Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
632Visninger
AA

11. Kapitel ni

Ti år tidligere

Luis

Jeg lænede mig tilbage i sædet og lukkede øjnene, mens jeg forsøgte at bringe min vejrtrækning og rystende krop i ro. Jeg krøllede tæerne sammen, strammede min ene hånd omkring armstøtten og bildte mig selv ind, at hvis vi styrtede ned, ville det ikke være så slemt, for mit kraveben var skadet i forvejen.

”Jeg kan stadig ikke tro, at Luis – Luis Håkonsson – er bange for at flyve. Du kan svømme med hajer men ikke være højt oppe i luften? Hvad er der galt med dig?” Alli sad lænet ind over midtergangen, og trak sig skiftevis tilbage i sædet og frem igen, som folk skulle forbi. Hun havde et stort smil på læberne, der fik hendes øjne til at skinne i sollyset fra det lille vindue.

”Hold din mund,” snerrede jeg af hende. Jeg blev ved med at kigge ind i ryggen på sædet foran.   

”Hvor gammel er du lige?” fniste hun.

Mit tolvårige jeg skulle lige til højt og højetideligt at pointere, at jeg altså var to år ældre end hende, men en mand skar hende ud af mine synsvinkel og pegede på pladsen ved siden af mig. Med en skælvende bevægelse klikkede jeg selen op igen og vaklede forbi ham, så han kunne komme ind. Han var mindst to gange så høj og fem gange så bred som mig.

”Held og lykke,” hviskede Alli bag mig, inden jeg satte mig ned igen og strammede min sele omkring livet. Jeg stirrede ondt på hende og pressede mig tilbage i sædet. Motoren blev kort tid efter tændt og jeg gjorde mig klar på at sige farvel til livet. Jeg takkede Mor for altid at have vasket mine underbukser, Far for at have smurt min cykel og vores hund Elvis for at have hentet bolden, når jeg var alt for doven til selv at gå efter den.

Det hele gik så stærkt, og flyet satte farten op og løftede hjulene fra jorden, hvorefter vi fortsatte med snuden let op i vejret. Jeg var rædselsslagen og pinlig berørt over, at skulle gennemgå dette.  

Og så skete det.

Den store mand på sædet ved siden af mig tippede først langsomt til den ene side, tog så fart på og landede som en hammer med sit hoved på min skulder. Jeg glemte med ét alt om, at jeg sad på et fly og havde været på nippet til at række ud efter brækposen i lommen foran mig. Min krop sank ned i sædet ved slaget, men hans hoved fulgte blot med. En smerte gik fra mit kraveben og bredte sig til min skulder, arm, og hånd. Jeg bed tænderne sammen og lyttede til grinet, der kom fra min venstre side. Mit blik fór over til Alli, der sad med hånden for munden og forsøgte at holde al sin morskab inde. Det var så typisk.

Få sekunder efter lød en dyb rumlen fra mandens mund og et højt snork gled ud mellem hans læber og videre ind i mit øre, hvor det gave genlyd mellem øregangens vægge.

Han sov.

Hans bakkenbarter kradsede det blottede stykke af hud ved kanten af min T-shirt. Der gik minutter, hvor jeg forsøgte at skubbe hans hoved væk, så jeg kunne trække vejret igen og gå fri fra den lidelse mit kraveben befandt sig i, men jeg var ikke stærk nok og han sov som en sten.

”Hjælp mig,” hviskede jeg over min venstre skulder til Alli. Hun svingede det højre ben over den venstre og kiggede dybere ned i sin spillemaskine.

”Tror du Bedste har bagt makronkage?” spurgte hun ud af kontekst. Jeg lagde mærke til, hvordan hendes mundviger løftede sig, selvom det ikke var meningen.

Mellem sæderne i rækken før os fik jeg øjenkontakt med kvinden, der sad foran den store mand. Jeg så hende dybt og alvorligt i øjnene og pegede vildt mod manden på min skulder samt mit brækkede kraveben og slyngen omkring min arm. Hun fik et forskrækket blik i øjnene i det øjeblik hun så manden, og vendte sig hurtigt væk igen. Jeg spurgte stewardessen, om hun kunne give mig en hånd, men hun hørte mig slet ikke, skyndte sig forbi og gemte sig bag gardinet i enden af flyet. Jeg var fortabt.        

”Alli, please. Jeg vil tømme opvaskeren for dig i en måned.”

”Jeg håber, at bedstefar vil lege fangeleg igen,” mumlede hun.

”Alli…” bad jeg, men hun glanede ikke i min retning.

Jeg lukkede mine øjne, bed mig i indersiden af kinden for ikke at råbe op og fokuserede på alt andet end smerten. Det var først, da hjulene ramte jorden igen, at manden vågnede med et chok og kiggede forvirret rundt. Han rystede søvnen ud af hovedet og rejste sig op. Jeg skyndte mig ud af flyet, så langt væk fra ham, som jeg kunne komme. Mine bukser var våde mellem mine ben, så jeg trak min jakke af og spændte den rundt om livet, så ingen ville se det. Alli løb længere bagud i flokken af travle mennesker, der maste for at nå bagagebåndet først. Vi fik vores kuffeter og mødte bedstemor og bedstefar i ankomsthallen og brugte den efterfølgende dag hos lægen, hvor jeg endnu en gang blev behandlet.

”Det skal du få betalt det her!” hviskede jeg ud mellem sammenbidte tænder til Alli på bagsædet hjem til vores bedsteforældre. Hun smilede sukkersødt, blinkede overdrevet med sine øjenvipper og lagde hovedet på skrå.

Det endte med, at vi begge fik betalt. Dette var nemlig vores sidste møde med Bedste, og Alli havde lige taget et stort stykke af den tid, jeg kunne have fået sammen med hende, væk. Vi fløj hjem til Jylland to dage senere – samme dag som hun endte på hospitalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...