Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
853Visninger
AA

5. Kapitel 5

Det var lidt over middag, da det begyndte at tynde ud i træerne. Selma stoppede op og bed sig i læben. Hun var ved at nå udkanten af skoven. Hun kunne mærke det, og det var ikke en rar følelse. Hun slog armene om sig selv. Denne rejse havde været overkommelig, så længe hun blot skulle vandre gennem skoven, men nu var hun rent faktisk ved at nå til den problematiske del.

     Hun havde lyst til at vende om.

     Katten puffede til hendes ben og så forvirret op på hende. Den havde fulgt hende hele vejen gennem skoven, og hun havde været glad for dens selskab. Især om natten. Hun havde også været nødt til at give den et navn. Den havde rystet på hovedet, da hun spurgte den, om den allerede have et. Til gengæld var den meget tilfreds, da hun foreslog Ira.

     Selma bøjede sig ned, så hun kunne nusse katten. ”Jeg er bange,” hviskede hun. Katten lagde hovedet på skrå, og Selma sukkede. ”Jeg ved det. Det nytter ikke noget.” Hun hankede op i sig selv, tog en dyb indånding og satte den ene fod foran den anden. Jo længere, der blev mellem træerne, jo langsommere gik hun. Ira rendte rundt mellem hendes fødder og svingede med halen. Selma var ret sikker på, at hun ikke var klar over, hvad Selma var på vej i mod. Men på en måde var det rart med formskifterens evigt gode humør. Det smittede.

     Selma havde haft blikket rettet mod Ira længe, og da hun kiggede op, kunne hun se enden på skoven og verdenen på den anden side. Hun stoppede brat op, men ikke længe. Den store vide verden trak i hende, og hun kunne ikke stå stille. Hun løb, ind til hun nåede det sidste træ.

     Hun gispede.

     Verden fortsatte i det uendelige. Hun kunne se helt ind til det sted, hvor jorden og himlen mødtes. Lige meget hvor hun kiggede hen, kunne hun se store arealer dækket med græs eller andre planter. Og dér for foden af den bakke, hun befandt sig på toppen af, var menneskenes by. Den var langt væk, og alting så så småt ud, men hun kunne se, at husene var lavet af sten, og de måtte have bål, for der steg små tynde søjler af røg op flere steder.

     Hun glemte fuldstændig sin frygt, som hun lænede sig mod træet og stirrede på den blå himmel og de puffede, hvide skyer, der gled forbi. Hvordan kunne noget så farligt være så smukt. Uden at tænke over det, begyndte hun at gå mod byen. En ny følelse spredte sig i hendes bryst. Nysgerrighed. Hun havde aldrig set andet end skoven lige omkring dalen. Hun vidste ikke, at hun ønskede at se mere af verden, men nu hvor hun stod her, kunne hun ikke vente med at opdage, hvordan denne verden udenfor for skoven var anderledes fra den, hun kendte.

     Græsset nåede hende næsten til hofterne, og hun blev klar over, at det ville tage hende noget tid at bane sig igennem det. Men hun var ude af skoven nu, så hun måtte enten vente natten over eller nå frem til byen, inden det blev mørkt. Hun turde ikke sove under den store, frie himmel. Selvom græsset var højt, var det ikke et særlig godt skjulested, og der var ikke ly for noget som helst. Det var begrænset, hvor meget hun kunne manipulere græsset, uden at nogen ville finde det mistænkeligt.

     Men vente ville hun heller ikke. Det var ikke kun nysgerrigheden, der trak i hende. Hver morgen vågnede hun til lyden af Freya hosten blot for at opdage, at det havde været en del af hendes drøm. Det var ikke smart at spilde en halv dag i skovens udkant, hvis hun kunne nå til byen i dag.

     Hun nåede til den del af engen, hvor det begyndte at skråne svagt ned mod byen, før hun opdagede, at Ira ikke hoppede rundt i græsset omkring hende. Hun vendte sig rundt, og kunne se, at den lille kat stadig sad et stykke inde i skoven. Selma skuldre sank sammen, og glæden over at have klaret den første del af rejsen forduftede under solen, der bagede ned over hende. Hvad havde hun regnet med? At formskifteren ville begive sig med hende ud i en verden fyldt med de mennesker, der havde udryddet store dele af dens folk?

     Hun gik tilbage og satte sig på knæ foran Ira. Hun miavede af hende. Skingert og skræmt. Selma aede hendes mørke pels. ”Jeg er nødt til det,” hviskede hun. ”Min søster er syg, og den eneste, der kan hjælpe hende, befinder sig dernede.” Hun sank den klump, der havde samlet sig i hendes hals. ”Tak,” sagde hun med en stemme, der var tynd og rystende. ”Jeg kommer til at savne sig.” Hun rejste sig, inden hun begyndte at græde. Det var åndssvagt. Hun havde kun kendt den lille Ira i få dage, og de kunne ikke engang snakke sammen, men hun havde været så uendeligt glad for selskabet. Hun kastede et sidste blik på katten over skulderen, inden hun forlod skoven igen. De store, grønne øjne fulgte hende.

     Selma kæmpede for ikke konstant at se sig tilbage. Hun var bange for, at Ira ville være væk. Hun kunne bedre lide tanken om, at formskifteren så hende på vej. Hvorfor det ville gøre så ondt, at katten var vendt tilbage til skovens dyb, var hun ikke sikker på, men hun havde heller ikke lyst til at tænke over det.

