Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
732Visninger
AA

7. Kapitel fem

Jeg løfter dåsen med energidrik til min mund med min ene hånd, mens jeg bladrer videre til næste side i bogen med min anden. Mine øjne sløser hen over ordene og min hjerne forsøger at opfatte, hvad det egentlig er jeg læser.

”Du ved,” siger Kaia og vender sig om på maven på vores spisebord, ”jeg synes, det er godt gået.”

Jeg mister tråden og læser sætningen forfra.

”Hvordan kan han overhovedet forvente, at du vil tilgive ham efter tre måneder, hvor han ikke har sagt et ord? Han har helt sikkert planlagt det med taxichaufføren. Så sikkert!”

Mit blik hopper tilbage til sætningen i starten af siden.  

”Jeg er glad for, at du stod op for dig selv. Du tog det rigtige valg,” gør hun sig enig i.

Jeg bladrer videre til næste side, selvom jeg kun har fanget halvdelen af ordene.

Kaia begynder igen: ”Hvis han har tænkt sig at behandle os sådan, håber jeg han ender i en sump sammen med tyve andre fortabe lig, dør i ensomhed og med hovedet oppe i sine egen rø--”

Jeg smækker bogen i og tiltrækker hendes opmærksomhed. Hun har et vildt udtryk i øjnene og ser en smule forvirret ud, idet jeg retter alt mit fokus mod hendes ansigt i et forsøg på at finde ud af, hvad der får hendes mund til at bevæge sig så meget. Hendes konstante trang til at informere mig om sine meninger får mig til at tænke over, om det nu også var en god ide at fortælle hende om mødet med Mat tidliere i dag. Åbenbart ikke.

”Kaia,” advarer jeg hende på samme tid med, at jeg skal til at tage endnu en slurk af min energidrik. Hendes fødder svæver i luften og hun kører benene frem og tilbage.

”Jeg siger bare,” begynder hun, og jeg hører ikke mere, da jeg rejser mig op fra barstolen ved køkkenøen.

Omkring to uger efter vores skænderi overtalte hun mig til at træde lidt tilbage fra min rolle som Mats ’beskytter’. Det han gjorde den aften var anderledes fra alle de andre situationer, hvor jeg har forsøgt at hjælpe ham. Det var grænseoverskridende. Han har aldrig råbt af mig på den måde før, eller kastet vinflasker omkring sig for den sags skyld. Det slog mig, at det, han har brug for, er modstand. Han har brug for at indse, at den hjælp, jeg forsøger at give ham, ikke er velfortjent. Det gør ondt, hver gang jeg finder ham sølet i alkohol med videnen om, at han mister en lille del af sig selv for hver gang - jeg mister en lille del af mig selv hver gang. Det er ikke noget alle og enhver får; støtte fra sine nærmeste, selvom man skubber dem væk. Han burde sætte pris på det.

Nu hvor Kaia kommenterer på mine handlinger og roser mig, bliver jeg en smule i tvivl om, om jeg gjorde det rigtige i går. Er det her virkelig den eneste måde, hvorpå jeg kan få ham til at indse, hvor forkert han ser tingene an på?

Fortvivlelsen bliver ikke mindre, da Kaia har forladt rummet og hans nummer lyser op på min mobil. Jeg stirrer ned på det, mærker vibrationen gå gennem min hånd, videre op gennem min arm og ud i min krop, hvor den spreder sig og sender forkerte signaler til min hjerne. Jeg er tæt på at tage den, da min telefon meddeler mig, at jeg har et ubesvaret opkald. Jeg skal til at ligge den fra mig på køkkenbordet, men billedet viser sig igen og giver mig muligheden for at besvare eller ignorere opkaldet.

Jeg skal give ham modstand, fortæller jeg mig selv.

For at give ham modstand bliver jeg nødt til at lægge på, siger en stemme efterfølgende.

Tag den, opfordrer min svage halvdel mig til næst, og kaster mig ud i vejkanten og væk fra vejen.

Billedet forsvinder igen fra skærmen. Jeg har nu to ubesvarede opkald og det ændrer sig hurtigt til tre, fire og så fem.

Hvorfor ringer han så meget? Er der noget galt? Indrømmer han endelig sine problemer? Hvad nu, hvis han er kommet til skade. Han kunne være blevet kørt ned af en lastbil ligesom Alli. Hvad nu, hvis jeg, ved ikke at tage telefonen, ofrer hans liv. Hvad nu, hvis hans konstante ringen er et råb om hjælp. Lige meget, hvor meget jeg har tænkt mig at holdet tilbage, ville jeg aldrig kunne leve med mig selv velvidende om, at jeg kunne have gjort noget ved det problem, som han muligvis sidder i lige nu.     

