Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
638Visninger
AA

10. Kapitel otte

Mat er listet ind på badeværelset for at tage et bad og jeg lader ham gøre det. Det der med at bryde isen er ikke mit speciale. Specielt ikke, når isen går en meter ned i jorden og bliver ved med at blive tykkere. Spændingen mellem os er ikke til at liste udenom, og jeg kan stadig mærke den. Selvom der er flere vægge imellem os, føles det, som om vi står i samme rum.

Den burde være lettet nu, for inden han gik i bad, fortalte jeg ham, at jeg havde tilgivet ham i går aftes, og at det er derfor han er her. Det kan være lige meget nu. Han vil alligevel bare fortsætte med at gå ned ad bakken, og jeg gør mig selv en tjeneste ved at få presset af mine skuldre. Jeg skal ikke tænke på, at det er min skyld, fordi jeg aldrig tilgav ham.

At han sagde Allis navn, mens han var fuld, er blot et tegn på, at tingene stadigvæk ikke er gode. Et tegn på, at han efter et halvt år stadig hænger fast ved fortiden. Et tegn på, at selvom han også nævner mit navn og beder mig om hjælp, så er de gode stunder fyldt med onde tanker. Han vil ikke bare stoppe med at se hendes ansigt for sig hver gang han åbner eller lukker sine øjne. Det vil blive ved, og efter at have gjort alt, hvad jeg kan, står det klart for mig, at jeg ikke har evnerne til at fjerne dette hjemsøgende billede. Så længe han ikke accepterer hjælp, så er der ingen der kan gøre noget.

Jeg ved dog stadig ikke, hvad han mente med, at Alli ikke så lastbilen men kun ham. Var det derfor, han var lidt langsommere på løbeturen end han plejede? Kendte de hinanden?

”Du ved, hvis du placerede reolerne på det andet led, ville der blive mere plads mellem dem til at gå på,” siger Luis. Jeg hopper i sædet på kontorstolen, svinger den rundt og støder mine fødder ind i hans skinneben. Han står virkelig tæt på.

”Hvad?” spørger jeg næsten forpustet, mens jeg forsøger at få min hjerterytme ned på er normalt niveau igen. Jeg stryger tilbage til overfladen og slår tankerne ud af hovedet. Dog kommer der bare nye.

Ikke taxichauffør.

Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg ikke lagde mærke til, at hans bil åbenbart ikke indikerede, at det var en taxi.

Han træder et skridt tilbage og stiller sig på min højre side, og kigger ind over bordet i stedet for min skulder. Jeg svinger rundt i kontorstolen igen og ser ned på de sjuskede tegninger over boghandlen, som jeg har til at ligge på bordet.

Han har ret.

I stedet for at lade reolerne følge længden af rummet, kunne jeg lade dem følge bredden og der ville derved være længere mellem dem. Han er genial.

”Du har ret,” ånder jeg udmattet ud. Hurtigt tager jeg papiret op i hænderne, krøller det sammen og smider det over i papirkurven ved siden af mig. Et blankt stykke papir ligger allerede klar på bordet. Dette her er det lette arbejde. Bagefter skal det tegnes professionelt ind på computeren med mål, så jeg har noget rigtigt at gå ud fra. Hvad var der galt med mig, da jeg besluttede mig for at begive mig ud i det her? Der er ikke lang tid til foråret. Alt for kort tid.   

”Hvad laver du?” spørger Luis. Hans ansigt vender sig mod min computerskærm. Tetris er åben. Jeg trykker på det røde kryds i hjørnet.

”Jeg åbner en boghandel,” svarer jeg beskedent og tager blyanten i hånden igen. Jeg trykker spidsen mod papiret, holder den der og forestiller mig stregen for mine øjne, før jeg tegner den. Mit håndled brokker sig, og idet blyanten hurtigt strejfer papiret og danner det, der skal forestille reolens bredde, knækker spidsen. Jeg sukker, hamrer den ned i bordet og smider hovedet tilbage over ryglænet på stolen.  

Det lyder endnu mere uansvarligt, når jeg siger det højt og tingene efterfølgende udfolder sig sådan her.

