Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
691Visninger
AA

3. Kapitel et

Seks måneder senere

Jeg bliver siddende på bagsædet af taxien foran hans hus. Selvom jeg har bedt chaufføren om at slukke motoren for et stykke tid, mens jeg samler mig kræfter, har jeg stadig selen spændt, som er vi allerede på vej ud af gårdspladsen igen. Kulden er begyndt at indtage det mørkelagte rum, men chancen for, at han opdager, at jeg holder her og er mødt op, er større, hvis bilen er tændt. Jeg vil hellere fryse lige nu end at skulle konfrontere ham. Det er ikke første gang, jeg befinder mig i den her situation. Jeg ved bare ikke, hvorfor den her gang føles anderledes.  

En samlet flok af letpåklædte og vaklende piger i stilletter danser hen over gruset udenfor mit vindue og jeg synker automatisk lidt længere ned i sædet. De går ind af døren til opgangen samtidig med, musikken kæmper sig ud af et af de åbne vinduer øverst i bygningen, og jeg fornemmer allerede kaosset mellem lejlighedens fire vægge.

Klumpen i min hals vokser, min mund bliver tør. Hvad nu hvis han er så fuld, at han ikke er til at tale til fornuft? Hvad nu, hvis han slet ikke har lyst til at se mig? Godt nok er jeg ikke inviteret til hans såkaldte ’fest’, men det forhindrede mig ikke i at finde ud af det gennem Kaia. Sådanne informationer kan umuligt gå forbi mit øre. Det er meningen jeg skal opfange dem, sikre mig, at han ikke roder sig ud i noget, han aldrig ville have gjort førhen. Han er min bedste ven – også selvom han det sidste halvårstid ikke har lyttet til, hvad jeg har haft at sige om hans usunde vaner.

Med denne indstilling plantet i mit hoved, betaler jeg taxichaufføren og spænder min sele op. Bildøren bliver svunget åben med en voldsom kraft og jeg træder ud i regn, blæst og vildfarende blade fra efterårets træer. Jeg tager imod al uvejret med et modigt skridt fremad som for at sige, at det bare kan komme an. Det er det her, jeg har ventet på. Styrken racer gennem mig og bider sig ind i mine knogler, sætter sig dybt i mit hjerte.

Jeg smækker døren igen, så det giver ekko omkring mig. Det tager mig ikke lang tid at springe ind af døren og op af de mange trapper med min nyvundne energi. Inden jeg åbner hoveddøren, tager jeg et kig ned ad mig selv. Med mine sorte jeans og navy blå T-shirt er det let at se, at jeg ikke er kommet for at feste. Min cowboyjakke understreger det, så det er lidt tydeligere.

Idet jeg træder ind, bliver jeg ramt af en stor og tung bølge, der næsten vælter mig omkuld, og får mig til at standse op for at danne overblik. En konstant larm fra musik, latter og snak brager ud fra stuen, der ikke er til at kende siden ulykken. Familiebilledet er væk over kommoden, der står i den anden ende af rummet, og sofaen er fyldt med fremmede mennesker, som jeg ikke engang er sikker på, at han kender. Vi plejede at holde filmaftener herinde, spille spil eller bare snakke, men lige nu synes alle de minder at være slettet fra historien. Det er det samme, der slår mig hver eneste gang, jeg møder op her, og det er det samme, der glider igennem mit hoved. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det pludselige stød, der rammer mit mellemgulv. 

Selvom der ikke er nogen, der har lagt mærke til, at jeg er ankommet, skynder jeg mig at løfte hagen og skyde skuldrene op. Nogle gange skal drastiske forandringer til, før ting kan blive bedre.

Jeg begynder at skimme rummet for velkendte ansigter, men intet siger mig noget, så jeg beslutter mig for at søge rummene igennem. Det er tæt pakket, varmt og den stærke lugt af alkohol i luften får mig til at tvivle på, at jeg stadig vil være ædru, når jeg tager hjem igen. Jeg blander mig med mængden af svedige kroppe og mærker, hvordan vibrationer fra musikkens bas går op gennem mine fødder. Møblerne er skubbet ud til siderne af stuen, så et dansegulv er dannet i midten. Det tager mig et stykke tid at komme ud til køkkenet, men da jeg endelig er der, spreder jeg armene ud til mine sider og nyder den frie plads, puster dybt ud. Jeg har lyst til at gå ud efter frisk luft, men er bange for, at jeg ændrer mening, hvis jeg først træder et skridt ud af den her forfærdelige lejlighed.

Jeg har brug for det her. Han har brug for det her. Det vil være det hele værd.  

