Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
851Visninger
AA

3. Kapitel 3

Selma kunne ikke falde i søvn den nat. Hun forsøgte at bilde sig ind, at det skyldtes alle lydene. De lå tæt inden under det store træ, og overalt omkring hende var der folk, der trak vejret og vendte sig. Stilheden blev konstant afbrudt af host, og så var der alle lydene på den anden side af træets tykke grene. Hun var hele tiden sikker på, at hun hørte lyden af et stort dyr, der puslede rundt derude.

     Men det lykkedes hende ikke at overbevise sig selv.

     Hun vidste godt, at det, der holdt hende vågen, var Freyas hvæsende vejrtrækning ved hendes øre. Hun havde ikke lyst til at tro på, at Freyas drøm ville blive til virkelighed, men dybt inde vidste hun, at det var tilfældet. Drømmen om ilden havde allerede vist sit værd. Selma havde det som om, hun var ved at blive kvalt. De lå alt for tæt under det her åndssvage træ. Hun kæmpede sig op at sidde og slog tæpperne til side. Det var svært at komme ud uden at træde på nogen, og hun havde sikkert vækket halvdelen af de andre, men ud måtte hun.

     Der var køligere udenfor, men forandringen var velkommen. Hun tog en dyb indånding og havde det allerede bedre. Så hørte hun lyden af den knitrende ild. Hjertet satte farten op i hendes bryst, og panikken vældede op i hende.

     Så opdagede hun, at det blot var bålet, der ikke var blevet slukket. To skygger sad stadig ved det. Gilan og Marji. De talte lavmeldt, og Selma kunne ikke skelne ordene fra hinanden. Hun gik forsigtigt tættere på.

     ”… hvis skjoldet bliver genopbygget?” Marji.

     ”Jo, men det kræver, at troldmanden er i stand til at tage med dem tilbage hertil.” Gilan sukkede. ”Det vigtigste er, at de finder medicin. Vi kan finde et andet sted at bo. Vi kan bygge nye hytter og finde en anden til at hjælpe os med et nyt skjold. Men vi kommer ikke langt, når alle bliver syge, og ingen bliver raske…”

     ”Jeg hader, at jeg ikke kan gøre noget…” Marjis stemme blev næsten overdøvet af ilden.

     Gilan lagde en hånd på hendes skulder. ”Lige nu er vi afhængige af, at Tren og de andre klarer den. Troldmanden i lysningen er den eneste i disse skove.”

     Marji begravede ansigtet i hænderne. ”Jeg ved det.”

     Gilan lagde en arm omkring Marji og trak hende ind til sig. Hun lagde hovedet på hans skulder. Selma kom til at tænke på Kellan, og det prikkede bag hendes øjne. Hun fortalte sig selv, at han stadig var i live, og at skoven ville passe på ham.

     Det hjalp ikke.

     Hun kravlede tilbage i seng.

 

”Har du sovet godt?” spurgte Selma, mens hun strøg sin søster over håret. Freya nippede til sin te. Bjørn havde fundet en lille bæk dagen før, og Marji havde hentet vand i sine spande. Derefter havde hun tændt bålet igen og kogt te til alle de syge. Selma anede ikke, hvem der havde været fornuftig nok til at slæbe krus med. Hun havde kun tænkt på mad.

     Freya trak på skulderen. ”Fint nok.”

     ”Ingen mareridt?”

     Freya rystede på hovedet.

     ”Det var godt.” Selma gav sin søsters skulder et klem. Freya hostede. Hun klamrede fingrene om kruset, mens anfaldet sendte stød gennem hendes krop. Teen skvulpede over. Selma pressede læberne sammen. Freyas pande var en anelse for varm.

     ”Er du sulten?” Henne ved bålet var Marjis bedstemor ved at ordne morgenmad.

     Freya rystede på hovedet.

