Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
841Visninger
AA

4. Kapitel 4

Selma gik, ind til det begyndte at blive mørkt. Selvom hun vidste, at hun var på vej mod den visse død, var hun mere afslappet, end hun havde været siden længe før, hendes forældre drog af sted. Mens hun travede langs bækken, var der ikke andet, der fyldte hendes hoved, ikke en eneste uvelkommen tanke. Hun kunne mærke skoven, hun kunne en sjældent gang imellem høre et dyr pusle i underskoven, og hun kunne dufte harpiks, bær og våde blade. Hun skænkede hverken det, hun havde forladt, eller det, hun var på vej i mod, en tanke.

     I hvert fald ikke før, det gik for op for hende, at hun snart måtte finde et sted at sove. Hvis først det blev rigtig mørkt, ville det være for svært at orientere sig, og hun skulle helst finde et sted, der ikke var for åbent. Lidt længere fremme kunne hun se flere buske. Hun var kommet forbi en del i løbet af dagen, og havde slet ikke haft brug for at røre maden i tasken. Nu gnavede sulten i hendes mave, og hun vidste, det var tid til at tage hul på madpakken. I det mindste holdt hendes forsyninger længere på denne måde.

     Buskene voksede næsten helt nede ved bækken, og de var store. Hvis nu hun flyttede lidt grene, ville hun måske kunne skabe sig en lille hule midt inde mellem buskene. På den måde var hun både godt skjult, og hun slap for at søge væk fra bækken. Og så kunne hun jo supplere sin aftensmad og morgenmad med bærerne.

     Selma rakte ud efter busken og nåede lige at lukke øjnene, inden hun blev afbrudt. Noget bevægede sig bag hende. Hun stivnede, da hun hørte en lav knurren. Langsomt vendte hun sig rundt og fik øje på dyret. Det var ikke et dyr, hun havde set før. Det var stort og sort med lysende grønne øjne. Skarpe tænder var blottet. Selma sank, men hendes mund og hals var knastør.

     Dyret begyndte at nærme sig, og Selma bakkede ned mod bækken. Hun snublede over en rod og faldt. Hendes hoved bankede ned i jorden, og hatten faldt af. Hun nåede knapt nok at registrere, hvad der var sket, før dyret hylede og fløj i mod hende. Dets forpoter landede på hendes bryst og slog alt luft ud af hende. Lammet af frygt stirrede hun op på tænderne. Hun vidste, at hun burde forsøge at slippe væk, men hun var ikke i stand til at bevæge hverken arme eller ben, og det eneste, hendes hjerne kunne tænke på var, at nu skulle hun dø. Hun kneb øjnene sammen.

     En fugtig snude ramte hendes hals. Hjertet hamrede i hendes bryst, mens hun ventede på, at de skarpe tænder sank ned i hendes skulder. Der gik lidt tid, før hun opdagede, at dyret var holdt op med at knurre.

     Det snusede til hende.

     Selma åbnede øjnene, og i samme øjeblik trådte dyret ned fra hendes bryst. Hun gispede efter vejret. Hun blev liggende uden helt at forstå, hvad der var sket. Da det gik op for hende, at hun måske ikke skulle dø alligevel, satte hun sig op. Det enorme dyr var forsvundet.

     Noget rørte hendes ben, og hun fór sammen. Da hun kiggede ned, sad der en lille sort kat ved siden af hende. Hun stirrede på den, og den kiggede tilbage med store, grønne øjne. Med rystende hænder rakte hun ud efter den, og den gned sit hoved mod hendes hånd.

     En smule forvirret så Selma sig omkring og fik øje på hatten, der lå bag hende. Var hun kommet få skridt længere bagud, inden hun faldt, var den røget i bækken. Hun samlede den op, børstede jord af den og satte den tilbage på hovedet. Så kiggede hun tilbage på katten, der svingede med halen.

     Selma havde kun set én kat før i sit liv. Gilans familie havde haft en stor, rødlig kat engang. Selma var ikke sikker på, hvad der var blevet af den. Men den her kat var anderledes. Det kunne hun mærke. Hun rakte ud efter den igen. Den blinkede ikke engang.

