Selma

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
De troede, de havde fundet et sted, hvor de var i sikkerhed fra menneskene, men skoven er ved at miste sine sidste rester af magi, det magiske skjold er forsvundet, og en uhelbredelig sygdom truer med at blive afslutningen på deres art. De har brug for hjælp, men for at få den, må de bevæge sig ud på ukendt grund blandt deres største og farligste fjender. // Bidrag til Fantastiske Skabninger-konkurrencen, mulighed 2.

1Likes
2Kommentarer
1030Visninger
AA

1. Kapitel 1

Døren knirkede. Selma holdt vejret, mens hun lyttede. Måske var det noget, hun havde bildt sig ind. Et tørt host brød stilheden. Lyden af bare fødder mod gulvbrædderne.

     Selma satte sig op i sengen. Hun kunne lige akkurat skelne omridset af Freya i mørket. Hun hostede igen. Selma rykkede til siden, så hendes søster kunne kravle op ved siden af hende.

     ”Jeg havde en drøm om Mor og Far,” hviskede Freya. Hun trykkede sin spinkle krop med Selmas.

     ”Du er helt kold.” Selma trak tæppet rundt om sin søsters rystende skuldre. Så lagde hun armene omkring hende og støttede kinden mod hendes hår. Det duftede af sommerregn og anemoner. Selma lukkede øjnene og kunne mærke skoven uden for huset. Træerne sov, men ikke tungt. Det var en urolig søvn, som om de vidste, at de snart ville blive forstyrret. Selma trak vejret dybt ind og åbnede øjnene igen. Et host flåede i Freyas krop, og Selma strammede grebet om hende.

     ”Hvad drømte du?”

     ”Jeg drømte, at de nåede frem til Lysningen.”

     Selma smilede. ”Det var godt.”

     ”Nej.” Freya begyndte igen at ryste. Hendes stemme lød ikke højere end vinden, der raslede i bladene på den anden side af hyttens tykke mure. ”For da de nåede frem, var De der allerede.” Hun snøftede. ”Menneskene. De tog dem alle sammen, og De dræbte Kellan.” Et hulk undslap hende, og Selma begyndte at rokke hende fra side til side.

     ”Det var bare en drøm.” Hun forsøgte igen at række ud efter træerne, men de var holdt op med at svare hende for flere dage siden. Hun ville ønske, at de ville fortælle hende, om deres forældre havde det godt. Om de var nået sikkert over floden.

     ”Men hvad hvis det ikke var.” Freyas stemme knækkede over.

     ”Selvfølgelig var det det,” svarede Selma med en efterligning af deres mors stemme, når hun afsluttede en diskussion med Kellan.

     ”Men hvad med dengang jeg drømte, at Far ville blive syg på vej hjem fra-”

     ”Det drømte du kun, fordi Kellan var blevet syg.” Det passede ikke. Kellan var først blevet syg efter deres far, men det huskede Freya ikke.

     ”Men Selma-”

     ”Tror du virkelig, du kan se ind i fremtiden?” Selma forsøgte at få sin stemme til at lyde skarp.

     ”Nej,” mumlede Freya.

     ”Godt.” Uden at slippe sin søster, fik hun dem bakset ned at ligge. ”Prøv nu om du kan falde i søvn igen. Der er lang tid, til det bliver lyst. Jeg lover dig, at Mor og Far nok skal klare den.”

     ”Fortæller træerne dig det?”

     ”Ja. Sov nu.”

     Freya krøllede sig sammen i sengen, og der gik ikke lang tid, før hendes vejrtrækning blev tungere. Selma kunne ikke selv falde i søvn igen. Hun blev ved med at se sine forældre for sig. Og Kellan. Han havde været så stolt, da han fortalte hende, at hendes forældre havde givet ham lov til at tage med.

     ”Nu bliver jeg en helt,” havde han hvisket i hendes øre, da de sad med fødderne i bækken. Det var meningen, de skulle samle bær, men det var så sjældent, de var alene. Hun havde sprøjtet bækvand i hans ansigt, men i virkeligheden var hun en smule jaloux. Hun ville også med til Lysningen. Hendes forældre mente ikke, at hun var gammel nok, og desuden skulle der jo være nogen til at passe på Freya, mens de var væk. Selma hørte også det, hendes mor ikke sagde højt: hvis de ikke kom tilbage.

     Men hvis de var så bange for, at det ville gå galt, hvorfor havde de så taget Kellan med? Hun kunne ikke selv tage sig af Freya for evigt. Hun kunne ikke stoppe tårerne fra at presse sig på. De trillede ned ad hendes kind og landede i Freyas hår. Hun havde kysset hans kind, da de sagde farvel. Derefter havde hun stået sammen med Freya i døren til hytten for at vinke farvel til ham og deres forældre. Det var, mens hun stod der, hun bestemte sig for, at hun ville fortælle ham det, når de kom tilbage. Hun var ligeglad med, at de næsten var opvokset under samme tag, og at Freya nok mest af alt så ham som en storebror. Men hun huskede heller ikke den aften, deres far havde haft Kellan med hjem. Det var hun for lille til. Hun huskede kun, hvordan han altid skar hendes stykke af hindbærtærten lidt større end de andre stykker, og hvordan han blinkede til hende, når han rakte hende tallerkenen.

