Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
841Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Hvad sker der?” Freya havde ikke flyttet sig, siden Selma forlod hytten.

     ”Tag dine støvler på og tag så meget tøj og tæpper, som du kan bære.”

     ”Selma-”

     ”Nu!” Inden Freya kunne nå at sige mere, var Selma ude i køkkenet. Hun greb en af sin mors kurve og fyldte den med mad. Brød, ost, frugt og bær, hvad som helst, der kunne spises, som det var. Hun satte kurven i gangen. Freya var ikke længere at se. På sit værelse fandt Selma en rygsæk, som hun fyldte med det første tøj, hun fik fat i. Hun hev en trøje over hovedet og var på vej ud af døren, da hun vendte om og trak den øverste skuffe i kommoden ud. Hun lagde forsigtigt fløjten og halskæden ned i tasken.

     Freya stod i gangen med tæpper i favnen. Hendes ansigt var blegere, end det plejede, og hendes øjne var blevet endnu større. Selma samlede kurven op og stak en arm under sin søsters. Hun kunne lugte røgen.

     Udenfor var folk igen ved at samle sig ved brønden med tøj hevet op over næse og mund. Marji var ved at hive spanden op. Der stod allerede en fuld spand ved siden af hende.

     ”Selma,” hviskede Freya. Hendes blik var rettet mod ilden. Den var godt i gang med at fortære taget på en af hytterne. Den ville snart brede sig til den næste. Selma greb hårdere fat i Freyas arm og trak hende med hen til Marji. Hun var ved at hælde vandet over i en ny spand.

     ”Er alle kommet ud?” spurgte Selma. Marji kiggede hurtigt på hende, inden hun sænkede spanden ned igen.

     ”Det tror jeg. Vi går, når Gilan kommer ud.”

     Kort tid efter dukkede Gilan op med en masse bylte over skulderen. Marji var færdig med at fylde de to spande, og da hun havde svunget sin taske om på ryggen, tog hun en i hver hånd. Så råbte hun folk op og begyndte at marchere i den modsatte retning af ilden og røgen. Direkte ind i den mørke skov.

     ”Hvor er Fenris?” spurgte Freya. Selma så sig omkring, men hun kunne ikke få øje på ham.

     ”Gilan,” kaldte Selma, og han stoppede op for at se tilbage på hende. Hun vinkede ham hen. ”Fenris er her ikke.”

     Gilan pressede læberne sammen og så hen mod den lille hytte, der var Fenris’ hjem. Den gamle mand var alene nu, fordi hans datter var draget med Selmas forældre til Lysningen. Gilan lod sine ting dumpe ned på jorden. ”Jeg går ind efter ham. Skynd jer efter de andre.”

     Selma nikkede og trak sin søster mod skoven. Da de nåede de første træer, vendte hun sig rundt for at betragte den lille dal, der havde været hendes hjem hele hendes liv. Morgensolen var begyndt at trænge ned mellem træernes kroner og dannede mønstre på den stampede jord. Blomster voksede langs hytternes mure. Hvis de var heldige ville ilden brede sig i den modsatte retning og dø ud, inden den fortærerede hele deres hjem. Så kunne de vende tilbage og genopbygge det, der var gået tabt.

     Men ilden lignede ikke en, der havde tænkt sig at være barmhjertig. På den anden side af dalen åd den af skoven. Selma kunne se røgen, der steg op over trækronerne. Hun kunne se, hvordan den yderste hytte langsomt var ved at gå op i flammer. Hvis ilden trængte længere ned i dalen, ville hendes hjem være et af de første, der blev ramt.

     Hendes øjne fyldest med vand, og hun forsøgte at bilde sig selv ind, at det blot var røgen, der blev båret hen mod dem af vinden.

     Gilan dukkede op i døren til Fenris’ hytte. Selma kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men hun kunne se, at han var alene. Han løb hen til brønden, samlede sine ting op og fortsatte i samme tempo op ad skråningen.