     ”Okay.” Selma rejste sig. ”Så henter jeg bare noget til mig selv.” Hun forsøgte at fjerne al bekymring fra sin stemme, men det var ikke muligt.

     Freya præsterede et tyndt smil. ”Jeg har det fint.”

     Selma nikkede, selvom hun ikke troede på det. Ved Marjis bedstemor fik hun et stykke brød og et stykke ost. Hun blev stående, mens kvinden lavede flere portioner. Hendes hænder arbejdede hurtigt. En gang imellem måtte hun stoppe op for at stryge en brun krølle om bag øret. Der var grå stæng i hendes hår. Hun bemærkede, at Selma var blevet stående og kiggede op.

     ”Er der noget, min kære?”

     Selma bed sig i læben. Marji og hendes bedstemor var ikke fra dalen. Ligesom Kellan var de kommet til, efter at hun selv var blevet født. Hun huskede dog ikke deres ankomst på samme måde, som hun huskede Kellans. Men hun havde hørt historier. Hun vidste, at Marji og den gamle kvinde havde krydset menneskenes land for at nå dalen. De havde rejst langt, og hvis der var nogen, der vidste noget om verdenen uden for dalen, måtte det være hende.

     Selma tjekkede, at der ikke var nogen så tæt på, at de kunne overhøre hendes spørgsmål. ”Er troldmanden i Lysningen virkelig den eneste, der er i nærheden?”

     Kvinden holdt inde med sin arbejde. Hun kneb øjnene let sammen, mens hun betragtede Selma. ”Troldmanden i Lysningen er vores største håb.”

     ”Men er han den eneste,” pressede Selma på.

     ”Hvorfor bekymrer du dig om det, min kære? Dine forældre er der snart, og når de vender tilbage, har vi ikke brug for andre troldmænd?” Kvinden fangede Selmas blik. Hendes øjne var blå ligesom Marjis. De mindede Selma om vand, og hun havde det som om, hun blev trukket ind i dem, suget ind af en usynlig strøm.

     Hun kunne ikke lyve.

     ”Jeg tror ikke, de kommer tilbage,” svarede hun sagte.

     ”Har din søster haft drømme igen?” Kvinden trådte tættere på og talte dæmpet. Hun var den eneste, der kendte til Freyas drømme, for det var hende, deres forældre var gået til, første gang det skete. Marjis bedstemor var altid den, folk søgte til råds, for det var de færreste ting, hun ikke vidste noget om.

     Selma nikkede.

     Den gamle rystede på hovedet. ”Der er ikke andre troldmænd i skovene her. Ligesom os er de efterhånden ved at være få. De fleste er enten flygtet eller har opgivet skovene og lever som normale mennesker i byerne.”

     Selma så chokeret på hende. ”Har de opgivet deres magi?”

     ”Ikke nødvendigvis. De sørger bare for at holde den godt skjult for menneskene.”

     Selma så ned på brødet i hendes hånd. Hun var ikke længere sulten. De kunne ikke blive, hvor de var, hvis de ville have hjælp, men folk var for syge til at kunne rejse.

     Kvinden betragtede hende stadig med hovedet på skrå. ”Hvad havde du tænkt dig, min kære? At opsøge en troldmand alene?”

     Selma skrabede i jorden med sin fod. ”Jeg ved det ikke.” Hun huskede Marjis ord fra i går. ”Jeg er bare nødt til at gøre noget. Min søster…” Tårerne vældede op i hendes øjne. ”Hvis mine forældre ikke kommer tilbage, er hun alt jeg har.” En klump samlede sig i hendes hals. Ikke tænke på det, mindede hun sig selv om. Der var stadig håb. De var ikke nået Lysningen endnu.

     Den gamle kvinde fandt et hviskestykke i en kurv. Hun pakkede brød og ost ind i det. Så bøjede hun sig ned og rodede i en taske for hendes fødder. Op af den hev hun en gammel vanddunk. Hun rakte begge dele til Selma og trådte helt tæt på hende. Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. ”Ikke langt mod vest, lige uden for skoven, ligger en lille by, hvor der plejede at bo en ung troldmand. Er du villig til at forlade skoven for at finde ham?”

