Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
738Visninger
AA

9. Kapitel syv

Mat faldt i søvn i taxien på vej hjem, og på trods af, at jeg lige havde oplevet, hvordan alting kan ramle ned over en ved lyden af hendes navn, tog jeg ham med hjem til min lejlighed. Han var fuld – plørefuld. Jeg kunne ikke bare efterlade ham. Luis var en mulighed, men jeg turde ikke stole på ham efter at have set, hvor lidt kontrol han havde over Mat, når han havde drukket.

Jeg tænder lyset og leder vejen ind i stuen med Mats arm omkring min skulder. Her giver jeg slip på ham og lader ham falde over til Luis, der har ved hans anden arm. Jeg ligger en pude på hver af sofaerne og finder tæpper frem fra skabet på mit værelse. Det er ikke superbehageligt, men det er det eneste, jeg har at tilbyde dem med så kort varsel.

Luis får Mat balanceret hen til den ene sofa, hvorefter han lader ham falde tungt mod hynderne og pakker ham ind i et af tæpperne. Han strækker efterfølgende udmattet sine arme højt i vejret, da han endelig er fri fra vægten omkring sine skuldre, og ånder tungt ud.

”Er du træt?” spørger han så, og jeg giver et ryk fra mig ved lyden af hans abrupte stemme. Han stikker sin arm ud i luften til siden og ligger sin venstre hånd på sin højre skulder, og går i gang med at lave en eller anden øvelse.   

”Jeg tror, jeg går i seng,” mumler jeg bare og begynder at gå mod gangen ned til værelserne. Jeg har brug for at kunne lade mine tanker spille frit uden at være bange for, at det hele står skrevet på mit ansigt.

”Han mente, hvad han sagde til dig.”

Jeg stopper op. Jeg holder vejret. Jeg krummer mine tæer.

”Han troede, jeg var Alli,” hvisker jeg tilbage. Jeg er ikke sikker på, om han hører det. Ikke sikker på, at jeg vil have, at han skal høre det.

Lige netop, som jeg skal til at åbne døren ind til mit værelse, snakker han igen. ”Jeg er en dreng, så jeg ved, hvordan han tænker. Om du er Alli eller Nora gør ikke en forskel.

Jeg presser mine negle mod min håndflade og holder min stemme i ro, da jeg siger: ”Der står en opvaskebalje under vasken i køkkenet. Stil den ved siden af ham, hvis han bliver syg.” Jeg lukker døren til mit værelse bag mig med en nyfunden kraft. Mine fødder leder mig hen foran spejlet, hvor jeg ser på den hjælpeløse pige foran mig. Jeg holder hendes blik, selvom hun gør alt for at slippe sit greb om sig. Jeg fortæller hende, at hun ikke skal lade sig afskrække og at det her er sådan, livet fungerer. Hun skal tage sig sammen, samle mundvigerne op fra undergrunden og rejse sig over byen med et lys i smilet, der overskygger enhver regnvejrsdag. Ikke alt går som forventet. Ikke alt fungerer efter hendes hoved. Det oplevede hun selv, da hendes storebror begik selvmord.

 

 

Den tidelige morgen tager jeg en taxi hen til kirkegården. Jeg betaler chaufføren alt for meget og han kører væk med hjulspind i gruset og våde spor hen over asfalten efter nattens daglige portion af sne. Mine skridt er selvsikre, idet jeg bevæger mig ned gennem rækkerne af gravsteder, og mærker sneen fugte mine kolde og tørre læber. Der er bælgravende mørkt, så det eneste lys, der er tilstede, kommer fra halvgamle gadelamper, der står med mindst tyve meters afstand og flakker sammen med himlens stjerner. Det tager mig et stykke tid at finde den rigtige sten. Jeg har forberedt mig på, hvad jeg skal sige, men da jeg står foran hende, mister jeg hele mit ordforåd og evnen til at tale. Jeg står mundlam med et varsomt blik, der hele tiden holder øje med, om der er nogen der ser mig. Jeg har ikke været her siden begravelsen og aner ærligtalt ikke, hvordan det her skal bringe mig ro nu. Vinden piber i det fjerne og træerne danser i skyggerne, og jeg trækker min dunjakke tættere om mig.  