     Da Gilan nåede op til dem, så Selma spørgende på ham, men han rystede blot på hovedet, et forpint udtryk var gledet over hans ansigt. Selma kastede et sidste blik i retning af dalen og hytten, hendes far havde bygget. Så skyndte de sig efter de andre, der allerede var nået et godt stykke ind i skoven.

     Der var ingen, der sagde noget, mens de gik. Det eneste, der brød stilheden, var de spredte host. Folk gik i små klynger og så forskræmte ud. Børnene klamrede sig til forældre eller bedsteforældres hænder. Selma slap ikke sin søsters arm, mens hun betragtede ryggen af sit folk. De var så få, og skoven var så stor. Over halvdelen var børn eller gamle, og mindst lige så mange var syge. Marji gik forrest, og når hun engang imellem så sig over skulderen for at tjekke, at alle var ned, kunne Selma se hendes ansigt. Et dystert udtryk havde lagt sig henover de fine træk. Hun vidste også godt, at deres fremtid ikke så særlig lys ud. Ikke at den havde gjort det i forvejen.

 

De gik hele dagen med kun et enkelt, kort pause, hvor der blev delt brød og vand ud. De mødte ikke et eneste dyr på vejen, der var ingen fugle, der kvidrede mellem bladene over deres hoved, ingen mus, der puslede i underskoven. Det var som om, hele skoven holdt vejret, betragtede dem, mens de vandrede.

     Selma lod en hånd glide hen over en tyk stamme, da hun passerede tæt forbi. Hun ville vide, om hendes forældre stadig var okay, men træerne ville stadig ikke svare hende. Hun havde troet, at hun ville kunne mærke dem mere, jo længere ind i skoven de nåede, men det var nærmere modsat. Det var som om, skoven havde trukket sig endnu længere væk fra hende siden i nat, da hun bad den passe på hendes forældre og Kellan.

     Men hun kunne også mærke, at det ikke kun var fordi, træerne ikke ville snakke med hende. Skoven var blevet svagere. Det måtte næsten være branden. Hun havde længe vidst, at skoven var syg, men hun havde alligevel haft håb for, at den ville komme dig. Nu var hun ikke længere så sikker.

     Marji stoppede op, da de nåede en lille lysning. Gilan sendte nogen af sted for at finde brænde i nærheden, og andre blev sat til at kigge den mad, de havde haft med, igennem for at finde ud af, hvad de skulle gøre med aftensmad. De sidste måtte se efter dem, der var for syge til at hjælpe med noget. De havde brugt deres sidste kræfter på den lange gåtur.

     Selma, der stadig ikke havde sluppet sin søster, stillede sin mors kurv over til resten af maden. Freyas veninde var ved at hjælpe sin bedstemor med at skabe overblik over det, de havde med.

     En hånd landede på Selmas skulder. Det var Marji. ”Lad Freya hjælpe til her. Gilan og jeg har brug for din hjælp.”

     Selma bed sig i læben og så på sin søster. Freyas øjne var stadig ikke tilbage til deres normale størrelse, men det lykkedes hende at fremtvinge antydningen af et smil, da hun nikkede til Selma.

     ”Hvad skal I bruge hjælp til?” spurgte Selma, da de krydsede lysningen. Gilan stod med hænderne i siden og kiggede op ad træerne.

     ”Vi er nødt til at lave en form for ly,” svarede Marji.

     ”Hvordan har I tænkt jer at gøre det?” Det eneste, der var i nærheden, var træer, træer og flere træer. Desuden ville der ikke gå længe, før det begyndte at blive mørkt. Det skulle gå stærkt.

     ”Vi bruger det her træ,” svarede Gilan og klappede på den ru stamme. Han forklarede hende, hvordan han ville forsøge at bøje stammen ned og få grenene til at placere sig sådan, at de dannede to skrå vægge på hver side mellem stammen og jorden. Der skulle selvfølgelig flere grene til ned langs stammen.

     Selma stirrede på det enorme træ. ”Det tror jeg altså ikke, jeg kan.”

