Pour Toujours

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2016
  • Opdateret: 20 okt. 2016
  • Status: Færdig
Det var overskyet og hospitalsgangene var endeløse. De kaldte det intensiv afdeling, men gangene var uhyggeligt stille og lugten af død dominerede i samspil med sprit. // Skrevet ud fra virkelige hændelser til konkurrencen for at bekæmpe kræft.

4Likes
0Kommentarer
326Visninger

2. Pour Toujours

Det var sjovt. Skide sjovt. Det sjoveste der nogensinde aldrig var sket for mig. Jeg kunne have svoret at vi var gået til højre, men nu stod vi her igen, som om vi ikke havde bevæget os ud af flækken. Jeg hadede det. Jeg hadede det mere end ord overhovedet kan beskrive, men mindet om smilet på hendes læber var grunden til at jeg gjorde det. Den skæve hjørnetand. der fangede et glimt af solen og fastholdt det i sekundet. De blå øjne, der næsten lyste i mørket.

Men det var ikke mørkt. Og det var heller ikke solskind udenfor. Det var overskyet og hospitalsgangene var endeløse. De kaldte det intensiv afdeling, men gangene var uhyggeligt stille og lugten af død dominerede i samspil med sprit. Det var ikke sjovt. Ikke sjovt overhovedet. Det mindst sjove der nogensinde var sket for mig. De prøvede at holde humøret oppe alt imens vi søgte efter hendes værelse, men ingen af deres vittigheder lod til at have en pointe.

Jeg prøvede ikke at kigge ind på værelserne, men nogen havde insisteret på at lade de fleste døre stå åbne. Sovende skeletter lå i sengene, og de eneste lyde der brød stilheden var rallende vejrtrækninger og sagte lyde fra maskiner der overvågede de opgivende hjerter. Lyden af opgivende sjæle. Jeg havde sagt det lige fra starten. At hun ikke ville klare det. At hun havde givet op allerede inden det var begyndt. Folk tyssede på mig. Bad mig om at være positiv.

De forstod bare ikke blikket i hendes øjne. De forstod ikke, at hun var mere syg end hun påstod. De lagde ikke mærke til de tynde håndled der stak ud af ærmerne på de løse trøjer. De huskede ikke, hvordan den samme trøje for fem år siden havde været for lille. De havde benægtet alvoren i overlægens stemme, da vi blev bedt om at komme herud alle sammen. Jeg var måske pessimist, men jeg havde haft ret hele tiden, hvor meget jeg end ønskede at det ikke var tilfældet.

Jeg var krebs. Cancer. Det meste af min familie var cancer, og nu ville det tage livet af hende, som hvert år samlede os alle på trods af skænderier og protester. Fra tid til anden strejfede det mig, at det var os der slog hende ihjel. At vi tærede på hendes kræfter, og at det var derfor jeg ikke havde ville se hende de sidste fire måneder. Det vidste jeg dog ikke passede. Jeg vidste præcis hvorfor dette var første gang jeg besøgte hende.

Sidst jeg så hende var det hendes fødselsdag. En måned efter at de havde sagt, at kræften var vendt tilbage. Tre uger efter at de havde fortalt hende, at de ikke kunne fjerne dele af hendes mave denne gang sådan som de gjorde det sidst. Hvis de tog kræften denne gang, så ville de tage hele hendes organ. Det var hendes fødselsdag og hun havde insisteret på at være hjemme, selvom lægerne gerne så at hun blev på hospitalet et par dage endnu.

Det var tydeligt. Hun spiste intet. Rørte ikke kagen. Kiggede ikke engang på kaffen. Hendes krop sultede sig selv, som om den ikke forvoldte hende nok smerte i forvejen. Hun gemte sin krop under et tæppe, eftersom hun frøs. Med foden prøvede hun at skubbe brækspanden på gulvet ind under bordet, så vi ikke ville opdage den. Jeg havde set den. Set hvordan den var tom og nyvasket. Hvordan min morfar ikke havde tørret den ordentligt af, så vandet blev fanget af de få lysstråler, som slap igennem de tunge mørklægningsgardiner. De mørke render under hendes øjne bad os om  at forlade huset inden der var gået en time. Det er flere måneder siden at hun havde fødselsdag. Jeg tror det var sidste gang at hun var hjemme fra hospitalet i mere end et par nætter.

