Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 19 okt. 2016
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til hjertesorgskonkurrencen. Jeg har særligt lade mig inspirere af det hvide ord 'ensomhed', hvilket jeg håber kan ses. Det sorte ord 'uforløsende' har jeg forsøgt at inkoopere i min tekst fremfor at lade mig inspirere af det, da historien faktisk udvikler sig mere forløsende end uforløsende. Det er desuden en meget abstrakt historie, og jeg håber, at den røde tråd er til at finde, og at den kan linkes til et breakup.

3Likes
2Kommentarer
177Visninger

1. Ild

Jeg kan høre så snart branden påsættes. Jeg kan ikke se den, men jeg indånder dens flammer med hver vejrtrækning. De brænder mine lunger og vejen derned, ætser og efterlader væskende sår, der svider. Flammerne danser og snor sig, og hver gang jeg prøver at kigge væk, rammer en ny kaskade mig i ansigtet og smelter mig. Jeg forsøger at dække min mund og mine øjne og alt, hvad jeg er, men flammerne slikker sig ind gennem hver en åbning og gør mig ondt. Røgen fra flammerne tvinger havet frem fra mine øjne, men end ikke havet er stort nok til at slukke branden. Jeg forsøger at ramme flammerne med mit hav, men det er som om det bare forvandler flammerne til knive, der skærer i min mave og i mit hjerte og lader det bløde indtil jeg kaster blodet op og lægger mig i det. Jeg forsøger at skrige at det skal holde op, men ilden danser ind i mit øre og hvisker til mig, at alt bliver nødt til at gøre ondt. Jeg kan ikke rejse mig op, så jeg bliver liggende og venter.

Folk går forbi mig og snakker til mig, og jeg hilser høfligt på dem og svarer dem og smiler og griner og lader som om alting er fint, for det hvisker ilden til mig at jeg skal, også selvom den har brændt min hud. Folk kigger ned på mig, men de opdager ikke, at jeg ligger ned, og at flammerne stadig er der og brænder bylder på min hud og i mine lunger, for lige meget, hvor mange gange, de andre går igennem ilden, skader den kun mig. Jeg lever mit liv som det var før, men jeg brænder og er ude af stand til selv at komme til bens. Ensomheden gnaver, men flammerne holder mig i skak.

Ind imellem blusser branden op igen, uden at jeg kan forklare hvorfor. Alt jeg opdager er, at de uforløsende flammer bliver større og højere, og jeg bliver kvalt i røgen, der får mit hav til at eksistere og gør flammerne til knive, der skærer og får mig til at bløde, indtil ilden endelig brænder støt og stabilt videre bagefter og efterlader mig mere udmattet end jeg nogen sinde har været før.

Til sidst har jeg vænnet mig så meget til flammerne og dens evige tæren på mig, at jeg ikke opdager, da den er ved at dø ud. Jeg kan først mærke det, da jeg står op og ser nogen kaste endnu en knude på ilden uden at den tager fat. Jeg kigger længe på ilden og forventer at den brænder mig, men da jeg stikker en hånd ind i flammerne, kilder de blot køligt mine fingre og fremtvinger et smil på mine læber. Jeg er bange for, at når jeg fjerner hånden, begynder flammerne at vokse, men så snart jeg tager den til mig, skrumper flammerne og dør med en sidste stråle af røg, der fredfyldt blafrer i vinden, og til sidst dør helt ud og efterlader en lille bunke kul og den friske brændeknude. Jeg kigger mig derefter i spejlet og kan se, at min hud er tilbage og sårene er væk, og det eneste ar, jeg har tilbage fra branden er et omridset af et hjerte i huden på brystet over mit eget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...