Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
921Visninger
AA

6. Kapitel 6

Selma kunne mærke, at det var sent, da hun vågnede dagen efter. Ira havde rullet sig sammen op ad hende, og hun strøg forsigtigt katten over pelsen. Hun åbnede det ene grønne øje og kiggede op på Selma. Så lukkede hun det igen et øjeblik, inden hun kom på benene og strakte sig. Aftenen før var de smuttet ned ad en meget smal gade, der førte væk fra den store plads. Gaden endte brat, fordi der pludselig kom en mur i vejen, men for enden af gaden var en kærre, de havde søgt ly under. Der var ikke plads til, at Selma kunne sætte sig op under kærren, så hun kravlede ud under den og skubbede sine ting med sig. Udenfor var stenene våde, og Selma priste sig lykkelig over, at de ikke havde sovet under åben himmel. Hun havde godt hørt de tunge dråbe tromme mod deres dække.

     Hun pakkede tæppet ned i rygsækken og fandt de sidste rester af mad. Aftenen før havde de spist det sidste brød og ost, så der var kun en lille håndfuld bær tilbage. Hun satte sig på kærrens kant, og Ira hoppede op ved siden af hende. Hun lagde nogle af bærerne foran katten og spiste resten selv. Udover at finde troldmanden, måtte de nok også hellere bruge denne dag på at finde noget ordentligt mad. De havde ikke fået meget til aftensmad heller. Selma tog en tår fra vanddunken og rystede den for at se, hvor meget der var tilbage. I det mindste var den ikke helt tom endnu.

     De kunne høre larm fra pladsen, gaden ledte ud til, og da de nåede op til den, var der endnu flere mennesker end dagen før. Selma sukkede og så ned på Ira. ”Vi er vel nødt til at gå ud i det.” Det tog hende lidt tid at huske, hvilken retning de var kommet fra dagen før. Hun havde bestemt sig for at gå i den modsatte retning. Hun var ikke helt sikker på, om en troldmand ville foretrække at bo i udkanten af byen eller i midten. Der var flest mennesker midt i byen, så hvis man ville undgå dem, skulle man bo i udkanten. Men måske troldmænd foretrak at blande sig med mængden. Selma havde ikke den fjerneste anelse. Hun havde aldrig mødt en troldmand.

     De skulle næsten skråt over pladsen for at kunne fortsætte, og Selma var nødt til at tage en dyb indånding, før hun trådte ud fra sidegadens skygger. Ira holdt sig helt tæt på hende, selvom Selma kunne se, at formskifteren havde travlt med at se alt det, der foregik omkring hende. Der var mennesker der råbte, mennesker der løb frem og tilbage, og så var der dyr. De passerede en klynge høns, og Ira sneg sig forsigtigt hen til dem. De skræppede forskrækket op, og en mand i nærheden fik øje på Ira. Han råbte af hende og fægtede med armene. Ira skyndte sig tilbage for at gemme sig bag Selma.

     Rundt langs udkanten af pladsen stod borde med mad på. Selma gik tættere på et af dem for at undersøge, hvad der foregik. Der stod folk bag bordene, og de byttede maden til noget andet med de folk, der gik forbi. Selma huskede, at Marji havde fortalt om, hvordan menneskene havde noget, der hed penge, som de brugte til at bytte sig til mad og tøj. Selma havde ingen penge, så hun kunne ikke bytte sig til mad. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre ved det problem, men lige nu ville hun bare gerne væk fra de mange mennesker. Hun brød sig ikke om, at der var så mange, og det stressede hende, at der var så meget larm og postyr.

     De var nået lidt længere end halvvejs over pladsen, da de stødte på en stor gruppe mennesker, der var samlet om et eller andet. De stod ikke så tæt, at man ikke kunne komme forbi dem, men nogle af dem sendte hende irriterede blikke, når hun gik ind foran dem. Selma trak ned i hatten, og Ira stirrede ondt tilbage på de forskellige. Selma var nødt til at minde hende om, at de skulle  undgå at tiltrække sig opmærksomhed, når de engang nåede væk fra pladsen.

     ”Jeg vil nu få denne mønt til at forsvinde,” var der en, der råbte, og Selma fik øje på den unge mand, alle havde opmærksomheden vendt imod. Han løftede en lille, rund ting op, der glimtede i solen. Han sørgede for, at alle dem, der stod foran ham, fik set ordentligt på den, inden han holdt den frem, og tog den over i den anden hånd. Han gned sine fingre mod hinanden, og da han åbnede hånden, var den lille ting væk. Selma stirrede på den unge mand. Han havde fået mønten til at forsvinde. Men det var jo magi. Hvordan turde han bruge det her? Midt på den store plads, der var fyldt med så mange mennesker.

     Selma spærrede øjnene op. Tænk nu, hvis det var ham, der var troldmanden. Så havde hun allerede fundet ham. Han så ikke ud til at være ældre end hende selv, men Marjis bedstemor havde jo også sagt, at han var ung, og hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan troldmænd ældedes. Et smil begyndte at bryde frem på hendes læber, og hun så ned på Ira for at se, om katten også havde fået det hele med.

     Formskifteren rystede på hovedet.

     Smilet falmede på Selmas ansigt. Selvom Ira ingen ord brugte, forstod Selma, hvad hun mente. Det var ikke rigtig magi, blot snyd. Marjis bedstemor havde fortalt, at formskiftere kunne fornemme om andre skabninger var magiske.