     Hun stoppede op, da hun nåede dertil, hvor hendes eget nedtrampede spor endte. Hun knugede hænderne om rygsækkens stropper. Hun var på vej mod en faktisk by beboet af mennesker. Og hun var helt alene.

     Men hvis ikke hun gjorde det, ville Freya dø, og så ville hun for alvor være alene. Da hun og Ira spiste frokost ved siden af en lille hindbærbusk, havde hun spurgt træerne om sine forældre og Kellan, men de svarede stadig ikke. Nu kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og hun tørrede dem arrigt væk. Hvorfor græd hun hele tiden? Hendes mor havde altid fortalt hende, at hun aldrig græd som lille, men nu lavede hun snart ikke andet.

     Noget stødte mod Selmas ben, og hun så ned på Ira, der skød brystet frem for at se rigtig modig ud. Selma faldt på knæ og slog armene om hende.

 

Da Selma nærmede sig de første huse, vendte frygten tilbage. Hun kunne ikke længere mærke skoven, og hun havde det som om, der manglede en del af hende. Vinden bragte fremmede dufte mod hende, og de var ikke behagelige. Ira trykkede sig op ad hende, og hun svingede ikke længere med halen. I det mindste kunne hun gå for at være en almindelig kat. Selma trak hatten godt ned over sine øre. Hun var ikke sikker på, hvad der ville ske, hvis nogen opdagede hende, men hun ville ikke være i stand til at forsvare sig selv. Hendes evner var nyttesløse nu. Ikke engang græsset fortsatte ind i byen. Det var ene sten, og dem havde hun ingen kontrol over.

     At komme ind i byen var ikke særlig svært. Der var intet beskyttende skjold, der sørgede for at holde uvelkomne gæster ude. Selma vidste kun det om menneskenes byer, som hun havde overhørt Marjis bedstemor fortælle. Hun fortalte en sjælden gang imellem om sin tid inden dalen, men det var ikke ofte. Ingen af de voksne havde lyst til, at deres børn fik gode idéer og blev for eventyrlystne.

     Hun vidste, at det, hun gik på, kaldtes en gade. På hver side af hende var huse af sten. De var høje og mørke, og Selma brød sig ikke om dem. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der gemte sig på den anden side af vinduerne. Der kom en person gående i mod hende, og hendes hjertet satte med det samme farten op i hendes bryst. Hun hev godt ned i hatten, så den skjulte hendes øre og det meste af hendes ansigt. Hun sørgede for at kigge ned på stenene foran sine fødder og tvang sig selv til at fortsætte i normalt tempo. Ira holdt sig tæt op af hende så langt væk fra den fremmede som muligt.

     Mennesket passerede dem uden at lægge særligt mærke til dem.

     Selma åndede ud. Hun kunne gøre det her. Så længe hun ikke tog hatten af og undlod at bruge sin kræfter, var der måske ikke nogen, der ville opdage, at hun ikke hørte til her. Hun vidste, at menneskene havde midler til at opdage magiske skabninger, men de rendte vil ikke bare rundt med dem for sjovs skyld, gjorde de? De virkede jo ikke til at være bange for, at der pludselig skulle dukke nogen op i deres by, når det var så nemt at komme ind.

     I takt med at hun nåede længere ind i byen, dukkede der flere mennesker op. Der var stadig ikke nogen, der bemærkede hende, og til sidst lykkedes det hende at passere dem uden at holde vejret hver gang. Til sidst fik hun modet til rent faktisk at kigge på dem. De mindede meget om hendes eget folk, og så alligevel ikke. Deres kropsbygning var anderledes. De var større og virkede langt mere klodsede. Og så var deres ører runde. Deres tøj havde også usædvanlige farver, der stod ud mellem de grå bygninger og gjorde byen lidt mere levende at se på.

     Selma var ikke helt sikker på, hvad hun gik efter. Hun skulle finde troldmanden, men hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvor han var, og han gjorde det jo nok heller ikke nemt for folk at finde ham. Hvad hun til gengæld vidste var, at hun var sulten, så måske hun skulle starte med at finde et sted, hvor hun og Ira kunne få noget at spise. Et sted uden en masse mennesker for eksempel. Jo længere ind i byen hun kom, jo flere dukkede der op. De skulle også have et sted at sove, og der var ikke ligefrem nogle buske, hun kunne lave huler i.

     Selma bed sig i læben og kiggede op på himlen, hvor solen var på vej ned mod horisonten. Hun var udmærket klar over, hvad det betød. Måske hun skulle finde et sted at sove og så begynde at lede efter troldmanden den næste dag.

     Pludselig endte gaden, hun gik på. Foran hende var i stedet en enorm plads, der var fyldt med mennesker. Men det var ikke det eneste. Hun kunne også dufte mad, og det fik hendes mave til at trække sig sammen. Det var så længe siden, hun sidst havde fået tilberedt mad.

     Ira mjavede for hendes fødder. Formskrifteren sendte ængstelige blikke i retning af de mange mennesker på pladsen. Selma bukkede sig ned og strøg hende over hovedet. ”Vi er nok nødt til at forsætte,” mumlede hun og håbede, at der ikke var nogen, der opdagede, at hun snakkede til katten. Hun var ikke helt sikker på, om ikke menneskene ville finde det lidt underligt. Ira så ikke begejstret ud, men hun nikkede alligevel.

     Med en kat, der trykkede sig op ad hendes ben, begav Selma sig ud på pladsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...