”Hvor?” Han stiller korte spørgsmål.

Jeg svarer kort: ”København.”

”Virkelig? Er du sikker?” lyder det fra ham. Er det et smil, jeg hører i hans stemme? Jeg kigger op, men det er allerede væk igen.

Jeg husker tilbage på hans fortælling om den elendige flyvetur til København. Der er ikke noget at sige til, at han ikke kan lide mit valg af placering.

”Jeg synes, mit liv mangler lidt omvæltning,” siger jeg. ”Jeg kan næsten ikke vente til, at jeg skal møde tykke mennesker, der sover op af min skulder og ligeglade mennesker, der ikke vil hjælpe mig fri.” Min stemme finder et højt toneleje, og er alt for entusiastisk. Jeg svinger min arm i luften som en anden bondeknold. 

”Du husker min historie.” Han tager en dyb indånding, retter sig en smule op, og klør sig i nakken, pinligt berørt. Han prøver at smile, men det ligner mere en pint grimasse.

Jeg tøver. ”Ja…”

Han kigger ned på min nye tegning uden at sige noget. Dog kan jeg se, at hans blik kun ligger på ét punkt på papiret og at han derfor ikke koncentrerer sig om mine sjuskede blyantsstreger.

Noget er galt her. Hvad end, der rørte ved ham, da jeg nævnte den historie igen, er ikke godt. Han har bygget en mur op foran ham, så det nu er endnu svære at tyde, hvad det er han tænker.

Jeg hører mig selv åbne munden. ”Jeg har aldrig oplevet, at en taxichauffør har forsøgt at muntre mig op før. Eller det, jeg troede, var en taxichauffør,” mumler jeg.

”Du har grædt i en taxi før?”

Ja.

”Jeg kører ikke så tit med taxi,” svarer jeg i stedet.  

Han nikker.   

Jeg skanner hans mindste bevægelser for at få en ide om, hvad jeg gjorde galt.

Badeværelsesdøren går op.

”Vi må hellere til at smutte hjemad,” siger han. Mat kommer ind på mit værelse, i færd med at køre et håndklæde gennem sit uglede hår. Han ser fra mig til Luis og tilbage til mig.

”Hvad har i gang i?” Han har stadig ingen ide om, hvad han sagde i går aftes.

 ”Jeg har noget, jeg skal nå, så det ville være rart, hvis vi kunne køre hjem nu,” siger Luis til Mat og undgår hans spørgsmål.  

”Okay,” lyder det fra Mat, og han hænger det våde håndklæde på knagerækken lige indenfor min dør. Han går hen mod mig, bøjer sig let forover og kaster sine arme omkring mig. Min krop stivner. ”Tak, fordi du havde det i dig til at se det gode i mig. Du aner ikke, hvor meget det betyder!” siger han og jeg tvinger mig selv til at slappe af i hans omfavn, hvorefter jeg langsomt gengælder det. Mit hjerte drøner derudaf med max hastighed og jeg forsøger at sluge klumpen i min hals ved tanken om, at han kan mærke det. Over hans skulder ser jeg, hvordan Luis usikkert klør sig i nakken og kigger væk. Den her løgn er for hans eget bedste.

Efter, hvad der synes at være evigheder, slipper Mat mig og trækker sig tilbage. ”Jeg står i gæld til dig,” lover han mig og gør det hele værre.

”Jeg vil huske det,” får jeg ud men min stemme er svag, så jeg er ikke sikker på, at han hører det.

Mat går ud af døren, men Luis bliver stående med et fjernt blik i øjnene. Han ser ud til at være fanget dybt i en verden, der er alt andet end denne. Hans ansigt trækker sig sammen og han går mod døren. Lige før standser han op, men drejer ikke hovedet. ”Send mig et billede af tegningerne, når de er færdige. Jeg ville elske at se dem,” siger han så og er væk. Jeg hører fodskridt, der går lidt tid og hoveddøren smækker og larmen kvæler lyden ud af lejligheden.

Et par dage senere finder jeg otte tal på bagsiden af min kalender i køkkenet. Nummeret er underskrevet af ’den opmuntrende taxichauffør’.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...