Efter at have stået i kulden i omkring en time uden at sige et ord, bliver jeg enig med mig selv om at tage hjem. Hvis bare jeg kunne ligge et stop forbi Noah, ville det gøre det hele meget nemmere. Han ved altid, hvad han skal sige, for at få mig til at få det bedre. Desværre ligger han to timer herfra ved vores barndomshjem, hvor vi flyttede fra af forskellige årsager.

Jeg skal til at vende om og gå, da noget hvidt bliver lyst op i udkanten af mit synsfelt. Jeg klemmer mine øjne sammen til små sprækker for bedre at kunne se, men ender med at sætte mig ned på hug i gruset. Ved første øjekast ligner det bare enhver anden del af mørket eller sneen, der omgiver mig i øjeblikket. Det er først, når jeg hurtigt lader mit blik glide hen over, at det cremehvide hjørne af papiret glimrer i gadelampens elendige lys.

Jeg fjerner den store sten, der afholder konvolutten fra at lette med vinden, og lader fingerspidserne glide henover den ru overflade for at få sneen væk. Selvom jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til hende, ser det ud til, at hun stadig har noget at sige til mig.

Konvolutten er blank, så jeg vender den om for at se, om der står noget på bagsiden. Jeg løfter åbningen op, og kigger ned i den. Et stiplet papir kommer til syne og jeg skal lige til at tage ved det, da det går op for mig, at måske er det her ikke til mig. Måske er det ord henvendt til en anden, der føler sig ligeså fortabt. Måske er de henvendt til Alli.

Jeg kigger ned på mine hænder, for lige meget, hvor desperat jeg er for at høre, hvad papiret kan fortælle mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg krænker en andens verden. Jeg træder et sted, hvor jorden måske kan synke lidt, eller hvor jeg kan komme i knibe. Er det, det hele værd?

Lågen ind til kirkegården knirker og jeg ser op. En ældre dame træder ind med hænderne fulde af blomster. Mit hjerte vågner fra sit vinterhi og sætter farten gevaldigt op. Hurtigt glider mine øjne frem og tilbage mellem konvolutten og damen, der sætter kurs mod samme række, som den jeg sidder i. Jeg tager et hurtigt valg.

Jeg skubber konvolutten ind under min jakke, rejser mig op og kigger ned på gravstenen en sidste gang. Så bevæger jeg mig forbi damen, som jeg undgår al kontakt med og skynder mig ud gennem den skrigende låge og ned ad vejen. Jeg går hele vejen ind til byen, tænker over, om det jeg gjorde nu var alt for forkert. Hvad er chancen for, at nogen vil opdage, at den er væk? Der kommer ikke nogen på den kirkegård alligevel.  

Jeg ender op ved bageren, hvor jeg køber rundstykker og croissanter, før jeg sætter vejen mod min lejlighed igen. En del af mig håber på, at Mat og Luis allerede er taget af sted, når jeg kommer hjem. Det ville betyde, at jeg slap for at stå ansigt til ansigt med Mat. Filmen af ham fra i aftes bliver ved med at genafspille på mit indre øjenlåg, og jeg ved ikke, hvordan jeg vil tage det, hvis jeg skal konfronteres eller diskutere om, hvad der skete.

Mine ben er ømme, idet jeg når den velkendte, grå bygning, der med sit neutrale udseende falder i ét med resten af byen. Alt er gråt med mørke vinduer og hvide døre ind til opgangen. Tagene er flade og rækker mod den bedrøvelige himmel, men ingen tilbringer tiden deroppe i håb om at se solskin. Det er ret sørgeligt, hvis man skal se sådan på det. Det er, som er håbet eller kampgejsten sivet ud af alle byens borgere, der blot vandrer rundt og gør det, som ’livet’ har bedt dem om at gøre. Der er ikke nogen, der gør modstand.

