Alt det, der ødelagde os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Nora og Mattis er uadskillelige lige indtil det punkt, hvor de oplever en pige blive dræbt i en ulykke for øjnene af dem. Herfra går det ned ad bakke for Mattis, der forsøger at få det hele til at give mening, mens Nora ihærdigt prøver på at hjælpe ham. Det er dog ikke altid lige let, når han til tider ikke vil have noget med hende at gøre.
Herefter starter jagten på spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk. Luis dumper ned mellem de to venner og bærer selv på sine egne byrder og hemmeligheder. Kan de få det til at fungere? Vil ulykken for evigt være noget, der vil tynge på Mattis' bevidsthed? Og hvad er det, der mellem Mattis og Luis forbinder dem til den afdøde pige? Nora ønsker for alt i verden, at tingene bliver som før. Hvis det skal lade sig gøre, må hun kæmpe, satse og miste. Følg med i historien for at finde ud af, hvad der sker.
Deltager i hjertesorgskonkurrencen. Ord brugt: Kærlighed, afsked, smerte, sønderknust, fortvivlet, bedrøvet.

2Likes
5Kommentarer
636Visninger
AA

13. Kapitel elleve

”Hey,” hilser Luis anstrengt og bider tænderne sammen. Vi bor på femte etage og der er ingen elevator. At tage trapperne, samtidig med han bærer noget, der ligner tyve kilo bøger, er helt sikkert udmattende. Dog virker det ikke til at være den eneste grund til, at han ligner en, der gerne vil forsvinde. Ærligtalt, ser han ud til ikke at ane, hvad han laver her.

”Oh, hej,” svarer jeg kejtet og mærker mine lunger bide efter vejret. Jeg bliver stående i døren. Mit hjerte sætter farten op ved tanken om brevet, som jeg lovede mig selv, at jeg ville glemme, men godt ved ikke kommer til at ske. Hvad laver han her?

”Øhm, du sendte mig aldrig billederne af de færdige tegninger, så jeg tænkte, at jeg ville tjekke op på, hvor langt du var nået.” Han løfter bogstakken i sine arme en smule. Ud fra et hurtigt øjekast kan jeg tælle til mindst treogtyve. ”Da du åbner en boghandel, gik jeg også ud fra, at du læser meget. Jeg fandt de her i en kasse derhjemme og tænkte, at det var noget, du kunne bruge.”

Jeg stirrer. Mine øjenbryn er trukket sammen. Sveden er begyndt at ligge sig ovenpå min hud i et tykt lag. Det er, som om han kan se lige igennem mig. Hans bekendelse fra brevet gentager sig i mit hoved.

Jeg ved, du ikke er her længere, men det føles stadig sådan. Undskyld for alt, hvad mit hjerte aldrig var modigt nok til at stoppe.

Jeg har lyst til at sige, at jeg forstår ham, men i virkeligheden har jeg ikke nogen anelse om, hvad det skal betyde eller hvordan jeg skal opføre mig for ikke at vække mistanke. I virkeligheden kan jeg slet ikke forestille mig ordene komme ud af hans mund. De er alt for ærligere.

”Jeg ved, det er en smule mærkeligt, at jeg er her, når Mattis ikke er. Du behøver heller ikke at læse bøgerne, hvis du ikke har lyst. Der ligger en genbrugsbutik længere nede af gaden, hvis det er. Ellers er der Ebay, eller Den blå avis eller… Gul og gratis. Du kan… gøre, hvad du vil med dem,” siger han, trækker på skuldrene på trods af den massive vægt i hans arme og kigger hen mod trappen igen.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere en ordentlig sætning, fordi det her er så uventet og det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg ikke skal fokusere på brevet og afsløre mig selv. 

”Tak,” er det eneste ord, jeg får ud af min mund og jeg fumler for at tilføje noget, der ikke lyder nær så dumt. ”Jeg elsker at læse. Tak.” Jeg kigger på bøgerne i hans favn, og er næsten ved at pande mig selv en. ”Hey, kom ind. Du kan stille bøgerne på skænken,” skynder jeg mig at sige og træder til side i døren. Jeg sværger næsten, at jeg ser hans mundviger løfte sig, inden han træder ind af døren og sætter bunken på den gamle skænk, så den knirker ved læsset. 

”Hvordan går det med projektet Boghandel?” spørger han. Det overrasker mig, at han lyder oprigtigt interesseret.