Ingen er i køkkenet, så jeg søger gennem badeværelset og kontoret, hvor folk er i gang med at snore en beruset fyr rundt i kontorstolen. Det går så hurtigt, at der ikke er kontrol over noget. Stolen tipper til den ene side og han bliver kastet ud af sædet, hvor han bukker sammen på jorden og rykker hovedet ind over skraldespanden. Med al hast er jeg længere nede ad den mørke gang, væk fra uroen og larmen, og finder mig selv standse foran døren til det eneste rum, som jeg endnu ikke har gennemsøgt. En skælven strømmer gennem min krop og får mig til at ryste. Hvad skal jeg forvente at se? Hvor slemt er det den her gang?

Jeg trykker håndtaget ned og døren åbner sig med en svag piben, som gør, at denne del af lejligheden pludselig virker utrolig øde og forladt. Han sidder på sin seng med ryggen til døren, helt alene på trods af, at det er ham, der holder festen. Rummet er mørklagt, men det forhindrer mig ikke i at lægge mærke til vinflasken, som han gentagende løfter op til munden for at tage en kæmpe slurk. Han lader toppen ligge mod sin læber for et stykke tid, som skal han lige have en pause, før han kan fortsætte igen. Efter et stykke tid placerer han flasken på natbordet, puster tungt ud og bøjer hovedet forover. Han tager sine hænder op foran ansigtet, og jeg lytter til de dybe vejrtrækninger, der fylder rummet. Min hals snører sig ind, og jeg mistænker ham for at have opbrugt alt ilten herinde.

”Mat,” hvisker jeg forsigtigt. Jeg træder et skridt frem og døren smækker i bag mig. Han farer sammen og er på benene på ingen tid, hvorefter han vender sig om og skyder sit blik i min retning. Mine øjne har vænnet sig til mørket, så jeg ser tydeligt, at han lukker sine hårdt i og vender sig om igen for endnu en gang at lade sine hænder løbe ned over sit ansigt.

”Nora,” udånder han. Han vrænger mit navn ud, som er det en byrde at få ud over læberne. Det stikker i mit bryst, men jeg kaster alle unødvendige følelser til siden. Det handler kun om ham og mig og hvordan jeg skal sørge for, at han kommer tilbage igen, før det bliver for sent og han ender så langt ude, at ikke engang stjernerne kan vise ham vej længere. For der er ikke nogen i sigte.

Der er ikke nogen af os, der siger noget for et stykke tid. Jeg betragter ham gå frem og tilbage foran vinduet, køre fingrene gennem håret. En del af mig brænder for at flippe kontakten til lyset, så jeg tydeligere kan se ham, kigge ind i hans øjne, mærke den behagelige følelse af at se på nogen, som man genkender. Det er omkring en måned siden, jeg sidst har forsøgt at snakke med ham og på den tid kan en masse nå at have ændret sig. Jeg så selv de dårlige vaner udfolde sig for mig den første måned efter uheldet. Det hele gik så stærkt og med ét var han ikke længere en del af den verden, som vi havde skabt sammen som bedste venner dengang, vi var mindre. Han var en del af sorgen, vreden og ensomheden sammen med alle deres makkere, en af dem værende drukfesterne.   

Langt om længe vender han fronten mod mig igen. En del af vreden har forladt hans bevægelser, og han griber fat om sin nakke for at løsne nogle af de stramme muskler. ”Hvad laver du her, Nora? Hvorfor bliver du ved med at komme?” sukker han denne gang. Jeg bider mig i læben for at holde størstedelen af alt det, jeg har lyst til at fortælle ham, tilbage.

”Vi har brug for at snakke,” meddeler jeg ham, for jeg går ikke, før vi har fået lagt alt på bordet. Det er slut med at pakke det hele ind. Det er slut med at holde tilbage.

Denne gang går jeg over til døren for at tænde lamperne i loftet. Han er trådt tættere på mig, idet rummet lysner og skærer i mine øjne. Selvom han sikkert har siddet herinde i lang tid, ser det nye lys ikke ud til at genere ham, for han fortrækker ikke én grimasse. Det eneste, hans øjne ser ud til at have i sigte, er mig. Hans blik er intimiderende og dybtgående, og han gør ikke noget for at skjule det. Jeg gør alt for ikke at krympe mig.

”Hvorfor sidder du herinde alene?” starter jeg med at plukke ud fra min lange liste af spørgsmål, som jeg har tænkt mig at få svar på i aften.

”Festen er ikke det værd i dag,” svarer han simpelt og jeg har lyst til at påpege, at hele hans lejlighed er fyldt med folk, der er kommet for at fyrre den af. Ligesom alle hans andre fester. Hvordan kan det her være anderledes?

”Hvorfor sender du dem så ikke hjem?”

Han ryster på hovedet. ”Bare, fordi jeg ikke har det sjovt, betyder det ikke, at andre også har det sådan.”