Min finger glider hen over skærmen og tager telefonen, før jeg selv når at reagere.

”Det’ Nora,” siger jeg på kommando.

”Nora?” Mine fingre strammer sit greb omkring telefonen, for jeg genkender den stemme. ”Det er Luis – Mattis’ ven,” lyder det tøvende fra den anden side. Der er ikke nogen af os, der siger noget i et stykke tid. ”Ham med blomsterne,” tilføjer han lidt efter.

”Okay,” hører jeg mig selv sige. Lyder jeg altid så dum?

”Det er Mattis. Han er fuldstændig væk,” fortæller Luis, og jeg hører næsten ikke, hvad han siger. Min koncentration snurrer omkring det faktum, at hans stemme lyder pint og fyldt med en inderlig fortabthed, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere. De havde lige været på kirkegården. Måske der var noget om det.

”Væk? Hvor er han løbet hen?”

Han tager en dyb indånding. ”Alkohol, Nora. Han har drukket for meget alkohol.” Det føles mærkeligt, at han kender mit navn.

Jeg har lyst til at gemme mig, men indser, at han ikke kan se mig. Jeg synker, sikker på, at han kan høre hver en hjertebanken på den anden side af linjen. Jeg går hen til vasken. Samtidig med, at jeg søger efter et glas i et af skabene over køkkenbordene, nikker jeg.

”Selvfølgelig,” siger jeg bare og ikke mere. Indvendigt bander jeg af mig selv for at have taget telefonen. Mat er bare fuld som altid. Ikke noget, der bringer ham i livsfare andet end det sædvanlige. Hvordan fik jeg i det hele taget gejlet mig selv op til at besvare opkaldet?   

”Jeg håbede på, at du kunne komme og hjælpe. Han vil ikke have, at jeg hjælper ham, og forsøger kun at score kvinder, der ved, hvordan man staver til Mokai.”

Jeg fylder glasset med vand fra vandhanen og bunder det hele.

”Og han bliver ved med at—at sige dit navn,” forklarer han til sidst og jeg spytter med det samme vandet ud i vasken igen. ”Eh,” lyder det fra ham. ”Er du okay?”

”Ja… Ja!” siger jeg. ”Jeg kommer. Ti minutter. Farvel.” Og så ligger jeg på. Og så går det op fra mig, at jeg aldrig fik at vide, hvor de var henne. Og så må jeg sende en besked med det forsinkede spørgsmål om, hvor jeg kan finde dem.

Efter at have fået adressen skynder jeg mig at tage jakke og sko på, finder min taske og smider mobil og penge deri. På vej ud af døren kører tanken konstant i mit hoved. Driver mig til vanvid. Det er lang tid siden, han har gentaget mit navn, mens han var fuld. I starten var det, det eneste, han gjorde, når han havde brug for hjælp. Nu er der begyndt at gå længere perioder mellem kaldene, og denne episode får mig til at tænke, om han virkelig mente, hvad han sagde tidligere i dag. Var han virkelig ked af det denne her gang?       

 

 

Jeg banker døren op ind til et rum propfyldt med mennesker, og styrter mod baren, hvor en stor del af dem er samlet omkring. En eller anden fodboldkamp kører i tv’et, der hænger på endevæggen og folk hujer og kaster knytnæver i vejret for at vise deres begejstring for noget, jeg ikke helt forstår. Lige dér, hvor lydniveauet er allerhøjest, finder jeg Mat lænet forover og med armen strækket så langt ind over baren, som han kan komme til. Det eneste, der kommer ud af hans mund er ”Øl! Øl! Øl!”, hvilket passer med at kunne høres mellem, at fodboldråbene bliver skudt af, og gør det endnu mere påfaldende. Ved siden af ham står Luis, som heftigt forsøger at få ham til at rette sig op, men er uden held.

Jeg skynder mig hen til dem og tager fat i Mats skulder for at trække ham tilbage. Han ser overrasket ud ved den ekstra berøring og hans vildfarende øjne styrter i min retning. De bliver store og han er lige ved at miste balancen på stolen, idet han trækker sig lidt tilbage.

