Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 19 okt. 2016
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til hjertesorgskonkurrencen. Jeg har særligt lade mig inspirere af det hvide ord 'ensomhed', hvilket jeg håber kan ses. Det sorte ord 'uforløsende' har jeg forsøgt at inkoopere i min tekst fremfor at lade mig inspirere af det, da historien faktisk udvikler sig mere forløsende end uforløsende. Det er desuden en meget abstrakt historie, og jeg håber, at den røde tråd er til at finde, og at den kan linkes til et breakup.

3Likes
2Kommentarer
237Visninger

1. Ild

Jeg kan høre så snart branden påsættes. Jeg kan ikke se den, men varmen fra den æder min ud, og flammerne slikker sig ned i mine lunger hver gang jeg forsøger at ånde, og efterlader store, væskende sår. Flammerne snor sig og byder mig op til dans, men de gør ondt, og når jeg prøver at se væk, ler de, og springer lige op i mit ansigt og smelter mig. De kradser og hvæser, så jeg prøver at rulle mig sammen til en lille bold som et pindsvin, men jeg kan ikke stikke flammerne, og de finder alligevel en åbning, de kan komme ind ad og håne mig. Røgen fra flammerne tvinger havet frem fra mine øjne, men end ikke havet er stort nok til at slukke branden. Jeg forsøger at ramme flammerne med mit hav, så de vil slukke, men det forvandler bare flammerne til knive, der skærer i min mave og i mit hjerte og lader det bløde indtil jeg kaster så meget blod op, at det er en sø af flammer, og så bliver jeg nødt til at svømme. Jeg forsøger at skrige at det skal holde op, men ilden danser ind i mit øre og hvisker til mig, at alt bliver nødt til at gøre ondt. Jeg kan ikke rejse mig op, så jeg venter.

Folk går forbi mig og snakker til mig, og jeg hilser høfligt på dem og svarer dem og smiler og griner og lader som om alting er fint, for det hvisker ilden til mig at jeg skal. Folk kigger ned på mig, men de opdager ikke, at jeg ligger ned, at jeg synker i min sø, og at flammerne stadig er der og brænder bylder på min hud og i mine lunger. Jeg lever mit liv som det var før, men nu drukner jeg i min flammesø imens, og ingen kan se det.

Jeg vænner mig til flammerne, og når de blusser op igen, hilser jeg dem som en gammel ven, for så lader de mig måske være for evigt. Men flammerne er ligeglade, for alt, de vil, er at ætse og brænde og håne.

Til sidst har jeg vænnet mig så meget til flammerne og dens evige tæren på mig, at jeg ikke opdager, da den er ved at dø ud. Jeg kan først mærke det, flammesøen er væk, og jeg ser nogen kaste endnu en knude på ilden. Jeg forventer, at ilden vil fnise og fryde sig over at kunne torturere mig igen, men den tager ikke fat. Jeg kigger længe på ilden. Venter. Men da jeg stikker en hånd ind i flammerne, kilder de blot køligt mine fingre og fremtvinger et smil på mine læber. Jeg er bange for, at når jeg fjerner hånden, begynder flammerne at vokse, men så snart jeg tager den til mig, skrumper flammerne og dør med en sidste stråle af røg, der fredfyldt blafrer i vinden, og til sidst dør helt ud og efterlader en lille bunke kul og den friske brændeknude. Jeg kigger mig derefter i spejlet og kan se, at min hud er tilbage og sårene er væk, og det eneste ar, jeg har tilbage fra branden er et ansigt i huden på brystet over mit hjerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...