Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
610Visninger
AA

8. Kapitel seks

To år tideligere

Mattis

Jeg vandrede ned ad gaden, hænderne i lommerne og øjnene let klemt sammen for at skærme for solen, da jeg fik øje på hende ud gennem mine små sprækker. Hun stod foran Hansens tøjhandel, hænderne på en af hans fine vinterfrakker, der hang udenfor på et stativ, og kiggede sig gentagende mistænksomt over skulderen. Jeg trådte op bag ved stativet foran hende og undrede mig over, at hun ikke lagde mærke til det pludselige nærvær fra et andet menneske.

Hun så ned på prisskiltet og spærrede øjnene op. Der gik lidt tid, før hun forsigtigt lod sine arme glide glansfuldt igennem ærmerne. Hun lukkede jakken omkring sig og skælvede. Hendes læber var blå og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til den ligblege farve, der var hendes hud. Hun frøs. Det var tydeligt at se, at varmen hun fik fra den jakke, var alt hun behøvede, for den var allerede begyndt at finde sin vej til hendes kinder.

Hun trak den store hætte over hovedet. Jeg så, hvordan hun vendte sig mod den åbne markedsplads for at gøre sig klar på at løbe.

Og så landede hendes øjne på mine. De havde en dyb, chokoladebrun farve, der fik mig til at spekulere over, om den vinterjakke ville få dem til at smelte. Hun stod helt stille nu, som var hun fanget af mit rampelys og ikke turde at bevæge sig i frygt for at falde ned fra scenen. Hendes rystende fingre krøb op i ærmerne. Hun holdt vejret. Hendes blik veg men fandt tilbage til mig, skamfyldt.     

”Jeg tror ikke, det der er en god ide,” hørte jeg mig selv sige, men jeg mærkede ikke ordene komme ud, for jeg kunne ikke andet end blot at stirre igen.

Der var et sekund, hvor hendes øjne igen flakkede mod højre. Hun bed sig i underlæben og jeg fulgte villigt enhver af hendes bevægelser. Jeg følte mig svag, overvundet og bragt over på den forkerte side af, hvad der var rigtigt og forkert. Det her var helt bestemt forkert. Jeg vidste, hvad hun var i færd med at gøre og alligevel forduftede al fornuft fra min hjerne i det øjeblik, jeg svømmede i den brune farve af hendes øjne.

I dét svage øjeblik satte hun i løb og kastede sig ud mellem stativerne. Jeg blinkede hurtigt og kiggede på stedet, hvor hun havde stået for at spørge mig selv, om hun var virkelig. Havde jeg bare bildt mig selv det hele ind?

Så så jeg mod højre. Hendes små ben havde svært ved at følge med i den fart, hun gerne ville opnå, og hætten var faldet ned fra hendes hoved og fremviste det lilla hår, der gemte sig indenunder. Hvem var hun?

Jeg skyndte mig efter hende. Efter at have trænet løb dagligt de sidste mange år tog det mig ikke lang tid at hale ind på hende. Der var kun få mennesker på gaden, og dem der var, trådte forskrækket til siden, da vi kom farende mellem dem som en flok vilde dyr. Pigens fodskridt var dæmpede mod asfalten, idet hendes fødder tog stødet fra hendes lette kropsvægt. Hun var næsten lydløs.

Jeg kom op på siden af hende. I én hurtig bevægelse greb jeg fast i hendes arm, tvang hende ind af en sidegade og pressede hendes ryg mod mit bryst. Jeg krydsede hendes arme over hinanden og holdt en hånd om hver af hendes håndled. Langsomt lænede jeg mig ned mod hendes øre.

”Jeg sagde jo, at det ikke var smart,” hviskede jeg og så på, hvordan nakkehårene rejste sig hen over hendes delikate hud. Det lignede slet ikke mig det her. Jeg var ikke vandt til at fange og forføre piger eller stoppe butikstyveri for den sags skyld. Hvad var der pludselig galt med mig?

Hun vred sig i mit greb og jeg trykkede hende tættere på mig.

”Giv slip!” råbte hun og jeg overvejede at gøre, som hun sagde, for det ville give mig færre problemer og jeg ville ikke komme for sent hen til Nora, som jeg havde lovet at mødes med her nu.

”Ikke før du afleverer den jakke tilbage,” svarede jeg igen og trak vejret dybt. Hun var lille men ikke svag og hendes kamp for frihed fik mig alligevel på arbejde.

”Jeg vil dø så! Giv slip på mig! Nu, eller jeg skriger!” Talte hun sandt?

To sekunder efter åbnede hun munden og lod den mest forfærdelige lyd slippe ud mellem hendes sarte læber. Jeg slap hendes ene håndled og klaskede hånden over hendes mund. Hun greb min anden hånd med sin frie, satte sine skarpe negle ned i min hud og slap fri bare sådan. Jeg så terroren i hendes vildfarede øjne, da hun vendte sig om og så på mig igen, klar på endnu en gang at løbe.

”Vent!” udbrød jeg. Over hendes skulder fik jeg øje på fru Hansen, der tog sig forfærdet til hovedet. Hun havde munden på vid gab, mens alarmen for tyveri brølede ud gennem butikken. Jeg vidste, de i forvejen klarede sig dårligt i en lille by som denne. At få stjålet en dyr jakke ville bare gøre det endnu værre. ”Jeg vil betale,” mumlede jeg, tog en dyb indånding og lukkede mine øjne, mens jeg fiskede min pung frem fra bukselommen. ”Hvor meget skal du bruge?” Jeg kunne ikke fatte, at jeg var ved at bruge flere hundrede kroner på en jakke til en pige, som lige havde forsøgt at begå kriminalitet. Jeg kunne ikke fatte, at jeg udsatte mig selv for det her.

”Du vil betale?” spurgte hun tvivlende. Hun havde løftet det ene øjenbryn og rynkede lidt på sin smalle næse.

”Ja. Fortæl mig, hvor meget du skal bruge, før jeg ombestemmer mig,” vrissede jeg og talte mine sedler. Penge, jeg skulle have brugt på en fødselsdagsgave til Nora.

Pigen kiggede ned mod jorden. ”Femtenhundrede,” mumlede hun.

Jeg sank en klump, men fiskede modvilligt pengene frem alligevel. Jeg gjorde Hansen en tjeneste. Hun var mors veninde. Hvad gjorde man ikke for familie?

”Jeg bliver her og ser på, mens du afleverer pengene. Og tro ikke, at du kan løbe igen.”

Hun sagde ikke et ord, men spurtede blot hen til fru Hansen. Hun kastede pengene mod hendes bryst og var så væk igen. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg lige havde oplevet der, men mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod min brystkasse og gav genlyd i mine øre.

Dengang havde jeg ingen anelse om, hvor meget det her møde ville komme til at betyde for mig i fremtiden.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...