”Nora?” Han læner hovedet fremad for bedre at kunne se mig i det fjerne blik. Det ser ud til at gå op for ham, at det virkelig er mig, og et smil vokser på hans læbe med ekstrem fart. Større og større. ”Nora, det’ virkelig dig!” udbryder han begejstret. På kort tid har han kastet sig ud fra stolen som værende iført en faldskærm, grebet omkring mig i et omfavn, der får mig til at spekulere på, om det er muligt at dø en grusom død ved at få klemt sine organer op gennem halsen.

”Ja, det er virkelig mig,” siger jeg og opbruger al den luft, der var tilbage i mine lunger. ”Mat? Vil du sætte mig ned?” får jeg ud. Hans langsomme opfattelse halter ind på ham igen. Han kaster sine arme ud til hver sin side, så mine ben er ved at knække sammen under mig ved den manglende støtte. Selvom jeg ikke tilbragte særlig lang tid i hans omfavn, nåede jeg stadig at få en snert af ham gennem mine næsebor. Han er sølet i alkohol og jeg smelter alligevel i varmen af genkendeligheden.

”U-undskyld,” slører han og tager et svagt skridt tilbage. ”Jeg er bare så glad for at se dig.”

”Hvorfor har han overhovedet drukket så meget?” henvender jeg mig til Luis. Jeg kender allerede svaret på det spørgsmål. Det jeg gerne vil have ud af det er, hvorfor det er nødvendigt. Jeg mangler forståelse, indblik i, hvad der foregår inde i hans hoved, når han tager beslutningen om at drikke til han glemmer alt. Luis er muligvis den eneste person, der kan give mig det. De ser ud til at komme godt ud af det med hinanden.

Ligesom tidligere i dag undgår han mine øjne og kigger på et punkt et sted bag mig. ”For sjov?” svarer han, og skuffer mig. Han har ikke tænkt sig at snakke.  

Jeg løfter et øjenbryn, kigger mellem ham og Mat. ”Du synes, det her er sjovt?”

Han svarer ikke og ser ned i jorden.

”Jeg tager ham herfra. Du kan bare tage hjem,” meddeler jeg. Jeg svinger Mats arm omkring min skulder og tager fat i hans hånd. Med min anden hånd griber jeg hans talje, og han adlyder frivilligt på trods af, hvor meget han kæmpede mod Luis lige før. Hans krop klistrer sig op ad min, mens han læner al sin kropsvægt på mig og slapper helt af. Jeg kan næsten ikke holde ham oppe, før Luis griber hans anden arm.

”Jeg skal nok hjælpe,” siger han. ”Hvor vil du have ham hen?”

Jeg ser over Mats hoved, der er sunket ned mellem hans skuldre, og hen på Luis. Han kigger lige frem mod døren.

”Jeg har styr på det. Ikke noget, jeg ikke har prøvet før.”

”Jeg vil gerne hjælpe,” gentager Luis, denne gang med mere kraft og styrke i sin stemme, så jeg ikke er i tvivl om, at lige meget hvad jeg siger, hopper han ind i den taxi med os. Hans øjne hviler på alt andet end mine. Mit hår. Mine kinder. Min næse, hage, arme, mave, ben. Det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg synker kraftigt. Det er, som om han forsøger at danne et billedet af mig uden rigtigt at se mig.  

”Der holder en taxi og venter udenfor på os,” svarer jeg opgivende og tager en hurtig beslutning. ”Jeg tager ham med hjem. Han skal ikke være alene, når han har drukket så meget.”

”Jeg tager med jer,” kommer det hurtigt fra ham.

”Fint.”

Ved hjælp af alle vores kræfter får vi båret Mat ud af døren, mens han snubler mellem os og gør det endnu svære at holde ham oppe. Med det samme vi når udenfor bliver vi mødt af en kulde, der slår os som en mur. Snefnug falder fra himlen, pynter vores hår og bryder med mørket, så natten lyser op med hjælp fra månens lys. Mats hoved tipper forover og jeg bliver i om, om han overhovedet er ved bevidstheden.

Vi når frem til taxien, hvis forlygter fanger hele scenariet af snefnuggene, og standser op. 