Jeg fandt altid på undskyldninger for ikke at tage med ud og besøge hende. De dårligste undskyldninger og de mest ubetydelige aftaler. Alt for ikke at ødelægge det trætte smilende ansigt som jeg havde indprentet mig selv den dag. Jeg ville huske hende sådan, så længe det var muligt. Så længe det var muligt at fortælle mig selv, at jeg tog fejl.

Vi gik næsten forbi. Faktisk gik vi forbi. Et skelet med hud fangede min opmærksomhed. Der var knap halvtreds hår på skikkelsens hoved, og øjnene var knap nok blå længere. Jeg kunne sværge på at de havde skiftet farve. Fra albuerne og ned var hendes hænder blå og brune. Forslåede. Som var hun blevet overfaldet. Jeg fik et glimt af hendes ben, der var endnu værre, inden en velkendt skikkelse trak tæppet omkring skelettet, så kun hovedet stak op.

I tre timer kiggede jeg på de indsunkne kinder. Et ansigt forvredet i smerte. Det rallende åndedrag og måden hvorpå hun hev eftervejret, selvom maskinerne angiveligt skulle give hende den ilt hun havde brug for. Der var ledninger over det hele. Intet i hendes krop fungerede selv. Jeg var i tvivl om hvorvidt det var hende. Det kunne ikke være hende. Hun var ikke engang halvt så stor som hun plejede at være. Det var kun knogler i en pose af hud. En krop der var gået i forrådnelse allerede inden hun var død.

Tårerne trillede ned af mine kinder i samme sekund som jeg opdagede at den levende døde foran mig var min mormor. Kvinden der altid kom med kage og lavede brun sovs og kartofler juleaften. Hun betragtede mig, selvom hendes fokus var et sted langt bag mig, så rakte hun alligevel en arm ud. Maskinerne gik amok da hendes hjerterytme steg som følge af smerte. Hun havde ikke styrke nok til at få hånden ud af tæppet eller flytte den mere end et par centimeter.

Lydløst sørgede jeg over et liv, som endnu ikke var blevet taget. Jeg vidste, hvorfor vi var her, og jeg vidste at hun ikke ville klare den natten over. De sagde at hendes krop havde givet op. At kræften havde bredt sig fra hendes mave til hendes lunger, og jeg havde lyst til at skrige af overlægen for at sige den slags foran hende. Jeg havde lyst til at slå ham for at fortælle hende at hun allerede var død.

Respiratoren trak vejret for hende og selv da kunne hun ikke få luft. Uanset hvor mange ledninger de stak i hende, så reagerede hendes krop ikke. Mad. Vand. Blod. Luft. Toiletbesøg. Det hele var overladt til programmerede maskiner, der kæmpede med at holde et lig i live.

De slukkede for dem. Fjernede den store ledning i hendes hals, så snart de havde givet hende smertestillende. Menneskene i lokalet varierede alt efter hvem der kunne bære at se hende dø. Jeg blev stående ved forenden. Betragtede hendes smertefulde blik igennem mine tårevædede øjne. Der gik fire minutter. Fire minutter var alt hendes krop kunne klare uden hjælp. Fire minutter hvor hendes hjerte kæmpede en brav kamp og en skærm insisterende oplyste mig om hendes puls.

Først blev den hurtigere. En smertetrækning. Derefter gik det stærkt. Tallet faldt drastisk. For hvert sekund der gik bankede hendes hjerte lidt langsommere. Hvor der gik længere tid imellem de forfærdelige bib-lyde. Det føltes som en evighed. Nedtællingen stoppede. Holdte en pause. Hver eneste gang jeg opgav at se hendes hjerte banke på skærmen, så kom der et blidt slag. Så holdt det op. Denne gang var der intet bib efterfølgende.

Selvom jeg knap kunne se noget, så havde vi stadig øjenkontakt. Hende og jeg. Indtil han ødelagde det. Min morfar lagde hænderne over hendes øjne sådan som de gør på film for at lukke dem. Så snart han flyttede hånden åbnedes de igen. Selvom hendes hjerte ikke slog, så kiggede de døde øjne på mig. Febrilsk kæmpede de med hendes øjenlåg, men hver eneste gang de lukkedes, så gled de langsomt op igen. Sad skævt. Halvt lukket. Halvt åbnet. De rev mig væk fra hendes seng, men først da døren lukkedes bag os mistede vi øjenkontakt.

Hun var ikke bare døde Jeg havde set hende dø. Jeg havde set livet forlade resterne af hendes krop. Billedet fra hendes fødselsdag var tåget i mine minder. Dødningen i sengen spøgte mine tanker, og billedet af en krop i forrådnelse fik mig til at falde på knæ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...