Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
651Visninger
AA

4. Kapitel to

Kort tid efter jeg har ringet efter en taxi, er der en, der holder ind foran mig på kantstenen. Jeg kaster mig med det samme ind på bagsædet og gør alt for at skjule mit ansigt, idet jeg giver min adresse til manden bag rettet. Det er dog ikke nok, for han vender sig helt om i sædet og kigger på mig med sammenklemte øjne og et løftet øjenbryn. Han ser mig an, stirrer kort, hvorefter han ryster på hovedet og kører en hånd gennem sit hår. Han åbner munden, men lukker den igen, som var han på vej til at sige noget, men besluttede sig for at holde det tilbage. Det er her, jeg opdager, hvor ung han egentlig er. Han kan ikke være mere end et par år ældre en mig.

I mørket ser hans øjne næsten sorte ud og hans rodede hår endnu mørkere. Han åbner munden igen og denne gang kommer der lyd ud. ”Er du okay?” spørger han varsomt. Jeg kører mit ærme hen over øjnene i et forsøg på at stoppe tårerne, men der kommer bare flere.

I første omgang svarer jeg ham ikke, fordi jeg er bange for, at hvis jeg åbner munden, vil hulkene komme, og det sidste jeg har lyst til at gøre, er at stortude foran en taxichauffør hele vejen hjem. Han vil tro, jeg er sindssyg. Måske er det i virkeligheden også det jeg er, siden jeg forventede at kunne vende op og ned på Mats liv, da jeg kom her.

Jeg ender op med at nikke alt for hurtigt, så det hele virker mere utroværdigt, end det i forvejen var. ”Ja. Selvfølgelig,” får jeg ud mellem mine stille tårer.

Af en eller anden grund nikker han bare godkendende og retter fronten mod vejen igen. Han lægger hænderne på rattet og rømmer sig. ”Vil du være sød at tage selen på?” Jeg ser på ham med hovedet på skrå, før det går op for mig, hvad han mener.

Sele.

I en bil skal man have sele på.

Jeg skynder mig at spænde mig selv fast, og han sætter bilen i gear, sænker håndbremsen og kører ud på vejen. Mine øjne følger enhver af hans bevægelser og bølgen på ryggen af hans næse, som engang imellem kommer til syne, når han kigger gennem bakspejlet og om på mig. Det er en smule akavet, som jeg sidder her på bagsædet og græder, men jeg er taknemmelig for, at det ikke ser ud til at røre ham. Det meste af tiden har han øjnene på vejen, og jeg gør mit bedste for at passe mig selv.

Mine tanker fører mig hen til Mat. Hvad skete der? Hvordan kunne det eskalere så hurtigt? Hvordan kunne han forvandle sig til noget, der mindede mere om et udyr end min bedste ven?

Denne gang var i særdeles hed anderledes end alle andre. Han ligefrem kastede en flaske hen mod væggen for at få mig til at gå – som forsøgte han at skræmme mig væk fra ham.

Det virkede.

Det hele virkede. Jeg har aldrig troet, at jeg nogensinde ville befinde mig i en situation, hvor jeg ville føle mig bange i hans selskab, idet han altid havde virket som min beskytter, og det var netop det, der er det mest skræmmende. Han har ikke kun taget alkoholen til sig men også voldlige vaner og tanker, der ikke bør høre hjemme i hans hoved. De ting han sagde – de ting, han påstod, han mener – svømmer stadig i mit blod og fryser det til enhver af mine legemer til is som en slags gift, der er ude på langsomt at få mig til at falde sammen. Jeg føler mig tynget indeni, mit hjerte for mine fødder og mine muskler stive, så jeg har svært ved at gøre andet end bare at sidde. 

 

 

Jeg er så langt væk i min egen verden, at jeg helt glemmer, hvor jeg er. Det, der trækker mig tilbage til bevidstheden er chaufføren, der endnu en gang rømmer sig. Jeg ser i hans retning og tvinger mig selv, at jeg skal koncentrere mig om hans ord. ”Må jeg spørge om noget?” forhører han sig om og bryder den ro, jeg lægger mærke til har indtaget bilen.   

Min hjerne siger nej – jeg er alt for dybt nede til at ville føre en samtale - men jeg tager mig selv i at nikke alligevel, før dette slår mig.

”Har du nogensinde været ude at flyve?” Mine øjne glider sammen til små sprækker, mens jeg prøver at finde ud af, hvor han vil hen med det mærkelige spørgsmål. Jeg lader siden af min hånd fiske efter flere tårer og nikker igen. ”Hvor fløj du hen?”