”Bedre end forventet. Jeg har fået tegningerne færdiggjort, kigget på mulige medarbejdere, fået bestilt reolerne hjem. De er også godt i gang med at renovere stedet, hvor den skal være, så alt er godt,” fortæller jeg og han nikker anerkendende. Jeg bider mig selv i indersiden af kinden, men det stopper mig ikke fra at sige: ”Vil du se skitserne?”

Han løfter øjenbrynene, kigger tilbage mod døren og smider sine hænder ned i lommerne.

”Sikker på, at du har tid til det?”

”Rimelig sikker,” tilkendegiver jeg og forsøger at holde mit smil tilbage. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan han kan formå at være så neutral. Hans ansigt ændrer ikke udtryk det meste af tiden, han snakker i en nogenlunde monoton stemme og klæder sig i jeans og en sort T-shirt og jakke. Han virker til at være lidt ligeglad med alting og alligevel hjælper han Mat, når han har problemer, og spørger ind til billeder af tegninger, som han egentlig ikke burde interessere sig for, men det gør han. Der er noget mærkeligt over den sammensætning.      

”Okay,” siger han og nikker til sidst. Han træder ud af sine sko med lethed, hænger sin jakke på knagerækken og følger mig ind i stuen.

”Du kan vente her, så henter jeg dem lige,” fortæller jeg ham og ser på, mens han står midt i stuen, akavet, og ved ikke rigtigt ved, hvad han skal gøre af sig selv.

Jeg skynder mig ned ad gangen til mit værelse og banker døren op. På vejen hen til hylden, hvor jeg lagde tegningerne fanger jeg mit eget spejlbillede på endevæggen og stopper op. Selvom jeg har været i bad, ligner jeg stadig en, der ikke har forladt den her lejlighed i næsten to uger. Mine joggingbukser er alt for store, min tanktop ensfarvet og mit hår vådt og uglet. Jeg kører en hånd igennem det, men resultatet bliver ikke bedre af det, så jeg ryster på hovedet og stiller mig hen foran reolen.

Idet jeg går hen mod døren med tegningerne i hånden, får jeg fornemmelsen af, at livet har lyst til endnu en gang at pine mig. Konvolutten falder ud fra mellem papirerne og lander foran mine fødder. Jeg ser mod døråbningen, men til mit held er den tom. I en fart får jeg samlet kuverten op og smidt den ned i en skuffe under mit skrivebord, hvorefter jeg traver ud af døren igen og ind i stuen. Luis står henne ved reolen, hvor Kaia og jeg for det meste placerer alt det, som ingen af os ved, hvor vi skal gøre af. Han løfter en sparegris jeg engang fik af min bedstemor og kigger over på et familiefoto af mine forældre og jeg.

”Jeg fandt dem,” meddeler jeg og Luis farer sammen. Hans arme flyver op og han fumler med fingrene, så sparegrisen flyver ud af hans hænder og styrter mod gulvet. I en hurtig bevægelse svinger han sine hænder ud efter den og når den lige, inden den smadres i tusinde stykker. Det eneste, der efterfølgende kan høres i rummet, er hans tunge vejrtrækninger. Med forsigtighed stiller han den langsomt tilbage på hylden og træder et skridt væk fra reolen. Han ser ned i gulvet.

”Det var ikke meningen at—” begynder han, men jeg afbryder ham.

”Jeg har alligevel altid hadet den ting, så det havde ikke gjort så meget alligevel.”

”Fantastisk,” mumler han åndeløst og begynder at gå hen mod mig. ”Kan jeg se dem?” spørger han og peger mod papirerne i min hånd. Jeg rækker dem til ham.

”Jeg håber, du kan se, hvad det skal forestille. Jeg har aldrig haft evnen til at tegne,” siger jeg men han vifter bare min kommentar væk og går hen til sofaen, hvor han sætter sig ned. Han siger ikke noget, mens han vender tegninger på alle mulige sider og ser på dem fra enhver tænkelig vinkel. Der er en skitse af rummet oppefra, en af arealet foran døren samt disken og en af, hvordan reolerne skal placeres. Der er også et par stykker af, hvordan jeg vil pynte loftet, hvilke ting, der skal være på væggene, et muligt læsehjørne, og forslag til, hvordan udstillingsdisplayet i vinduet kan se ud, når jeg åbner butikken.

Luis stikker næsen helt ned i et af papirerne og kniber øjnene sammen. ”De her er virkelig gode,” forsikrer han mig om.

”Virkelig?” spørger jeg tvivlende med det ene øjenbryn løftet. ”Du synes, det er en god ide?”

”Yeah,” gør han sig enig i. ”Jeg kan virkelig godt lide din ide med loftet og dragerne.”