Efter at have fyldt mine lunger med luft og pustet ud mindst fem gange, trækker jeg ned i håndtaget og begiver mig op af trapperne. Mine tunge skridt giver genlyd i det tomme rum. Kulde løber ned ad min ryg og fylder mit bryst. Hårene rejser sig på mine arme og jeg lader mine hænder glide hurtigt op ad dem, mens jeg holder godt fast i bagerposen.

Min lejlighed føles ukendt, da jeg sætter mine fødder inde i den. Atmosfæren er anderledes, luften mere trykket og jeg fornemmer nærværet af andre et sted bag væggene. Langsomt træder jeg ud fra den lille entré og går gennem stuen med listige skridt. Hvis ikke de er vågne i forvejen, vil jeg helst ikke vække dem. Men det er allerede for sent.

Luis står ude i køkkenet med ryggen til døren, i gang med at få kaffemaskinen til at virke. Jeg burde fortælle ham, at den ikke har fungeret de sidste to år, men det ville betyde, at jeg var nødt til at snakke til ham. Det han sagde til mig, inden jeg gik i seng i går, giver genlyd i mit øre, og jeg ved stadig ikke, om jeg skal stole på ham, eller tænke, at han sikkert bare forsøgte at rode med min hjerne.

Jeg sætter bagerposen på øen i midten af rummet, og han vender sig med det samme om ved den forstyrrende lyd af knasende papir. Hans brystkasse hæver sig kraftigt, og han læner sig op af køkkenbordet med hænderne liggende på kanten som støtte, hvorefter han lader den sænke sig igen.

”Godmorgen,” ånder han ud og kløer sig akavet i nakken. ”Jeg troede ikke, der var andre vågne.

Jeg hænger min jakke på en af barstolene. ”Jeg var bare ude og—” forsøge at spørge om råd fra døde mennesker ”—gå en tur.”

”I det her vejr?” spørger han. Han sender et hurtigt blik ud af vinduet, hvor sneen for hver dag bliver højere og dækker enhver overflade; biler, træer, veje.  

Jeg klemmer mine læber sammen og skyder dem ud i en ligeglad mine, mens jeg trækker på skuldrene. ”Jeg kan godt lide kulde.”

Jeg hader kulde. Hvad er det jeg siger? 

Han nikker godkendende.

Jeg nikker.

Det fortsætter.

”Vil du have noget morgenmad? Jeg har købt rundstykker,” udbryder jeg pludselig.

Hans øjne falder på posen på øen. ”Yeah,” siger han. ”Morgenmad lyder godt.”

”For resten,” siger jeg samtidig med, jeg rækker op efter tallerkener i et af køkkenskabene. Jeg kaster min tommelfinger hen mod kaffemaskinen. ”Den virker ikke.”

I sekundet lige efter er der noget, der ændrer sig i hans udtryk. Skyggen af et smil viser sig på hans læber. ”Det havde jeg på fornemmelsen.”

”Jeg ved ikke, hvorfor Kaia stadig mener, at den skal blive stående.”

Han spørger ikke, hvem Kaia er.

”Vil du have juice?” hører jeg ham om.

”Ja, tak,” svarer han og tager barstolen længest ude i siden. Jeg finder alt, hvad vi skal bruge, før jeg overvejer, hvilken stol jeg skal tage; den i den anden side eller den i midten af de tre, men beslutter mig for at blive stående.

Der er ro, mens vi smører vores brød og hælder juice op og tager den første bid og drikker den første slurk. Han synker dybt, og krummerne vælter udenfor tallerkenen og ned på bordet, da jeg tager en bid af min croissant. Jeg kigger ned i bordpladen og han har øjnene ud af vinduet bag mig. Et par gange mærker jeg hans blik på mig, men så kigger jeg op og møder siden af hans ansigt.

Jeg sukker. ”Hvad er det, du har imod mig?” Han er i gang med at drikke, idet jeg stiller dette spørgsmål, og begynder med det sammen at hose. Han sætter glasset fra sig på bordet. Der går noget tid, inden han er på toppen igen og er i stand til at snakke.

”Hvad mener du? Jeg har ikke noget imod dig.”