Jeg kigger ind i bakspejlet, men kan ikke finde hans øjne. Mit hoved snurrer, og jeg klikker min sele op for at bevæge mig hen i midten af bagsædet, hvor jeg sætter den på plads igen. Der er ikke nogen nakkestøtte, så jeg smider hovedet tilbage og lader min puls falde.

”Spanien,” svarer jeg tøvende og snøfter.

”Jeg fløj til København,” fortæller han så og snakker udenom mit svar. Hans stemme er monoton, henkastet. ”Kort tur, men lang nok tid til, at manden ved siden af mig kunne nå at ødelægge den første dag af min ferie,” fortsætter han på sin historie i samme toneleje. Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for at blive halv-ignoreret før, for det betyder bare, at jeg ikke behøver at snakke og svare på flere spørgsmål. Jeg nyder at lytte til hans stemme. For et sekund glemmer jeg Mat.

”Han vejede omkring to hundrede kilo og havde bakkenbarter ligesom dem i 1800-tallet,” siger han, da jeg forventer, at han er færdig med at fortælle sin historie. ”Problemet var, at jeg på det her tidspunkt havde brækket kravebenet, og efter fem minutter faldt han i søvn og lagde sit hoved – som vejede mindst halvtreds kilo – på min skulder. Jeg prøvede selvfølgelig at vække ham, men det var ligesom at puste liv i en død mand. Folk omkring mig var ligeglade; hørte musik, læste bøger eller hvad ellers folk nu laver, når de flyver, så jeg måtte sidde resten af vejen med kradsende bakkenbarter og i en smerte, der fik mig til at ønske, at flyet styrtede ned. Jeg endte med at tisse i bukserne, fordi jeg ikke kunne komme på toilettet, ” afslutter han med et ligegyldigt træk på skuldrene og møder endelig mine øjne i bakspejlet, mens jeg kigger ned over min næse. Han lyder så afslappet, når han fortæller. Det virker til at falde ham naturligt. Alle mennesker kan lige at snakke om sig selv, men det er de færreste, der gør det for at opmuntre andre.  

Jeg tager mig selv i at spørge med et snøft: ”Hvor er det helt præcist, du vil hen med den historie?”

”Ikke til København i hvert fald,” svarer han seriøst. Jeg kan ikke lade være med at smile. Bevidst bider jeg mig i underlæben for at få det til at stoppe. Hvem er han? ”Jeg brugte den første dag efter flyveturen hos lægen igen.”

”Det må have hadet den tur,” mumler jeg og kigger ned på mine fødder. Tårerne er holdt op med at løbe og det løsner langsomt op i mit ansigt.

”Der gjorde jeg,” bekræfter han.

Der bliver stille.

Vi svinder begge ind i vores tanker. Hvad laver Mat nu, da jeg er taget afsted? Er han gået ind i stuen for at deltage i festen eller sidder han stadig for sig selv på sit værelse? Har han taget en ny flaske vin i hånden? Måske er han i gang med at skuffe andre af de mennesker, der tidligere var en del af hans liv.

Jeg retter mit hoved op og rykker mig frem i sædet, så min overkrop er mellem de to forsæder. ”Fortæl mig mere,” siger jeg, før jeg kan nå at tænke. ”Fortæl mig noget skidt. Dårligt. Irriterende. Det behøver ikke at være omkring dig, men bare et eller andet virkelig uheldigt. Hvad som helst.”

Denne gang kaster han er flygtigt blik over skulderen. Jeg kan se på rynkerne i hans pande, at han ikke forstår mig. Jeg overvejer at fortælle ham, at jeg har brug for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her. Som om mit hjerte langsomt synker mod undergrunden.

”Jeg ville gerne,” siger han og kigger ud af sideruden, og jeg følger hans øjne. ”Men vi er her nu.” Jeg genkender lejlighedskomplekset, der med sin grå facade ligner de fleste andre. De fleste af vinduerne er mørklagte og i det hele taget ser det hele en smule trist ud. Jeg har lyst til at bede ham køre mig ind til byen, men er ikke sikker på, at han føler for bruge restren af natte på at muntre mig op.

”Ja. Okay,” siger jeg og forsøger at skjule skuffelsen. Jeg piller med det samme coveret af min mobil og begynder at tælle de penge, jeg har til at ligge deri. ”Hvor meget bliver det?” Jeg kigger efter en skærm, et sted, hvor jeg kan se prisen, men der er ikke nogen.

Han ryster på hovedet og vender sig om i sædet igen. ”Du behøver ikke, at give noget. Det er på min regning,” forsikrer han mig om, men jeg rækker ham alligevel den ene hundredekroneseddel, jeg har liggende.

”Jeg kan ikke bare lade dig køre mig hjem uden at betale. Du vil bare give mig bare dårlig samvittighed.”