Selma bøjede sig ned, så hun kunne hviske til Ira. ”Er du sikker?”

     Formskifteren nikkede. Der var et undskyldende blik i de grønne øjne, og hun placerede en pote oven på Selmas støvlebeklædte fod. Selma var næsten sikker på, at det var et blik, der sagde: ”Vi skal nok finde ham.”

     Selma sukkede og rettede sig op igen. Den unge mand havde gang i endnu et magisk trick, men hun var ikke helt sikker på, hvad det gik ud på. Pludselig hvæsede Ira ved hendes side, og hun kiggede ned igen. Pelsen strittede på hendes krop, og hendes blik var vendt mod noget på den anden side af Selma.

     Da Selma drejede hovedet fik hun øje på et andet dyr. Det var en abe, og Selma var så overrasket over at se et sådant dyr i en menneskeby, at hun med det første slet ikke opdagede, at dyret havde stukket en hånd i hendes lomme. Da det gik op for hende, var det for sent. Aben var på vej væk og forsvandt i mængden. Den havde noget i den ene hånd. Selma stak en hånd i lommen.

     Hendes fløjte var væk.

 

Selma og Ira vandrede rundt i byen omkring den store plads ind til midt på eftermiddagen. Selma havde ikke den fjerneste anelse om, hvad hun skulle gå efter, så hun forsøgte at holde øje med magiske tegn på mure og døre.

     Hun fandt ikke nogen.

     Nogle gange gik Ira helt hen til husene og snusede til dørene, men hver gang rystede hun på hovedet, når hun igen vendte sig mod Selma. Deres håb svandt langsomt ind og blev ikkeeksisterende. Selma bebrejdede sig selv. Hvad havde hun dog tænkt på, da hun tog af sted? At hun bare kunne dukke op i en af menneskernes byer og finde en troldmand, der gemte sig, med lethed? Hvis ikke menneskene kunne finde ham, hvordan skulle hun så kunne gøre det? Hun vidste ikke engang, hvordan en troldmand så ud. Hvis hun passerede en, der var af hendes eget folk, ville hun måske lægge mærke til det. Hun ville lægge mærke til personens gang og det faktum, at han eller hun også var lavere end stort set alle andre i hele den her by. Men troldmænd? Hvorfor var der aldrig nogen, der havde lært hende, hvad der kendetegnede dem.

     Måske fordi der i virkeligheden slet ikke var noget.

     Ikke at det hjalp.

     Desuden blev hun ved med at tænke på den dumme abe, der havde hendes fløjte. Hun havde forsøgt at finde den, men uden held. Det var lykkedes hende at bekæmpe frygten for den store menneskemængde så længe, at hun faktisk havde ledt på den store plads.

     Fløjten var det eneste, hun havde til minde om Kellan, og nu var også den væk. Hele denne tur var en stor fiasko, tænke hun vredt. I samme øjeblik miavede Ira, som om hun havde hørt Selmas tanker. Selma sendte formskifteren et træt smil. Én god ting var der i det mindste kommet ud af det hele.

     De var på vej ned ad en gade, der førte tilbage mod pladsen, og den uhumske lugt, der hang i luften blev erstattet af noget andet. Duften af mad. Selmas mave vred sig, så det næsten gjorde ondt. Selv Ira havde stukket næsen i vejret. Hun kiggede op på hende, og Selma vidste, at de var nødt til at finde noget at spise på en eller anden måde.

     De gik tilbage til pladsen, hvor der om muligt var kommet endnu flere mennesker. Ira, der var den af dem med den bedste lugtesans, førte an. De endte ved et af bordene i udkanten af pladsen. En enorm mand stod og rørte i en gryde. Ved siden af den var dybe tallerkener stablet. Duften var endnu mere intens nu, og Selma ville give hvad som helst for en fyldt skål.

     Men hun havde ingenting. Absolut ingenting. Den eneste værdifulde ting, hun havde haft med, var fløjten, og en del af dens værdi skyldtes, at det var Kellan, der havde givet hende den. Det ville den tykke mand nok alligevel være ligeglad med. Ira mjavede klagende. Hun var sikkert lige så sulten som Selma.

     Manden opdagede dem, og han stirrede på dem med sammenknebne øjne. ”Har du penge?” spurgte han. Selma sank. Det havde hun ikke. Da hun ikke svarede, begyndte han at se endnu mere vred ud. Hans ansigt var let rødligt, og han knyttede hænderne, da han trådte væk fra bordet og tættere på hende.

     ”Har du penge, spurgte jeg,” hvæsede ham, og Selma snublede et par skridt bagud.

     ”Ne-nej.”

     ”Så se at skrub af!”

     ”Sikke dog en måde at behandle kunder på,” lød det til højre for Selma. Den unge mand trådte hen foran bordet med gryden og rakte noget frem mod den vrede mand bag det. ”To skåle, tak,” bad ham. Ira spruttede ved Selmas side, og hun behøvede ikke at kigge på katten for at vide hvorfor.

     Det var manden med den falske magi, og på hans skulder sad aben. Han smilede til Selma, da han rakte en fyldt skål frem mod hende. Hun stirrede på ham.

     Han havde hendes fløjte i en snor om halsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...