Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
683Visninger
AA

12. Kapitel ti

Ti dage senere

Jeg ser ned på tegningerne og tænker, at det er sådan her det skal føles. Det er sådan her hver en dag vil kunne bringe glæden tilbage i mig, når jeg åbner den nye boghandel. Glæden ved selv at have skabt noget fantastisk.

De sidste par uger har jeg stort set ikke forladt mit værelse. Blyanten har kørt i en konstant linje hen over papiret, min arm gør ondt efter at have holdt telefonen til mit øre i så lang tid og mine øjne er spærret helt op efter at have drukket alt for meget energidrik gennem de lange nætter. Jeg føler mig lysvågen, selvom rummet er mørklagt, og jeg kan næsten sige, at jeg er forud for min forholdsvis afslappede tidsplan. Det kommer til at ske det her. Det er virkelig rigtigt.

En pludselig banken lyder på døren og får mig til at kigge forvirret rundt i hele værelset. Kaia stikker sit hoved ind og rynker på næsen.

”Hvornår har du sidst luftet ud herinde?”

Jeg løfter armen og indånder. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg sidst tog et bad, men det er mere end tre dage siden.

”Michael kommer over og spiser aftensmad med os, så jeg forventer, at du ser nogenlunde ud til den tid,” beordrer hun og hæver en finger. Hun lyder som min mor.

”Farvel, Kaia,” siger jeg blot og ruller med øjnene. Jeg drejer mig rundt i kontorstolen og kigger ned på mine tegninger igen.

”Jeg henter en pakke på posthuset,” fortæller hun mig.

”Okay,” svarer jeg henkastet og tager et af papirerne op foran mine øjne for at nærstudere det.

”Tag et bad.”

”Farvel, Kaia,” siger jeg igen.

Hun forlader rummet efter at have tændt lyset og smækket døren hårdt i. Mine øjne forsøger at vænne sig til skæret i mine øjne og rodet, der synes at være dukket op ud af mørket. Halvdelen af mit tøj ligger spredt ud over min seng, mit skrivebord ligner noget, der har været en del af en orkan og en stor mængde af støvpartikler fylder luften, så man kan have svært ved at forstå, hvordan jeg har overlevet herinde i al den tid.

Rundtosset rejser jeg mig op og skubber kontorstolen tilbage. Jeg begynder at samle alle mine tegninger og lister med telefonnumre sammen i en bunke og fortsætter hen til min reol for at finde en mappe, hvor jeg kan putte dem i, så de ikke bliver krøllet og får mig til at ser mere uprofessionel ud end jeg i forvejen føler mig. Jeg er næsten derhenne, da et af papirerne flyver ud fra stablen. Det svæver let og elegant gennem luften, synker mod jorden og lander nede under min seng. Jeg sukker, ikke i humør til narrestreger, og smider papirbunken på en tom hylde i reolen. Dernæst kaster jeg mig ned på maven og roder rundt i støvet. Mine fingerspidser griber fat om papiret og jeg får rejst mig op og børstet skidtet af mig selv. Jeg skal lige til at ligge papiret oveni bunken igen, da mine øjne glider hen over den lille, firkantede form.

Konvolutten.

Jeg havde helt glemt alt om den.

Mine øjne brænder sig fast på den blanke overflade og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om papiret indeni er lige så hvidt. Er det hemmeligt? Hvorfor ville nogen efterlade breve til Alli, hvis hun alligevel ikke kan læse dem?

Jeg bider mig i underlæben og sætter mig tilbage i kontorstolen. Jeg burde aflevere den tilbage, men man kan vidst roligt sige, at det er for sent nu efter næsten to uger. Det kan ikke skade, at jeg åbner den. Jeg kan enten smide den ud og aldrig nogensinde finde ud af, hvad den indeholder eller læse, hvad der rent faktisk står deri. Det tager mig ikke lang tid om at bestemme.

Jeg vender konvolutten om, så åbningen ligger opad. Hurtigt har jeg stukket min hånd ned i det lille rum og fisket det stiplede papir op, så det ligger mellem spidserne på mine ru fingre. Papiret er bukket over to gange, og efter at have foldet det ud, må jeg knibe mine øjne sammen for at læse, hvad der står midt på siden. Tre linjer er skrevet med ualmindelig småt skrift og ellers er papiret lige så blankt som forsiden af konvolutten. Jeg vender det om, leder efter andet, noget om muligt endnu mindre, men der er intet.