”Det er din lejlighed. Kan de ikke feste et andet sted?” spørger jeg og han er lynhurtig til at undgå spørgsmålet.

”Hvad er dit problem, Nora? Kan du ikke bare lade mig være i fred?” Jeg prøver at forestille ham snakke sådan til mig for seks måneder siden, men min hjerne er ikke i stand til at fremstille sådanne billeder. I stedet ser jeg os løfte kagen op fra kaffebordet til hans tantes fødselsdag, og spurte hen over græsplænen. Den dag kastede vi os ind i hans gamle bil, fløde ud over hele bagsædet, og drønede hen over landevejene og hjem til ham. Vi sad i hans køkken med hver vores ske, iklædt vores fine tøj, og spiste kage til langt ud på natten, mens vi gennemgik den ene efter den anden runde af Don’t get me started. Jeg valgte emnet ’plastikbestik’ og han gik i gang med en lang plapren om, hvordan det altid knækker, hvordan det er svært at fremstille ordenlige våben ud af og hvordan han langt hellere ville spise med en pen. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har grint så meget af hans underlige tilgang til at finde på noget at brokke sig over.    

Jeg synker og placerer hænderne på mine hofter. ”Mat, vi bliver nødt til at snakke om det her. Det kan ikke passe, at vores venskab skal ende sådan he-”

”—Venskab siger du?” afbryder han. ”Venner accepterer hinanden. Lige nu ser det ikke ud til, at du har tænkt dig at acceptere, hvem jeg er.” Han begynder at gå over mod sengebordet igen. ”Vi har ikke mere at snakke om. Farvel, Nora.” 

Jeg hører hans latter for mit indre øre igen.

“Hvem du er blevet,“ retter jeg ham i samme sekund, som han tager fat i vinflasken igen. Han pauser midt i bevægelsen. ”Det her er ikke, hvem du er. Personen, du er, ville aldrig tale sådan der til andre. Personen, du er, ville aldrig drikke så meget, at han glemmer virkeligheden og dem omkring sig. Personen, du er, ville aldrig give sig ud fra at være en, han ikke er.” For hver ting jeg nævner, falder hans hoved en lille smule mere ned mellem hans skuldre. Det er, som om det fysisk gør ondt på ham.

Jeg fortsætter.

”Det her er ikke, hvem du er. Mat, du er så meget mere. Vær sød – for min skyld – at åbne øjnene, for den vej, du er på vej i nu, vil lige om lidt føre dig ned ad bakke. Længere ned, end du i forvejen er.” Der er dødstille, og mit hjerteslag fylder mine øre med mit hjertes frustrationer. Det får mig til at knytte mine næver, idet han fortsætter sin handling fra før, løfter vinflasken til sin mund og tager endnu en slurk. Han holder den efterfølgende op foran sine øjne og kører den rundt i vandrette cirkler for at vurdere, hvor meget, der er tilbage. Den er næsten tom.

Jeg kan ikke standse det. Jeg kan ikke forhindre de gamle tider i at genspille sig for mine øjne; han forsøger at få fløden af bilsæderne, men det efterlader pletter, der i lang tid vil minde os om den dag. Mit skjold falder til jorden og sender en lydløs larm gennem rummet.   

”Kom tilbage,” hvisker jeg og min stemme knækker, splintrer, og skærer gennem stilheden omkring os. Mine ben er på vej til at bukke under for min vægt. Jeg retter mit ansigt mod jorden og presser mine øjne og min mund sammen for ikke at lade gråden slippe fri. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde tændt lyset, så han nu ikke havde muligheden for at gennemsøge mit udtryk for ethvert tegn på svaghed. Jeg ville have gjort alt for ikke at have indset, hvordan dette besøg skiller sig ud fra elle de andre. Ikke en eneste gang har han fået mig til at græde.   

”Hvem jeg var,” siger han henkastet, mens jeg er ved at feje tårerne væk. Jeg åbner øjnene og han bunder det sidste af vinen.

”Hvad?”

”Hvem jeg var,” gentager han. “Den person, du snakker om, var ham, jeg engang var. Det her--” han tager sin pegefinger og borer den ind i sin brystkasse, så hårdt, at jeg er sikker på, at det gør ondt, ”—er, hvem jeg er. Det er her, er den rigtige mig. Dengang anede jeg ikke, hvordan det var at have det sjovt. Jeg havde ingen ide om, hvor godt livet kunne være. Se på mig.” Han lader et hæst grin komme helt nede fra dybet i hans hals og ryster lidt på hovedet. ”Hele min lejlighed er fyldt med mennesker. Folk kan lide mig. Jeg har masser af venner. Mit liv er godt. Fantastisk. Det her, er hvem jeg blev skabt til at være.”