     ”Sludr. Hvis vi to hjælper hinanden, skal det nok lykkes.” Gilan sendte hende et smil, så man kunne se hans skæve fortænder. Han lød overbevist, og det var næsten nok til, at Selma troede ham. Hun og Gilan var trods alt dem med de mest kraftfulde evner, der var ladt tilbage, da de andre drog mod Lysningen. Hun havde engang fået en anemone til at spire og blomstre, men den var så ubetydeligt lille ved siden af det enorme træ. Det kunne selvfølgelig være, det var nemmere, når nu træet allerede var der.

     Gilan lagde begge håndflader mod stammen, og Selma gjorde det samme på den modsatte side. ”Du må hellere flytte dig,” sagde Gilan til Marji, og hun trådte om bag dem. ”Er du klar?” spurgte han henvendt til Selma.

     Hun tog en dyb indånding. ”Ja.” Hun lukkede øjnene og bad træerne hjælpe hende. Hun bad ikke om deres hjælp til sig selv, men til de små børn, der ikke havde en seng at sove i denne nat. Hun pressede sine hænder mod træet og rettede alt sin opmærksomhed mod at få det til at bøje sig ned mod jorden.

     Der skete ikke noget.

     Hun pressede hænderne hårdere mod stammen og kneb øjnene helt sammen. Hun bed sig i læben og koncentrerede sig om skoven, hun kunne mærke og dufte omkring sig. Pludselig var det som om, hendes sanser blev skærpet. Hun kunne dufte harpiksen. Hun kunne høre bladene, der bevægede sig i vinden og mærke træet, der var levende under hendes fingre. Hun kunne smage skoven på sin tunge. Bær, rødder, svampe, frugter.

     Så skete det.

     Træet kom knagende til live, som om det havde sovet ind til nu. For sit indre blik kunne hun se, hvordan det strakte sig og rystede sine grene. Hendes hænder blev varme, og hun kunne mærke, hvordan de ledte energien fra hendes krop og over i træets.

     Hun turde ikke åbne øjnene. I stedet forestillede hun sig, hvordan træet sænkede sin krone ned mod underskoven og lagde sig hen over lysningen. Hun så hvordan grenene strakte sig ned mod jorden og formede en hule, hvordan de flettede sig ind mellem hinanden.

     Hendes hænder blev så varme, at hun var sikker på, de ville efterlade mærker på stammen. I et øjeblik overvejede hun, om der kunne skabes så meget varme, at træet gik i brænd, og hun mærkede, hvordan det slog skår i hendes koncentration. Skoven rykkede længere væk fra hende. Hun trak vejret dybt ind og rettede alt sin opmærksomhed mod træet foran sig.

     Hjertet rasede i hendes bryst, hendes vejstrækning blev hurtig og overfladisk. Benene rystede under hende, og hendes arme føltes som om, hun havde holdt Marjis vandspande oppe i flere timer.

Til sidst gav hun op.

     Selma åbnede øjnene, slap træet og gled ned at sidde uden at bekymre sig om, at hun fik jord på sit tøj. Hun lænede sig frem og støttede hovedet mod træet. ”Jeg. Kan ikke. Mere. Lige nu,” gispede hun. Hun kunne mærke sveden på sin pande. Hele hendes krop var varm.

     ”Så holder vi en pause,” sagde Marji. Lidt efter var der en, der satte sig ved siden af Selma. Gilan. De mørke krøller klistrede til hans pande, og han sendte hende et tyndt smil. Han så træt ud, som om han havde arbejdet hele dagen med at kløve og slæbe brænde. Så var det måske ikke kun hende, der havde brug for en pause.

     Marji var der ikke. Selma kiggede efter hende, men fik i stedet øje på træet. Hun gispede. Stammen gjorde et pludseligt knæk og lagde sig tværs  over lysningen. Grenene støttede mod jorden, så stammen var løftet i en højde, så Selma kunne stå oprejst under den.