Nærmest ængsteligt kigger jeg mig over skulderen og hen på døren. Det her er nærmest dømt til at gå galt, og alligevel hører jeg hoveddøren smække som tegn på, at Kaia er smuttet. Jeg er alene i lejligheden.

Jeg fokuserer på skriften igen.

 

Jeg ved, du ikke er her længere, men det føles stadig sådan.

Undskyld for alt, hvad mit hjerte aldrig var modigt nok til at stoppe.

 

Et gisp bliver sendt hele vejen nede fra mit mellemgulv, hvorefter det glider ud over min tunge og hænger som et ekko i luften. Mine øjne zoomer ind på navnet, som ordene er underskrevet med, og kun navnet.

Al kærlighed fra Luis

Jeg har det, som om jeg har forrådt nogen. Forrådt ham. Selvom vi knap kender hinanden. Selvom han sikkert ikke engang ved, at hans brev er forsvundet fra Allis gravplads. Selvom jeg har fortalt mig selv gentagende gange, at det her var ubetydeligt. Lige meget. Men de ord, jeg lige havde læst, synes alt andet end lige meget.

Var det her det mørke, han snakkede om, da ham og Mat var her? Hvad var Alli til ham, da hun døde, siden han sender hende breve? En kæreste? Og hvad var det, han ikke var modig nok til at stoppe?

Alle spørgsmålene svømmer op til min overflade og forsøger at få luft. Svar. Hvad skal jeg gøre med det her? Papiret tynger pludseligt i mine hænder og jeg skynder mig at lægge det tilbage på mit skrivebord. Jeg kører mine hænder gennem mit uglerede hår og suger luft helt ned til mine tåspidser.

Jeg vil glemme alt om det her.

Jeg vil glemme alt om ordene.

Jeg vil glemme alt om brevet.

Det skete aldrig.

Hvad vil Mat ikke sige, hvis han finder ud af, at jeg læser breve, som var tilegnet hans bedste vens afdøde kæreste, eller hvad ellers hun nu måtte være?

Hvorfor tænker jeg overhovedet på, hvad Mat vil tænke?

Fast besluttet på at skubbe det hele ud af hovedet, stikker jeg brevet ind mellem stakken af mine tegninger og løber ud på badeværelset. Der overhælder jeg min krop med brandvarmt vand og shampoo i massevis for at få alt det snavs, der er kommet i løbet af de sidste tre dage, ud af mit hår. Jeg står derinde i mindst tre kvarter, før jeg springer ud med vaklende ben og tæer, der ligner rosiner, og kaster et håndklæde om mig selv. Spejlet er dugget til, så jeg kører min håndflade hen over den kolde overflade, så mit hoved kommer til syne lige over underkanten. Mine øjne ser større ud end normalt og min hud er rød fra alt det varme vand. Jeg stirrer tilbage på min egen refleksion, træt men samtidig lysvågen. Jeg skal til at gribe børsten fra bordpladen ved siden af vasken, da det banker på døren.

Jeg kan ikke lade være med at stønne, for det kan kun betyde, at Michael endnu en gang er kommet for tideligt, og at jeg er tvunget til at føre akavede samtaler med ham, selvom vi begge godt ved, at vi ikke har noget som helst tilfælles. Det er blot ren og skær høflighed, som vi begge forsøger at overholde.

For et øjeblik overvejer jeg at lade, som om der ikke er nogen hjemme. Næste sekund er jeg på nippet til at ringe til Kaia og sige, at hun skal få sig snøvlet hjem igen. Til sidst ender jeg med – på trods af min stædighed – at trække i tøj. Inden jeg forlader badeværelset, kører jeg en hånd gennem mit hår, og går så ud til døren, hvor det endnu en gang banker. Hvorfor er han altid så høflig? Kan han ikke hjælpe sig selv ind?

Jeg flår døren op, åbner den på fuld gab og kaster en hånd ind mod stuen.

”Kaia kommer lige om lidt. Hun er—” siger jeg men stopper. Mine øjne ligger først på hans sko, løber op langs hans ben, overkrop og lander til sidst på hans ansigt. Men han er ikke Michael. Han er Luis og han står i min hoveddør med hænderne fyldt med bøger. ”Åh, gud,” mumler jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...