Jeg betragter ham, mens han studerer tegningen nærmere og bider ned i min underlæbe for ikke at grine højlydt.

Jeg sætter mig roligt ned i sofaen ved siden af ham. ”Det er… ikke drager.”

Han kigger op og en svag rød farve blusser op i hans kinder. Han vender papiret om en gang, som skulle det hjælpe ham i stedet for bedre tegneevner.

”Flyvende bøger,” retter jeg ham næsten lydløst, og fortryder hurtigt, at jeg tog den tegning med herud. ”Jeg ved det, det er åndssvagt.” Hurtigt har jeg hevet den ud af hænderne på ham og krøllet den sammen. Jeg skal til at kaste papirkuglen ned på bordet, men han griber mit håndled og tager den fra mig. Lige så hurtigt som hans hånd var omkring min arm, er den forsvundet.

”Stop det der,” siger han, og folder tegningen ud igen. ”Den behøver bare noget perspektiv.”

”Jeg troede, du allerede havde givet den det.”

”Og nu ser jeg den fra dit.”

Jeg forholder mig tavs.

”Har du en blyant?”

Jeg smutter tilbage til mit værelse og kommer tilbage med en blyant i hånden. Han tager den fra mig, ligger tegningerne på sofabordet og skubber det helt hen til sofaen, så det støder mod mine knæ og hans skinneben. Dernæst begynder han at sætte nogle streger oven i det, jeg allerede har lavet. Nu jeg kigger på det, kan jeg godt se, hvad han mener med dragerne. Den ene bog skulle forestille at være åben, så omslaget var vinger, men jeg var kommet til at tvære min hånd oveni stregerne, så en grå hals var blevet tilføjet. Det var virkelig forfærdeligt.

Der går ikke længe, før de flyvende bøger virkelig tager liv og ligner det, de rent faktisk skal forestille. To minutter senere er der seks af dem og han har endda indtegnet levende skygger og hvordan snoren skal hænge fast til loftet.

”Hvorfor bad jeg ikke bare dig om at tegne det fra begyndelsen af?” spørger jeg sarkastisk men med et smil på mine læber. Jeg river papiret ud af hans hænder igen. ”Det her er fantastisk. Hvor har du lært at tegne sådan?”

Han trækker på skuldrene igen. ”YouTube,” indrømmer han.

”Det her er vildt,” roser jeg endnu en gang. Han kløer sig i nakken og kigger på sit armbåndsur.

”Skal jeg tage et kig på de andre?”

Et grin slipper fra mig, for det står klart nu, at han også ser, hvor elendig jeg har været til at udtrykke mine tanker på papir. Ideen med tegningerne var, at jeg på den måde vidste, hvad jeg skulle købe, men som det står til nu, vil det blive en kamp. I det mindste prøvede Luis ikke at slukke min begejstring.

”Ja, gider du?”

Han nikker – måske en lille smule for begejstret. ”Jeg har ikke andet at tage mig til alligevel,” svarer han beskedent. Han tager en af de andre frem og peger på midten af den. ”Det her skal forestille disken, ikke?” tøver han for at være sikker.

”Jeg har det, som om jeg har opnået noget i livet nu,” joker jeg.

Hans ansigt løsner sig op i et stort grin og han ryster på hovedet. Han presser sine læber sammen, som for at skjule sin glæde, men jeg ser stadig, hvordan hans mundviger går op i buer, og smilerynkerne ved hans øjne.

”Jeg tror, du gjorde det den dag, du blev født,” fortæller han mig, og sætter en ekstra streg på papiret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tolke hans ord, så jeg følger i stedet hans bevægelser og hvordan han formår at få blyantsstregerne til at ligne en enkel kopi af virkeligheden. ”Den måde du hjælper Mattis på. Jeg tror, han ville være færdig, hvis han ikke havde en ven som dig.”

”Han har dig.”

”Du så, hvor lidt han lyttede til mig inde på den bar,” argumenterer han og går videre til den næste tegning.

”Det betyder ikke, at han ikke værdsætter jeres venskab,” påpeger jeg med en finger i vejret.

Han siger ikke noget.

Han er på vej til at skulle starte på den sidste tegning, idet døren går op og snak vælter ind i lejligheden. Jeg kigger med det samme op. Michael har armen omkring Kaia, og de hopper begge ud af deres sko og hænger deres tunge jakker på knagen.