”Du havde mig,” siger jeg, selvom jeg godt ved, det lyder svagt sammenlignet med, hvor mange der er omkring ham lige nu. ”Du havde Kaia. Anton. Du kender ikke engang alle de der mennesker.” Jeg kaster en arrig arm i retningen af stuen.

”Men de kender mig.” Jeg bider mig i indersiden af munden og holder kommentarer inde, der med sikkerhed vil irritere ham.

I stedet åbner jeg munden og siger: ”Lad os tage hjem til mig. Vi kan se Bones, og du kan ødelægge alle spekulationerne ved at fortælle mig, at den kriminelle altid er personen, der sidder til forhør seks minutter før hver episode slutter. Du kan sove i min seng og jeg kan ligge på gulvet, for jeg taber alligevel altid i vores armlægningskonkurrencen. Vi kan slippe Stampe ud i stuen og lade ham sove op ad vores fødder.” Det er ikke, fordi det er så meget bedre, da jeg ser, hvordan han kontrolleret lukker af for enhver association med minderne.

Han river sig i håret igen med sin ene hånd og strammer sit greb om vinflasken med den anden, indtil hans knoer bliver hvide. Han vælter lidt frem og tilbage på sine korte ben.

”Nora, du forstår ikke…” mumler han så stille, at jeg er nødt til at koncentrere mig grundigt for at tyde hans ord. Denne gang lyder mit navn som en dans på hans tunge. Er det fortrydelse jeg hører?

”Jeg forstår udmærk-”

”Jeg har ikke brug for dig,” fortæller han mig og tramper på det mindste kun håb, jeg lige havde fået skrabet sammen fra resterne af vores gode stunder sammen. Alt luften forlader mine lunger og det eneste, der lader dem skille sig ud fra en punkteret ballon, er lyden, for der er ingen. Jeg forestiller mig, hvordan de flyver væk ligesom ballonen, og mærker det ømme dybt i mit bryst.

”Hva—hvad sagde du?” stammer jeg. Jeg hoster lidt på ordene.

”Du hørte, hvad jeg sagde.”

”Du kan ikke mene—”

”Jeg har andre i mit liv, Nora. Folk der ikke dømmer mig.”

”Det var ikke det, jeg mente—”

”Jeg vil gerne have, at du går. Stop med at forsøge at hjælpe mig.”

Jeg siger ikke noget.

”Farvel, Nora.”

”Mat, vær sød at—”

”Nora!” råber han abrupt, hvilket får mig til at holde min mund. ”Gå. Nu!”

Jeg rykker mig ikke ud af stedet, har ikke kræfterne til det. Jeg bliver blot ved med at se på ham og forventer et eller andet sted, at han vil grine af det hele – en oprigtig latter som til fødselsdagen – og fortælle mig, at det hele er en eller anden syg joke, og at han selvfølgelig vil med mig hjem.

Men det sker aldrig.

I stedet begynder han at komme tættere på mig. Jeg lægger mærke til det røde i hans øjne, og hvilken effekt vinen har haft på hans motorik. Han slænger, og fortsætter, indtil han står lige foran mig. Det er det tætteste, vi har været hele aftenen. Jeg havde håbet på, at når dette øjeblik kom, ville det ikke være med hjertet i halsen af skræk og urolighed.

”Jeg sagde, du skulle gå,” hvæser han i en lav og kontrolleret stemme. Han kigger mig direkte i øjnene med al den styrke, som jeg ikke har. Jeg kom her for én ting. Jeg kom her for at få ham tilbage. Jeg ville ikke forlade hans lejlighed, før alt var lagt på bordet. Alligevel synes jeg ikke, at jeg har fået svar på alle mine spørgsmål. Hvorfor føler han, at det er nødvendigt at være sådan her? Hvordan kan en, man slet ikke kender, traumatisere en så meget, at man fuldstændig forsvinder? Måske gik han i virkeligheden bort sammen med hende efter det uheld. Måske burde jeg ikke forvente, at han nogensinde kommer igen.   

Mine tanker bliver afbrudt af flasken, der smadrer ind i væggen bag mig. Jeg fortrækker ansigtet og hører ekkoet af glasset, der styrter mod jorden.

”FORSVIND! GÅ UD! JEG GIDER IKKE HAVE DIG HER! FORSVIND MED DIG!” brøler han for sine fulde lunger, så spytklatter flyver omkring og taget letter. Han er rasende og hans røde øjne slår gnister. Gnisterne sætter ild til mig, og før jeg ved af det, er jeg løbet ud af døren og kæmper mig gennem mængden af mennesker med en styrke, jeg ville ønske, jeg havde haft derinde. Det er først, da jeg er kommet ned af alle trapperne i hans opgang og ud i den kolde luft på gaden, at jeg for alvor lader tårerne løbe.

Jeg har lige gjort det hele så meget værre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...