     Selma sank klumpen i hendes hals. ”Det er vores eneste chance, er det ikke?”

     ”Hvis din søsters drøm er mere end blot en drøm…”

     Selma lukkede øjnene et øjeblik. Da hun åbnede dem igen, så hun direkte ind i de blå øjne. Hun var ikke i stand til at kigge væk. Hun sank igen. ”Tror du virkelig, jeg har en chance?” hviskede hun.

     ”Du har allerede besluttet dig, selvom du måske ikke selv er klar over det endnu,” svarede den gamle. ”Jeg kan mærke det på dig.” Kvinden tog sin hat af og placerede den på Selmas hoved. Hun så forvirret på hende. Kvinden smilede. ”Mennesker har ikke spidse øre.” Så skiftede hendes ansigtsudtryk og blev alvorligt. Hun lagde en hånd på hver side af Selmas ansigt. ”Følg bækken.” Så vendte hun igen opmærksomheden mod brødet og osten.

     Selma stirrede på hende. Blinkede med øjnene. Så drejede hun om på hælene og marcherede mod det bukkede træ. Hun fandt sin rygsæk og flåede den op. Hun havde stadig fløjten og halskæden liggende øverst. Hun tog begge dele op. Halskæden havde været hendes mor. Hun lukkede fingrene om den et øjeblik, knugede den i hånden, mens hun så sin mors ansigt for sig. Så lod hun halskæden dumpe ned på Freyas tæppe og lovede sig selv, at hun ville komme tilbage efter den. Hun stoppede sit eget tæppe ned i tasken sammen med maden. Fløjten puttede hun i lommen. Kellan havde lavet den til hende, og det var også ham, der havde lært hende at spille på den. Når hun forlod skoven, ville hendes evner ikke være meget værd, men fløjten ville stadig virke.

     Med tasken på ryggen listede hun ud fra under træet og skyndte sig ind i skoven med kurs mod bækken. Hun havde absolut ingen anelse om, hvad hun havde gang i. Hun vidste, at det hun havde gang i var tåbeligt, alligevel fortsatte hun. Da hun nåede bækken, lagde hun sig på knæ for at fylde dunken. Hun havde lige akkurat lukket den, da der lød et svagt bump ved siden af hende. Det var en af Marjis spande.

     ”Hvor skal du hen?”

     Selma kiggede op på kvinden, der kun var få år ældre end hende selv. Hun kæmpede sig op at stå. ”Der er en troldmand tættere på, og jeg har tænkt mig at finde ham.” Styrken i hendes egen stemme overraskede hende.

     ”Men de andre er snart på vej tilbage?” Marji lød som om, hun forsøgte at overbevise sig selv.

     Selma trak vejret dybt ind. ”Jeg tror ikke, de kommer tilbage.” Ordene lød forkerte, da de forlod hendes mund, men hendes hjerte fortalte hende, at hun havde ret.

     ”Har du sagt farvel til din søster?”

     Selma havde troet, at Marji ville protestere eller spørge hende, hvorfor hun troede, hun kunne klare en opgave, hendes forældre ikke magtede. Men det gjorde Marji ikke. Hun så bare træt ud. Hendes ansigt faldt sammen og hun lignede en, der var meget ældre, end hun faktisk var. Det var i det øjeblik, Selma forstod, at Marji havde mistet alt håb for længe siden.

     ”Nej,” svarede hun. Hvis først hun sagde farvel, ville hun ikke forvente, at hun nogensinde skulle se sin søster igen. Hun svang tasken om på ryggen og begyndte at gå. Direkte mod det, der havde taget Kellans familie. Direkte mod det, hun frygtede allermest. Det her var det rene selvmord, og alligevel blev hun ved med at sætte den ene fod foran den anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...