Jeg lægger min croissant tilbage på tallerkenen og læner mig frem med mine arme på køkkenøen som støtte. ”Hvorfor har du så ikke ville se mig i øjnene siden den aften, du kørte mig hjem i din taxi?” Samtidig stirrer jeg åbenlyst på ham, udfordrer ham til at hægte sit blik til mit. Det burde ikke være ham, der følte trangen til at kigge væk. Det var mig der græd som et spædbarn. Det eneste, han gjorde, var, at fortælle mig en historie om en dårlig flyvetur.

Jeg når slet ikke at forberede mig. Han drejer ikke engang sit hoved en kvart omgang, men et lille hak, der fører hans øjne direkte ind i mit synsfelt. De er vogtet og beskedne, men får mig til at rette mig helt op og tage et skridt tilbage mod køkkenbordet bag mig. Selvom han forsøger at skjule det, ser jeg det blanke skær og sorgen, der svømmer i den brune farve.

Han blinker og det er væk.

”Jeg har set dig i øjnene nu,” siger han. Han holder mit blik.  

Mit ene øjenbryn ryger op, det andet ned. ”Det var ikke det, der var mit spørgsmål.”

”Øjenkontakt gør dig sårbar.”

”Hvad frygter du, jeg ser, som alle andre ikke vil?”

”Mange ting.”

Jeg holder min pegefinger op i luften. ”Nævn én.” 

Han rør sig ikke. Han blinker ikke. Hans knoer er hvide på grund af hans greb omkring sit juiceglas. ”Mine associationer,” siger han uden ét eneste sving i sin tone.  

”Associationer?” spørger jeg skeptisk. ”Med hvad? Hvem?”

”Mørket.”

”Mørket?” gentager jeg.

Han tager en slurk af juicen men ser på mig over kanten af glasset. Først vil han ikke på nogen måde lade sine øjne interagere med mine, og nu gør han alt for, at jeg ikke kigger væk.

”Vi har alle mørke sider,” siger jeg. ”Det er ikke noget, at være bange for.”

Jeg mærker varmen forlade min krop. Spontant bryder han forbindelsen mellem vores blik og ser igen ud af vinduet.

”Du forstår ikke.”

”Den aften, du kørte mig hjem, var en af mine værste. Du så mig. Jeg ved, hvordan mørket føles, når det ånder en i nakken.”

”Det er ikke det sam—” begynder han men når ikke længere. Mat træder ind i køkkenet, armene over hovedet, idet han strækker sig. Han bærer stadig gårsdagens tøj, og lugten af stærk alkohol sætter sig i luften omkring os.

”Godmorgen,” gaber han og kvæler alt luften ud af rummet. ”Hvad laver i?”

Husker han slet ikke, hvad han lavede i går?

Jeg bider mig i tungen, men snakker så: ”Luis fortæller om sine ture som taxichauffør.” Jeg ved ikke, hvorfor trangen til at lyve kom fra.

Mat går hen til bagerposen og stikker hånden derned i. Han har et rundstykke med op og tager dernæst den overskydende tallerken, som står på bordet. Det er, som om han har fået i hovedet at alt er godt igen, selvom det er værre end nogensinde. Jeg mærker min mave rumstere.

”Taxichauffør?” spørger han og løfter begge sine øjenbryn op under sit uglede hår. ”Siden hvornår er du blevet taxichauffør?” Han kigger nu på Luis. Jeg får min egen tunge galt i halsen.

Jeg ser ligeledes hen på Luis, der i hvert fald ikke tør møde mine øjne nu. Han kører lidt frem og tilbage med sit glas foran sig.

”Du er ikke taxichauffør…?” spørger jeg tøvende. Hvorfor fanden kørte han mig så hjem?

Han trækker på skuldrene. ”Jeg kunne ikke smide dig ud.”

Jeg klemmer min ene hånd med den anden. ”Jeg… vil tage et bad,” meddeler jeg. Ingen svarer. Akavetheden mellem os bliver større, jo længere tid jeg bliver stående, så jeg dirigerer hurtigt mig selv udenom dem begge, går gennem stuen og hen ad gangen, hvor jeg finder badeværelset og låser mig inde.   

Hvorfor gør jeg ting som det her?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...