgriner. ”Men vi var i rummet lige ved siden af! Kunne de ikke have ventet?” Han kan næsten ikke trækker vejret. Mat gav Kaia det øgenavn en aften, hvor vi sad inde på mit værelse og hende og Michael var på hendes. De startede med gymnastikken og hun skreg som aldrig før. Lige siden har Mat ikke kunne tænke på hende som andet end ’Skrigeren’.

Da jeg ikke siger mere, bliver han pludselig seriøs og slukker helt for latteren. ”Hør, Nora, der var en grund mere til, at jeg kom her i aften – udover, at du er syg.”

Jeg kigger op fra pastaen. ”Hvad mener du?” Jeg trækker mine øjebryn stramt sammen.

Han tygger lidt på en pasta, ligger så gaflen ned og tager sin serviet for at tørre sig om munden. ”Jeg har brug for din hjælp.”

”Til hvad?” Jeg tager endnu en bid af min mad.

”Jeg har brug for, at du fortæller min far, at jeg er okay igen. At det går godt og at jeg er ude over mine… problemer.”

Jeg sluger hurtigt kyllingen. ”Du vil hvad?! Hvorfor?” spytter jeg ud.

Han sukker og begynder at massere sine tindinger. ”Han mener, at det er ved at gå over stregen, og vil have mig til at søge hjælp.” Han giver mig et påtvunget smil. ”Og det er her, du kommer ind i billedet.”

Er han seriøs?

”Du kom her for at bestikke mig?!” råber jeg næsten og slår min gaffel ned i bordet. Hvordan kan han få sig selv til at sige sådan noget?

”Nej. Selvfølgelig ikke,” skynder han sig at sige og ligger armene ned på bordet igen. ”Lad være med at se på det på den måde.”

”Jeg kan ikke gøre det.” Jeg ryster på hovedet gentagende gange. Jeg kender hans far stort set lige så godt, som jeg kender min egen. At lyve for ham er noget, jeg aldrig vil gøre. Men Mat fortsætter med at presse mig.  

”Come on, Nora. Du siger, du gerne vil hjælpe mig. Nu har du chancen. Han vil tro på dig.”

Maden er på vej op igen. Jeg skubber tallerkenen længere væk fra mig og forsøger at overbevise mig selv om, at han ikke kun er ude på at udnytte mig og det faktum, at jeg flere gange har sagt, at jeg vil hjælpe ham. Men det virker ikke. Lige nu er det ikke kun smerten i mit hoved, der piner mig men også følelsen af at blive forrådt. Brugt. Det her er ikke sådan, jeg vil hjælpe ham. Det gør mig dårlig, at han virkelig tror det er.    

”Jeg kan slet ikke fatte, at du kom her for at lokke mig. Bestikke mig. Jeg troede, vi gik i den rigtige retning,” vrisser jeg ud gennem sammenbidte tænder, mens jeg har hovedet i mine hænder.  

”Vær sød. Det vil betyde alt,” forsøger han igen. Det er, som om han ikke længere ved, hvornår han skal stoppe. Hvornår det er nok, og hvornår han har gjort nok skade.

Jeg retter mig op og ser ham i øjnene. ”Tror du virkelig selv, at det vil hjælpe dig? Tomme ord? Beklager, Mat, men det har jeg altså ikke tænkt mig at gøre.”

Jeg hopper ned fra barsolen og sætter i fart mod døren til stuen. Mit værelse er ikke længere kun et værelse men et flugtsted, jeg tager hen, når der ikke længere er andre steder i den her lejlighed, hvor jeg kan holde ud til at være.

”Du ved, hvor døren er,” siger jeg til ham, før jeg tramper væk og ind bag mine fire velkendte vægge. Jeg låser døren og falder om på min seng. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg falder i søvn, men jeg vågner op i mørket og stirrer op i loftet, mens jeg prøver at finde ud af, hvordan mit liv ville have været, hvis den ulykke aldrig var sket. Ville en anden tragedie blot have ødelagt vores venskab? Eller ville vi have levet side om side til vores dages ende? Jeg vil virkelig gerne kende svaret på det spørgsmål, og alligevel skærer det i mit hjerte ved tanken om, hvad vi kunne have haft. Hvad der er blevet revet væk under fødderne på os. 

 

******

Hey hey! Jeg nåede desværre ikke at blive færdig med mit konkurrencebidrag, inden tiden løb ud, så det her er, hvad der er. Jeg regner dog med at fortsætte historien, når vinderne er kåret, så jeg igen kan redigere i den :-))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...