”Gæt, hvem jeg fandt på parkeringspladsen,” siger Kaia. Hun svinger sit hoved forover og kører begge hænder igennem sit vilde, lyse hår, før hun går helt ind i stuen og kommer til et stop. ”Hvem er det, du har på besøg?” spørger hun.

Jeg ser på Luis, der er stoppet med at tegne. Han har vendt hovedet mod Kaia og Michael, sidder helt stille, og på et tidspunkt bemærker jeg ham kigge mod døren.

Jeg tøver, men beslutter mig for at præsentere ham. ”Det her er Luis. Han er venner med Mat. ” Jeg peger på Kaia. ”Luis, det her er Kaia, min rumbo.”

”Du kender Mat?” spørger Kaia. Jeg bider mig i tungen ved lyden af hendes dalende toneleje.

”Det vil jeg sige, ja,” svarer han henkastet, og uden at uddybe vender han tilbage til tegningerne. 

”Har i kendt hinanden i lang tid?” forhører hun sig yderligere.

”Ja,” siger Luis.

Jeg vil godt at vide, hvor længe ’lang tid’ er.

”Har du nogen søskende?”

Han svarer ikke og tavsheden tager alt luften ud af stuen.

Kaia bliver stående med næsen oppe over os, og ved et uheld lader jeg mine øjne bevæge sig ind i hendes synsfelt. Hun løfter det ene øjenbryn et par gange og kaster lettere diskret hovedet mod Luis, men jeg ryster bare på mit. Jeg vender mig væk igen med et rul med øjnene.

”Har du lyst til at blive og spise? Michael laver mad.” Hun smiler, og Michael, der ikke er nået længere end entreen, fordi han er optaget af sin mobil, kommer til live og træsker ind i stuen.

”Gør jeg det?” spørger han forvirret.    

Luis færdiggør tegningen og lægger blyanten fra sig. Han placerer hænderne på sine knæ og kigger ned på sit færdige værk. ”Jeg tror hellere, jeg må se at komme hjemad,” siger han i stedet og begynder at skubbe sofabordet tilbage på sin plads, så han kan komme ud. Han rejser sig og jeg er ikke helt sikker på, om jeg er lettet over, at jeg ikke skal høre på, at Kaia forhører ham over aftensmaden, eller skuffet over, at jeg ikke kan få mere at vide om ham gennem selv samme spørgsmål.

”Tak for tilbuddet,” siger han dog, inden han går forbi Kaia og ud i entreen, hvor han tager sine sko på.

”Du er velkommen en anden gang,” råber hun til ham, mens hun går mod køkkenet og bumper sin skulder mod min, idet jeg er på vej mod entreen. Jeg giver hende blikket – blikket, det fortæller hende, at hun kan våge på at gøre noget, der får mig eller ham til at se dumme ud – og stryger forbi hende. Luis er allerede i alt sit overtøj, da jeg når ud til ham.

”Undskyld,” siger jeg stille og han retter sin opmærksomhed mod mig. ”Kaia kan godt være lidt… snagende nogle gange.”

Han nikker og skifter emne. ”Hvis du nogensinde har brug for mere hjælp til boghandlen, kan du bare sige til.”

”Det vil jeg gøre,” smiler jeg. ”Og hvis du har noget, du gerne vil snakke om vedrørende det brev…” har jeg lyst til at tilføje, men bider mig selv i tungen for at holde mund.

Han kaster sine hænder ned i lommerne på sin vinterjakke. ”Vi ses en anden gang?” Jeg er ikke sikker på, at det er meningen, det skal komme ud som et spørgsmål, for han ser hurtigt ned i jorden og dernæst op på mig gennem sine fyldige øjenvipper.

”Det vil jeg gerne,” svarer jeg. ”Tak for bøgerne. Igen. Jeg vil læse dem alle sammen. Når jeg får tid.”

Han åbner døren. ”Det er op til dig.” Han smiler. Forsigtigt.

Og så er han ude af døren og har lukket den igen. Jeg nedstirrer det sted, hvor han stod, svømmer i min egen verden, og bliver afbrudt af Kaias skingre stemme.

”Hvor har du fanget ham henne?” lyder det fra hende, og jeg behøver ikke engang at vende mig om for at vide, at hun har et stort grin plastret ud over hele sit ansigt.

Jeg lukker mine øjne smertefuldt i, trækker vejret ind gennem næsen og puster det hele ud gennem munden. ”Lad ham være, Kaia,” siger jeg og smutter forbi hende i døråbningen ind til stuen. Jeg samler mine tegninger sammen. ”Du må gerne hente mig, når der er mad,” fortæller jeg hende og gemmer mig så inde på mit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...