     ”Jeg sagde jo, det var muligt.” Gilan lød tilfreds. Der var ikke meget ly over træet endnu, kun helt nede ved kronen, men det var alt de havde, og det kunne blive til mere. Selma ville rejse sig for at kigge nærmere på træet, hun havde en trang til at række ud efter det og lade en hånd glide hen over stammen. Men hendes ben lystrede ikke.

     Hendes hænder. De dunkede og det gjorde ondt, når hun bøjede fingrene. Hun kiggede ned og strakte sine fingre. Dybe mærker fra stammen dækkedes hendes håndflader. Hendes blik blev sløret, og hun følte sig svimmel. Hun var nødt til at banke en hånd i jorden for ikke at vælte.

     ”Jeg tror, du har brug for det her.” Marji var dukket op igen Hun rakte Selma et krus med vand og en håndfuld hindbær. Selma nippede til vandet og maste et hindbær mellem tungen og ganen. Den søde, let syrlige saft bredte sig i hendes mund, og hendes hoved begyndte at føles mere normalt. Hun tog sig god tid til at spise de resterende bær og drikke det sidste vand. Hendes mor havde lært hende, at man skulle være forsigtig, når man forsøgte at genvinde mistet energi.

     ”Jeg har lige snakket med Bjørn,” fortalte Marji. ”Han har set området lidt an, og det ser ud til, at vi vil kunne blive her et stykke tid uden at løbe helt tør for mad.”

     Gilan nikkede for sig selv.

     Selma så skiftevist på dem. ”Skal vi ikke tilbage og se, om hytterne har overlevet?”

     Marjis ansigt lukkede sig sammen og blev bittert. ”Jeg tror ikke, det er sikkert at vende tilbage.”

     ”Det er da mere sikkert end at være her!” protesterede Selma.

     Gilan rystede bedrøvet på hovedet. ”Skjoldet er væk, så vi er ikke i sikkerhed fra noget som helst i dalen. Vi ved ikke, hvad der forårsagede ilden, men den er ikke opstået af sig selv. Mit bedste gæt er, at menneskene har fundet os.”

     ”Men hvis de tror, de har brændt os ihjel, lader de os måske være i fred…” Marji stirrede op i trækronerne. Måske forestillede hun sig himlen på den anden side.

     ”Tør du risikere det?” Gilan borede huller i skovbunden med sin hæl.

     Marji rystede på hovedet. Da hun kiggede på dem igen, så hun vred ud. Hun knyttede næverne og flåede i græsset.

     Selma sank en klump. ”Hvornår når de andre til Lysningen?”

     ”Tidligst om to dage,” svarede Gilan.

     Selma var lettet. Så var Freyas drøm ikke blevet til virkelighed. Så havde menneskene ikke tvunget deres skjulested ud af hendes forældre eller nogle af de andre.

     Medmindre menneskene havde fundet dem noget før.

     Nej.

     Det kunne umuligt være tilfældet. Hendes forældre ville aldrig sige noget.

     ”Vi må håbe, de når tilbage i tide.” Marji lød bitter.

     ”Håb er alt, vi har,” mumlede Gilan, og Selma var klar over, at det ikke var nu, hun skulle nævne Freyas drøm.

     Freya sad sammen med sin veninde på den anden side af lysningen. Selma kunne ikke se, hvad de lavede, men med jævne mellemrum var Freya nødt til at holde inde, når hun blev overmandet af hosteanfald. De var blevet værre.

     ”Hvad skete der med Fenris?” spurgte hun, selvom hun havde på fornemmelsen, at hun allerede kendte svaret.

     ”Fenris?” Marji så forvirret ud. Havde hun ikke opdaget, at han ikke var med?

     Gilan var længe om at svare. Han stirrede ned i den lille fordybning, han havde lavet i jorden. ”Han var syg.”

     ”Efterlod vi ham?” En snert af vreden fra Marjis ansigtsudtryk havde bevæget sig ind i hendes stemme.

     Gilan rystede på hovedet. ”Han var allerede død.”

     Det lukkede munden på Marji.

     Selma kiggede over på sin søster. Hvis deres forældre ikke nåede tilbage i tide, ville Freya ikke klare den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...