     Selma var sikker på, at den aften ville være noget at det sidste, hun glemte. Det var midt vinter, og det var blevet mørkt tidligt. Tunge, grå skyer havde samlet sig på himlen og varslede uvejr, vinden ruskede i træerne, og hun havde været i færd med at hækle et halstørklæde til sin far. Hun sad på en stol i køkkenet, hvor hun kunne holde øje med Freya, der legede med de træmænd, deres far havde snittet, mens deres mor lavede mad. Der duftede af svampestuvning i hele hytten, og hendes mor nynnede gamle sange på et sprog, Selma aldrig havde lært at tale.

     Deres mor var stoppet midt i sin sang. ”Der kommer Far,” havde hun sagt, mens hun rørte videre i sin gryde. Selma havde været nede af stolen, inden hun var færdig med at tale. Hun nåede døren i samme øjeblik, som den gik op, klar til at kaste sig i armene på sin far. Men det var ikke hendes far, der trådte ind i hytten først. I stedet stod der pludselig en fremmed, lyshåret dreng med røde kinder midt i hendes hjem.

     Hun havde ikke kunnet stoppe sig selv fra at stirre på ham under hele aftensmåltidet. Hendes mor havde lige fortalt hende, at han skulle bo hos dem lidt, fordi menneskene havde taget hans forældre. Lidt blev til ti år.

     Den aften kunne Selma heller ikke falde i søvn. Hun havde stirret op i loftet, mens hun tænkte på drengen, der sov foran pejsen i hendes stue. Han var helt alene nu. Måske var han ked af det. Hun huskede, hvordan hun selv havde grædt hele natten, da hendes farmor forsvandt.

     Dengang knirkede døren også, og hun havde været rædselsslagen for, at hun ville vække sine forældre, da hun listede ud i stuen. Drengen sad med et tæppe om skuldrene og stirrede ind i pejsens flammerester. Hun satte sig ved siden af ham og mærkede ildens varme kærtegne sit ansigt. Hans hænder knugede om tæppet, og hun tog en af dem i sin egen. Ingen af dem sagde noget eller kiggede op. Sådan sad de, ind til de begge faldt i søvn.

     Hvis Freyas drøm var mere end blot en drøm, ville han dø.

     Hvis Freyas drøm var mere end blot en drøm, ville menneskene tage deres forældre, som de havde taget hans.

     Selma lukkede øjnene og bad til træerne. Hun bad dem lytte til hende. Hun bad dem advare hendes forældre, og hvis ikke de kunne det, så bad hun dem om at redde Kellan.

     Det var begyndt at blive lyst, da Selma faldt i søvn.

 

Freya skreg.

     Selma trak hende ind til sig igen. Hun rystede værre end tidligere, og da hun slog sine tynde arme om Selma, begyndte hun at hulke ind i hendes skulder.

     ”Alting brændte,” fik hun hvisket mellem et hulk og et hosteanfald. Selma begyndte at nynne en af deres mors sange, men hun var ikke sikker på, om Freya kunne høre det. Hun blev ved med at hoste. Det lød som om, hun var ved at flå sin strube ud. Da hun endelig stoppede, kiggede hun op på Selma med røde øjne og våde kinder.

     Selma kravlede ud af sengen. ”Jeg laver suppe til dig.” De befandt sig stadig på det tidspunkt af døgnet, hvor det endnu ikke var dag, men det heller ikke længere var nat. Der var ikke mørkt, men der var heller ikke lyst. Det var alt for tidligt at stå op, men Selma havde ikke lyst til at gå i seng igen.

     Hun trak sine støvler på og gik ud for at hente vand i nattøj. Rundt omkring hende sov resten af hytterne, mens hun hev spanden op af brønden. Den var ikke fuld.

     Men hun kogte suppe, stirrede hun ud af vinduet. Hun kunne se skoven bag hytterne på den anden side af pladsen. Fuglene plejede at synge på denne tid af morgenen.

     Hun var ved at hælde suppe op, da braget lød. Gulvet rystede under hendes fødder, glassene klirrede i skabet. Suppen skvulpede over skålens kant og flød henover bordet og ned på gulvet. Så begyndte folk at råbe.

     Selma satte suppen fra sig på komfuret og løb ud i entréen. Hun var ved at trække støvlerne på igen, da Freya dukkede op i døren til Selmas værelse.

     ”Hvad sker der?” Hun var hæs, og hendes blodsprængte øjne var opspærrede. Selma greb hendes ansigt.

     ”Bliv her.” Hjertet dunkede hurtigere og hurtigere i hendes bryst, da hun skubbede døren op. Hun kunne lugte røg. Folk råbte stadig. Flere havde samlet sig ved brønden. Nogen stod uden for deres hytter. Alle var iklædt nattøj. Hun var halvvejs henne ved brønden, da Gilan pegede om bag hende. Hun vendte sig rundt mod skoven og nabohytten.

     Alting brændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...