”Hør—” siger han, men jeg stopper ham.

”Tag mine penge,” insisterer jeg. Han ser på mig og jeg på ham og vi gør ikke andet, før han langt om længe rækker hånden frem.

”Fint,” sukker han. Jeg sender ham et smil, putter coveret tilbage på min mobil og åbner døren. ”Tak,” siger jeg. ”For historien. Og turen. Opmuntringen. Tak.”

Han åbner munden, men jeg smækker døren, idet regnen begynder at dale ned og omgive mig. Jeg sætter i spurt hen mod hoveddøren til bygningen med hænderne som tag over mit hoved, og lytter til, at han kører væk igen. Da jeg er inde og oppe af trapperne, låser jeg hurtigt på og træder ind i mørket. Lyset tænder på samme tid, som jeg klapper døren i, og jeg drejer rundt i en fart.

”Hvor har du været henne?” spørger Kaia og træder længere ind i stuen med en finger rettet mod mit ansigt. Hendes øjenbryn er løftet i vejret, mens hun kigger anklagende på mig.

Jeg svarer ikke, men fortsætter ud mod køkkenet. Jeg har brug for energidrik. Lige nu er søvn det, der ligger længst væk fra min bevidsthed.

Jeg kan høre Kaia drage et suk bag mig. Jeg behøver ikke at fortælle hende, hvor jeg tog hen – hun ved det allerede. ”Hvorfor bliver du ved med at gøre det mod dig selv?”

”Jeg er nødt til det, Kaia. Du forstår ikke,” svarer jeg hende og åbner køleskabet. Jeg roder lidt rundt blandt Tupperware-bøtter og mælk, inden jeg finder en dåse inde bagved.

Hun betragter mig fra døråbningen, da jeg læner mig op af køkkenbordet og åbner dåsen. I starten gik det mig på, at hun altid skal snage i tingene og vide alt, hvad jeg foretager mig. Hun er klar lige så snart, jeg kommer hjem og oppe om morgenen, inden jeg tager afsted. Det begyndte efter ulykken, og jeg har nu vænnet mig til blot at lukke af. Mit skjold ryger op og jeg anvender et hav af korte sætninger.

”Du har grædt,” siger hun så, idet hendes blik lander på mine røde kinder.

”Det var koldt udenfor,” lyver jeg. Jeg læner hovedet tilbage og tager en slurk af den orange drik for at skjule mit ansigt.

”Hvad gjorde han?”

”Det sædvanlige,” svarer jeg monotont.

”Du græder normalt ikke. Selvfølgelig er det ikke det sædvanlige!” udbryder hun forfærdet og med hænderne i vejret. Hun træder nogle skridt frem og jeg forsøger at rykke tilbage, selvom køkkenbordet er i vejen. Hun bemærker det og standser midt i køkkenet. ”Nora, du bliver nødt til at stoppe med det der. Lad ham gøre, som han vil, i stedet for at lade det tage på dig.”

Hendes stemme irriterer mig. Hendes ord irriterer mig. Hun irriterer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg nævnte hendes navn, da jeg fortalte Mat, hvem der var der for ham. Hun forlod hans side, så snart han veg en smule fra sig selv. Hun kæmpede ikke for ham. Hun kæmper ikke for ham. Godt nok fandt jeg ud af gennem Kaia, at festen blev holdt i dag, men det var mere hendes forsøg på at holde mig fra at høre om det senere. Hun skulle have vidst bedre.

Jeg mærker varmen stige i mig.

”Hør, Kaia,” begynder jeg. ”Hvis ikke du eller andre står op for ham, hvem gør så? Han er tydeligvis mærket af det faktum, at han så døden i øjnene, og ikke alle tager lige godt på det. Hun blev dræbt foran os. Hendes hjerte gik i stå. Så medmindre du har noget, jeg rent faktisk kan bruge til noget, så hold din mund.” Efter min mindre tale, retter jeg mig ordenligt op og stryger forbi hende og ind i stuen igen. Jeg finder vejen til mit værelse, lukker døren efter mig og låser den, hvorefter jeg læner mig udmattet op ad den. Først da er det, som om trykket i mit hoved letter. På mit værelse er jeg alene. Der er ikke nogen, der forventer noget af mig. Der er ikke nogen, der fortæller, at det jeg gør, er forkert. Der er kun mig, mine tanker og lyden af regnen, der pisker mod mit vindue.

Mat gik over stregen. Han burde ikke have reageret så brutalt.

Har Kaia virkelig ret? Burde jeg lade ham gå?

Jeg finder malerpenslen frem og stryger den hen over lærredet, mens jeg tænker tilbage til turen i taxien.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...