     ”Du er ikke nogen normal kat, er du?” spurgte hun den, og hun var ret sikker på, at den rystede på hovedet. Selma lænede sig forover og betragtede den med sammenknebne øjne. Den kiggede tilbage på præcis samme måde, og hun spærrede øjnene op. Der var et fornøjet glimt i de grønne øjne.

     Katten rejste sig og knurrede af hende. Selma vej forskrækket tilbage. Så holdt den op og viftede i stedet med halen. Den hoppede op ad hende og placerede forpoterne på hendes ben. Den smilede til hende. Pludselig forstod hun, hvad den mente. Den prøvede at fortælle hende, at det var den, der havde angrebet hende lige før, men det vidste hun godt, gjorde hun ikke.

     ”Du skræmte mig,” sagde hun, og den bøjede hovedet som for at sige undskyld. Selma strøg den over hovedet. ”Det er okay,” mumlede hun. Så rejste hun sig. ”Det bliver snart mørkt, så vi må hellere få lavet et sted at sove. Hun greb fat i busken, lukkede øjnene og bad skoven om hjælp. Denne gang kom den til hende med det samme, hendes hænder blev varme, og hun forestillede dig, hvordan buskene formede sig til en lille hule. Det var langt hurtigere overstået en det store træ, og hun var ikke nær så udmattet bagefter.

     Hun stak hovedet ind gennem den lille indgang for at vurdere sit værk. Der var ikke meget plads mellem buskene, men det måtte være nok. Hun var tilfreds, og nu hvor hun var kommet sig over forskrækkelsen, kunne hun igen mærke, hvor sulten hun var. Hun fandt pakken med mad i tasken, tog et stykke brød og et stykke ost og pakkede resten væk igen. Katten var der stadig, og den satte sig ved siden af hende. Hun tilbød den et stykke af osten, og den tog henrykt i mod det.

     ”Kan du også forvandle dig til andre ting?” spurgte hun den. Hun var knapt nok færdig med at tale, før katten var væk. I stedet var det en mus, der sad ved siden af hende. Den forvandlede sig tilbage til kat, og Selma var ikke længere i tvivl om, hvad hendes nye ven var. Hendes farmor havde fortalt hende om formskifterne. De havde engang været mennesker, men en stor og mægtig troldmand havde givet dem gaven at kunne forvandle sig til dyr. Alle slags dyr. Men fordi formskifterne havde foretrukket deres dyreskikkelser, havde de for længst glemt, hvordan de forvandlede sig tilbage til mennesker. Efterhånden glemte de også deres sprog.

     Selma gav formskifteren endnu et stykke ost.

 

Den sorte kat kravlede med ind i hulen, da Selma bestemte sig for, at det var sengetid. Den rullede sig sammen oven på hendes tæppe. Selma var træt. Hun havde ikke sovet meget de sidste nætter, og hun havde gået hele dagen. Hun forventede, at hun ville falde i søvn med det samme, hun lod sine øjne glide i. Men hun tog fejl. I stedet kom endelig alle de tanker, hun ikke havde tænkt hele dagen.

     Hun stirrede op i de mørke grene over hende. De var næsten ikke til at skelne fra hinanden. Hun kunne dufte de modne bær, der befandt sig overalt omkring hende, og det fik tårerne til at springe frem i hendes øjenkroge.

     ”Nu bliver jeg en helt,” havde Kellan hvisket i hendes øre, da de sad med fødderne i bækken. Den selvsamme bæk, som hun svagt kunne høre risle forbi uden for hendes gemmested. De havde netop ribbet en busk magen til den, hun sov i nu, for de rødeste og største bær.

     Hun havde ønsket, at også hun kunne være en helt.

     Hvor havde hun været dum.

     Hun ønskede ikke dette. Hun ville sidde foran pejsen derhjemme med et tæppe om skuldrene og et varmt krus i hænderne, mens hendes mor lærte Freya at sy, og hendes far snittede træfigurer. Hun ville have en af sin farmors bøger i skødet, men være for travlt optaget af at betragte Kellan til at læse.

     Hun snøftede, hvilket fik katten til at åbne øjnene. De lyste i mørket. Den flyttede sig tættere på hende og puffede til hende med hovedet. Et lavmeldt mjav lød fra den, inden den puttede sig ind til hende. Selma strøg den over pelsen.

     ”Tak,” mumlede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...