”Mat,” siger jeg og rusker i ham for at få ham til at vågne. Mine skuldere er begyndt at gøre ondt og det strammer i min nakke, så jeg ryster endnu en gang hans overkrop, idet han ikke reagerer. Jeg er ikke sikker på, hvornår det starter, men han begynder pludselig at ryste. Hans muskler spænder sig under mit greb og jeg ser fra siden, hvordan hans ansigt trækker sig sammen i en grim grimasse. Hans hånd finder sin vej hele vejen omkring min og giver den et hårdt klem, så jeg overvejer at sige noget til ham, men jeg vil ikke have, at han skal stoppe. Til at starte med, tror jeg, at han er ved at blive syg, men så indser jeg, hvor galt jeg er på den.

Han kigger op på mig og jeg mærker mit hjerte splintre. Han græder. Han græder så meget, at han ikke engang lader en lyd komme ud af sin mund.

”Je-jeg er så ked af at skuffe dig,” får han ud gennem hastige vejrtrækninger, hvor tårerne styrter ned af kinderne på ham, en toogtyve årig mand.

Vi står stadig ude foran taxien og jeg kan ikke lade være med at lukke mine øjne for at undgå at skulle se ind i det blanke skær af sorg og bedrøvelse, der findes i hans dybe blik lige nu. Han lader det hele falde og jeg mærker, hvordan jeg falder med det. Måske er han ikke fortabt. Måske er der en chance for, at han kan komme tilbage på sporet igen.

Da hans anden hånd lander på min skulder efter, at han har sluppet Luis og vendt fronten mod mig, slår jeg øjnene op.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne få dig tilbage,” snøfter han.

Jeg sukker. ”Mat, jeg er lige her.” Jeg lægger mine hænder over hans. ”Jeg er her for at hjælpe dig.”

Jeg er så ked af at skuffe dig,” siger han igen desperat og giver slip på endnu en flod af tårer. Jeg har aldrig set ham sådan her før. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle se ham sådan her før. Jeg føler lykken ved at vide, at min ven stadig er derinde et sted og at det ikke kun er hans krop, der vandrer rundt på jorden mere. At hans sjæl og ånd stadig er der. Samtidig kan jeg ikke forhindre mig selv i at mærke boblen springe i mit bryst og flå mig op indefra ved tanken om, at jeg har forårsaget de her tårer, den smerte og uro, der raser inden i ham i dette øjeblik.

”Det er okay,” mumler jeg til ham og mærker mig selv begynde at ryste. ”Vi er okay.”

”Nej, vi er ikke,” modsiger han mig hurtigt. ”Vi vil aldrig være okay! Vi vil aldrig være mere end to fugle, der flyver på hver sin side af en rude. Vi kan se hinanden, men der er ikke nogen vej for os til at mødes.”

Denne gang er den min tur til at klemme hans fingre. ”Du ved det ikke er sandt.” Den første tåre triller ned af min kind.

”Det er sandt,” nikker han. Han klemmer sine læber sammen til en tynd streg. Musklen i hans kind spændes, hvorefter han lader sine hænder glide ud fra under mine. Han kigger op mod himlen og kører håndfladerne gentagende gange ned over ansigtet, fejer alt vandet til side og smider efterfølgende fingrene arrigt gennem sit hår. Jeg følger ham med øjnene, mens han anspændt går frem og tilbage foran mig.

Han stopper op. Tager en dyb indånding med sammenklemte øjne og ser så direkte ind i det allerinderste af mig.

”Jeg er så ked af at have skuffet dig, Alli. Jeg skulle have reddet dig. Du så ikke lastbilen, for det eneste du så, var mig.” Med de ord åbner han døren til taxien, stiger ind og smækker den med et brag efter sig.

Jeg bliver stående. Mærker tiden gå i stå.

Jeg ser hen på Luis, der i mellemtiden er bakket tilbage. Jeg er ikke sikker på, om det er kulden, der får hans hud til at falme og finde en bleg farve, eller om lyden af ordene havde samme indvirkning på ham, som de havde på mig. I stedet for at banke hurtigere sætter mit hjerte farten ned og finder et nyt tempo. Et tempo, der får mig til at bide efter vejret. Livet. Verden, som den var engang. Mit håb falder til jorden, lander foran taxiens dæk, klar på at blive kørt over, for der er alligevel ikke brug for det mere. Han var min støtte og sten, alle mine barndomsminder, ferier og endeløse samtaler. Han hjalp mig gennem min brors død og mit første knuste hjerte. Han var altid ved min højre side og nu er han pludselig væk.

Da jeg sagde, at jeg var bange for, at han døde sammen med hende den dag ved ulykken, anede jeg ikke, hvor korrekt jeg var. Han gik borte. Min bedste ven forsvandt. Og han kommer måske aldrig tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...