Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
691Visninger
AA

6. Kapitel fire

Fire år tidligere

Luis

”Hvad laver du?” spurgte Alli og kastede et blik over min skulder og ned på bogen i mit skød. Med et højt smæk klappede jeg den sammen, så hun krympede sig lidt, og drejede mig halvt om i lænestolen.

”Hvad laver du?”

Hun gik omkring ryggen på mig og satte sig på armlænet. Hun trak på skuldrene. ”Du ved, det sædvanlige.”

”Det sædvanlige?” Jeg løftede et øjenbryn. ”Er du sikker på det?”

”Helt sikker,” svarede hun dødalvorligt og nikkede sikkert. Blev ved med at nikke.

Jeg så hende i øjnene, store og brune som mine, og gjorde alt for at holde masken. Jeg bed mine tænder sammen og spændte musklerne i mit ansigt, men det hjalp ikke. Jeg brød sammen, et kæmpe grin løftede mine kinder op og jeg fik tårer i øjnene. Få sekunder efter bøjede Alli sig i støvet og lo, mens hun klemte sig ned ved siden af mig i stolen på den enorme pude.

”Dårlig joke, Al. Ekstremt dårlig joke!” brokkede jeg mig og gjorde mere plads til mig selv på det bløde sæde. Hun fik et puf med min skulder og et nap i siden.

”Hvad? Mor kan sige, at det sædvanlige skabes, når noget er velkendt eller er, som det plejer, men jeg kan ikke referere til det som værende min store kærlighed til at bære mismatchende strømper?”

”Du kan ikke bare svare ’det sædvanlige’ hver gang, jeg spørger dig, hvad du laver og så hentyde til…” Jeg kastede begge mine hænder vildt ned mod hendes fødder, der lå og dansede uroligt nede på gulvtæppet. Den ene var klædt i en pink strømpe, der havde et billede af et egern på tåspidserne, mens den anden var hvid med små vandmeloner på. ”—det der!” afsluttede jeg.

Hun rejste sig fra stolen og jeg flød med det samme ud og lænede mig tilbage. ”Det giver liv og farver, Luis. Det ville du vide, hvis du fik hovedet ud af de bøger der,” kommenterede hun, formede en pistol med sin hånd og skød min bog. Hun lod en misforstået lydeffekt undslippe hendes mund og pustede til spidsen af sin finger og den usynlige røg. Jeg holdt øje med hendes fødder, idet hun bevægede sig ud af stuen og imod køkkenet. Fulgte hvert et skridt af det såkaldte liv og glæde.

”For resten: Vi skal spise,” sagde hun uden at vende sig om og fortsatte rundt om hjørnet, ud af mit synsfelt.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...